Kunsten at holde offentlige bibelske foredrag

„ALLE gav de ham deres bifald, og de undrede sig over de livsalige ord, som udgik af hans mund.“ „Folkeskarerne [var] slået af forundring over hans lære; thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge.“ Og, „aldrig har noget menneske talt, som dette menneske taler“, sagde de betjente som det jødiske præsteskab havde sendt ud for at arrestere ham. Sådan skrev tre evangelieforfattere, hvoraf to var øjenvidner, om den største offentlige bibelforkynder man nogen sinde har hørt på jorden, Jesus fra Nazaret, Guds søn. — Luk. 4:22; Matt. 7:28, 29; Joh. 7:46.

Intet under at Jesu offentlige bibelforkyndelse vakte så stor interesse! Rent bortset fra at han også udførte mirakler, siges der at „hele folket kom tidligt om morgenen til ham i helligdommen for at høre ham“, og at „hele folket hang ved ham og hørte ham“. — Luk. 21:37, 38; 19:48.

Det har sikkert både været for at høre hvad Jesus sagde og hvordan han sagde det at folkeskarerne flokkedes om ham. Klogeligt iagttog han sine tilhørere og afstemte sine udtryk og sit tonefald efter om det var åndeligt syge får, religiøse hyklere eller hans egne apostle der lyttede til ham. De oplysninger han gav var 100 procent nøjagtige, ikke alene fordi han var fuldkommen, men også fordi han omhyggeligt sørgede for at alt hvad han sagde var sandt. Under fremførelsen af sit budskab fastholdt han det rette perspektiv og bevarede ligevægten, idet han fremhævede skriftstederne og lagde vægt på de positive elementer i sit foredrag. Ved sin fantasirige og forstående brug af illustrationer viste han sig som den fuldendte kunstner. Og sidst, men ikke mindst, iklædte han alle sine tanker den skønneste musik i form af oprigtighed og alvor, varme og følelse, og fremførte dem med stor veltalenhed. Et virkeligt eksempel som de der i dag holder offentlige bibelske foredrag skulle stræbe efter at efterligne!

Tag tilhørerne i betragtning

Jesus tog altid sine tilhørere i betragtning, og det samme må den der i dag holder offentlige bibelske foredrag gøre. Dette er så meget mere nødvendigt som en offentlig foredragsholder næsten altid har en blandet tilhørerskare. Det vil sige at den højst sandsynligt består både af medforkyndere og fremmede; den består måske af 95 procent medforkyndere og 5 procent fremmede. Hvad skal taleren så gøre? Skal han henvende sig til de 95 procent og se bort fra de 5 procent? Eller skal han ignorere de 95 procent og henvende sig til de 5 procent?

Ingen af delene. Den offentlige foredragsholder må tænke på begge grupper. Da det er et offentligt foredrag han holder, må alle de udtryk han benytter kunne forstås selv af den fremmede der for første gang hører et bibelsk foredrag. Han vil derfor omhyggeligt undgå hvad der for den fremmede lyder som påstande, og han vil også undgå at bruge udtryk der får den fremmede til at føle sig sat udenfor, ligesom han vil undgå at bruge „fagudtryk“. Det vil sige at han vil fremføre beviser for oplysninger som ikke almindeligvis anerkendes; i almindelighed vil han ikke tale om „tjenesteåret“ eller „vore tjenestemøder“ eller hentyde til et skriftsted med bemærkningen „som I jo alle kender så godt fordi I bruger det i jeres hus-til-hus prædikener“; han vil heller ikke bruge udtryk som „får og bukke“, „Guds organisation“, eller „teokratisk“ uden at give en forklaring så den fremmede kan forstå ham. Giver han ikke en sådan forklaring vil han miste den fremmedes opmærksomhed, for den fremmede vil tænke: „Hvad betyder det udtryk? Der må være noget jeg ikke forstår.“ Taleren må med andre ord holde et velunderbygget offentligt foredrag.

På den anden side må han ikke se bort fra at 95 procent af hans tilhørere kan være medforkyndere. Gør han det vil de blive utålmodige eller falde i søvn, for de har måske hørt dette emne behandlet gang på gang. Han må derfor gøre en ihærdig bestræbelse for at give sit stof et pust af friskhed og derved øge tilhørernes interesse. Han kan gøre det ved ikke at anvende de sædvanlige skriftsteder som bevis, ved at finde friske citater i aviserne og i autoritative verdslige værker, ved at skærpe den logiske udredning, forbedre sammenhængen i sine foredrag og altid stræbe efter at være saglig. Han kan også få sine udtalelser til at virke forfriskende og interessante ved at tale med alvor, overbevisning og begejstring, og ved at lægge hele sit hjerte i foredraget.

Når han således gør sin fremførelse magtfuld vil hans medforkyndere blandt tilhørerne hænge ved hvert ord han siger, for han vil få dem til som aldrig før at forstå at Jehova, hans ord og hans vidner taler sandt i det spørgsmål som behandles i foredraget. Deres tro vil blive styrket og de vil få værdifulde oplysninger som de kan bruge når de selv går fra hus til hus.

Vær 100 procent nøjagtig!

Jesus var 100 procent nøjagtig i sine udtalelser; det bør de der efterligner ham i dag også stræbe efter at være. Nøjagtighed er en faktor man har så let ved at slække på. Hvis dine offentlige bibelske foredrag blev optaget på bånd og kørt bagefter, eller stenograferet ned og derefter sat på tryk, skulle du jo ikke gerne rødme over fejlagtige udtalelser, vel? Hvis du nævner årstal, fra den bibelske eller den verdslige historie, bør de være absolut korrekte; dersom du nævner navne bør det være de rette. Ydermere bør en offentlig foredragsholder altid kunne opgive kilden hvorfra han har hentet sine udtalelser, hvis det forlanges.

Især bør oplysninger fra Bibelen være nøjagtige; de bør kontrolleres i forvejen — hvor mange mennesker var indblandet da Abraham talte Sodomas og Gomorras sag hos Jehova? — for eksempel. Det samme gælder angivelse af skriftsteder; pas på ikke at forveksle tallene. Sæt dig selv i stedet for en medforkynder der har inviteret en fremmed med hen at høre dit foredrag. Forestil dig hans forlegenhed når han ikke kan finde det skriftsted du sagde stod i Peters første brev, fordi det står i Peters andet brev! Pas derfor på at være nøjagtig!

Perspektiv og betoning

Jesus forstod endvidere at fastholde det rette perspektiv og at lægge vægt på det rette. Til tider fordømte han hykleri og afslørede falsk lære, men under hele sin tjeneste lagde han hovedvægten på det der var opbyggende. Ligesom Jeremias må nutidens offentlige bibelforkynder både nedrive og opbygge, men det sidste er langt det vigtigste. — Jer. 1:10.

Vi må altså ikke dvæle så længe ved de negative sider af vort emne, at vi glemmer eller forklejner de positive. Sædvanligvis er det tilstrækkeligt at bruge en fjerdedel eller en tredjedel af tiden til at vise hvad der er forkert og hvorfor det er forkert; opbyg derefter ved at vise hvad der er ret og hvorfor det er ret. Dersom du ikke går frem på denne måde får den fremmede måske et forkert indtryk af hvad der er hensigten med vor bibelske forkyndelse. Måske går han endog forarmet hjem, fordi han har fået sin forkerte opfattelse revet ned, men ikke fået den fyldestgørende erstattet med sand lære.

Vi kan ikke have det rette perspektiv og lægge vægt på det rette medmindre vi giver Guds ord hvad der med rette tilkommer det. Det gjorde Jesus i sandhed. Gang på gang henviste han til sin Faders ord som autoritet. Skønt fornuft, logik, kendsgerninger hentet fra hverdagslivet og lignende hører til i de offentlige bibelske foredrag, må det ikke være sådanne ting der trækker læsset eller bærer broderparten af bevisbyrden eller argumentationen. De er kun sekundære. Dette gælder selv når man skal fastslå Bibelens autenticitet. Opfyldelsen af Bibelens profetier er visselig et langt stærkere bevis for dens inspiration end arkæologernes vidnesbyrd, der kun kan bevidne at Bibelen er historisk korrekt. Giv Bibelen førstepladsen, og dine ord vil ikke alene have større vægt og være mere overbevisende, men også mere opbyggende.

Henvisninger til Bibelen er naturligvis ikke i sig selv tilstrækkelige til at bevise en udtalelse. Man må i det mindste nævne hvad der står. Det har også kun lidt eller slet ingen vægt dersom man citerer et skriftsted uden at nævne hvor det står i Bibelen. Skal et skriftsted have den rette virkning må det læses op fra Bibelen — „Dér står det!“ Taleren bør enten før, under eller efter oplæsningen af skriftstedet forklare dets betydning, vise hvorfor det læses op og hvad det beviser. Gør du ikke det vil tilhørerne måske nok tro det, men de forstår det stadig ikke. Når vi står på talerstolen må vi benytte den samme effektive undervisningsmetode som vi bruger i vore prædikener ved dørene. Hvis det var nok at citere et skriftsted ville det jo ikke være nødvendigt at forklare hvad det er folk beder om når de gang på gang siger: „Helliget vorde dit navn; komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Ja, ligesom den veltalende Apollos må vi ved hjælp af skrifterne offentligt kunne bevise sandfærdigheden i det vi siger. — Matt. 6:9, 10; Ap. G. 18:28.

Brug illustrationer effektivt

Vi kommer nu til det fjerde punkt i vor drøftelse. Ingen offentlig taler har nogen sinde brugt illustrationer med bedre resultat end Jesus. Hvor godt husker vi ikke hans læresætninger på grund af de passende, fantasirige og magtfulde illustrationer han brugte! Fårene og bukkene, den rige mand og Lazarus, vintræet og grenene, splinten i vor næstes øje og bjælken i vort eget, den fortabte søn, det forsvundne får, den gode samaritaner, farisæeren og tolderen, for blot at nævne nogle få. Jesu apostle og første disciple brugte også illustrationer, som det fremgår af deres skrifter.

Jakobs brev er særlig bemærkelsesværdigt i denne henseende. Selv om det er kort indeholder det mange illustrationer: havets bølge, græssets blomster, et spejl, bidsel i munden på hestene, skibenes ror, et figentræ, oliven, vintræet, salt og fersk vand, bonden — alt sammen hentet fra hverdagslivet. Den der i vore dage holder offentlige bibelske foredrag bør også benytte sig af illustrationer som alle og enhver kan forstå, enkle og passende; men taleren må huske at den illustration der hjælper landmanden til at forstå måske ikke har den samme virkning på mennesker fra byen, og omvendt.

Illustrationer er en hjælp når man skal belyse og forenkle et emne. Med illustrationer kan man holde interessen fangen og ramme sømmet på hovedet. Jesu illustration med huset der var bygget på sand hjalp tilhørerne til én gang for alle at forstå hvor nødvendigt det var at handle efter hans ord. Det er særdeles effektivt at bruge en rammende illustration i indledningen og derpå føre den igennem; derved bliver det offentlige foredrag ikke alene mere interessant og lettere at følge, men sammenhængen bliver også bedre — forudsat at illustrationen er velvalgt.

Glem ikke at de bedste og mest virkningsfulde illustrationer findes i Bibelen. Jesus gjorde hyppig brug af illustrationer; det samme skulle hans efterlignere i nutiden gøre. Da disciplen Jakob skrev sit brev, brugte han også at illustrere med henvisninger til Abraham, Rahab, Job og Elias. Ja, alt „dette skete med dem, så de kan være advarende eksempler, og det blev skrevet til påmindelse for os, til hvem de sidste tider er kommet“. — 1 Kor. 10:11.

Veltalenhed — tal fra hjertet!

Jesus var utvivlsomt den mest veltalende foredragsholder man nogen sinde har hørt på jorden. Det er ikke så mærkeligt at de betjente der blev sendt ud for at arrestere Jesus kom tilbage med uforrettet sag! Veltalenhed, det sidste vi vil beskæftige os med her i forbindelse med at holde offentlige bibelske foredrag, er betinget af udpræget alvor og oprigtighed. Vil man være veltalende kan man ikke tillade sig at fortælle vittigheder eller dumme historier eller på anden måde fremkalde humor, blot for at få tilhørerne til at le. Hensigten med at holde offentlige bibelske foredrag er at undervise og opbygge. Som det ganske rigtigt er blevet sagt lod Paulus sig aldrig forlede til at bruge morsomheder for at overbevise dem som ikke bøjede sig for sunde argumenter, og det samme skulle vi afholde os fra dersom vi ønsker at efterligne ham som han efterlignede Kristus. — 1 Kor. 11:1.

Alvor, overbevisning, tillid, varme, følelse og begejstring er hemmeligheden ved alle gode bibelske foredrag. Apollos var „brændende i ånden“, begejstret. Han talte „med stor kraft“, og kunne derfor med rette beskrives som „en veltalende mand“. I virkeligheden skulle alle kristne være „brændende i ånden“, men især de der holder offentlige bibelske foredrag. — Ap. G. 18:24, 25, 28; Rom. 12:11.

Prøv at erindre dig hvor betaget du var af det sidste sektionsstævne eller af et af de store internationale stævner. Hvorfor er vi glade for at have stævneforedragene på bånd og at lytte til dem igen og igen? Det skyldes ikke alene det der blev sagt og dem der sagde det, men den ildfuldhed, begejstring og veltalenhed hvormed foredragene blev fremført. Det som talerne klart havde indprentet i deres sind gav de af et kærligt og taknemmeligt hjerte. De følte ligesom Elihu, der sagde: „Jeg vil frem med min viden! Thi jeg er fuld af ord, . . . tale vil jeg for at få luft, åbne mine læber og svare.“ Vi bør føle det samme. — Job 32:17-20.

Om nogen har grund til at tale af sit ganske hjerte, at tale med alvor, overbevisning, tillid, varme, følelse og begejstring, må det være den kristne der holder offentlige bibelske foredrag, for han taler af kærlighed til Gud og næsten og har et vigtigt og presserende budskab at fremholde i disse onde tider. Om noget fortjener at blive udført med „oprigtigt hjerte“ og „som for Herren“, må det være den offentlige forkyndelse af Bibelens budskab. — Kol. 3:22, 23.

At holde et offentligt bibelsk foredrag indebærer meget; det er der ingen tvivl om, men Jesus Kristus har sat det fuldkomne eksempel. Taleren må holde interessen fangen både hos fremmede og hos medkristne; han må være nøjagtig i sine udtalelser og give Bibelen førstepladsen; han må sørge for at de positive — ikke de negative sider er fremherskende, samtidig med at han passer på ikke at overfylde sit foredrag med stof. Han bør gøre flittig og dog skønsom brug af illustrationer og, fremfor alt, tale af et hjerte der er opfyldt af kærlighed til Jehova, tilhørerne og emnet. Gør han det vil han ære Jehovas navn og opbygge sine tilhørere og sig selv. Og i forståelse af den høje norm som forbilledet Jesus satte, vil taleren vise en beskeden og ydmyg fremtræden.