Udholdenhed ved håbet

„Vær glade i håbet, tålmodige i trængselen, udholdende i bønnen.“ — Rom. 12:12.

 1. Hvilken forskel er der på den modne og den umodne kristnes sindelag? Hvem drager den fulde nytte af håbets kraft?

MODNE kristne retter blikket fremad. De hæfter sig ikke ved den nuværende tingenes ordning. De søger at gøre Jehovas vilje, og deres sind er indstillet på den nye verdens levevis. Umodne kristne ser stadig mangt og meget i den bestående tingenes ordning, der fanger deres interesse. De ønsker stadig at følge deres egen vej. Deres sind beskæftiger sig med deres egne interesser. Det kræver modenhed hos en Jehovas tjener at gribe håbet om det evige liv, for at han altid kan fæste sit sind ved det, der ligger foran, ved det håb, der venter forude. Det er altså den modne kristne, der til fulde kan gøre brug af håbets vidunderlige kraft, en kraft, der rækker ud i fremtiden og derfor behersker nutiden. Når dette håb behersker vort liv nu, bliver det til en bærende kraft, der fremelsker udholdenhed: „Håber vi derimod på det, vi ikke ser, da bier vi på det med udholdenhed.“ — Rom. 8:25.

 2. Forklar, hvad udholdenhed er, og hvorfor vi har brug for den.

² Udholdenhed hos en Jehovas træl vil sige, at han har besluttet, at han, hvad der end måtte ske, aldrig vil give slip på det håb, som Guds ord med fuld gyldighed stiller ham i udsigt. Det betyder med andre ord, at vor tro aldrig må lide skibbrud, at vi aldrig må tabe målet af syne, nemlig den nye verdens sikre havn. Vort søkort, Bibelen, advarer os: „I behøver udholdenhed for at gøre Guds vilje og få, hvad der er forjættet.“ (Hebr. 10:36) Det har sin værdi, at vi lærer, hvordan vi skal opbygge og befæste vort håb, for at det sammen med kærlighed og tro kan bære modenhedens frugt: „Vi mindes uophørlig . . . jeres gerninger i troen, jeres arbejde i kærligheden og jeres udholdenhed i håbet.“ — 1 Tess. 1:3.

 3, 4. a) På hvilken måde er håbet os en hjælp til at holde ud? b) Vis, hvordan håbet hjalp Jesus til at bestå udholdenhedsprøven.

³ Håbet giver grund til glæde. Ja, Bibelen byder os at være glade: „Vær glade i håbet.“ (Rom. 12:12) Håbet får vor glæde til at strømme over. Og denne glæde udvirker udholdenhed. Kristus Jesus var det fuldkomne eksempel på, hvordan håb, glæde og udholdenhed samvirker. Jesu håb var grundlaget for hans overstrømmende glæde. Hans håb? Ja, thi Jesus havde et ganske bestemt håb: „Fader! herliggør du mig hos dig selv med den herlighed, jeg havde hos dig, før verden blev til.“ (Joh. 17:5) Dog håbede Kristus på noget langt større end at komme tilbage til sin førmenneskelige tilværelse. Det var hans håb at købe den „skat, der var skjult i en mark“, en skat, der var skjult et sted inden for Guds universelle organisations område, nemlig lederstillingen i Jehovas regeringsorganisation. Hans håb tilskyndede ham til at handle med glæde: „Af glæde over den går han hen og sælger alt, hvad han har, og køber den mark.“ — Matt. 13:44.

⁴ Hvis Jesus kun havde hæftet sig ved nutiden, kunne han aldrig have udholdt den kvalfulde prøve, der ventede ham. Han kunne aldrig have bestået denne udholdenhedsprøve. Men hans sind var modent til fuldkommenhed, og han glædede sig i håbet. Følgelig var hans svære lidelse dog „stakket og let“, ligesom hans efterfølgeres er det, når de har det samme sindelag som Kristus Jesus. (2 Kor. 4:17; Fil. 2:5) At hans håb var ham en kilde til glæde og hans glæde en kilde til udholdenhed, er hævet over enhver tvivl: „Lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset [marterpælen, NW].“ (Hebr. 12:1, 2) For at kunne fortsætte i udholdenhed må vi rette vort blik mod Kristi eksempel og mærke os hans glæde i håbet.

 5. Hvordan kan Jehovas tjenere være glade selv under trængsler?

⁵ Hvor strålende glade var ikke apostlene, når de blev underkastet svære prøver! „De kaldte apostlene ind, lod dem piske og forbød dem at tale i Jesu navn og løslod dem. Så gik de da bort fra rådets åsyn, glade over, at de var agtet værdige til at vanæres for navnets skyld.“ (Ap. G. 5:40, 41) Hvordan kunne de blive pisket og glæde sig derover? På grund af det glædebringende håb, de nærede. De havde også grund til at glæde sig, fordi de havde bestået en hård prøve og derigennem forøget deres udholdenhed. „I skal regne det for lutter glæde, når I kommer ind i mange slags prøvelser. I ved jo, at når jeres tro prøves, virker det udholdenhed.“ (Jak. 1:2, 3) Eftersom Jehova er en kilde til håb, er han også en kilde til glæde. „HERRENS glæde er jeres styrke.“ (Neh. 8:10) Glæde er en frugt af ånden, og den kan blive os til del i ubegrænset mål, hvis vi er udholdende i bønnen og beder om Guds hellige ånd. Hans ånd gør vort håb rigere.

Vort håb bestyrkes

 6. Hvordan opbygger vi vort håb?

⁶ Vi har brug for kundskab og forståelse, hvis vi skal opbygge vort håb. Alle, som lever for den nye verden, bør afse tid til at studere og læse i Bibelen hver dag. Et sådant studium giver os en trøst, der gør vort håb stærkt: „Alt, hvad der forhen er skrevet, er jo skrevet, for at vi kan lære deraf, så vi ved udholdenhed og ved den trøst, skrifterne giver, kan bevare vort håb.“ (Rom. 15:4) Foruden „den trøst, skrifterne giver“, er der noget andet, som bestyrker vort håb. Det er udholdenhed. Vi har allerede sagt, at håb udvirker udholdenhed. Men udholdenhed udvirker også håb. Der finder en vekselvirkning sted mellem de to faktorer. Håbet opelsker udholdenhed, og udholdenhed opbygger håbet.

 7, 8. a) Hvad er det modne syn på prøver og trængsler? b) Hvilken sammenstilling af faktorer, der bebuder sejr, har Jehova skænket os på grundlag af håb?

⁷ Er den forfølgelse og de trængsler, der kommer over Jehovas trofaste folk, til ingen nytte og uden værdi? Nej, tværtimod! Hver eneste prøve, vi udholder, styrker os og befæster vort håb. Det er grunden til, at vi kan „regne det for lutter glæde“, når vi bliver prøvet. Hvordan bestyrker hver eneste prøve da vort håb? Når vi bevarer vor retskaffenhed, fyldes vort sind af en bevidst erkendelse af, at vi behager Gud. Det er denne godkendte tilstand, der opbygger vort håb. Håbet bestyrkes gennem en slags „kædereaktion“:

⁸ „Vi priser os lykkelige over håbet om Guds herlighed. Ja, ikke det alene, men vi priser os også lykkelige over vore trængsler, da vi véd, at trængselen virker udholdenhed, og udholdenheden prøvet fasthed [en godkendt tilstand, NW], og den prøvede fasthed håb, og håbet gør ikke til skamme.“ (Rom. 5:2-5) Hvilke sejrstoner har Jehova ikke givet os gennem denne sammenstilling! Lidelser og fængsling kan kun opbygge vort håb, hvis vi bevarer vor retskaffenhed. Håb, der bygger på tro, og som stadig styrkes med åndelig føde og gennem udholdenhed, vil aldrig føre til skuffelse. I håbet kan Jehovas vidner allerede nu føle sejrsglæde, glæde ved tanken om Jehovas sejr i Harmagedonslaget. Ja, fører Kristus os ikke allerede nu i sit sejrstog? — 2 Kor. 2:14.

 9. Hvad søger Djævelen at gøre, og hvordan giver hans krigslist bagslag, når vi bevarer vor retskaffenhed?

⁹ Den nye verdens samfund har forladt en verden, der er uden håb. (Ef. 2:12) Satan, denne tingenes ordnings gud, kan ikke give nogen noget håb, for han har intet selv. (Åb. 12:12) Djævelen er misundelig på det sikre og stærke håb, den nye verdens samfund nærer. Han søger at knuse vort håb på den mest nedrige måde ved at forfølge os. Men som feltherre har Djævelen lidt et ynkeligt nederlag, for hans krigslist giver altid bagslag, når Jehovas folk bevarer deres retskaffenhed. For det er os, der har fordel af trængselen. Ikke alene fremmer trængselen udbredelsen af det gode budskab, men som Paulus sagde: „Kom den første tid i hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld kamp, idet I snart ved hån og mishandling blev et skuespil for folk, snart delte kår med dem, som gennemgik sådanne lidelser.“ (Hebr. 10:32, 33) Ja, vi vinder så meget i retning af vort håbs bestyrkelse, at apostelen siger, at vi bestandig skal komme vor trængselstid i hu. I, som hører til den nye verdens samfund, og som udstår lidelser nu, husk på, at når jeres trængsel, der er „stakket og let“, er forbi, vil det være til gavn for jer at mindes disse prøver. De vil have medvirket til jeres prøvede fasthed eller godkendte tilstand og styrket jeres håb.

Vort håb er „et sjælens anker“

10. Hvorfor har vi „en stærk trøst“, når vi søger „at gribe det håb, der ligger rede til os“?

¹⁰ Et håb, der bygger på et vagt og usikkert vidnesbyrd, kan næppe give den kraftige opmuntring, der er nødvendig, hvis man skal udføre et arbejde, der vækker denne djævelske verdens vrede. Hvor taknemmelige er vi ikke over, at vort håb hviler på en Gud, hvis løfter står fast, en Gud, der ikke kan lyve. „Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og den tjener dem til stadfæstelse [juridisk garanti, NW] og gør ende på alle indvendinger. Derfor, da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens arvinger til kende, at hans beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en ed, for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve, skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os,“ håbet „om evigt liv“. (Hebr. 6:16-18; Tit. 1:2) Når vort håb er forankret til universets urokkelige klippe, har vi så ikke den største tilskyndelse til at være „glade i håbet“! (5 Mos. 32:4) Husk, at Jehova ikke har svoret ved noget forgængeligt, for det kunne glippe og hans forpligtelse dermed ophøre. Han har givet os en juridisk garanti, idet han har svoret ved noget, der er uforgængeligt og aldrig kan svigte. Han har svoret ved den allerstørste i universet, nemlig ved sit eget uforanderlige jeg! — Mal. 3:6.

11. Hvordan skildrer Paulus det håb, der ligger foran os? Hvorfor på denne måde?

¹¹ Med fuld forståelse læser vi Paulus’ næste omtale af det håb, der ligger forude: „Det har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast.“ Idet apostelen gør brug af billedsprog, taler han om håbet som „et sjælens anker“. Det faldt Paulus ganske naturligt, for han havde lidt skibbrud tre gange og vidste, hvilken værdi et anker har! (Hebr. 6:19; 2 Kor. 11:25) Han vidste, at man kastede et anker ud, for at det kunne hage sig fast i havbunden og forhindre, at skibet under storm drev til søs eller blev knust mod klippeskærene. (Ap. G. 27:29) Et skib, der er sikkert forankret, kan trygt ride stormen af. „Et sjælens anker“ — hvilken ypperlig beskrivelse af vort håb, der gør, at vi med ubrydelig retskaffenhed kan ride voldsomme forfølgelsesstorme af uden at lide skibbrud på vor tro!

12. Hvorfor er tiden, vi lever i, en stormfuld tid for vort troens skib, og hvad vil bevare vor tro fra at lide skibbrud

¹² Vi lever i stormfulde tider. Satan så gerne, at vi druknede i „havet“, den symbolske betegnelse for de sydende menneskemasser, der er fremmede for Gud, og som pisker syndens mudder op og bærer Satans synlige organisation på sine vande. Ja, disse „vande“, der er mere oprørte end nogen sinde, består af „folk og skarer og folkeslag“. (Åb. 17:15) Efter at Djævelen er kastet ned til jorden, har han ganske synligt bragt „havet“ i oprør og rejst en flodbølge af trængsel i et desperat forsøg på at få vort troens skib til at kæntre. Vort håb er uadskilleligt knyttet til vor tro og hindrer vor tro i at lide skibbrud. (1 Tim. 1:19) Er vor tro stærk, vil vi ikke miste vort „sjælens anker“, og vi vil ikke blive skuffet.

13, 14. Hvordan kan vi undgå at udsætte vort troens skib for stor fare?

¹³ Men er ankerkæden end nok så stærk, kan et skib alligevel drive til søs og kastes hid og did, hvis ikke selve ankeret er tilstrækkelig kraftigt. Sådan er det også med vor åndelige støtte, vort „sjælens anker“. Vi har en solid grund, hvor vi kan lade vort anker gribe fat, nemlig Jehovas løfter. Men hvis vort „sjælens anker“ er spinkelt, så kan selv den fasteste grund ikke holde troens skib fortøjet under trængselens stærke storme. Lyt derfor til et advarende ord: Mén ikke, at vi kan overvære vagttaarnsstudiet og sidde og halvsove, i den tro at en lille blund ikke vil svække vort „troens anker“. Hvis vi småsover, mens vigtige sandheder bliver forklaret, styrkes vort troens skib ikke på det punkt, det synker tværtimod. Hvordan kan vi forsvare vort troens skib, der er forbundet med vort håb, medmindre vi bruger alle våbnene i Guds ords sandhedsarsenal? „Lad os . . . iføre os lysets våben.“ „Vær altid rede til forsvar over for enhver, der kræver regnskab af jer for det håb, som er i jer.“ — Rom. 13:12; 1 Pet. 3:15.

¹⁴ Vi bør heller ikke tro, at vi kan overvære teokratiske møder og vente at få vor tro opbygget, hvis vi lader vore tanker kredse om vore personlige interesser, vore „timelige bekymringer“. (Mark. 4:19) Giv ikke tankerne frit spillerum, men saml dem om det budskab, der bliver fremholdt. Et søvnigt sind kan ikke ret godt koncentrere sig om noget. Hold sindet vågent. Det er tilbøjeligt til at døse hen. Hvis det rummer en fare, at vi ikke er vågne, når vi studerer sammen med Guds folk, hvordan vil det så gå med deres håb, som forsømmer at overvære de åndelige måltider? Deres „anker“ vil ikke kunne holde. De vil søge deres egne interesser og langsomt glide tilbage i den gamle verden. De udsætter sig for at lide totalt skibbrud. (2 Pet. 2:20) „Derfor må vi så meget mere give agt på det, vi har hørt [vise det, vi har hørt, mere end almindelig opmærksomhed, NW], for at vi ikke skal glide bort fra det.“ (Hebr. 2:1) Glem ikke, at almindelig opmærksomhed ikke er nok. Vi må følge det, vi hører, med den mest levende opmærksomhed, „så vi ikke mere skal være umyndige, der kastes og drives hid og did af alle mulige lærdomme, efter som vinden blæser, ved menneskers terningespil [underfundighed, NW]“. — Ef. 4:14.

Et spinkelt „anker“ fører til skibbrud

15. Hvorfor er det en så alvorlig sag at bevare sin tro og sit håb på denne dag?

¹⁵ Efter Harmagedonslaget skal „havet“ ikke være mere. (Åb. 21:1) Men så længe det dæmonoprørte hav er til, må vi være forberedte på, at vort troens skib vil blive angrebet fra alle sider. I krigstid bliver skibe angrebet nedefra af undervandsbåde. Det er kun at vente, at Satan vil gå underfundigt til værks og bruge ethvert middel til at torpedere vort troens skib, for vi er i krig. „Og dragen vrededes på kvinden og gik bort for at føre krig mod de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd [har det arbejde at vidne om Jesus, NW].“ (Åb. 12:17) Det er kun ved at føre krig på rette måde og ved ikke at bruge kødelige våben, at vi kan modstå Djævelens angreb på vort troens skib. „Du . . . skal stride den gode strid med tro og en god samvittighed. Den har nogle kastet over bord og derved har de lidt skibbrud på troen.“ — 1 Tim. 1:18, 19.

16. Hvilken del af „Guds fulde rustning“ udgør håbet, der ligger foran os? Hvordan er den en beskyttende kraft?

¹⁶ Apostelen fandt, at håbet var en sådan kraft, at han ikke alene omtalte det som et „sjælens anker“, men også som en stridsmands beskyttende hjelm. Ifør jer „frelseshåbet som en hjelm“. (1 Tess. 5:8) Håbet er en beskyttende kraft, så hvorfor ikke iføre sig det som en hjelm? En soldaterhjelm beskytter hovedet, og altså sindet. Den kristnes håb er derfor en del af „Guds fulde rustning“, som vi bør iføre os, så vi „kan holde stand mod Djævelens snigløb“, og kampbefalingen lyder: „Tag imod frelsens hjelm.“ (Ef. 6:11, 17) Jehova selv „satte frelsens hjelm på sit hoved“, og nu gælder befalingen hans trofaste vidner. (Es. 59:17) Hvordan ifører vi os denne hjelm? Det gør vi ved at tænke på håbet, der ligger foran os, ved at fylde vort sind med teokratiske tanker, ved at studere dagsteksten og kommentarerne i Vagttaarnet og ved at drøfte det teokratiske arbejde. Håbet giver stof til eftertanke og beskytter således sindet mod at tænke, som den gamle verden gør. Frelseshåbet får os til at vende tankerne og glemme, „hvad der er bagved“. — Fil. 3:13.

17. Kan vi sænke vort eget troens skib? Hvordan?

¹⁷ Vi strider ikke den gode strid, og vi underminerer vort håb, hvis vi lader tankerne dvæle ved det, vi engang har forladt. Den, som tager sin hjelm af og begynder at finde behag i de tillokkelser og goder, som denne verden byder på, i stedet for at glæde sig i håbet, der ligger forude, udsætter sig for skibbrud på troen. Han glemmer, at „havet“ er fuldt af strømhvirvler: besnærende forretningsmuligheder og spændende fornøjelser. Tag for eksempel Demas, apostelen Paulus’ medarbejder. Demas var ikke ny i sandheden. Han havde endogså været sammen med apostelen under dennes første fængselsophold. (Kol. 4:14) Men der skete noget med Demas. Han tog sin „hjelm“ af. Han samlede ikke mere sit sind eller sine tanker om det, der lå foran ham. Paulus sagde: „Demas forlod mig af kærlighed til den nuværende verden!“ (2 Tim. 4:10) Demas led øjensynlig skibbrud. Hvorfor? Fordi han holdt op med at tænke på håbet, der lå foran ham, og satte i stedet for lid til et håb, der lå bagved, nemlig i den gamle verden. Demas syntes sikkert, at det var for strengt bare at nøjes med, hvad der var absolut nødvendigt til livets ophold. Livets behageligheder fik en uimodståelig tillokkelse for ham, og de blev selve hans håb. Håbet om det, Demas engang havde forladt, førte til hans „skibbrud“.

18. Hvad viste Jesus var en af de største farer for vort troens skib? Hvilken formaning fremholdt Paulus?

¹⁸ Hvor må vi være på vagt for ikke at lade vore tanker gå tilbage til det, vi har forladt! Vi kan ikke glæde os over håbet, der ligger foran os, og samtidig glæde os over de ting, der interesserer den gamle verden. Nu om stunder er der få ting, der er så farlige for vort troens skib, som netop det Jesus kaldte de „timelige bekymringer“. (Luk. 21:34) Hvis vi virkelig har sat vort håb til den nye verden, skulle vi ikke lade disse „livets bekymringer“ underminere vort håb. Forsøg på at gøre sig livet behageligt kan føre til samme handlemåde som Demas’. „Når vi har føde og klæder, skal vi lade os nøje med det“, fordi der ligger en fare i at stræbe efter mere end det: „De, som vil være rige, falder i fristelser og snarer og mange uforstandige og skadelige begæringer, som styrter mennesker i undergang og fortabelse.“ (1 Tim. 6:8, 9) Faren for skibbrud truer, når vi ophører med at stride den gode strid: „Ingen, som gør krigstjeneste, lader sig indvikle i dagliglivets sysler, hans mål er at vinde anerkendelse hos den, som hvervede ham.“ — 2 Tim. 2:4.

Vi kan underminere vort håb ved at søge „vort eget“

19. Hvilken tilbøjelighed, der havde en underminerende virkning, lagde Paulus mærke til hos visse kristne, og hvad kan vi lære heraf i dag?

¹⁹ Vi kan selv meget let underminere vort dyrebare håb om evigt liv, hvis vi foretrækker at følge vore egne veje. Kong Salomo understregede den fare, der ligger i dette. (Ordsp. 14:12; 16:25; 21:2) På apostelens tid var det en almindelig hindring for opnåelse af modenhed. Få var de, som af hele deres hjerte lod Rigets interesser komme i første række. Paulus lagde mærke til det og sagde i sin omtale af Timoteus: „Jeg har ingen med et sind som hans, der så oprigtigt vil drage omsorg for, hvordan det går jer. Thi alle søger de deres eget [egne interesser, NW], ikke det, som hører Kristus Jesus til.“ (Fil. 2:20, 21) Tænk engang! Blandt visse kristne, som Paulus dengang kendte i Rom, var alle undtagen Timoteus tilbøjelige til at pleje deres egne interesser til skade for Kristi Jesu arbejde! Da Timoteus indviede sig til Jehova, satte han helt sin egen vilje til side, for at Guds arbejde kunne indtage førstepladsen i hans liv. Han sagde i oprigtighed: „Her er jeg, send mig!“ (Es. 6:8) Da tilbøjeligheden til at søge sit eget var fremherskende på Paulus’ tid, hvor meget mere kan vi så ikke vente, at den vil være mærkbar i dag, da de verdslige interesser og livets behageligheder er så mange og så forskellige! Pionerer, tjenere og menighedsforkyndere — hvor står I med hensyn til at pleje jeres egne interesser? Er jeres interesser teokratiske, så de ikke hindrer Kristi Jesu arbejde? „Søg først Guds rige.“ — Matt. 6:33.

20, 21. a) Forklar, hvad der menes med ens „egne interesser“. b) Kan ens „egne interesser“ føre til skibbrud for troen? Gør nærmere rede herfor.

²⁰ Opfat ikke sagen forkert. Det, Paulus kaldte vore „egne interesser“, kan være fuldt ud lovlige sysler, og hvis de ikke er ubibelske, er de „tilladelige“. Men apostelen forklarede: „Alt er tilladt, men ikke alt opbygger.“ (1 Kor. 10:23) Stræben efter livets behageligheder og efter interessant underholdning (fjernsyn, radio, film o.s.v.) kan, hvis vi ikke er forsigtige, sætte vort håb over styr, for eet er sikkert, sådanne ting bygger det ikke op. Vi bør styrke vort håb, så det bliver selve vor „glæde“, sådan som det var for Jesus. Der findes også mange andre ikke-teokratiske interesser i verden, for eksempel de såkaldte „hobbyer“. De kan være en kilde til adspredelse og hvile, ja til økonomisk vinding, men det går med hobbyer som med forretningsforetagender, de kan meget let opsluge os og underminere vort håb.

²¹ Der findes mange forskellige hobbyer nu til dags, og de kan variere lige fra noget så stilfærdigt som at samle på frimærker og til voldsomme sportspræstationer. Lad os som et eksempel tage en ganske almindelig hobby som fotografering. En broder finder, at det er en hobby, der bringer ham mange glæder. Med sit fotografiapparat tager han mange skønne minder med hjem fra teokratiske stævner og personlige oplevelser. Han føler, at det er i hans „egen interesse“ at holde sig à jour med alt, hvad der har med denne hobby at gøre. Han køber mange blade og læser dem. Så begynder han at læse bøger om sin hobby og anvender mere og mere tid på denne „tilladelige“ syssel. Han springer nogle møder over for bedre at kunne følge med i de sidst udkomne blade om fotografering. Måske mener han, at det er nødvendigt at komme sammen med andre uden for sandheden for at lære mere om sin hobby. Denne broders „tilladelige“ interesse har nået et stadium, hvor den truer med at underminere hans håb. Hvis han ikke lægger bånd på sin „egen interesse“ og giver den den plads, Teokratiets interesser tillader, går han skibbrud i møde.

22. a) Hvilken værdi tillagde Paulus sit håb? b) Hvilken fare for at svække sit håb udsætter man sig for, når man plejer sine „egne interesser“?

²² Paulus vurderede sit håb i Kristus så højt, at han kunne sige: „For hans skyld har jeg lidt tab på alt og regner det for skarn.“ (Fil. 3:8) Hvis vort håb er en bærende kraft i vort liv, vil vi ikke lade „timelige bekymringer“ eller hobbyer eller vore „egne interesser“ ødelægge vort frelseshåb. En anden fare ved at „søge vort eget“ er den, at man før eller senere vil bruge det som undskyldning for at omgås verdsligt sindede mennesker. Sådanne mennesker, der ikke er interesserede i sandheden, kan ikke opbygge dit håb, for de har jo ikke selv noget. De vil underminere dine gode teokratiske vaner og selve dit håb. Omgås dem, som er „glade i håbet“, som er indstillet på den nye verden. „Lad jer ikke lede vild! Slet omgang fordærver gode sæder.“ — 1 Kor. 15:33.

23. Hvorfor har vi al grund til at opøve os i at vende tankerne fremad?

²³ Det sikreste er at opøve sig i at vende tankerne fremad. Håbet er os en hjælp dertil. Der er så meget at håbe på, så meget at se frem til. For den salvede rest er der himmelsk herlighed, uforkrænkelighed og den uendelig store forret at skulle herske som konger og præster sammen med den nye verdens konge, Kristus Jesus, i tusinde år og „se ham, som han er“! (1 Joh. 3:2, 3; 1 Kor. 15:53, 54; Åb. 20:4, 6) For de andre får er der håbet om evigt liv på jorden, om at være med til at forvandle hele jorden til et paradis, om at opfylde det guddommelige påbud, udøve herredømme over den lavere skabning og opleve den store opstandelse fra de døde! (1 Mos. 9:1; Hos. 2:18; Mark. 10:30; Luk. 23:43; Joh. 5:28) Og det altoverskyggende håb for både den åndelige rest og de andre får: at se alle Jehovas fjender udslettet for stedse til evig hævdelse og herliggørelse af hans skønne navn og ord. (Dom. 5:31; Rom. 3:4) Det håb, den nye verdens samfund nærer, er opsummeret i disse ord: „Bi [håb, AS] på HERREN fra nu og til evig tid!“ — Sl. 131:3.

24. Hvilken gavn høster vi af at glæde os i håbet?

²⁴ Ifør dig frelsens hjelm. Glæd dig i håbet. Tænk på dit håb, for det er sandt og sømmeligt, retskaffent og elskeligt. (Fil. 4:8) Jo oftere vi glæder os i håbet, der ligger foran os, des oftere vil vi tænke på håbets Gud, Jehova, og det vil være til gavn for os: „HERREN lyttede og hørte efter, og en bog blev skrevet for hans åsyn, for at de kunne ihukommes, som frygter HERREN og slår lid til hans navn.“ — Mal. 3:16.

Håbets fulde vished

25. Hvad er nødvendigt, hvis vi skal se vort håb opfyldt?

²⁵ Hvornår har vort håb værdi? Det har det nu, hvis vi forkynder det offentligt. Et håb, der ikke forkyndes for andre, har ingen værdi: „Med munden bekender man til frelse.“ „Lad os urokkeligt holde fast ved håbets [offentlige, NW] bekendelse.“ (Rom. 10:10; Hebr. 10:23) Vort håb er en kraft, når det støttes af Jehovas ånd og får værdi gennem vor offentlige bekendelse. Det hjælper os til at vende tankerne fremad, leve for fremtiden og arbejde for det håb, der ligger foran os: „Derfor slider og strider vi, fordi vi har sat vort håb til den levende Gud.“ (1 Tim. 4:10) Vort slid og vore ihærdige bestræbelser for at forkynde det gode budskab er os en borgen for, at vort arbejde ikke er forgæves, og at vort håb vil blive opfyldt. — 1 Kor. 15:58; Hebr. 6:11, 12.

26. Hvad udvirker håbets kraft? Hvad formår vi ved dets hjælp?