Hvordan man lever et indviet liv

MANGE siger at de har indviet sig til Gud. Men er det blot det at man har indviet sig til Gud der har betydning, eller bør man tænke mere på om man lever op til sin indvielse? Hvis du er kristen, vil andre som kender Bibelen da oprigtigt kunne sige at du er indviet til Gud?

Hvad mener vi for eksempel når vi siger om en mand at han har viet sit liv til lægegerningen? Mener vi simpelt hen at han har bestået sin eksamen ved universitetet og er begyndt at praktisere? Mener vi at han har ret til at sætte et skilt op og kalde sig læge? Nej. Vi mener at han er helt opslugt af sit arbejde, af sit ønske om og sine bestræbelser for at lindre menneskehedens fysiske lidelser. Han har ikke noget andet mål, og han lader ikke noget bryde forstyrrende ind i sit kald og sit arbejde som læge.

Apostelen Peter siger at den kristnes dåb „ikke er fjernelse af legemets smuds, men en bøn til Gud om en god samvittighed“. (1 Pet. 3:21, fodnoten) Når en bliver døbt nærmer han sig altså ikke Gud som om han kunne sige ’Jeg vil være din tjener.’ Nej, han kommer frem for Gud som en ydmyg ansøger. Han har en dårlig samvittighed og beder eller bønfalder Gud om at modtage ham og give ham en god samvittighed så han kan blive ren, i håb om at Gud vil lade ham blive hans tjener. Med oprigtigt hjerte har han angret sine synder og har omvendt sig. Derefter bliver han døbt, og Gud tager imod ham på grundlag af Kristi offer, sådan som han har lovet.

Nu da han har gjort dette er spørgsmålet: vil han bevise at han virkelig er indviet til Gud? Efter at have omvendt sig, vil han da holde sig til den vej Guds ord afstikker uden at vige derfra? Hvis han gør det, beviser han at han har indviet sig til Gud. Han lever et indviet liv.

Altså kan et menneske ikke blot pege på det tidspunkt da vedkommende omvendte sig fra sin verdslige handlemåde og fremstillede sig til dåb og sige: ’Jeg er en indviet tjener for Gud.’ I stedet må hele hans handlemåde vise at han er indviet til Gud. Hele hans livsform må være et udtryk for at han tjener Gud hver dag. De mennesker han omgås må kunne sige det samme om ham som Jesu disciple kunne sige om Jesus, at ’nidkærhed for Jehovas hus havde fortæret ham’. — Joh. 2:17.

Uanset hvordan du lever dit liv betragter Gud, som modtog din oprigtige bøn dengang du blev døbt, dig som pligtig til at stå ved den troserklæring du har afgivet. Jesus sagde: „Lad blot jeres ja betyde ja, og jeres nej, nej.“ — Matt. 5:37, NW.

Kristne er Guds og Kristi trælle

Apostelen Peter sagde til de jøder der blev døbt på pinsedagen år 33: „Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!“ Er du døbt? Så har du vist at du tager afstand fra „denne vanartede slægt“ med dens dårlige moralske adfærd og dens nationalisme, som vil føre til ødelæggelse for denne slægt i den store trængsel. (Ap. G. 2:40) Du er blevet Guds og Herren Jesu Kristi træl. Hvad vil det egentlig sige? — 1 Tess. 1:9.

Jesus Kristus belyste den kristnes stilling da han sagde: „Hvis en af jer har en tjener [en træl, NW], der pløjer eller vogter, mon han så siger til ham, når han kommer hjem fra marken: ’Kom nu straks hen og sæt dig til bords!’ Vil han ikke tværtimod sige til ham: ’Tilbered, hvad jeg skal have til aftensmad, og bind op om dig og vart mig op, mens jeg spiser og drikker; derefter kan du selv spise og drikke.’“ — Luk. 17:7, 8.

Skønt en træl har sin egen vilje, må han underkaste sig sin herres ønsker. Der opstår måske omstændigheder der gør det ubelejligt for ham at adlyde en bestemt befaling. Han ønsker måske endda at finde en genvej, et smuthul, eller at komme om ved tingene på en lettere måde end hans herre har forlangt. Men det kan han ikke gøre uden at svigte sin herre.

Det drejer sig derfor ikke om hvad den kristne, Guds træl, ønsker at gøre. Når du skal træffe et valg, eller når du planlægger en bestemt handling, tænker du så på hvilken afgørelse du ønsker at træffe? Eller tænker du først på hvilken handlemåde der godkendes af din Herre, hvis træl du er?

Bygger du dit liv op omkring dit forhold til Jehova? Eller bygger du efter din egen plan? Venter du med at tage stilling til problemerne indtil de opstår? Eller har du taget afgjort stilling til forskellige problemer nu, og lever du i overensstemmelse med denne stillingtagen så du har styrke når problemerne opstår?

Desværre er der nogle der påstår at de er indviet til Gud men som tænker og handler som om deres liv tilhørte dem selv, og som om de var frie til at gøre det de selv finder for godt. Men apostelen Paulus siger: „Ved I ikke . . . at I ikke tilhører jer selv? I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!“ — 1 Kor. 6:19, 20.

Følgende ord, udtalt af Jesu halvbroder Jakob, er henvendt til dem der lægger deres egne planer uden først at undersøge hvad Gud, deres Herre, siger: „I skulle hellere sige: ’Hvis Herren vil, så skal vi leve og gøre det eller det.’“ — Jak. 4:13-15.

Faren ved at gå på kompromis som følge af en menneskelig tænkemåde

Mange gange træffer folk beslutninger som ikke er helt frivillige. Ofte vælger en person en bestemt handlemåde fordi der bliver lagt pres på ham. Når han træffer afgørelsen gør han det måske på grundlag af en menneskelig tænkemåde i stedet for Guds, og ved en sådan tænkemåde forsøger han at retfærdiggøre den kurs han vælger.

Peter fulgte ubevidst en sådan tænkemåde og blev en „satan“, en modstander af Kristus, ved at prøve at få Jesus til at følge en lettere handlemåde end den hans Fader havde afstukket for ham. Jesus irettesatte Peter med stærke ord: „Vig bag mig, Satan! du er mig til forargelse; thi du sanser ikke, hvad Guds er, men kun, hvad menneskers er.“ — Matt. 16:22, 23.

En bliver måske tilbudt euforiserende stoffer af dem han omgås, og de lægger måske endda pres på ham ved at sige: „Du kan jo bare prøve dem.“ Har han ret til at gøre det hvis han har lyst til at se hvordan de virker, eller for at behage sine venner? Nej, for hans Herre godkender det ikke, han påbyder ham derimod at ’rense sig fra alt, som besmitter legeme og ånd’, og til at ’være ved sine sansers fulde brug’ — hvilket euforiserende stoffer i allerhøjeste grad vil forhindre ham i. — 2 Kor. 7:1; 1 Pet. 5:8, NW.

Eller en bliver måske som følge af nationalisme presset til at gå på kompromis med hensyn til sin troskab og tjeneste for Gud. Det bliver måske endog stillet ham i udsigt at han kan undgå straf ved at følge en kurs der er lige på grænsen af hvad der er rigtigt, og som han med besnærende argumenter kan retfærdiggøre over for sig selv. Det synes mindre ubehageligt at følge denne kurs end den lige vej som Gud har afstukket.

I en sådan situation stod tre unge hebraiske mænd i Babylon. Da de af kong Nebukadnezar fik befaling til at bøje sig for guldbilledstøtten, sagde de: „Det har vi ikke nødig at svare dig på! Sker det, så kan vor Gud, som vi dyrker, fri os af den gloende ovn, og han vil fri os af din hånd, o konge; men hvis ikke, så må du vide, o konge, at din gud dyrker vi dog ikke, og guldbilledstøtten, som du har ladet opstille, tilbeder vi ikke!“ — Dan. 3:16-18.

Læg mærke til at disse mænd ikke prøvede at ræsonnere sig frem til en måde hvorpå de kunne adlyde kongens bud og alligevel fortsætte med at tjene Gud. De argumenterede eller forhandlede ikke, eller håbede at kongen ville give dem en anden opgave i forbindelse med arrangementet som ville være mindre direkte knyttet til ceremonien. Disse trofaste mænd ønskede at gøre det klart at de ikke ville støtte kongens arrangement på nogen måde.

Disse tre hebræere behøvede heller ikke indbyrdes at diskutere sagen eller at rådspørge en anden, for om muligt at finde frem til et eller andet kompromis. De viste uden tøven deres faste og fuldstændige indvielse da de indledte deres svar til Nebukadnezar med ordene: „Det har vi ikke nødig at svare dig på!“

Guds tjenere ved at kærlighed er den grundlæggende egenskab der binder Guds menighed sammen. (Kol. 3:14) Kristne som har ’smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til vingårdsknive’, løfter ikke sværd mod hinanden og lærer ikke krig. Derfor nægter de at tage del i noget der ville være i modstrid med denne kærlighed, og de bevarer deres neutralitet hvad verdens stridigheder og krigshandlinger angår. — Es. 2:4.

Læg også mærke til det øjeblikkelige og direkte svar apostlene gav da de af de jødiske rådsherrer fik besked på at holde op med at forkynde. De svarede rent ud: „Vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt.“ Og: „Man bør adlyde Gud mere end mennesker.“ (Ap. G. 4:19, 20; 5:29) De ville ikke godvilligt opgive deres frihed til at tjene Gud, eller lade disse rådsherrer bestemme hvornår og hvor de skulle tale, eller lade dem hindre dem i fuldt ud at gøre hvad deres Herre havde befalet.

Gud ønsker villighed af hjertet

Vi må ikke tro at Gud forhindrer os i at følge den kurs vi selv vælger. Gud tvinger ikke nogen til at adlyde ham. Imidlertid vil han hjælpe dem der stoler på ham til at udholde hvilken som helst prøvelse. „Gud er trofast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af den, så I kan stå den igennem.“ (1 Kor. 10:13) Denne vej ud af fristelsen vil ikke være en „lettere“ vej, og udfrielsen vil heller ikke komme i form af et kompromis. Men Jehova vil give dem styrke der tager et modigt og fast standpunkt.

At Jehova tillader den enkelte at følge den kurs han vil, er faktisk en del af prøven på vedkommendes integritet. Vi har alle vor frie vilje. Hvis en følger en handlemåde hvorved han opgiver sin kristne neutralitet, fornægter han Gud som sin Herre, og han forlader Gud og hans menighed. Han lever ikke et indviet liv. Det er ikke menigheden der udstøder ham. Han tager selv afstand fra den, skiller sig ud. Han blev engang frelst fra „denne vanartede slægt“, men nu foretrækker han at gå tilbage til den og handle som den handler.

Et sådant menneske mener måske at han kan gå og komme som han har lyst. Men det kan han ikke, for menigheden kan ikke med åbne arme modtage et sådant menneske der har fornægtet Guds herredømme over ham som Hans træl. Hvilken plads kan Gud have til ham i menighedens „legeme“? (1 Kor. 12:24, 25) Hvis menigheden gav ham en godkendt stilling i sin midte, ville den derfor lade hans ulydighed gå upåtalt hen og ville være medansvarlig for hans synder. — Jævnfør Andet Korinterbrev 6:14; Første Timoteusbrev 5:22.

Det er ikke menigheden der må ændre sine principper. I stedet er det den vildfarne enkeltperson der må angre eller ændre sind og vende sig fuldstændig bort fra sit urette synspunkt og sine slette handlinger og omgangsfæller. Før Guds menighed fuldt og helt kan acceptere ham som en del af menigheden, må han bevise at han har ændret sind, hjerte og handlemåde, han må bevise det gennem et stykke tid og igen begynde at leve et indviet liv.

Hav fuldstændig tillid til Gud

Når der kommer forfølgelse begynder nogle at frygte, ikke så meget for fjenden eller for mennesker i sig selv, men på grund af den økonomiske situation i verden. De frygter at de måske vil miste deres arbejde eller deres ejendele, eller at de måske endog må gå i fængsel og følgelig ikke vil være i stand til at sørge for deres familie. Men den der virkelig lever et indviet liv vil fortsat følge den handlemåde som indvielsen til hans himmelske Herre kræver. Han vil stole på at Gud vil tage sig af sine trofaste tjeneres interesser.

Apostelen Paulus fulgte en sådan handlemåde der var grundlagt på tro. Før han blev kristen havde han mange fordele i denne verden, men dem gav han afkald på. Han sagde: „Men det, der engang var mig fordele, det har jeg for Kristi skyld lært at regne for tab. Ja, jeg regner i sandhed alt for tab i sammenligning med det langt højere at kende Kristus Jesus, min Herre. For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn, for at jeg kan få Kristus i eje og findes i ham, ikke med min egen retfærdighed, der fås gennem loven, men med den, der fås ved tro på Kristus.“ — Fil. 3:7-9.

Den kristne lever altså ikke et virkelig indviet liv hvis han forsøger at finde smuthuller, eller følger en „halvhjertet“ kurs, eller en kurs som han føler er lige på grænsen til ulydighed mod Gud. Hvis han vil vinde livets sejrspris må han gøre som Paulus, der skrev: „Jeg løber derfor ikke på må og få; jeg kæmper som en nævekæmper, der ikke støder i luften, men jeg er hård mod mit legeme og holder det i ave, for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:26, 27.

Hvis man følger denne afgjorte og trofaste handlemåde, vil man være lykkelig. Så vil ens ’fremgang kunne ses af alle’, og de der kender en, vil kunne sige: „Han lever virkelig et indviet liv.“ — 1 Tim. 4:15.