• „Herrens aftensmåltid“
    Vagttårnet – 1951 | 1. februar

    • „Sky afgudsdyrkelse, mine elskede. Jeg taler til fornuftige folk; vej selv mine ord. Velsignelsens bæger, som vi velsigner, er det ikke deltagelse i Kristi blod? Brødet, vi bryder, er det ikke deltagelse i Kristi legeme? (for mange som vi er, er vi eet brød, eet legeme, eftersom vi alle tager del i det ene brød).“ American Standard Version stemmer overens med Moffatts oversættelse, og det gør også Rotherham, Darby, Cuthbert Lattey, New World Translation (Margen) o.s.v.a

      20. Hvad hentydede Jesus til med sine ord „mit legeme“? Hvilke skriftsteder bekræfter dette?

      20 Af dette inspirerede vidnesbyrd fremgår det, at ved mindemåltidet hentydede Herren Jesus til „menigheden, der er hans legeme“. Det er, som Jesus sagde, „mit legeme“, fordi „alt lagde [Gud] under hans fødder og gjorde ham til hoved over alle ting til menigheden, der er hans legeme, hans fylde, som fylder alle ting i alle“. (Efeserne 1:22, 23, NW) Som yderligere forklaring skriver apostelen Paulus i det samme brev til korinterne: „Thi ligesom legemet er en enhed, men har mange lemmer, og alle legemets lemmer, skønt de er mange, er eet legeme, således er også Kristus. Thi med een ånd blev vi alle døbt ind i eet legeme, enten vi er jøder eller grækere, trælle eller fri, og måtte alle drikke een ånd. Men nu har Gud sat lemmerne på legemet, ethvert af dem, som det behagede ham. Hvis de alle var eet lem, hvor ville legemet være? . . . hovedet kan ikke sige til fødderne: Jeg har ikke brug for jer. . . . I er nu Kristi legeme og lemmer hver især. Og Gud har sat de forskellige i menigheden.“ — 1 Korinter 12:12, 13, 18, 19, 21, 27, 28, NW.

      21. Hvad betyder derfor deltagelsen i brødet? Hvem udelukker dette?

      21 Når en kristen derfor virkelig er indviet til Gud og spiser af mindemåltidets brød, bekender han der igennem, at han har „delagtighed i Kristi legeme“; han er et lem på dette legeme. Har han offentligt forherliget eller ophøjet sig selv til medlemskab i Kristi åndelige legeme? Nej, men han har opfyldt Guds krav, og han anerkender, at „Gud har sat“ ham på Kristi legeme. Dette udelukker i sig selv alle de „andre får“ fra at deltage i mindemåltidets symboler, eftersom de ikke er lemmer på Kristi legeme. De kan ikke nyde dem og sige: „Fordi der er eet brød, er vi skønt mange eet legeme“, det vil sige „eet legeme“ med Kristi legemes lemmer.

      22. Hvad må der herske blandt deltagerne i brødet? Hvorledes?

      22 Kristi legeme blev repræsenteret ved det „ene brød“, og medlemmerne på dette åndelige legeme har alle „del i det ene brød“. Af denne grund må der være fuldstændig enhed iblandt dem, fordi vi er „skønt mange eet legeme“. (1 Korinter 10:17, NW) Vor enhed må ikke blot være indbyrdes, men i særdeleshed med hovedet, Jesus Kristus. Han er den første og største. Vi må altid huske ham. Vi må holde „fast ved hovedet, ved den, fra hvem hele legemet, der bliver forsynet og harmonisk holdt sammen ved hjælp af dets led og bånd, fortsat vokser med den vækst, Gud giver“. (Kolossenserne 2:19, NW) Det var, fordi apostelen talte om dette vigtige spørgsmål om enhed i sit første brev til korinterne, at han pludselig i det tiende kapitel kommer ind på Herrens aftensmåltid eller mindemåltid. Han fremholdt som et advarende eksempel for dem, hvorledes israelitterne i ørkenen faldt fra Jehova Gud og vendte sig til dyrkelsen af afguder, der repræsenterede dæmoner, og således begik åndeligt såvel som fysisk hor. Derpå advarede han sine medkristne om at „fly afgudsdyrkelse“. Som en opfordring hertil formanede han dem til at overveje, hvad han havde at sige om Herrens aftensmåltid. Grundtanken med dette måltid var enhed med Kristus.

      (The Watchtower, 15. januar 1951)

  • Delagtighed med dæmonerne forbudt
    Vagttårnet – 1951 | 1. februar

    • Delagtighed med dæmonerne forbudt

       1. Med hvilket argument imod dæmonisme fortsætter Paulus sin forklaring af Herrens aftensmåltid?

      APOSTELEN Paulus fortsatte sin forklaring af Herrens aftensmåltid med at sige: „Fordi der er eet brød, er vi skønt mange eet legeme, for vi har alle del i det ene brød. Se på det, som er Israel i kødelig forstand: Er ikke de, som spiser ofrene, delagtige med [eller i] alteret? Hvad skal jeg da sige? At det, som ofres til en afgud, er noget, eller at en afgud er noget? Nej, men jeg siger, at de ting, som nationerne ofrer, ofrer de til dæmonerne og ikke til Gud, og jeg ønsker ikke, at I skal være delagtige med dæmonerne. I kan ikke drikke Jehovas bæger og dæmoners bæger; I kan ikke have del i Jehovas bord og i dæmoners bord. Eller ægger vi Jehova til nidkærhed? Er vi vel stærkere end han?“ — 1 Korinter 10:17-22, NW.