Spørgsmål fra læserne

● En læge har sagt at en patient før en operation kan få tappet noget af sit blod, så man kan have det i beredskab for det tilfælde at der skulle blive brug for at give transfusion under indgrebet. Hvordan skal en kristen se på en sådan brug af sit eget blod?

Set fra lægens side kan denne fremgangsmåde synes meget praktisk. Der er store farer forbundet med at modtage blod fra andre. Risikomomenterne er tilsyneladende færre hvis patienten får en transfusion med sit eget blod. Derfor er der blandt læger en tilbøjelighed til at benytte denne fremgangsmåde, der kaldes „autotransfusion“. Man tapper noget af patientens eget blod og oplagrer det for at kunne bruge det hvis en transfusion skulle blive nødvendig. Hvis donoren ikke selv får brug for blodet, benyttes det måske til andre patienter.

Som det fremgår af oplysningerne på siderne 17-22 i dette blad, er blodtransfusion i strid med Bibelen.a Ifølge Bibelen anser Gud blodet for helligt, og hans tjenere bør behandle det i overensstemmelse hermed. Jehova Gud sagde til israelitterne at de kun måtte gøre to ting med blodet. For det første sagde han: „Jeg har givet eder det til brug på [offer]alteret til at skaffe eders sjæle soning.“ For det andet blev der sagt at hvis et dyrs blod ikke blev benyttet på alteret, skulle man lade det løbe ud på jorden; på denne måde anerkendte man at livet var fra Gud og at blodet, som repræsenterede livet, ikke blev anvendt til et eller andet personligt formål. (3 Mos. 17:11-14) Gjaldt denne bestemmelse for hvad man skulle gøre med blodet, kun Guds tjenere under Moseloven? Nej, de sande tilbedere havde rimeligvis behandlet blodet på denne måde allerede før Loven blev givet.

Gud havde tidligere sagt til Noa og hans familie at mennesker ikke måtte spise kød med blodet i. (1 Mos. 9:3, 4) Hvad gjorde de da? Når de dræbte eller slagtede et dyr for at spise det, lod de blodet løbe ud og lod det ligge på jorden. Blodet, der repræsenterede livet, tilhørte ikke Noa og hans familie; det tilhørte Livgiveren. Derfor var det meget passende at lade det løbe ud på jorden, som er Guds symbolske fodskammel. — Es. 66:1.

Denne befaling til Noa gælder også for kristne. I det første århundrede efter vor tidsregning traf den kristne menigheds styrende råd, med den hellige ånds støtte, den afgørelse at kristne skulle ’afholde sig fra kvalte dyr og fra blod’. (Apg. 15:19, 28, 29) Hvad betød dette i praksis? Med udtrykket „kvalte dyr“ hentydes der til kød af dyr der var blevet dræbt på en sådan måde at blodet stadig var i kødet. Kristne kunne ikke spise dette kød. Hvad ligger der så i udtrykket ’afholde sig fra blod’? Det var et forbud mod at bruge det blod der løb ud af en sådan skabning. Nogle af hedningerne fremstillede og spiste blodpølser eller andre blodholdige fødevarer, eller de drak blodet fra dyr eller krigere der var blevet dræbt i arenaen. De kristne kunne ikke gøre nogen af disse ting. Når de lod blodet løbe ud, ville de gøre det samme som Guds tjenere før i tiden havde gjort, nemlig afholde sig fra det. På denne måde kunne de understrege at de havde forståelse af blodets og livets hellighed og vise at de satte deres lid til Kristi blod.

Hvis en læge eller sygeplejerske foreslår en kristen at man tapper noget af hans blod og anbringer det i en blodbank til senere brug, står han altså ikke uden bibelske retningslinjer for hvad han bør gøre. Han kan nævne at fortidens israelitter skulle lade blod der blev fjernet fra et legeme, „løbe ud på jorden som vand“ for at vise at det tilhørte Gud og ikke måtte bruges til opretholdelse af nogen jordisk skabnings liv. (5 Mos. 12:24) Han kan også henvise til det klare påbud om at kristne skal ’afholde sig fra blod’. Hvordan kan han, i betragtning af dette, tillade at noget af hans blod oplagres i en blodbank så det senere kan bruges til transfusion, enten til ham selv eller til en anden?

● Kan en kristen lade sig tilslutte sådanne apparater som en hjerte-lungemaskine eller en kunstig nyre?

Mange Jehovas vidner er med god samvittighed gået med til at sådanne maskiner er blevet brugt i deres tilfælde, forudsat at maskinerne er blevet spædet med en væske der ikke indeholder blod, som for eksempel Ringer-laktat.

Når en sådan maskine bruges, løber patientens blod gennem en slange til maskinen, hvor det pumpes videre, iltes og/eller filtreres, og derpå føres tilbage til patientens blodkar. Maskinen udfører midlertidigt nogle af de funktioner som patientens egne organer normalt tager sig af.

Nogle kristne har ræsonneret som så, at blodet fortsætter med at løbe og at slangerne og maskinen blot kan betragtes som en udvidelse af kredsløbet. Efter deres opfattelse kan det sammenlignes med at der indopereres et stykke slange i legemet for at lede blodet uden om en blokering i et blodkar.

Hver enkelt kristen må naturligvis tage stilling til hvad det indbefatter hvis brugen af sådanne eller lignende apparater kommer på tale. Han må bedømme om han opfatter det sådan at blodet klart forlader hans legeme og derfor bør skaffes af vejen (løbe ud på jorden, så at sige), eller om det efter hans opfattelse forbliver i kredsløbet. (5 Mos. 12:16) Derefter kan han træffe sin afgørelse, en afgørelse der sætter ham i stand til at bevare en god samvittighed over for Gud. — 1 Pet. 3:16.

● Vil det være forkert at få taget en blodprøve?

Der er næppe nogen Jehovas vidner der, på grundlag af deres bibelkundskab, har noget at indvende mod sådanne prøver. Den lille mængde blod der fjernes fra legemet benyttes ikke til føde og indsprøjtes ikke i en anden person. Den bliver blot undersøgt og derefter skaffet af vejen. — 5 Mos. 15:23.

● Er det foreneligt med den kristne tro at tage imod en indsprøjtning med serum?

I Vagttårnet for 15. oktober 1974 bragte vi i denne spalte en detaljeret behandling af brugen af vacciner (der ikke indeholder blod) og sera, som er fremstillet af blod. Vi kan henvise til siderne 479 og 480 i dette blad.

Der blev her i forbigående hentydet til den praksis at lægerne i stigende grad går væk fra at give transfusioner med fuldblod og i stedet skiller blodet i nogle hovedbestanddele der kan benyttes til transfusion — røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader og plasma. Vi sagde om dette: „Vi tror at brugen af blod til transfusion, eller af en af blodets bestanddele til et lignende formål, er i modstrid med den bibelske befaling om at ’afholde sig fra . . . blod’. (Ap. G. 15:20)“

Men hvordan skal man se på det at modtage en serumindsprøjtning til bekæmpelse af en sygdom, som for eksempel difteritis, stivkrampe, virus-hepatitis, hundegalskab, blødersygdom eller Rh-uforligelighed? Dette synes at falde i det såkaldte ’grå område’. Nogle kristne vil føle at en indsprøjtning med en lille mængde af en blodfraktion til dette formål, ikke er et udtryk for manglende respekt for Guds lov; det krænker ikke deres samvittighed. (Jævnfør Lukas 6:1-5.) Andre føler imidlertid med deres samvittighed at de må afslå brugen af serum, eftersom det indeholder blod, om end det kun er en ganske ringe mængde. Vi har derfor taget det standpunkt at den enkelte selv må træffe sin afgørelse i dette spørgsmål. Vi tilskynder hver enkelt til at stræbe efter at bevare en god samvittighed og at være lydhør over for den vejledning Gud giver i sit ord. — Sl. 119:105.

● Hvor meget bør en kristen gøre for at sikre sig at der ikke er blod i de fødemidler han spiser?

Gud sagde til Noa, og dermed til hele menneskeslægten: „Alt, hvad der rører sig og lever, skal tjene eder til føde; . . . Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ (1 Mos. 9:3, 4) Sande Guds tjenere må derfor undgå at spise kød som blodet ikke er løbet af, eller fødemidler som er blevet tilført blod.

Dette kræver påpasselighed. For eksempel er det i nogle lande almindeligt at dyr der slagtes bliver kvalt eller aflivet på anden måde hvor blodet ikke løber ud. De steder hvor dette er lokal praksis, plejer de kristne udelukkende at handle hos købmænd, slagtere eller landmænd som de ved sælger kød fra dyr som blodet er løbet af ved slagtningen.

I mange lande kræver vedtægterne imidlertid at dyr slagtes på en sådan måde at blodet løber fra kødet. Sådanne steder har de kristne ikke så stor grund til bekymring. De kan trygt købe det kød der sælges i forretningerne eller serveres på restauranterne. (Jævnfør Første Korinterbrev 10:25, 26, hvor der er tale om kød som var blevet ofret til afguder: „Alt det der bliver solgt på kødtorvet kan I spise uden at stille spørgsmål af hensyn til jeres samvittighed; for ’Jehovas er jorden og dens fylde’.“) Imidlertid kan der være grund til at undersøge hvordan det forholder sig med kød af dyr der er hjemmeslagtede eller nedlagt ved jagt, som for eksempel kød af „vildt“, hvad enten man køber det hos en jæger, i en slagterforretning eller på en restaurant.

Hvordan så med fødemidler der kan indeholde blod eller en blodbestanddel som for eksempel plasmaprotein?

Nogle steder forlanger myndighederne at behandlede fødevarer er forsynet med en tydelig varedeklaration. Hvis en kristen gennem nogen tid har kontrolleret varedeklarationerne og har lagt mærke til at der praktisk taget ikke benyttes blod i de fødevarer der forhandles, kan han eller hun udmærket gå over til blot at læse deklarationen når der er grund til at tro at der er kommet blod i en vare.

For nylig vedtog Forbundsrepublikken Tyskland imidlertid en lov som tillader kødvareproducenter at benytte op til 2 procent (og i nogle tilfælde 10 procent) tørret blodplasma, uden at oplyse det i nogen deklaration, i „wienerpølser, knækpølser og lignende produkter, samt i postej og kødroulade . . . kødboller, farsretter, frikassé, ragout, . . .“ Hvad skal den samvittighedsfulde kristne gøre i et sådant tilfælde?

Han kan rette en forespørgsel til slagteren eller producenten. Som svar på sådanne forespørgsler har flere producenter i et skandinavisk land forsikret at de ikke benytter blod i deres færdigbehandlede kødvarer; de ønsker ikke at miste kunder. Nogle steder har forespørgsler til slagtere eller kødproducenter imidlertid resulteret i vage eller tvivlsomme svar. Selv om loven måske tillader producenterne at komme en vis mængde blod i varerne uden at oplyse det vil det ikke nødvendigvis sige at alle producenter eller blot hovedparten af dem gør det.

Hver enkelt kristen må derfor selv afgøre hvor meget han eller hun vil gøre ud af dette spørgsmål. Nogle vil holde sig fra alt hvad der skaber alvorlig tvivl i deres samvittighed, eller de vil foretage en nærmere undersøgelse i forbindelse med sådanne varer, så de kan få vished. (Rom. 14:23) Men i de tilfælde hvor det ikke synes muligt at få dækkende oplysninger ved en rimelig forespørgsel, vil andre kristne måske slutte: ’Når jeg ikke har nogen virkelig grund til at tro at der er blod i varen og jeg ikke har nogen reel mulighed for at fastslå det, kan jeg spise den med god samvittighed.’ Imidlertid bør man tage hensyn til andres samvittighed, som Paulus tilrådede. — 1 Kor. 10:28-30; Rom. 14:13-21.

Sande kristne kan ikke være ligeglade med brugen af blod. De må gøre hvad de kan for at undgå en klar overtrædelse af Guds lov. Dyb respekt for denne lov er af central betydning. Ved at gøre alt hvad de med rimelighed kan for at ’afholde sig fra blod’, viser Guds tjenere at de nærer respekt for livets hellighed, og for blodet som repræsenterer livet. — Apg. 21:25.

[Fodnote]