tid, før det nutidige „Jerusalem“, nemlig kristenheden, blev ødelagt. Hvem udfører mærkningsarbejdet i vor tid, som er endens tid? — Rom. 15:4; 1 Kor. 10:11.

Manden i „linned klædebon“ må i dag være en der repræsenterer den herliggjorte konge Jesus Kristus. Hvorfor? Fordi verdensherredømmet nu er blevet „vor Herres og hans Salvedes“. (Åb. 11:15) Kristus styrer nu alt hvad der har at gøre med Jehovas herredømme over jorden. Da Jesus var på jorden brugte han et andet udtryk for at beskrive den samme symbolske mand i „linned klædebon“, idet han kaldte ham „den tro og kloge tjener, som hans herre har sat over sit tyende“. (Matt. 24:45-47) Denne „tjener“ der anerkender Kristus som sin herre er ikke en enkelt person, men er et samfund af mennesker, Kristi åndelige brødre på jorden. De er salvet med Guds ånd til at forkynde den gode nyhed om Riget. Guds ånd virker på dem, tilskynder dem, og de er allerede blevet ’beseglet på deres pander’ af Gud gennem Jesus Kristus. De har dette segl, Guds ånd, der giver dem bevidstheden om at de er

denne husholdergerning over alle, Kristi jordiske interesser?

Vi kan forstå hvordan det gøres ved at tænke på den måde hvorpå Kristi myndighed som hoved blev udøvet i den kristne menighed i det første århundrede. Som vi har set udgjorde apostlene til at begynde med et styrende råd, og de fik senere tilslutning af andre der kvalificerede sig som ældste i menigheden i Jerusalem. I den mest udførlige beskrivelse vi har af et af deres møder, er det værd at bemærke hvilken rolle Guds ånd og Guds ord spillede med hensyn til at lede deres afgørelse. Skønt der ved begyndelsen af mødet — der blev holdt på grund af spørgsmålet om omskærelse — var store meningsforskelle, førte disse to kræfter, Guds ånd og Guds ord, disciplene til en enig beslutning.

Først fortalte apostelen Peter om hvordan ånden var blevet givet til uomskårne hedninger. Derefter gjorde Paulus og Barnabas rede for åndens virke i deres tjeneste blandt sådanne mennesker. Til slut tog Jakob, Jesu halvbroder, ordet, og idet hans hukommelse uden tvivl var ledet af den hellige ånd, henledte han opmærksomheden på en inspireret profeti der forudsagde at Guds navn skulle nævnes over hedninger. Det ville have været let for disciplene simpelt hen at gøre som de altid havde gjort, at ’følge tidligere praksis’, så at sige. Men Guds ånd og Guds ord tilskyndede dem eller virkede på dem i en bestemt retning, og krævede en ændring i deres tankegang. Da Jakob forelagde en resolution for at få spørgsmålet afgjort, blev den derfor enstemmigt vedtaget. Havde Kristus ledet dem gennem den hellige ånd? Dette råd vidste at det var tilfældet, og i brevet med deres afgørelse sagde de: „Thi [først og fremmest] Helligånden og [dernæst] vi har besluttet ingen yderligere byrde at lægge på jer ud over dette nødvendige.“ — Ap. G. 15:1-29.

Dette brev blev derefter overgivet til de kristne menigheder i almindelighed af mænd der repræsenterede det styrende råd i Jerusalem. Menighederne blev glade over og accepterede denne afgørelse, og viste således at de oprigtigt anerkendte Kristus Jesus som deres hoved. Dette medførte rige velsignelser; de styrkedes i troen og voksede i antal. — Ap. G. 15:22, 30, 31; 16:4, 5.

Drager du nytte af Guds søns ledelse? Hvilken menighed i dag viser den troskab mod Guds ord og den lydighed mod Guds ånd som viser at Kristus er dens hoved? Vi tilskynder dig til at undersøge om vidnesbyrdene om dette findes i Jehovas vidners kristne menighed.