bæger anerkender Kristi blod som ensbetydende med det liv Kristus udgød som et offer for dem, for at de kunne opnå Guds tilgivelse for deres synder gennem den nye pagt.

Selv om mindemåltidets bæger var et symbol på at Jesus skulle lide offerdøden ved at udgyde sit livsblod, takkede han Jehova for det. Og efter at disciplene havde drukket dette bæger vin, sang både han og de den sidste del af Hallel-salmerne (eller lovsangene), nemlig Salme 115 til 118. (Matt. 26:27-30) Når mindehøjtiden fejres udtaler parthaverne i den nye pagt altså en velsignelse over dette bæger. Det er „velsignelsens bæger“ fordi Jesus velsignede det. Vi læser:

„Velsignelsens bæger som vi velsigner, er det ikke fællesskab om Messias’ blod? Brødet som vi brækker i stykker, er det ikke fællesskab om Messias’ legeme? Fordi der er ét brød, er vi, skønt mange, ét legeme, for vi har alle andel i det ene brød.“ — 1 Kor. 10:16, 17.

Iagttagere som overværer mindehøjtiden

Der er stadig en rest af de åndelige israelitter, som er medlemmer af Kristi åndelige „legeme“, tilbage på jorden. I de senere år har de indbudt andre til at overvære den årlige mindehøjtid sammen med dem som vidner eller iagttagere. Disse vidner, der har indviet sig til Gud og i symbolsk forstand omtales som får, blev forudskildret ved Jonadab, der knyttede venskab med kong Jehu af Israel. (2 Kong. 10:15-23; Jer. 35:1-16) Siden 1935 har Jesus Kristus, „den rigtige hyrde“, været i færd med at føre disse nutidige „Jonadabvenner“ eller „andre får“ sammen med den åndsavlede rest af hans åndelige „legeme“. Men først i Vagttaarnet for 15. marts 1938 kunne man læse denne indbydelse:

„. . . Den 15. April efter Kl. 18.00 bør enhver Kreds af de salvede samles og fejre

nu ske en verdensomspændende opfyldelse af Kristi ord: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Matt. 24:14) Ved denne forkyndelse plantes og opbygges den sande kristendom i mange områder hvor Jeremias-skaren og dens flittige medarbejdere for nylig er begyndt at forkynde. Det åndelige paradis har måttet bygges op.

20. Hvilket plante- og byggearbejde udførte Jeremias, og hvem er de mennesker han opbyggede, et billede på?

²⁰ Dér tilbage i 647-607 f.v.t. plantede og opbyggede Jeremias selv en skare af ikke-israelitter der skulle overleve Jerusalems ødelæggelse i 607 f.v.t. Den bestod af rekabitterne, Jonadabs efterkommere, og den ætiopiske hofmand Ebed-Melek. (Jer. 35:1-9; 38:1-13; 39:15-18) Disse gudfrygtige venner af Jeremias var et billede på ’den store skare’ der i dag viser velvilje over for Jeremias-skaren og hjælper denne salvede rest med dens arbejde. Sammen med Jeremias-skaren møder disse hjælpere den voksende modstand fra konger, fyrster, præster og folk i almindelighed. — Se siderne 63-68 i bogen Du kan overleve Harmagedon og komme ind i Guds Nye Verden, udgivet i 1955 (på dansk i 1959).

21. Hvordan bliver den store skares loyalitet mod Jeremias-skaren rigeligt belønnet?

²¹ ’Den store skares’ ubrydelige loyalitet mod Jeremias-skaren vil blive rigeligt belønnet. De mennesker der i dag kæmper imod Gud, vil ikke kunne magte den store skares medlemmer. Sammen med Jeremias-skaren overlever de „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon. De danner grundlaget for den nye jord under Jehovas nye himle. (Åb. 7:9-17; 16:14; 21:1-4) Jeremias-skaren glæder sig inderligt over at opbygge det pålidelige håb hos den store skares medlemmer at de skal arve det kommende jordiske paradis i overensstemmelse med den suveræne Herre Jehovas kærlige hensigt!