Har De Gud med i Deres ægteskab?

ÆGTESKABET forener to mennesker af modsat køn i et fællesskab som har mange betydningsfulde sider. Der er de følelsesmæssige og religiøse sider, ligesom også miljø, intellekt, økonomi og adspredelse må tages i betragtning.

Jehova Gud sagde i begyndelsen: „Det er ikke godt for mennesket at være ene; jeg vil gøre ham en medhjælp, som passer til ham!“ Og så skabte Gud Eva og førte hende hen til Adam. Fra da af gjaldt regelen: „Derfor forlader en mand sin fader og moder og holder sig til sin hustru, og de to bliver ét kød.“ Den vise kong Salomons ord: „To er bedre faren end én“, kan meget vel anvendes på ægteskabet. — 1 Mos. 2:18, 24; Præd. 4:9.

Det er rigtigt at to er bedre faren end én, men hvis disse to vedblivende skal være stærkt og lykkeligt forenet i ægteskabet, er hjælp udefra åbenbart nødvendig. Dette ses af det store antal ulykkelige og forliste ægteskaber. Nogle som har undersøgt situationen i De forenede Stater siger at selv om alle gifter sig i håbet om at opnå lykke, er deres chancer herfor langt under 50 procent. I nogle lande er der en skilsmisse for hvert tredje ægteskab, og i visse byer er forholdet en til to! I Danmark opløses cirka hvert fjerde ægteskab.

På grund af det pres der hviler på vor tids ægteskaber, gør de lovgivende myndigheder det stadig lettere at få skilsmisse. I staten New York, hvor man i mange årtier kun har antaget hor som en gyldig grund til skilsmisse, indrømmer man nu folk skilsmisse af en mængde andre grunde. Og i Californien kræves det blot at enten den ene part eller begge ønsker at opløse ægteskabet på grund af gemytternes uoverensstemmelse. — Time, 12. januar 1970.

Hvorfor?

Det er meget rigtigt blevet sagt at hovedårsagen til ulykkelige og opløste ægteskaber er menneskelig svaghed og selviskhed, især hvor følelsesmæssig umodenhed spiller ind. Der vil uvægerlig opstå gnidninger mellem to følelsesmæssigt umodne personer. En sådan umodenhed kommer til udtryk ved at de hele tiden ønsker at få det på deres egen måde, vil have noget for intet (som i spil), søger trøst i alkohol, eller hengiver sig til en løsagtig adfærd. Kampen for at tjene til livets ophold kan også medvirke til ægteskabets forlis, og særlig farligt er det hvis industrisamfundets store udbud af varer og fristende afbetalingsordninger forleder folk til at leve over evne.

Skønt det kan forekomme ironisk er det ikke desto mindre sandt at netop det der kan bringe ægteskabet så megen lykke — forskellene mellem kønnene — også kan bringe det på sammenbruddets rand hvis de betragtes på en forkert måde. Manden er for eksempel tilbøjelig til at betragte tingene forstandsmæssigt og logisk, mens kvinden er tilbøjelig til at anlægge et følelsesmæssigt synspunkt.

For gennemsnitsmanden spiller det seksuelle en ret betydelig rolle, mens der for gennemsnitskvinden tilsyneladende er andre ting der har større betydning. Tilfældet med patriarken Juda (en søn af Jakob) der havde omgang med sin svigerdatter, viser at det forholder sig sådan. (1 Mos. 38:1-26) Det er ikke helt ved siden af når der siges: ’Mænd giver kærlighed for at få sex, og kvinder giver sex for at få kærlighed.’ Det siges også at en mand skaffer sig et hjem for at få en kone, mens en kone skaffer sig en mand for at få et hjem. — 1 Kor. 7:1, 2.

En „tretvundet snor“

Hvis ægteskabet skal lykkes er det vigtigt at parterne ønsker at glæde hinanden. Men det er ikke nok. Der skal mere til. Som vi læser: „Tretvundet snor brister ikke i hast.“ (Præd. 4:12) Ægteskabet bliver en tretvundet snor når Gud tages med i det. Hvordan gør man det? Ved at anerkende Guds nærværelse når man afgiver sine ægteskabsløfter og ved at vedkende sig sin pligt til altid at behage Gud som den der har indstiftet ægteskabet.

At det bør være sådan anerkendes endog af lærere og universitetsprofessorer der beskæftiger sig med ægteskabelige problemer. For eksempel har F. Alexander Magoun, som i årtier har holdt forelæsninger for college-studerende overalt i De forenede Stater, brugt det sidste kapitel af sin bog om kærlighed og ægteskab til en behandling af emnet „Religion i hjemmet“. Han siger: „Livet og religionen kan ikke adskilles . . . Ægte religiøsitet er uundværlig for at give livet indhold og lykke . . . Ethvert materielt problem har altid en åndelig side, og det er umuligt at løse et materielt problem før man har klarlagt de åndelige principper som løsningen skal bygges på.“

I lignende vendinger har sociologen J. D. Unwin udtalt at ægtefællerne, for at få det fulde udbytte af ægteskabet, ’må være fælles om noget der ligger uden for ægteskabet, noget de endog regner for mere betydningsfuldt end dem selv og deres forhold til hinanden’. For indviede kristne opfylder tjenesten for Jehova Gud dette behov.

Man behager Gud ved at elske sin næste

At tage Gud med i ægteskabet ved at behage ham indbefatter at man holder hans bud som de findes i hans skrevne ord, Bibelen. Den siger: „Du skal elske din næste som dig selv.“ I ægteskabet er det ægtefællen der er ens nærmeste. Begge må også anvende følgende ord af Jesus om deres forhold til hinanden: „Gør mod andre mennesker sådan, som I vil, at de skal gøre mod jer!“ At følge disse ord vil i sandhed styrke ægteskabet. — Mark. 12:31; Luk. 6:31.

Ægtefæller har givet løfte om at elske hinanden. Hvordan kommer denne kærlighed til udtryk? Guds ord siger: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.“ Intet ægteskabsbånd vil kunne briste hvis disse guddommelige bud anvendes i praksis. — 1 Kor. 13:4-8.

Det sker at ægtefæller på grund af deres ufuldkommenhed forsynder sig mod hinanden. Også i dette tilfælde kan Guds inspirerede vejledning være til hjælp: „Vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“ Bibelen byder også de kristne at opdyrke Guds ånds frugt: „Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, mildhed, godhed, trofasthed, sagtmodighed, afholdenhed [selvbeherskelse, New World Translation].“ At prøve på at være en god kristen vil i sandhed styrke ægteskabet, for derved tager man Gud med i det. — Ef. 4:32; Gal. 5:22, 23.

Ledet af guddommelige principper

Da Gud indstiftede ægteskabet var det hans hensigt at det skulle skænke menneskene stor glæde og være en kilde til megen lykke. Men det bliver det kun hvis man følger hans regler for ægteskabet. Disse forklarer tydeligt hvilken rolle manden og hustruen hver især må udfylde.

Mandens rolle består i at lede familien med kærlighed: „Manden er kvindens [hustruens] hoved.“ (1 Kor. 11:3) En familie er en lille, selvstændig organisation, og enhver organisation må have en leder hvis den skal bestå og opfylde sin hensigt. En moden mand er mentalt, fysisk, følelsesmæssigt og biologisk egnet til at føre an i familien.

Men dette bemyndiger på ingen måde manden til at være en selvisk og egenrådig diktator. Under ingen omstændigheder! Det ville være at lade Gud ude af betragtning, for han siger: „I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken og gav sig selv hen for den, . . . På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer, den, som elsker sin hustru, elsker sig selv. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det.“ Et af de største eksempler på uselvisk kærlighed vi har, er Jesu Kristi eksempel, og det er dét ægtemænd må følge. — Ef. 5:25-29.

Man kan ikke bare sige at det er gammeldags og umoderne at betragte manden som familiens overhoved. Dette lederskab har Gud givet manden som en arv.

Nogle vil have at familien skal styres demokratisk, at alle dens medlemmer skal stemme om hvordan den skal ledes. Men sådan ønsker Skaberen det slet ikke! En af Amerikas førende pædagoger, Elton Trueblood, siger: „Det er først når begge ægtefæller fuldt ud anerkender mandens lederskab, som det kommer til udtryk i den bibelske skabelsesberetning, at ikke kun mandens men også kvindens sande værdighed kommer til sin ret.“ — The Recovery of Family Life, s. 89.

Endnu mere rammende er følgende ord, udtalt af David og Vera Mace,a som har studeret ægteskabelige problemer i alle fem verdensdele:

„Man kan ikke stille alle lige, fordi alle faktisk ikke er lige. En mand og en kvinde kan være lige, betragtet som personer i samfundet. Men som mand og hustru, i udførelsen af deres maskuline og feminine roller i ægteskabet, er de forskellige; de supplerer hinanden; begrebet lighed er meningsløst her. Forældre og børn kan simpelt hen ikke være lige, for børnene har behov for forældrenes beskyttende autoritet til at give dem den sikkerhed uden hvilken de ikke kan udvikle sig sundt og naturligt til voksne.

Derfor vil vi i vesten komme til at se at man, ved at underminere mandens autoritet i familien, ikke kun skader manden, men også alle de øvrige. Hustruen kan ikke fungere i sin feminine rolle hvis mandens maskuline rolle er taget fra ham. Familiegruppen kan ikke fungere som familie hvis familiens naturlige overhoved er detroniseret.

I vestlige ægteskaber opstår der mange problemer fordi mønsteret i det gensidige forhold mellem mand og kvinde er i uorden. Hvis manden ikke længere kan spille sin rolle som leder og initiativtager, lammes hustruen i sin funktion som modstykke.“ — Marriage: East and West (1960), s. 297.

Ved at anerkende den rolle manden ifølge Bibelen har som leder, anerkender disse skribenter også den rolle Bibelen giver kvinden, og denne rolle er også fornuftig rent biologisk set. Hendes gudgivne hverv som moder bærer lønnen i sig selv, men kræver dog samtidig sin pris. Hendes månedlige omskiftelser, hendes svangerskaber og børnefødsler, hendes pasning af børnene og bekymring for dem, understreger alt sammen hendes behov for sikkerhed — noget som hendes mand kan give hende. For at opfylde ethvert behov som børn kan have (enten følelsesmæssigt, mentalt eller fysisk), er det nødvendigt med en meget nænsom, blid og feminin natur, lige det modsatte af den aggressive og maskuline natur der kendetegner manden.

Skaberen har i sandhed lagt visdom og kærlighed for dagen da han bestemte at hustruen skulle være underlagt manden og faderen. Kun hvis hustruen underlægger sig manden kan han elske hende som sit eget kød, for hans eget kød er underlagt ham. Det er derfor Guds ord siger: „I hustruer skal underordne jer under jeres mænd som under Herren.“ Og: „Hustruen skal have ærefrygt [dyb respekt, New World Translation] for sin mand!“ Hvis både mand og hustru spiller deres gudgivne roller, bliver ægteskabet styrket. — Ef. 5:22-33.

Kvinder som søger at konkurrere med mænd og prøver at overtage og spille mandens rolle, modarbejder i virkeligheden deres egne interesser. De fornægter deres egen kvindelighed. Og selv om manden er den naturlige leder og den der tager initiativet, vil disse egenskaber da ikke, hvis han er en kærlig ægtemand og fader, blive brugt til gavn for hustruen og børnene? En ledende kvindelig psykoanalytiker og forfatterinde i New York har i en drøftelse med kvinder om deres ægteskabelige problemer blandt andet sagt: „Kvinder må lære at takke Gud hver dag for deres mænds enorme energi og drivkraft.“

Det ægteskabelige bånd bliver også forstærket ved at man efterlever det Gud har sagt i sit ord angående det intime forhold mellem ægtefællerne: Hverken manden eller hustruen har fuld rådighed over sit eget legeme, men de har gensidigt rådighed over hinandens legemer for at deres seksuelle behov kan tilfredsstilles. (1 Kor. 7:3-7) Mand og hustru rådes også til at begrænse deres seksuelle interesser til hinanden; den eneste grund til skilsmisse der giver ret til at gifte sig igen er utroskab. — Matt. 19:4-6, 9.

Man må ’vandre med Gud’

Der er endnu en måde hvorpå manden og hustruen kan tage Gud med i ægteskabet og styrke det, nemlig ved at ’vandre med Gud’. (Mika 6:8) Hvad vil det sige? Det vil sige at de begge har et inderligt forhold til Gud. Dette kommer til udtryk ved at ægtefællerne altid ser hen til Gud efter visdom og styrke, og især ved at de hyppigt taler til Gud i bøn. Det vil sige at de må være som Moses, der „holdt ud, som om han så den usynlige“. Det vil sige ’ikke at være bekymrede for noget, men i alle ting lade deres ønsker komme frem for Gud, idet de beder og bønfalder under taksigelse’. — Hebr. 11:27; Fil. 4:6.

Det er sandt at „to er bedre faren end én, . . . hvis den ene falder, kan den anden rejse sin fælle op“. Men endnu bedre er en „tretvundet snor“, for den „brister ikke i hast“. Hvis man vil gøre sit ægteskab stærkt som en tretvundet snor — og lykkeligt — er det bedste man kan gøre, at lade Gud indgå som den tredje streng i det ægteskabelige bånd. — Præd. 4:9-12.

[Fodnote]