„Et legeme“ af deltagere

 1. Hvordan bør de, der spiser Herrens aftensmåltid, være i deres tilbedelse og tjeneste for Jehova? Hvilket ene legeme hentyder Paulus til i sin drøftelse heraf?

DE KRISTNE åndelige israelitter, der er med i den nye pagt, må være udelte i deres tilbedelse af og tjeneste for Jehova, både som individer og som menighed betragtet. Det er grunden til, at apostelen efter at have talt om kalken og brødet ved Herrens aftensmåltid fortsætter med at sige: „Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i [spiser vi af] det ene brød.“ (1 Kor. 10:17) Hvilket legeme hentyder Paulus her til med ordene „ét legeme“? Ikke til Jesu personlige legeme af kød, der blev symboliseret ved et brød bagt af en usyret dej. Nej, til hele de åndelige israelitters menighed, for hvilken Kristus Jesus er det åndelige hoved. Denne menighed, der står under Kristus, omtales senere i samme brev af apostelen Paulus som Kristi legeme: „Og I er nu Kristi legeme og hver for sig hans lemmer. Og Gud har i menigheden sat de forskellige.“ — 1 Kor. 12:27, 28, NW.

 2. Hvilket faktum fremhævede Jesus ved kun at bruge det ene brød ved aftensmåltidet, og hvad er grunden til, at Jehova ikke har del i det ene legeme, Paulus omtaler?

² I de første tre kapitler af dette brev viser Paulus, at menigheden, Kristi legeme, bør være udelt i tanke og handling. Den må stå udelt med hensyn til Herrens aftensmåltid og med hensyn til alt, hvad det pålægger et medlem af menigheden at være og gøre. Dersom alle lemmer tager del i Herrens aftensmåltid, må de stå last og brast og være et legeme. Da Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid, brugte han det ene brød, og det gjorde han for at pointere, at de, der fik del i dette ene brød eller Jesu legeme af kød, var „ét legeme“ under ham, deres hoved. Den nye pagts åndelige israelitter, der har del i det ene usyrede brød, nyder i fællesskab et måltid. Herved viser de billedligt, at de er „ét legeme“, der har del i samme goder og privilegier og spiser af samme åndelige bord. Uanset hvor mange de er, er de stadig „ét legeme“, de har alle „del i [spiser af] det ene brød“. Jehova har ikke del med dem i dette ene legeme, for han er ikke et lem på det. Kristus Jesus er hoved for dette ene legeme, men han står under Jehova. „Gud er Kristi hoved.“ (1 Kor. 11:3) Som dette Hoved antog Jehova Jesu offer.

 3. a) Hvilken handling giver udtryk for, at de alle er „ét legeme“? b) Hvad har de modtaget af Gud ved at have del i Kristi kød og blod, og til hvilke yderligere privilegier har dette tjent som et trinbræt?

³ Det ene usyrede brød symboliserer ikke i sig selv det ene legeme under Jesus. Dette brød symboliserer det menneskelegeme, Jesus opofrede. Selve den handling at spise dette brød i fællesskab er det, der viser, at alle de spisende er „ét legeme“, „Kristi legeme“. Ved at have del i Jesu Kristi kød og blod har de alle modtaget retfærdiggørelse fra Gud eller er blevet erklæret retfærdige. Denne deres retfærdiggørelse i kødet var ikke i sig selv noget endemål. Det vil sige, at sagen ikke var færdig dermed, men at denne retfærdiggørelse, dette, at de blev erklæret retfærdige, skete i et bestemt øjemed. Og hvad var det? Jo, det skulle for dem tjene som et trinbræt til at blive ofret med Kristus og derpå avlet ved Guds ånd som hans åndelige børn, „et helligt folk, et ejendomsfolk“, der var i en ny pagt med ham. (Rom. 5:1, 2, 9; 8:15-17; Jak. 1:18; 1 Pet. 2:9) Derpå salvede Jehova Gud dem med sin ånd som sine åndelige børn med håb om himmelsk liv for at gøre dem til lemmer på Kristi legeme. Herved bragte han dem ind i pagten om et himmelsk rige, den pagt, Jesus omtalte straks efter Herrens aftensmåltid, da han sagde til sine trofaste apostle: „Imidlertid er det jer, som har holdt ud med mig i mine prøvelser; og jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige, for at I kan spise og drikke ved mit bord i mit rige og sidde på troner for art dømme Israels tolv stammer.“ — Luk. 22:28-30, NW.

 4. Ved hvilke to ting er de blevet helliget, og hvilket særmærke giver det dem, at de deltager i Herrens aftensmåltid?

⁴ Vi forstår derfor, hvor nødvendigt det er, at de nu er blevet retfærdiggjort eller erklæret retfærdige ved tro. De er „blevet helligede, ved at Jesu Kristi legeme én gang for alle er blevet ofret“. Enhver af dem værdsætter „pagtens blod, som han blev helliget med“. (Hebr. 10:10, 29) Det er disse fakta, de symboliserer ved at nyde af brødet og vinen i bægeret. Det, at de i fællesskab tager del i Herrens aftensmåltid, giver dem et særmærke, de er et helliget legeme under hovedet Jesus Kristus. Denne helligelse må de bevare. — 1 Tess. 4:3, 7.

 5. Hvorfor må de i forbindelse med deres forpligtelser ihukomme Jesus i kødet?

⁵ Som ét samhørigt, helliget legeme forstår de, at de ikke blot i fællesskab nyder visse privilegier, men også, at der påhviler dem særlige forpligtelser. Og i den forbindelse må de huske på Jesus i kødet. Han kom ikke fra himmelen ned til jorden blot for at nyde sin tilværelse i kødet i lighed med de ulydige „gudssønner“ i Noas dage. (1 Mos. 6:1, 4; 1 Pet. 3:19, 20) Han blev født af en kvinde, blev kød, for at han på ganske særlig måde skulle bruge dette kød i Jehovas tjeneste. Han led i dette legeme, bar forsmædelsens marterpæl på det og efterlod et mønster for os, som er i kødet. I dette legeme udførte han Jehovas gerning på jorden, lod det endog døbe i vand og forkyndte derefter den gode nyhed om Guds rige. Han gav dette legeme som et offer, og det blev følgelig ikke kastet i gehenna, men blev begravet i en ny, ubrugt mindegrav. (Luk. 23:53; Es. 53:9) De, hvem han gør godt imod, må følge i hans fodspor.

 6, 7. Hvad må derfor gøre sig gældende med hensyn til deres dødelige legemer, og hvorledes må de alle som ét legeme være værdige til at spise Herrens aftensmåltid?

⁶ De, der tager del i Herrens aftensmåltid, må i lighed med Herren Jesus tjene Jehova Gud. Deres dødelige legemer må oplives eller kaldes til live gennem hans ånd, som bor i dem. (Rom. 8:10) De må lyde den indtrængende opfordring: „Fremstil jeres legemer som et levende, helligt, Gud antageligt offer, en fornuftig, hellig tjeneste.“ (Rom. 12:1, NW) De må nedlægge deres liv som et offer i Jehovas tjeneste, de må opbruge deres jordiske liv, men de skal også leve som Kristus. Paulus siger: „Altid bærer vi Jesu dødslidelse med os på vort legeme, for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort legeme. . . . for at også Jesu liv må blive åbenbart i vort dødelige kød.“ (2 Kor. 4:10, 11) De, der spiser Herrens aftensmåltid, må holde deres dødelige legemer rene og fri for umoralitet. Til dem siger Paulus: „Legemet derimod er ikke bestemt for utugt, men for Herren, og Herren for legemet. Ved I ikke, at jeres legemer er Kristi lemmer? Skal jeg da tage Kristi lemmer og gøre skøgelemmer deraf? Nej, langtfra! . . . I . . . tilhører [ikke] jer selv. I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!“ — 1 Kor. 6:13, 15, 19, 20.

⁷ Vore legemer er Jesu trælle, de er brændemærkede. (Gal. 6:17, NW) Vore legemer er ikke for dæmonisme, thi det er Satan Djævelen, der er overhoved for denne religion. Jesus Kristus derimod er hoved for sit legeme, menigheden. Dette legeme er kaldet, ikke til splittelse, ikke til racehad, ikke til nationalitetsbevidsthed, men til fred og samhørighed. (Kol. 3:15; Ef. 2:14-18) Det må holde sig fri for slethedens og ondskabens surdej og bevare samhørigheden som „ét legeme“, værdigt til at spise af det ene brød i symbolsk betydning ved Herrens aftensmåltid og i tro hver dag.

 8. Hvorfor må de, når de drikker bægeret eller kalken, mindes Jesu blod og ligeledes det særlige ansvar, der er blevet pålagt dem?

⁸ Når dette legemes lemmer drikker af kalken, må de ihukomme Kristi blod, for det er i kraft af det, de har fået tilgivelse for deres synder, er blevet retfærdiggjort og taget med ind i en ny pagt. Herved har de fået pålagt et ansvar, og når de drikker af vinen i kalken, der er et billede på „Jehovas bæger“, ønsker de dermed at give udtryk for, at de fuldt ud er sig dette ansvar bevidst. Dette ansvar består i, at de må „være tjenere for en ny pagt“ og tjene denne pagts formål. (2 Kor. 3:6) De er blevet et „kongeligt præsteskab“, idet de er Guds åndelige præster og ypperstepræsten Jesu Kristi underpræster. Det vil sige, at de bringer Gud „åndelige ofre“ bestående af lovprisning og gode gerninger. Det indbefatter også død, de må dø en offerdød ligesom Jesus, have del i hans lidelser og underkaste sig en død lig hans, til ære og ophøjelse af Jehova som den store universelle enehersker. Det betyder, at den enkelte som præst ikke må have noget at gøre med „dæmoners bord“ eller med „dæmoners bæger“, men at han må være Jehova absolut hengiven, give tilbedelsen af ham førstepladsen i sit liv, have kundskaben om ham på sine læber og tjene som et sendebud for Jehova for at vende mange bort fra uretfærdighed og til tilbedelse af ham. (1 Pet. 2:5, 9; Fil. 3:9-11; Mal. 2:6, 7) Det står skrevet, at disse præster vil sejre over Satan Djævelen „på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord“. — Åb. 12:11.

Hvornår og hvorledes skal det fejres?

 9. Hvorfor kan fejringen af aftensmåltidet ikke sidestilles med dåb?

⁹ Herrens aftensmåltid fejres ikke på samme måde som en dåb. Vanddåben sker én gang for alle i begyndelsen af ens kristne løbebane, og den foretages offentligt som et symbol på, at et menneske har indviet sig til Gud gennem Kristus. Men om Herrens aftensmåltid sagde Jesus, dengang han indstiftede det: „Vedbliv med at gøre dette til minde, om mig.“ — Luk. 22:19, NW.

10. Hvorfor må det fejres regelmæssigt, og hvilken beskrivelse af Herrens aftensmåltid giver Paulus til bekræftelse heraf?

¹⁰ Det må fejres regelmæssigt, for at de, der fejrer det, stadig kan have på sinde, hvad Jesus betyder for dem. Paulus understregede kravet om, at det fejres regelmæssigt. Han sagde til Guds menighed i Korint, da han gjorde dem opmærksom på, at de ikke fejrede Herrens aftensmåltid på rette måde: „Når I derfor kommer sammen på et sted, er det ikke muligt at spise Herrens aftensmåltid. . . . heri roser jeg jer ikke. Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat, da han skulle overgives, tog et brød og efter at have takket derfor brød det og sagde: Dette betyder mit legeme, der er til jeres gavn. Vedbliv med at gøre dette til minde om mig. Det samme gjorde han med bægeret efter at have fået aftensmåltidet, idet han sagde: Dette bæger betyder den nye pagt i kraft af mit blod. Vedbliv med at gøre dette, så ofte som I drikker det, til minde om mig. Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død, indtil han kommer.“ — 1 Kor. 11:20-26, NW.

11. Indtil hvilken begivenhed var det nødvendigt for dem at mindes ham på denne måde, og hvorledes viser det, hvem det er, der skal fejre denne højtid?

¹¹ Under Herren Jesu fraværelse, mens han ikke længere var hos dem i kødet, var det ganske særligt nødvendigt for dem at fejre dette måltid til minde om hans personlige død, indtil han kom igen for at tage dem til sig i himmelen. Og da han jo ikke begynder at indsamle sine „andre får“, før efter han er kommet igen, kan vi forstå, hvorfor Herrens aftensmåltid var bestemt for Jesu „lille hjord“, der er menigheden, „hans legeme“ med 144.000 lemmer. — Joh. 10:16; Matt. 25:31, 32.

12. Hvor mange gange om året må det spises, og hvor ofte har det været spist hidtil?

¹² Hvor ofte skal det fejres? Jesus antydede hvor ofte ved at fejre Herrens aftensmåltid første gang påskeaften, den 14. nisan efter Bibelens kalender, og derpå sige til sine disciple, at de skulle vedblive dermed. Det vil sige på samme påskedag, der kun indtraf én gang om året. Det er mest passende at fejre det hvert år på den tid, thi på den dag gav Jesus sit bogstavelige legeme som et offer på marterpælen og udgød sit livsblod, blodet for den nye pagt til syndernes forladelse. Det var dagen for „Herrens død“, og det var den dato, der skulle mindes ved Herrens aftensmåltid. Derved ville Herrens død blive forkyndt. Men skønt det således kun har været spist én gang om året, den 14. nisan, har det været spist „ofte“ i de nitten århundreder, den kristne menighed indtil nu har eksisteret. Og i år, 1956, vil det blive spist af resten af lemmerne på „Kristi legeme“ mandag aften den 26. marts mellem solnedgang og midnat. Begyndende med den 14. nisan år 33 e. Kr. har Herrens aftensmåltid været spist 1923 gange, og der træffes forberedelser til, at det også kan blive spist i år.

13, 14. I hvilken henseende har resten af Kristi efterfølgere ikke været hos Herren, heller ikke siden 1914 og 1918?

¹³ Men hvorfor er man ikke ophørt med at spise det efter oktober 1914, da Herren Jesus kom i sit rige ved Jehovas højre hånd i himmelen? Ja, hvorfor ophørte man i det mindste ikke med at spise det, da Jehova Gud kom til sit åndelige tempel ledsaget af Jesus Kristus, „pagtens engel“, i foråret 1918? — Matt. 25:31; Mal. 3:1.

¹⁴ Ved intet af disse tidspunkter tog Jesus Kristus sine efterfølgere fra deres tilstand i kødet og op til sin personlige nærværelse. Han lod dem blive i kødet, og de var derfor stadig ikke hjemme hos Herren. Herom siger Paulus til dem: „Thi vi ved, at dersom vort legemes telt, vor jordiske bolig, nedbrydes, har vi en bygning, som kommer fra Gud, en bolig, ikke gjort med hænder, en evig, i himlene. Så længe vi er i dette legeme, sukker vi jo af længsel efter at overklædes med vor bolig fra himmelen, så sandt vi ikke skal findes nøgne, når vi engang har iklædt os den. . . . Og da vi ved, at vi ikke er hjemme hos Herren, så længe vi har vort hjem i legemet — thi i tro vandrer vi her, ikke i skuen — så er vi ved godt mod og vil hellere vandre bort fra legemet og komme hjem til Herren. Derfor sætter vi også vor ære i, hvad enten vi er hjemme eller ikke hjemme, at være ham til behag.“ — 2 Kor. 5:1-3, 6-9.

15. Hvad vil de derfor for „at være ham til behag“ fortsat fejre, og hvor længe endnu?

¹⁵ Resten, der på grund af deres legemer ikke er hos Herren, søger at „være ham til behag“ ved at lyde hans befaling til dem om at spise Herrens aftensmåltid til minde om ham, hos hvem de ikke er. Hvis de i den forstand stadig ikke er hos ham, er han set fra sit synspunkt ikke kommet for at hente dem og har ikke gjort mindet om sig til en realitet, så de ser ham bogstaveligt og er hos ham i himmelen. Derfor må resten af „hans legeme“ vedblive med at spise Herrens aftensmåltid på jorden, til de er blevet herliggjort, måske først efter at de har overlevet Harmagedon.

16. Med hvilken sinds- og hjertetilstand skal man komme sammen for at fejre Herrens aftensmåltid, og hvad sagde Paulus til korinterne herom?

¹⁶ Når de kommer sammen for at fejre Herrens aftensmåltid i 1956, den 14. nisan eller 26. marts, må de komme med det rette sind og den rette hjertetilstand og fejre det på en måde, der er anledningen værdig, med fuld forståelse af, hvad Herrens aftensmåltid betyder. Paulus gav de sorgløse, tankeløse, selvoptagne korintere følgende råd: „Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken. Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til. Derfor er der mange svage og syge iblandt jer, og adskillige sover [åndeligt] hen. Men hvis vi bedømte os selv ret, blev vi ikke dømt. Men når vi dømmes af Herren, tugtes vi, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden. Derfor, mine brødre! når I kommer sammen for at holde måltid, så vent på hverandre! Er nogen sulten, skal han spise hjemme [forinden], for at jeres sammenkomster [på ét sted] ikke skal blive jer til dom [så I dømmes sammen med verden].“ — 1 Kor. 11:27-34.

17. Hvorfor må Herrens aftensmåltid holdes adskilt fra almindelige måltider, selv om Jesus indstiftede aftensmåltidet straks efter, at påskemåltidet var blevet spist ved samme bord?

¹⁷ Det er rigtigt, at Jesus indstiftede Herrens aftensmåltid efter, at han sammen med apostlene havde spist påskelammet ved det samme bord, men det skyldtes omstændighederne og også den forbindelse, der bestod mellem de to ting. Vi må imidlertid ikke spise et almindeligt måltid sammen i menighedens mødesal for at fylde os med mad og drikke og så bagefter som en slags klimaks på spisningen og drikkeriet fejre Herrens aftensmåltid. Herrens aftensmåltid må holdes adskilt fra almindelige aftensmåltider, thi ved hans aftensmåltid bruger vi brødet og kalken til at symbolisere, at vi har del i åndelige goder, hvilket for restens vedkommende betyder evigt liv i himmelen. De må betragte anledningen og emblemerne, brødet og kalken, på værdig måde. At deltage uværdigt er værre end slet ikke at deltage, for deltager man uværdigt og respektstridigt, bringer man Guds dom over sig, man må dø med verden.

18. Hvorfor spiser og drikker man sig en dom til, hvis man ikke ænser, „at det er Herrens legeme“? Hvad bør den gøre, som Jehova giver en disciplinær dom?

¹⁸ Hvorfor det? Jo, fordi man i så fald efter en gang at have kendt Herren ikke ænser, „at det er Herrens legeme“, som han har opofret. Det er, som sagde man: „HERRENS [Jehovas] bord er lidet værd“, og offeret på det er ikke fejlfrit, fuldkomment: „Herrens bord er urent.“ (Mal. 1:7, 12) Det er noget i retning af at gøre sig skyldig i den samme handling som det utro menneske, der pælfæster „Guds søn igen og gør ham til spot“, og som „har trådt Guds søn under fod og holdt pagtens blod, som han blev helliget med, for urent [for at være af almindelig værdi, NW]“. Med en sådan skyld hvilende på sig gør han sig fortjent til en straf af langt alvorligere karakter end den, der blev tilmålt overtrædere af den gamle lovpagt. Han vil gå i en død, hvorfra intet kan redde ham, da der ikke gives noget offer for forsætlig synd. Han vil stille sig blot for Jehovas „nidkærheds brand, som skal fortære de genstridige“. (Hebr. 6:4-8; 10:26-31) Lad derfor enhver sådan tage ved lære af den irettesættende, disciplinære dom, Jehova giver ham. Lad ham ransage sig selv og vende om. Hvis han har begået noget galt, bør han alligevel adlyde befalingen om at spise Herrens aftensmåltid, men han må ænse, at det er Herrens opofrede legeme, og han må bede om tilgivelse for sin synd. Og måtte så fejringen af Herrens aftensmåltid styrke ham til at følge endnu tættere i Kristi fodspor i det kommende år.

19. Hvad bør den „store skare“ forstå, når de kommer til Herrens aftensmåltid, og hvorledes vil de få den største velsignelse ved denne lejlighed?