Kærligheden ophører aldrig
„Kærligheden ophører aldrig.“ — 1 Kor. 13:8.
1. Hvad kan man sammenligne kærligheden med? Hvad må man gøre for at øge dens skønhed?
KÆRLIGHEDEN er som en kostbar juvel, en diamant med mange facetter. Den er smuk hvilken side man end betragter den fra. Ligesom en diamant der har utallige flader der kaster lyset tilbage, har kærligheden mange sider, alle sammen gode, ønskværdige, betagende og hjertevarmende. Først kan man sammenligne kærligheden med en usleben om end kostbar diamant. Evnen til at drage andre, til at glæde og varme dem er til stede, men skjult under en upoleret flade. Hvordan kan vi nu polere den for at øge dens glans? Hvordan kan vi som kristne tage denne uslebne, ubearbejdede diamant og få den til at funkle i al dens skønhed? Først må vi lade lyset fra Guds ord skinne på kærlighedens diamant.
2. (a) Til trods for hvad har Jehova vist kærlighed? (b) Hvordan har Gud og Kristus lagt kærlighed for dagen i forbindelse med genløsningen?
2 Jehova viser kærlighed fremfor nogen. I tusinder af år har Skaberen trods menneskenes genstridighed trofast, uden at svigte, lagt denne den ypperste af alle egenskaber for dagen — og det uden at menneskene har gjort sig fortjent dertil. Jehova „lader sin sol stå op både over onde og gode og lader det regne både over retfærdige og uretfærdige“. Den Højeste har været „god imod de utaknemmelige og onde“. Alt dette kunne Jesus Kristus bevidne i Bjergprædikenen. (Matt. 5:45; Luk. 6:35) Både Jehova og Kristus har lagt stor kærlighed for dagen i forbindelse med genløsningen. „Således elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv.“ (Joh. 3:16) Og Jesus sagde til sine disciple: „Større kærlighed har ingen end den at sætte livet til for sine venner.“ (Joh. 15:13) Det var netop det Jesus gjorde for mennesker med fårets sindelag. Som han selv sagde: „Jeg er den gode hyrde . . . jeg sætter mit liv til for fårene.“ (Joh. 10:11, 15) I Jehova og hans søn har vi i sandhed uforlignelige eksempler med hensyn til at vise kærlighed!
3. Hvilken egenskab må vi eje for at blive godkendt af Gud, og over for hvem skal vi lægge den for dagen?
3 For at blive godkendt af Jehova må vi følge hans og hans søns eksempel i at vise kærlighed. (1 Joh. 3:21-23) Sande kristne lever derfor efter de to store bud som Jesus Kristus udtalte: „’Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.’ Dette er det største og første bud. Der er et andet, som er dette ligt: ’Du skal elske din næste som dig selv.’“ (Matt. 22:37-39) Det er muligt for kristne at lægge denne kærlighed for dagen, for de har Guds ånd og bærer dens frugter, og en af disse frugter er kærlighed. — Gal. 5:22.
4. Hvad er kærlighed ifølge Paulus’ beskrivelse?
4 Kærligheden er en egenskab der vanskeligt lader sig beskrive. Det er umuligt at definere den nøjagtigt. Dog skrev Paulus under inspiration om den: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild; den misunder ikke; kærligheden praler ikke, opblæses ikke, gør intet usømmeligt, søger ikke sit eget, lader sig ikke ophidse, bærer ikke nag, glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden; den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden ophører aldrig.“ (1 Kor. 13:4-8) Det ses let at kærligheden aldrig vil virke frastødende men altid vil virke tiltrækkende, dragende. Den vil naturligt drage mennesker mod hinanden. Det har den også gjort i Jehovas vidners nye verdens samfund, hvis medlemmer i hele verden er bundet til hinanden med kærlighedens bånd. Men lad os nu nøjere undersøge denne diamants, kærlighedens, forskellige facetter.
„Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild“
5. (a) Hvad har Jehovas langmodighed betydet for manges vedkommende? Vil han i al evighed bære over med urette handlinger? (b) Hvordan kan vi vise langmodighed?
5 Paulus sagde: „Kærligheden er langmodig, kærligheden er mild,“ eller som New World Translation siger: „Kærligheden er langmodig og venlig.“ At være langmodig vil sige at bære over med andres ufuldkommenheder og svagheder. Det har Jehova gjort, og det har betydet frelse for mange. (Rom. 2:4; 2 Pet. 3:9, 15) Men naturligvis bærer han ikke for evigt over med urette handlinger. Til de afgudsdyrkende atheniensere sagde Paulus: „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han menneskene det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig. Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil.“ (Ap. G. 17:29-31) Ligesom Gud bør vi have tålmodighed med andre som — måske på grund af alderdom — tænker eller handler langsommere end vi. Kærligheden er vågen for lejligheder til at vise medfølelse og forståelse. Det betyder ikke at vi i det uendelige skal tåle al uret eller at vi selv kan krænke de bibelske principper. Dog må vi også forstå at en ting undertiden kan gøres på flere måder. Hvis intet bibelsk princip foreskriver at noget skal gøres på en bestemt måde, hvorfor så insistere på at vores måde er den eneste rigtige? Det kan føre til ukærlige handlinger, til stridigheder og til at man mister glæden. (1 Kor. 9:22) At vi bør være langmodige og tilgivende blev understreget af Jesus da han sagde til Peter at denne skulle tilgive „ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange“. (Matt. 18:21, 22) Vi kan derfor med rette spørge os selv: „Er jeg virkelig langmodig? Er jeg medfølende? Sætter jeg mig i andres sted? Er jeg villig til at tilgive?“ Hvis vi kan svare ja hertil må denne side af vor kærligheds diamant stråle!
6. (a) Beskriv hvordan nogle har vist „menneskevenlighed“. (b) Hvordan kan man sige at hele den kristnes liv er lagt an på at vise venlighed?
6 Men hvordan ser det ud med mildheden eller venligheden? Kærligheden er venlig. Når der sker katastrofer viser folk ofte deres menneskevenlighed ved at træffe humanitære foranstaltninger. Befolkningen på Malta viste den skibbrudne Paulus og dennes rejseledsagere en „usædvanlig menneskevenlighed“. (Ap. G. 28:2, NW) De gjorde det ikke fordi Paulus var en Guds tjener. De viste simpel godgørenhed, og de var ikke karrige. Når der i dag sker ulykker er der mange der viser „menneskevenlighed“. De hjælper deres nødstedte næste. For eksempel blev Holland i februar 1953 ramt af en oversvømmelseskatastrofe da digerne brød sammen. I en artikel om denne og lignende katastrofer skrev en journalist: „Somme tider hænder det at folk er for gavmilde. Der blev sendt så mange tæpper til ofrene for den hollandske oversvømmelseskatastrofe at der var nok til at dække hele landets forbrug i et år.“ Sande kristne viser deres venlighed og kærlighed mod deres åndelige brødre og søstre når ulykken rammer disse. Klæder, husgeråd og andre fornødenheder sendes til dem fra deres trosfæller i andre lande. Men de nøjes ikke med det. De har gjort det til deres livsopgave at vise venlighed, ikke blot med materielle goder, men også — ja først og fremmest — med de åndelige. De bruger deres tid, midler og kræfter til gerninger der udspringer af kærlighed til deres medmennesker, idet de gennem deres forkyndelse søger at hjælpe dem åndeligt. Indviede kristne begrænser sig ikke til at øve godgørenhed nu og da eller til midlertidigt at udføre humanitært arbejde, en forbigående „menneskevenlighed“. Hele deres liv er optaget af det. — 1 Tim. 4:16.
7. Giv et eksempel på at det er nødvendigt at vise venlighed.
7 Lad os forestille os at vi befinder os i menighedens mødesal, rigssalen. Hvilke ansigter møder vi når vi ser os omkring? Smilende ansigter. Kun en enkelt gang skimter vi et andet ansigtsudtryk. Standhaftigt skjuler en søster som er gift med en ikke-troende mand den smerte hun har erfaret. Hun møder måske ubehageligheder når hun kommer hjem. Måske hendes tilstedeværelse ved dette fredelige, åndeligt opbyggende møde har kostet hende ikke så få tårer. På grund af sin mands modstand græd hun før hun tog hjemmefra, men man mærker det ikke på hende. Hvilken kærlighed og medfølelse ville vi ikke gerne give udtryk for over for hende, hvis blot vi kendte hendes forhold! Vort hjerte ville være vidt åbent over for hende. Det ville være utænkeligt at vi ville ignorere hende eller i et øjebliks ubetænksomhed sige nogle uvenlige ord til hende. Det er måske endog nødvendigt for hende at begrænse sin deltagelse i menighedens møder fordi hendes mand kræver det, selv om hun ikke fuldstændig forsømmer at komme sammen med sine trosfæller. Bebrejder vi hende nu for det? Det burde vi ikke gøre. Hvis hun gør sit bedste, ved Jehova det og hun vil have hans velbehag. Husk at Gud „ser på hjertet“. (1 Sam. 16:7) Det ville være uvenligt af os at kritisere hende for det. Hun trænger til hjælp og opmuntring, ikke det modsatte, hun trænger til venlighed, ikke kritik. Når vi taler opmuntrende til hende, varmer vi hendes hjerte og får hende til at glæde sig over at tilhøre et sådant samfund af mennesker der viser hinanden kærlighed. Når vi viser venlighed polerer vi en anden af diamantens flader.
8. Hvordan viser vi venlighed i forkyndelsesarbejdet?
8 Vor venlighed giver sig også udslag i at vi tålmodigt forklarer bibelske sandheder for folk i vort forkyndelsesarbejde når de har vanskeligt ved at forstå visse lærepunkter eller ikke følger Bibelens principper i deres tankegang eller handlinger. I hjemmet, i tjenesten, ved menighedens møder — overalt må vi vise venlighed. Det er en vigtig side af kærligheden. Derfor får vi også formaningen: „Vær gode mod hverandre og barmhjertige, så I tilgiver hverandre, ligesom Gud har tilgivet jer i Kristus.“ — Ef. 4:32.
Kærligheden misunder ikke og praler ikke
9. (a) Hvordan bør vor reaktion være når en at vore brødre får en ansvarsfuld stilling i menigheden betroet? (b) Som hvad vil vi betragte misundelse?
9 Kærligheden „misunder ikke“. Derfor bliver vi ikke fyldt med misundelse hvis vi nærer kærlighed. Vi tillader ikke at vor kærlighed viger pladsen for misundelse hvis en anden får en ansvarsfuld stilling betroet i den kristne menighed. Vi vil ikke nægte ham vor aktive støtte på grund af misundelse. Nej, vi vil takke Jehova for at vor broders gode egenskaber og evner kan blive brugt til gavn for Guds jordiske organisation. Vi vil glæde os over hans fremgang. Misundelse vil blive betragtet som det den er — synd. Vi vil give rum for den formaning der gives i Galaterne 5:26: „Lad os ikke søge tom ære, så vi udæsker hverandre og misunder hverandre.“
10. Hvorfor bør vi rose os af Jehova og ikke af os selv?
10 Måske tjener vi allerede på en ansvarsfuld post. Giver det os nu grund til at prale eller rose os af hvad vi har nået? Nej, kærligheden „praler ikke“. Vi har intet som vi ikke har fået givet. (1 Kor. 13:4; 4:7) Selv om vi er hyrder og har fået til opgave at føre tilsyn, må vi dog ikke glemme at vi stadig er får. Som får har vi grund til at rose os, men ikke af os selv. Hvem da? Vi finder svaret i 1 Korinter 1:31: „Den, der roser sig, skal rose sig i Herren [Jehova, NW].“ Er det ikke naturligt at fårene roser sig af deres store Hyrde? Vi planter og vander ligesom Paulus og Apollos, men det er Gud der giver væksten. „Så kommer det da hverken an på den, der planter, eller på den, der vander, men på Gud, der giver vækst.“ (1 Kor. 3:6-9) Vi ved heller ikke hvad morgendagen vil bringe. Hvis vi roser os i dag og kun stoler på os selv kan det få skæbnesvangre følger. Lad os tage imod apostelens advarsel: „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ (1 Kor. 10:12) Lad os ikke glemme at „mener nogen, at han er noget, skønt han intet er, da bedrager han jo sig selv“. (Gal. 6:3; Rom. 11:18) Hvis vi roser os af Jehova og ikke af os selv vil vi handle kærligt og ikke hovmodigt. Vi vil således polere endnu en af kærlighedens facetter.
11. (a) Hvordan kan et ’kødeligt sind’ give sig til kende? (b) Hvordan bør vor indstilling være over for andre?
11 Apostelen påpegede endvidere at kærligheden „opblæses ikke“. Dette er også en side af kærligheden som vi ikke må overse. Der er mennesker der er ærgerrige eller som tager sig selv for højtideligt. De får måske den idé at de har fået til opgave at bringe orden i andres liv. Ja de mener måske oven i købet at de er bedre end andre. Men mangler deres kærlighed ikke noget netop her? Jo, de har et ’kødeligt sind’. (Kol. 2:18) Det betyder naturligvis ikke at en tilsynsmand eller andre i menigheden skal afholde sig fra at yde andre hjælp i åndelig henseende. Men der findes forhold som udelukkende er af personlig art og som man derfor ikke bør blande sig i. (Gal. 6:5) Her gælder den formaning der gives i Kolossenserne 3:12: „Så ifør jer da som Guds udvalgte, hellige og elskede, inderlig barmhjertighed, godhed, ydmyghed, sagtmodighed, tålmodighed.“ Lad os efterse vor åndelige klædning og lad os handle kærligt over for hverandre idet vi i ydmyghed agter hverandre højere end os selv. — Fil. 2:3.
Kærligheden gør intet usømmeligt og søger ikke sit eget
12. Hvordan bør vor opførsel være i betragtning af at kærligheden intet gør som er usømmeligt?
12 Mens vi er i færd med at polere denne facet på kærlighedens diamant gør vi vel i at huske at kærligheden „gør intet usømmeligt“. Det vil sige at vi i hele vor opførsel må lægge gode manerer for dagen, i hjemmet, i menigheden og i forkyndelsen. Vi vil ikke opføre os uopdragent eller ukristent. Vi vil heller ikke gøre os skyldige i umoralitet og i selviskhed gøre en anden fortræd. (1 Kor. 10:8; 2 Pet. 2:9, 10) Men skal vi handle ret, må vi tænke ret. Til efeserne blev der sagt: „Men utugt og al slags urenhed eller havesyge bør end ikke nævnes iblandt jer, som det sømmer sig for hellige, ej heller skammelig færd eller tåbelig snak eller letfærdig skæmt (den slags er utilbørligt), men hellere taksigelse.“ (Ef. 5:3, 4; Kol. 3:5-8) De kristne bliver til stadighed iagttaget. De er et skuespil for mennesker og engle. (1 Kor. 4:9) Vi kan forestille os hvilke roller vi kommer til at spille i dette drama hvis vi glemmer at gøre det der er kærligt, hvis vi i tankeløshed bringer skam over Jehova som vor kærlighed først og fremmest burde være rettet imod! Måtte det derfor aldrig ske!
13, 14. (a) Hvad betyder det for en tilsynsmand at kærligheden ikke i selviskhed søger sit eget? (b) Hvis eksempel bør tilsynsmænd ikke glemme? (c) Hvordan kan kristne i kærlighed tage hensyn til hvad der gavner andre?
13 Kærligheden søger ikke i selviskhed sit eget. Det betyder for eksempel for en tilsynsmand at han hele tiden må give sig selv. Han må hele tiden være til at få i tale. Han burde aldrig have for travlt til at hjælpe andre. Hvis nogen i menigheden har problemer som de ikke selv kan løse og de har brug for hjælp, skulle de i så fald ikke føle sig frie til at søge hjælp hos en moden tilsynsmand? Og skulle han ikke være kærlig og hensynsfuld? Tænk på Jesus. Var han ikke travlt beskæftiget? Og dog kunne folk frit komme til ham. Han forkyndte for dem. Han underviste dem. Han helbredte dem. Han havde medlidenhed med dem. Han nærede kærlighed til dem. Han satte et fuldkomment eksempel, som modne og kærlige tilsynsmænd ikke glemmer. — Matt. 4:23; Mark. 1:21, 22; 2:13; Luk. 7:13; Joh. 13:34; 15:9, 12.
14 Kærligheden vil bevirke at vi vil være rede til om nødvendigt at give afkald på visse rettigheder og at affinde os med sæder og skikke som ikke i sig selv er ubibelske. De kristne i Korint var i tvivl om de kunne spise kød der var købt i en slagterbod men som stammede fra dyr der var blevet ofret til afguder. Der var intet direkte at indvende herimod så længe man ikke deltog i et offermåltid til ære for de dæmonguder der repræsenteredes ved afgudsbillederne. Hvis man imidlertid voldte en anden anstød ved at spise kødet, tilrådede Paulus at man holdt sig fra det. „Alt er tilladt,“ sagde han, „men ikke alt er gavnligt. . . . Ingen må søge sit eget, men hvad der gavner næsten.“ (1 Kor. 10:23-33) På samme måde vil den betænksomme kristne i dag for eksempel afholde sig fra at drikke spiritus hvor dette ikke er velset i befolkningens øjne. Bibelsk set har han ret til at drikke stærke drikke med måde, men han afholder sig fra det fordi han ikke ønsker at være til anstød for nogen. Lad os altså tage hensyn til hvad der gavner og opbygger andre. Lad os polere denne facet på kærlighedens diamant. Lad os ikke i selviskhed søge vort eget men hvad der gavner andre. Kærligheden vil få os til at gøre det, for kærligheden ophører aldrig. — Fil. 2:4.
Andre sider af kærligheden
15. Hvordan ser modne kristne på vrede og på at bære nag? Hvad er grunden hertil?
15 Kærligheden „lader sig ikke ophidse“ og „bærer ikke nag“. Vrede ødelægger ikke alene forholdet mellem mennesker, men virker også skadeligt på helbredet idet denne sindstilstand overbelaster hjertet. Salomon sagde: „Sagtmodigt hjerte er liv for legemet.“ (Ordsp. 14:30) Følg derfor rådet: „Tæm din harme, lad vreden fare, græm dig ikke, det volder kun harm.“ (Sl. 37:8) Vrede hører til det faldne køds gerninger. (Gal. 5:19, 20) Det er skadeligt at bære nag, og det er ukristent. (Matt. 5:22; 3 Mos. 19:17, 18) På ét tidspunkt kom det til en strid mellem Paulus og Barnabas, men bruddet blev helet og de bar ikke senere nag til hinanden. (Ap. G. 15:36-41) Gem derfor ikke på vrede og vent ikke på en lejlighed til at gengælde en eller anden fornærmelse. Det er tegn på umodenhed. Lad dig ikke provokere til vrede og hold ikke regnskab med forurettelser. Husk at også disse facetter på kærlighedens diamant må poleres. — Rom. 12:17.
16. Hvad glæder kærligheden sig ikke over? Hvad glæder den sig over? Hvordan er de kristnes indstilling i forhold til de ondes i denne henseende?
16 Apostelen sagde videre at kærligheden „glæder sig ikke over uretten, men glæder sig over sandheden“. (1 Kor. 13:6) Kristne finder ingen glæde i uretfærdighed, selv ikke når det er deres modstandere det går ud over. (Ordsp. 29:27) Men de som er onde, Satan, dæmonerne og onde mennesker, glæder sig over uretfærdighed, ofte med den begrundelse at „hensigten helliger midlet“. Det er en af de faktorer der har bragt verdenskrigenes frygtelige ødelæggelser over jorden og dens beboere i vor generation. Byer er blevet lagt i ruiner, huse jævnet med jorden og glæde vendt til sorg og smerte og for millioner har det medført døden. Disse og andre lidelser er blevet påført menneskene af dem der glæder sig over uret og hader det der er ret. De kristne, derimod, glæder sig over Jehova og over sandhedens fremgang, ikke over uretfærdighed af nogen art. De kan se en lykkelig fremtid i møde. De sår kærlighed, ikke had, og vil til gengæld fortsat høste Guds kærlighed, der medfører glæde og lykke for dem nu og under hans nye tingenes ordning. — 2 Pet. 3:11-13; Gal. 6:7-10.
17. Påpeg en måde hvorpå kærligheden „tåler alt“.
17 Kærligheden „tåler alt“. Hvis der opstår uoverensstemmelser tilgiver de kristne derfor hverandre. De holder sig Kristi ord for øje: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder.“ (Matt. 18:15-17) Dette første skridt til bilæggelse af uoverensstemmelser er i sig selv en kærlighedshandling, for det forhindrer sladder, idet den forurettede straks går til den der har været årsag til uoverensstemmelsen. Der kan om nødvendigt tages yderligere skridt til at bringe sagen ud af verden, men utallige uoverensstemmelser er blevet bilagt på denne måde, ganske simpelt ved at parterne har vist kærlighed. Årsagerne er blevet fundet og erkendt som det de er — ubetydelige personlige fornærmelser der hurtigt kan tilgives og glemmes. Hos sande kristne ophører kærligheden aldrig. De foretrækker at ’holde fred’ og i fordragelighed at afgøre eventuelle uoverensstemmelser. — 2 Kor. 13:11.
18. (a) Hvordan ser vi på det der er sandhed når vi nærer kærlighed? (b) Hvilken indstilling bør kristne have over for den åndelige føde som den „tro og kloge tjener“ stiller frem?
18 Kærligheden vil ikke tillade at vi afviser det der er sandhed. „Det sande kan undertiden være usandsynligt,“ er der et bevinget ord der siger. Men hvis noget er sandhed, vil kærligheden godtage det. Hvorfor? Fordi kærligheden „tror alt“. Kærligheden er dog ikke lettroende. Hvis noget ikke er sandt, vil kærligheden ikke lade os tro det. Kærligheden vil få os til i taknemmelighed at tage imod sandhederne fra Guds ord. Den vil tilskynde os til at tage imod den åndelige føde som den „tro og kloge tjener“ stiller frem. (Matt. 24:45-47) Vi vil ikke stille os skeptiske over for den. Hvis vi gjorde det, ville vi være som havets bølger. Har du lagt mærke til hvordan de kastes omkring af de skiftende vinde? Deres bevægelser er ganske uberegnelige. Hvis vi er skeptiske og tvivlende er vi som disse bølger. Til gavn for os skrev Jakob: „Hvis nogen af jer står tilbage i visdom, da skal han bede om at få den fra Gud, . . . og så vil den blive ham givet. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; den, der tvivler, ligner nemlig en havets bølge, som jages og kastes hid og did af vinden; og et sådant menneske må ikke vente at få noget fra Herren.“ — Jak. 1:5-8.
19. Kærligheden „håber alt“. Hvad indbefatter det?
19 Den kristne må ligeledes sætte sit håb til alt hvad der siges i Guds ord. Til tessalonikerne sagde Paulus: „Men da vi hører dagen til, så lad os være ædru, iførte troen og kærligheden som en brynje og frelseshåbet som en hjelm!“ (1 Tess. 5:8) En soldat der går i kamp uden tilstrækkelig udrustning eller beskyttelse kan næppe gøre sig håb om at vende levende tilbage. Hvilke åndelige soldater er vi, hvis vi mangler kærlighed? Da er vi ikke iført troens og kærlighedens brynje eller beskyttet af frelseshåbets hjelm. Træffende siges det derfor at kærligheden „håber alt“, alt hvad der siges i og er grundlagt på Guds ord, Bibelen. — Joh. 17:17.
20. Hvad vil kærligheden sætte os i stand til at udholde?
20 Endnu en af kærlighedens sider er den at den „udholder alt“. Kærlighed til Gud gør det muligt at udholde forfølgelse. Selv efter at apostlene var blevet pisket og vanæret for Kristi navns skyld „holdt [de] ikke op med hver dag at lære i helligdommen og i hjemmene og at forkynde evangeliet om, at Jesus er Kristus“. (Ap. G. 5:40-42) Lidelser der påføres en ved forfølgelse kan udholdes ved den kraft som Gud skænker. (Fil. 4:13) Men hvad gør vi hvis vi får en irettesættelse fra Gud gennem hans ord eller organisation? Da husker vi dette vise råd: „Min søn, lad ej hånt om [Jehovas] tugt, vær ikke ked af hans revselse; [Jehova] revser den, han elsker, han straffer den søn, han har kær.“ (Ordsp. 3:11, 12) Giv ikke slip på kærligheden. Tag imod tugt. Lad ikke denne drive dig bort fra Guds organisation eller dræbe din kærlighed til den eller til Jehova. — Sl. 141:5.
21. (a) Hvad må de kristne sætte deres lid til for at vise kærlighed? (b) Hvorfor bør man hæge om kærlighedens diamant?
21 Det skal indrømmes at det ikke altid er let at lade kærligheden råde. Derfor må man øve sig i det og arbejde på det samtidig med at man sætter sin lid til Jehovas ånd. Da vil det være muligt, for kærlighed er en frugt af Guds ånd. (Gal. 5:22, 23) Vær besluttet på at lægge en kærlighed for dagen som andre vil føle sig tiltrukket af og tænk på ordene: „Ven viser kærlighed når som helst, broder fødes til hjælp i nød.“ (Ordsp. 17:17) Til slut opsummerer Paulus sin beskrivelse af kærligheden idet han siger: „Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af dem er kærligheden.“ (1 Kor. 13:13) Kærlighed er den kostelige egenskab der gennemtrænger den kristne menighed. Kærligheden vil overleve Harmagedon, ligesom de kristne der lægger denne egenskab for dagen. (Åb. 16:14, 16) Bevar derfor et fast greb om kærlighedens diamant. Tab den ikke og lad ingen røve den fra dig. Hæg om den! Den vil altid være en velsignelse for dig, for dine kristne brødre og for alle som du kommer i berøring med. Læg kærlighed for dagen nu og i al evighed. Husk — „Kærligheden ophører aldrig“! — 1 Kor. 13:8.