„Kæmp troens gode strid“

 1. Hvordan kunne Paulus tale med autoritet om at kæmpe for troen?

DISSE ord af apostelen Paulus til Timoteus: „Kæmp troens gode strid,“ havde virkeligt indhold for Paulus. Han var blevet forfulgt af sine egne landsmænd, jøderne, var blevet pisket, stenet og fængslet. Han havde oplevet skibbrud, været i fare blandt røvere, i fare blandt falske brødre, havde måttet udholde søvnløse nætter, sult og tørst, ja alle slags trængsler og prøvelser. Foruden alt dette havde han til stadighed „bekymringerne for alle menighederne“. (2 Kor. 11:23-28) Disse ord af Paulus: „Kæmp troens gode strid,“ er altså ikke tomme ord. Er du villig til at gøre det samme som Paulus for den gode nyheds skyld? Du vil være det hvis du har en tro som Paulus’ og Timoteus’, og du vil få „et fast greb om det evige liv som du blev kaldet til og offentligt har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse“. — 1 Tim. 6:12, NW.

 2. Hvorfor er tålmodighed en nødvendighed for den der har fået til opgave at undervise andre, og hvordan fremgår dette af apostelen Paulus’ udtalelser?

² I sine breve til Timoteus formanede Paulus denne indviede kristne unge mand til at udføre sit arbejde som en sand Kristi efterfølger. Som en broder og tilsynsmand måtte han kun lære sine tilhørere den sunde lære som han havde modtaget fra Guds ord. Han skulle ikke føre tom snak eller udbrede sine egne ideer. Timoteus kendte sandheden, og det var sandheden han skulle lære, intet andet. Denne undervisning ville kræve tid og tålmodighed, for de der sluttede sig til Guds folk var ikke verdens vise og højt begavede, men jævne og beskedne mennesker. Det var hvad Paulus skrev til korinterne: „Tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ (1 Kor. 1:26-29) Sådanne fattige, ulærde mennesker uden nogen verdslig indflydelse skulle Timoteus opbygge i troen og føre frem så de selv kunne aflægge „den gode bekendelse i mange vidners nærværelse“. Udfører du dette kristne arbejde? Det burde du!

 3. Hvad viser Bibelen med hensyn til dem der er blevet udvalgt til at gøre Jehovas gerning?

³ I Guds eget ord ser vi at det ikke var dem der havde en høj uddannelse i verden, ikke de fornemme og fremtrædende, der var kaldede. Betragt engang dem som Guds søn udvalgte: fiskere, skatteopkrævere, mennesker som de skriftkloge og farisæerne så ned på. Da nogle betjente af ypperstepræsterne og farisæerne blev sendt hen for at gribe Jesus og føre ham til dem vendte de tilbage uden Jesus og sagde: „Aldrig har noget menneske talt som dette menneske.“ Hertil svarede farisæerne: „Er I også blevet vildledt? Ingen af de styrende eller af farisæerne har da troet på ham, vel?“ (Joh. 7:45-48, NW) Disse mænd der sad inde med så stor visdom og havde en høj uddannelse, som havde let adgang til de hebraiske skriftruller, som blev anset for at være Guds repræsentanter, havde ingen tro på Guds søn, og deres argument var at ingen af de styrende eller af farisæerne havde troet Jesus. Er forholdene anderledes i dag? Hvem er de sande kristne?

 4. Hvem er det derfor der hovedsagelig er blevet udvalgt til at gøre Jehovas gerning i dag?

⁴ Se dig om. Betragt engang de styrende i verden siden den første verdenskrigs udbrud i 1914. Der var Tysklands kejser Wilhelm, en såkaldt kristen der tragtede efter verdensherredømmet; Adolf Hitler, en tysk, katolsk diktator der underskrev et konkordat med paven i 1933; og Mussolini, der invaderede Ætiopien med den katolske kirkes velsignelse. Har disse diktatorer opført sig som sande kristne? De gik da i kirke, ikke sandt? Men tror du at Gud har kaldet disse mænd til at være medarvinger med Kristus? Var de regenter „af Guds nåde“ og vandrede de i vor herres og frelsers, Jesu Kristi, fodspor? Det var ikke først og fremmest ’de styrende eller farisæerne’ han valgte til sine efterfølgere, vel? Det ser heller ikke ud til at han har udvalgt dem i dag. Jesu trofaste efterfølgere, Peter, Johannes, Mattæus og andre, hørte ikke til de styrende. Det er rigtigt at Paulus var en omvendt farisæer, men hvor er det sandt når han siger: ’Ikke mange mægtige blev kaldet!’ Og Jakob siger: „Har Gud ikke udvalgt dem, der er fattige i verdens øjne, til at være rige i tro og arvinger til det Rige, han har lovet dem, der elsker ham?“ (Jak. 2:5) Mennesker der søger at vandre som kristne bør holde sig disse skriftsteder for øje, vandre i ydmyghed og vise kærlighed mod deres medmennesker.

 5. Hvordan kan en der er rig på denne verdens gods kæmpe troens gode strid?

⁵ Hvad skal man gøre for at kæmpe troens gode strid hvis man indtager en fremtrædende stilling i forretningsverdenen, i det politiske eller religiøse liv? Hvis nogle af de rige og fornemme kommer til kundskab om sandheden og erklærer sig for at være sande kristne, så lad dem lytte til Paulus’ alvorlige formaning i brevet til Timoteus: „Byd dem, der er rige i den nuværende verden, ikke at være hovmodige eller sætte deres håb til den usikre rigdom, men til Gud, som i rigt mål giver os alt, for at vi må nyde godt deraf; byd dem at øve godgørenhed, være rige på gode gerninger, gerne give og dele med andre og således samle sig skatte, der kan blive en god grundvold for den kommende tid, så de kan gribe det virkelige liv.“ (1 Tim. 6:17-19) De der er rige skal hjælpes til at indse at livet i den nuværende onde verden kun er af kort varighed, og først når man virkelig indvier sig til at tjene Jehova Gud og vandrer i Kristi Jesu fodspor ved at forkynde den gode nyhed om Guds rige har man fået et fast greb om „det virkelige liv“. Jesus sagde: „Den, som vil frelse sit liv, skal miste det; men den, som mister sit liv for min og evangeliets skyld, han skal frelse det.“ (Mark. 8:35) At være en trofast kristen vil ikke sige at være medlem af en „kirke“ der har smukke kirkebygninger. At være kristen vil sige at leve som kristen i overensstemmelse med Guds ord og at aflægge „den gode bekendelse i mange vidners nærværelse“. Gør du det? Hvis ikke, kan du komme til det! Hertil kræves der tro og mod, men det kan lade sig gøre og gøres af dem der virkelig elsker Jehova Gud og hans rige.

Tag imod ansvar

 6. Hvordan skuldrede Jehovas tjenere i det første århundrede deres ansvar som vidner?

⁶ Jehovas vidner i hele verden har påtaget sig det ansvar at hjælpe alle kristne og alle velvillige mennesker der søger sandhed og retfærdighed med at kæmpe „troens gode strid“ og få et „fast greb om det evige liv“. (1 Tim. 6:12, NW) Hvordan hjælper Jehovas vidner mennesker med at finde den tro som det er værd at kæmpe for? For det første må de høre den gode nyhed. Men skal de høre den, må der være nogen der prædiker. (Rom. 10:13-15) På Kristi tid lyttede disciplene til deres mester og lærer og fik dernæst undervisning i hvordan de skulle gå fra hus til hus. Jesus sagde: „Sig til dem: ’Guds rige er kommet nær til jer.’“ (Luk. 10:9) Hans lille gruppe på halvfjerds trofaste efterfølgere må have brugt mange timer til at tale med mennesker om Guds rige, mennesker som de aldrig havde set før. Men det var Guds vilje. På Pinsedagen, efter at den hellige ånd var blevet udgydt over de 120 mennesker der var forsamlede, talte Peter til tusinder af interesserede, og der var 3000 der „tog imod hans ord“, indviede sig til Jehovas tjeneste gennem hans søn Jesus Kristus og lod sig døbe. De blev sande kristne, og „de holdt fast ved apostlenes lære“. (Ap. G. 2:41, 42) I løbet af kort tid må de have besøgt alle hjem i Jerusalem, men efter pinsen drog de hver til sit, hvorved tusinder i hele landet kom til at høre den gode nyhed og sluttede sig til den kristne menighed. Den sande kristne tjeneste var begyndt!

 7. Hvorfor holder Jehovas vidner øje med den tid der bruges i forkyndelsen af Guds rige, og hvor megen tid brugte de i tjenesteåret 1962 til at tale med folk om dette betydningsfulde budskab?

⁷ På den tid da Kristi disciple forkyndte den gode nyhed holdt man ikke regnskab med den tid der blev brugt i forkyndelsen. Men i dag fører Vagttårnets selskab en rapport over den tid Jehovas vidner anvender til at tale med folk om Guds rige, for at Selskabet kan vide hvor og hvor meget der forkyndes. I de tolv måneder fra den 1. september 1961 til den 31. august 1962 har Jehovas vidner brugt 142.046.679 timer i forkyndelsen af den gode nyhed. Det er 9.351.139 timer flere end sidste år. Hvor er alle disse timer blevet anvendt? Blad om til siderne 90-93 og se oversigten over de 189 lande, protektorater, øer og områder hvor Jehovas vidner har forkyndt den gode nyhed i byer, landsbyer, flækker, på landeveje, i kontorer, forretninger, ja overalt hvor der har været en mulighed for at tale med folk.

 8, 9. (a) Hvad kræves der af 1) specialpionererne, 2) pionererne og 3) menighedsforkynderne? (b) Hvor mange deltog i disse tre arbejdsgrene i 1962, og hvad var det gennemsnitlige antal forkyndere pr. måned?

⁸ Hvem har udført dette arbejde? Sande kristne, Jehovas vidner, mænd og kvinder, unge og gamle, alle indviet til at gøre Jehova Guds vilje. Forkynderne har gået fra hus til hus, og hvor det har været muligt har de aftalt at komme tilbage og studere Bibelen med folk. De der anvender 150 timer og derover om måneden i tjenesten på arbejdsmarken kaldes specialpionerer. Nogle af disse er missionærer der er udgået fra Vagttårnets bibelskole Gilead, og gennemsnitlig har 6934 sådanne specialpionerer været i arbejde hver måned året rundt. Dertil kommer 26.626 pionerer, der har brugt omkring 100 timer om måneden i forkyndelsen af budskabet. De har enten arbejdet i deres egen menigheds distrikt eller er i lighed med specialpionererne rejst ud til steder hvor behovet for forkyndere er stort. Så er der de kristne forkyndere der har verdslig beskæftigelse og familie at sørge for. De kan være tømrere, landmænd, kontor- eller fabriksarbejdere. De har ikke mulighed for at bruge 100 eller 150 timer om måneden i forkyndelsen, men de stræber hver især efter at anvende mindst ti timer om måneden. Af disse har der i hele verden været 887.360 i det forløbne år, og denne kategori betegnes som menighedsforkyndere.

⁹ Der har altså i hele året gennemsnitlig hver måned været 920.920 forskellige, alle Jehovas vidner, der har forkyndt og lært ud fra Guds ord og som har glædet sig over at kunne bruge deres tid til at fortælle andre om Guds rige. De elsker fred og retfærdighed og ønsker at tale med andre herom.

10-12. (a) Hvad var det højeste antal forkyndere man nåede? (b) Hvor stor var fremgangen i procent? (c) Hvorfor ser det ud til at der har været en nedgang bag jerntæppet? (d) Hvorfor bør vi glæde os over det arbejde der er udført?

¹⁰ Mange har sluttet sig til Jehovas vidner i årets løb og har i nogle af årets måneder anvendt nogen tid til at tale med andre om det vidunderlige håb de har fået fra Bibelen. Derfor nåede man i nogle måneder op på et højere antal forkyndere, og det højeste antal man nåede op på sammenlagt for hele verden var 989.192. Vi håber at alle disse vil fortsætte i den storslåede gerning at forkynde Kongen og Riget.

¹¹ Mens vi er ved forkyndertallet vil vi gøre opmærksom på at der gennemsnitlig hver måned i tjenesteåret 1962 var 36.333 flere forkyndere ude end i det foregående år, det vil sige en forøgelse på 4,1 procent. Læg imidlertid også mærke til at der på årsrapporten er opført tolv lande hvor vi af forsigtighedshensyn kun opgiver det samlede forkyndertal, og at der i disse lande har været en nedgang på 9,6 procent. Dette skyldes at rapporterne fra nogle af disse lande ikke er fuldstændige. Vi er dog overbevist om at den lavere rapport fra disse lande udelukkende må tilskrives de dårlige kommunikationsforhold for Jehovas vidner i de lande hvor de må arbejde under jorden. I flere lande bag jerntæppet har der været en tydelig vækst. Hvis de regeringer der er underlagt totalitært styre vidste hvor mange Jehovas vidner der er i hvert land ville de fare hårdere frem imod dem.

¹² Det er også af interesse at notere sig, som det fremgår af oversigtens side 93, at i de 177 lande hvor man ikke har specielle vanskeligheder at kæmpe med, har der været en forøgelse på 46.798 forkyndere, hvilket repræsenterer en fremgang på 6 procent. For hele verden har den procentvise forøgelse imidlertid kun været på 4,1 procent på grund af nedgangen bag jerntæppet. Men trods dette har der i tjenesteåret 1962 alligevel været en god fremgang i indsamlingen af dem der elsker sandhed og retfærdighed, og det er underfuldt for vore øjne. Tænk på de vanskeligheder forkynderne har i Rusland, Polen, Spanien, Portugal, Ætiopien og andre lande! Men mange steder har forkynderne overvundet modstanden, og dette skyldes deres tillid til Jehova Gud.

Litteraturspredningen og bibelstudierne

13, 14. Hvordan er det gået med litteraturspredningen?

¹³ Disse trofaste kristne der går fra hus til hus aflægger ikke blot et mundtligt vidnesbyrd men efterlader også bibelsk litteratur hos folk for at hjælpe dem til bedre at forstå Guds ord. I tjenesteåret 1962 har Jehovas vidner uddelt 4.680.233 bibler og indbundne bøger og 11.664.763 brochurer i 189 forskellige lande på 158 sprog. Kristus Jesus har givet befalingen: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ (Matt. 24:14, NW) Det var en forudsigelse af det arbejde som Jehovas vidner skulle udføre og nu udfører.

¹⁴ Af andre publikationer som Jehovas vidner benytter i forkyndelsen af den gode nyhed om Guds rige er der bladene Vagttårnet og Vågn op! I arbejdet fra hus til hus har vi tegnet 1.386.404 nye abonnementer. Det er 63.709 flere end sidste år. Måske har De set Jehovas vidner stå på gadehjørnerne og tilbyde bladene Vagttårnet og Vågn op! til forbipasserende, eller De har haft besøg af dem i Deres hjem eller forretning. I dette arbejde uddeltes 112.788.689 eksemplarer af bladene. Vagttårnet udkommer nu på 65 sprog og Vågn op! på 25 sprog.

15, 16. Hvordan lyder rapporten over bibelstudierne og de offentlige møder?

¹⁵ Men Guds tjeneres arbejde består ikke blot i at sprede bibelsk litteratur. Jehovas vidner vender tilbage til dem de har besøgt og tilbyder at besvare deres bibelske spørgsmål. Mange vil gerne at Jehovas vidner besøger dem regelmæssigt og holder bibelstudium med dem. I hele verden har Jehovas vidner hver uge holdt 654.210 forskellige bibelstudier i folks hjem. Et sådant bibelstudium er en stor hjælp for en familie, for faderen, moderen og børnene, ja selv for naboer der kommer og er med til studiet. De der studerer Guds profetiske ord får et helt nyt syn på verdensforholdene, og hele familien bliver i stand til at ’kæmpe troens gode strid’.

¹⁶ Jehovas vidner har ikke alene gavmildt brugt af deres egne penge til at rejse ud i deres distrikt for at forkynde budskabet og lede hjemmebibelstudier, men de lokale menigheder af Jehovas vidner har også brugt mange penge til afholdelse af offentlige møder. I hele verden har der været afholdt 793.136 sådanne offentlige møder. Ved årets slutning var der i alt 22.166 menigheder af Jehovas vidner, fordelt på 1725 zoner. Disse zoner var igen opdelt i 209 sektioner. Zone- og sektionstjenere, udnævnt af Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania, besøger regelmæssigt hver af disse menigheder for at hjælpe dem med deres problemer og med forkyndelsen.

Andre interessante oplysninger

17. Hvilket arbejde har betelfamilierne udført i de forskellige lande?

¹⁷ På de 87 afdelingskontorer i verden arbejder der 1423 ordets tjenere. Foruden at varetage Selskabets betelhjem og kontorer havde disse den forret at trykke og forsende 6.438.898 bibler og indbundne bøger, 15.871.445 brochurer, 100.361.485 eksemplarer af bladet Vagttårnet og 90.658.305 eksemplarer af bladet Vågn op! Mange af disse betelfamilier har kunnet glæde sig over samværet med landets menighedstjenere når disse var indkaldt til kursus på Rigets tjenesteskole. Dette fire ugers skole og repetitionskursus har hjulpet menighedernes tilsynsmænd til at få en bedre forståelse af deres pligter og deres ansvar for at hjælpe de af Jehovas får der er dem betroet.

18, 19. Hvor mange overværede mindehøjtiden, og hvor mange nød symbolerne, brødet og vinen? (b) Hvad bør vi alle huske i betragtning af at 69.649 blev døbt?

¹⁸ En gang om året fejrer alle Jehovas vidner overalt i verden en meget betydningsfuld højtid, der holdes på årsdagen for vor herres og frelsers Jesu Kristi død. For at mindes ham samles alle Jehovas vidner til mindehøjtiden, også kendt som Herrens aftensmåltid, som Jesus nød sammen med sine disciple. Til stede ved dette møde den 17. april 1962 var der 1.639.681. Der var 12.714 af de tilstedeværende der nød brødet og vinen som symboliserer Kristi Jesu kød og blod. Derved gav disse 12.714 over for andre udtryk for at de tilhører Kristi salvede legeme og udgør den rest der endnu befinder sig på jorden. Der var 570 færre der modtog symbolerne, hvilket skyldes at disse i årets løb har afsluttet deres jordiske livsløb.

¹⁹ Mens de der tilhører resten af Kristi legeme stadig bliver færre, vokser den „store skare“ som Jehova Gud ved sin søn Kristus Jesus indsamler fra alle nationer, folk og tungemål. Ligesom restens medlemmer har indviet deres liv til at tjene Gud, har disse symboliseret deres indvielse til at gøre Guds vilje ved vanddåben. Der var 69.649 der lod sig døbe. Dette store antal døbte i løbet af blot ét år lægger et stort ansvar på dem der allerede er i sandheden. Det minder os om Paulus’ ord til Timoteus: „Kæmp troens gode strid, få et fast greb om det evige liv som du blev kaldet til og offentligt har bekendt dig til med den gode bekendelse i mange vidners nærværelse.“ (1 Tim. 6:12, NW) Her har Guds tjenere et ansvar. Når disse nyinteresserede der har hørt om sandheden og vist at de værdsætter den, begynder at tage del i tjenesten og at forkynde den gode nyhed, sker det somme tider at deres interesse kølnes og forsvinder. Det var derfor Paulus formanede den unge tilsynsmand Timoteus til at kæmpe troens gode strid. Da Timoteus var tilsynsmand måtte han naturligvis hjælpe mange andre til at gøre det samme.

20. Hvordan får man selv et „fast greb om det evige liv“, og hvordan hjælper man andre til at få det?

²⁰ På den anden side er det ikke blot tilsynsmændene der har ansvar for at hjælpe mennesker til at fortsætte på den kristne vej og forblive i Jehovas synlige organisation. Alle kristne i Jehovas organisation har det ansvar at hjælpe hinanden. Det er sandt at vor kærlighed må være rettet mod Jehova Gud og at Jesus sagde at vi skulle elske Jehova Gud med hele vort hjerte, sind, sjæl og styrke, men han sagde også at vi skulle elske vor næste som os selv. Gør vi virkelig det må vi som kristne elske vore medmennesker og hjælpe dem til at kæmpe troens gode strid. Hvorfor bør kristne ønske at gøre det? Fordi de ligesom Paulus må kunne sige: „Jeg [undlod] ikke . . . at fortælle jer alt hvad der kunne gavne jer, og heller ikke at undervise jer offentligt og fra hus til hus.“ (Ap. G. 20:20, NW) Kristne vil aldrig få „et fast greb om det evige liv“ hvis de ikke fortsætter med at tjene Gud dag efter dag og i alt hvad de tager sig for. Det er derfor nødvendigt at vi hjælper hinanden, især i disse farlige tider der er svære at komme igennem, hvor mennesker skal løfte hånd mod hverandre, hvor kærligheden vil blive kold hos de fleste og hvor umoraliteten tager overhånd. Det var således en betimelig formaning Paulus gav Timoteus. Enhver kristen bør hjælpe sin broder med at kæmpe „troens gode strid“ og få et „fast greb om det evige liv“. Dette er i fuld overensstemmelse med den årstekst som Jehovas vidner har valgt for 1963: „Vi hører . . . til dem, som tror og vinder deres sjæle.“ (Hebr. 10:39) Med dette i tanke er det vort håb at ikke alene de der nu er Jehovas vidner vil bevare et fast greb om det virkelige liv, men at tusinder, ja millioner af mennesker der endnu famler efter lyset, også må finde det, såfremt det er Guds vilje. Jehovas vidner har det store ansvar at bringe disse mennesker lyset. De må bringe sandheden og lyset fra Guds ord ud til jordens ender. Dette vil de ved Jehovas ufortjente godhed gøre lige til afslutningen på denne tingenes ordning. Jesus erklærede at denne gerning ville blive udført idet han sagde: „Denne gode nyhed om Riget skal forkyndes på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så skal enden komme.“ — Matt. 24:14, NW.

[Oversigt på side 90-93]

Rapport over Jehovas vidners virksomhed i hele verden i 1962

(Se den trykte publikation)