Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre
1, 2. Hvad peger den inspirerede apostel på at vi først og fremmest skal opdyrke hvis vi ønsker at leve i Guds nye orden?
I BETRAGTNING af at „alle tings ende er nær“, er der noget som de der ønsker livet i den kommende nye orden især bør opdyrke. Hvad er det? I Første Petersbrev 4:8-10 skriver den inspirerede apostel:
2 „Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi ’kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.’ Vær gæstfri imod hverandre uden knurren. Som gode husholdere over Guds mangfoldige nåde skal I tjene hverandre, hver med den nådegave, han har fået.“
3, 4. Hvad ved vi helt sikkert at der vil være i Guds nye orden, og hvad bør vi derfor finde virkelig interesse i nu?
3 Vi har ingen mulighed for at vide om der skal være sådan noget som biler, fjernsyn, stereoanlæg eller lignende på jorden i Guds nye orden, eller, i givet fald, hvilken rolle det vil spille i tilværelsen. Men der er noget vi helt sikkert ved skal være i den nye orden, noget som vi allerede nu kommer i berøring med hver dag. Hvad er det?
4 Mennesker. Mennesker der, ligesom vi selv, elsker det der er ret. Så fremfor at fylde vort liv med ting, med alle denne verdens tekniske indretninger og raffinerede apparater, ting vi ikke har nogen sikkerhed for skal bestå, vil det i sandhed være langt bedre og klogere at gøre mennesker til vor virkelige interesse og lære at finde ægte glæde i at gøre noget for andre. Livet i den kommende nye orden vil med sikkerhed i rigt mål være præget af at mennesker ’tjener hverandre’ i kærlighed. Hvis vi kan finde virkelig glæde og tilfredshed ved at gøre dette nu — elske at tjene andre, at være hjælpsomme, at gøre det der gavner andre mest, at være hensynsfulde og gæstfrie — er vi godt på vej til at realisere den livsførelse der hører den nye orden til.
5. (a) Hvad vil en „inderlig kærlighed“ udrette, og hvorfor er dette så nødvendigt? (b) Giv kommentarer til de skriftsteder der er henvist til sidst i paragraffen.
5 For at kunne det må vor kærlighed, som apostelen siger, være „inderlig“ eller, som udtrykt i andre oversættelser, „på fuld styrke“, „aldrig uoprigtig“. (New English Bible; Jerusalem Bible) Det græske ord der gengives på disse måder betyder bogstaveligt „udspændt“. Følgelig kan vor kærlighed ikke være halvhjertet, begrænset til kun at gøre hvad vi føler vi ikke kan komme uden om at gøre, eller hvad vi føler ikke vil være ubelejligt for os, og den kan heller ikke være indskrænket til nogle få udvalgte. Den må spændes ud, så den ikke alene omfatter så mange som muligt men også er „på fuld styrke“ hvad inderlighed angår. Kun en sådan kærlighed vil sætte os i stand til at bevare en levende enhed med vore brødre under mange forskellige omstændigheder, også omstændigheder der kunne belaste vort indbyrdes forhold og få os til at blive kritiske over for vore brødre eller tilbøjelige til at afsløre deres ufuldkommenheder og fejl og lave et stridsspørgsmål ud af dem. En „inderlig kærlighed“ vil være „udspændt“ så den også omfatter sådanne omstændigheder. — Jævnfør Ordsprogene 10:12; Kolossenserbrevet 3:12-14.
6, 7. (a) Hvilke spørgsmål kunne vi stille os selv for at undersøge om vor kærlighed er inderlig? (b) Hvordan kan en sådan kærlighed ’skjule en mangfoldighed af synder’? Hvorfor vil dette være nødvendigt selv efter „den store trængsel“?
6 Er vor kærlighed sådan i dag? Dækker vor kærlighed over andres fejl i de få timer om ugen vi almindeligvis er sammen med vore brødre? Eller har vi en tendens til at lade sådanne fejl provokere os så vi mister vor ligevægt? Nogle har svært ved at komme ud af det med andre; de lader uoverensstemmelser udvikle sig og bliver kølige over for andre. Men hvis et menneske har svært ved at komme ud af det med sine brødre nu i nogle få timer om ugen, hvad så hvis han kommer ind i Guds nye orden og finder sig selv omgivet af sine brødre på alle sider hver dag og hele dagen?
7 En „inderlig kærlighed“ vil ikke tillade en at ruge over episoder hvor man føler sig forkert behandlet, at pleje mindet om det i en sådan grad at man fylder sig selv med bitterhed mod andre mennesker, idet man bliver ved med at gå med disse ufredelige tanker i stedet for at skyde dem fra sig. Det er derimod ved at fjerne sådanne tanker fra sind og hjerte og ved at gøre noget positivt for at forbedre forholdet, at denne kærlighed „skjuler en mangfoldighed af synder“. Den tilskynder os til at udstrække vor hjælp til dem der viser tendens til at blive svage eller synes at være på vej ud i overtrædelse, i stedet for bare at være kritiske over for dem eller sladre om dem. (Jak. 5:20) Eftersom synder ikke vil forsvinde fra jorden fra den ene dag til den anden i den kommende nye orden, må vi have en sådan inderlig kærlighed for at bevare et godt forhold til Jehova Gud, der „er kærlighed“, og til hans søn, hvis egen inderlige kærlighed fik ham til at give sit liv for syndere. — Rom. 5:6-8.
8. (a) På hvilken anden måde kan inderlig kærlighed komme til udtryk, ifølge Peters ord? (b) Hvordan vil dette være med til at forberede os til den nye orden?
8 Vi kan også vise en sådan kærlighed ved vor gæstfrihed. „Vær gensidigt gæstfri.“ „Byd hinanden velkommen i jeres huse uden at knurre.“ (1 Pet. 4:9, New American Bible; Jerusalem Bible) Ja, hvad vi end gør i den retning bør vi gøre det uden beklagelse, for det er kun „en glad giver“ Gud elsker. (2 Kor. 9:7) I den første tid efter „den store trængsel“ vil der muligvis være stort behov for at vi deler materielle ting med hinanden. Enhver tilbøjelighed til at være nærig eller påholdende kunne skabe store vanskeligheder for os til den tid. Hvis vi derimod udviser samme ånd som de kristne i Jerusalem der åbnede deres hjem for at huse og bespise deres nye brødre blandt de tre tusind nydøbte disciple, da bereder vi os selv til at leve på den måde der hører den nye orden til. (Ap. G. 2:46; 4:32-35) Som apostelen Paulus formaner: „Vær med til at hjælpe de hellige, når de er i trang; vær ivrige efter at vise gæstfrihed!“ — Rom. 12:13.
Gode husholdere med Guds nådegaver
9. Hvordan har hver enkelt i den kristne menighed fået en gave, og hvad bør han eller hun gøre med den?
9 „[I skal] tjene hverandre [vær til tjeneste for andre, Je], hver med den nådegave, han har fået.“ På denne måde er vi „gode husholdere over Guds mangfoldige nåde“. (1 Pet. 4:10) Og der er ingen af os der ikke har noget at tjene sine brødre med. Enhver der kommer ind i Guds teokratiske ordning modtager en gave. Enhver har noget han skal udrette, tjenesteopgaver eller pligter. Vi er ikke alle så at sige støbt i den samme form, så vi skulle have identiske karaktertræk, evner, talenter og fortrin, samme viden eller samme materielle velstand. Men uanset hvad vi har, skylder vi i sidste instans Gud det hele. (Rom. 12:6-8; 1 Kor. 4:7) I erkendelse af dette vil vi ikke lade vor „gave“ ligge ubrugt hen, som om den var gemt ned i en skatkiste. (Matt. 25:14-30) Vi må bruge den, anvende den, til tjeneste for andre.
10. Hvad betyder det at vi er „husholdere over Guds . . . nåde“?
10 At vi kaldes „husholdere over Guds mangfoldige nåde“ viser at ’nådegaven’ er noget vi får betroet. Ved at tage imod en sådan gave bliver modtageren ansvarlig over for giveren, Jehova Gud. En „husholder“ på Bibelens tid blev udnævnt af husets ejer og måtte tage sig af husstandens forskellige medlemmer. Han måtte behandle dem hjælpsomt. Medtjenere blev opmuntret af husholderen til at udføre deres pligter trofast. Har Gud begunstiget os med privilegier, muligheder, opgaver eller pligter? Dette er en nåde eller ufortjent godhed fra hans side, og vi ønsker at bruge denne ufortjente godhed til at fuldbyrde hans vilje, at opfylde hensigten med at en sådan godhed eller nåde blev vist os. — Jævnfør Lukas 12:42-44.
11. Hvordan viser det sig at Guds nåde eller ufortjente godhed som vi kan være husholdere over, er mangfoldig, og gælder dette også ældste?
11 I sin visdom har Gud sørget for „forskellige tjenester“, ledet af den samme ånd, og „forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle“. Ved sin ånd kan Gud hjælpe enhver af os til at bruge eller udvikle det vi har så det bliver „til fælles gavn“. (1 Kor. 12:4-7) Selv om alle de ældste skal opfylde visse grundlæggende krav, har også de som Guds ’husholdere’ (Tit. 1:7) forskellige fortrin og evner. Nogle er måske særlig dygtige til at undervise fra talerstolen, mens andre bedre kan undervise på mere uformel måde, måske ved at hjælpe enkelte menighedsmedlemmer eller familier med deres personlige problemer ved at tale med dem privat, måske i deres eget hjem. — Ap. G. 20:20.
12. (a) Hvilken lignende variation ses blandt alle menighedens medlemmer i brugen af ’nådegaver’ i tjenesten? (b) Giv kommentarer til Romerbrevet 12:6-8.
12 På samme måde har menighedens enkelte medlemmer forskellige gaver som de kan tjene hinanden med. Alle kan have en andel i møderne, og den afveksling det giver når alle yder deres bidrag er meget berigende. Når vi forkynder den gode nyhed om Riget for folk i deres hjem, har nogle af os en særlig evne til at sprede bibelsk læsestof eller til at få samtaler i gang og til at svare på folks indvendinger. Andre har særligt gode resultater med at oprette og lede hjemmebibelstudier. Nogle har en god evne til at tale med nye der kommer til møderne og få dem til hurtigt at føle sig „hjemme“. Eller en har særlige anlæg for at tage sig af børn og unge, der også har behov for at føle at de hører med og fortjener opmærksomhed. En anden udfører en god tjeneste med at besøge menighedsmedlemmer der er syge eller nedtrykte, idet han eller hun er i stand til at opmuntre dem og styrke dem i deres tro på Jehovas godhed. Som Paulus skrev til de kristne i Rom angående de gaver Gud havde givet dem: „Vi har forskellige nådegaver efter den nåde, som er os givet; er det profetisk gave, så lad os bruge den, efter som vi har tro til; eller en tjeneste, da lad os tage vare på tjenesten; eller om nogen er lærer, da på lærergerningen; eller om nogen formaner, da på formaningen; den, der uddeler almisse, skal gøre det uden bagtanke; den, som er forstander, skal være det med iver; den, som øver barmhjertighed, skal gøre det med glæde.“ — Rom. 12:6-8.
13. Hvordan skulle Guds nådes mangfoldighed opmuntre os, uden at gøre os selvtilfredse, og hvilken virkning skulle dette have på menigheden?
13 Selv om vi alle kan blive ved med at søge at gøre fremskridt og også kan lære af det gode eksempel andre sætter, behøver vi altså aldrig at være nedslåede over at vi ikke kan udrette netop det samme som en anden kan. Vi kan alle få andel i „Guds mangfoldige nåde“ og give af det vi har fået. Hvis enhver bidrager med det han eller hun har at give, bliver menigheden åndeligt rig af denne store mangfoldighed af gaver og den bliver som et sundt legeme, idet dens mange medlemmer alle samarbejder harmonisk til gavn for hele legemet. (Jævnfør Romerbrevet 12:3-5.) Dette at give uselvisk til gavn for andre vil ikke ophøre når Jehova Gud bringer sit folk gennem „den store trængsel“ ind i sin nye orden.
Lad os ære Gud i tale og tjeneste
14. Hvilken „gave“ skulle vi især værdsætte højt til at „tjene hverandre“ med, og hvad skulle dette tilskynde os til?
14 Vi bør afgjort alle ønske at fylde vort sind og hjerte med sandhederne i Guds inspirerede ord, idet vi flittigt studerer det. Da vil vi altid have noget virkelig værdifuldt af åndelig art at bidrage med, noget som, på grund af de store velsignelser der er forbundet med åndelige skatte, er langt mere værdifuldt end ædelstene eller guld og sølv. (Ordsp. 2:1-6; 3:13-18) Navnlig de der har det privilegium at tjene som ældste i menighederne bør ønske at gøre dette. Det bør ligge dem særligt på sinde at efterleve apostelen Peters videre ord:
15, 16. Hvordan kan vi „tale som Guds ord“, i overensstemmelse med Peters og Paulus’ vejledning?
15 „Taler nogen, skal han tale som Guds ord; har nogen en tjeneste, skal han tjene, alt efter den styrke, Gud skænker [som afhængig af den styrke Gud skænker, NW], for at Gud i alt må blive herliggjort ved Jesus Kristus. Ham tilhører herligheden og magten i evighedernes evigheder! Amen.“ — 1 Pet. 4:11.
16 Da nu afslutningen på den gamle orden er kommet så nær, er der virkelig behov for at tale med tro og overbevisning. Er det sådan du taler når du har det privilegium at betjene menigheden eller når du taler med dine brødre om åndelige spørgsmål? Er du som Paulus der ikke kom med „fremragende veltalenhed eller [menneskelig] visdom“, men hvis tale og forkyndelse virkede „ved [Guds] Ånds og krafts bevis“ for at hans tilhøreres tro „ikke skulle bygge på [være en tro på, NW] menneskers visdom men på Guds kraft“? (1 Kor. 2:1, 4, 5) Det der vil sætte os i stand til at gøre dette er ikke personlig dygtighed eller veltalenhed, men et solidt kendskab til Guds ord og dets principper og en klar bevidsthed om behovet for at repræsentere dette ord trofast og holde sig ærbødigt til det.
17. Hvorfor bør især ældste søge at følge denne vejledning, jo nærmere vi kommer den nye orden?
17 Det kan godt være at Guds folk i dagene mellem nu og „den store trængsel“ vil blive stillet over for alvorlige farer og problemer under vanskelige forhold. De der har det privilegium at være „hyrder for Guds hjord“ bør afgjort ønske at kunne vise at deres vejledning, ledelse og dømmekraft hviler solidt på Guds ufejlbarlige ord. Som Jesus ønsker de at kunne sige: „Der står skrevet.“ (Matt. 21:13) Så vil deres brødre vide at deres tillid er velanbragt — ikke hos mennesker men hos Gud, der, gennem sin søn og ved sin ånd, bruger sådanne mænd til gavn for sine tjenere. Der står menneskeliv på spil, og manglende flid eller oprigtig interesse i denne sag vil aldrig kunne bringe nogen den store hyrde Jehova Guds og hans gode hyrde Kristi Jesu godkendelse. Og uanset hvilken tjeneste kristne ældste vil blive bedt om at udføre i fremtiden i den nye retfærdsorden, så vil det komme dem til gode til den tid at de nu træner og uddanner sig selv på denne måde. — Joh. 10:11; Ap. G. 20:28-30; 1 Pet. 2:25; 5:1-4.
18. Hvordan kan vi alle følge de ældstes gode eksempel i vor tale, og hvad ønsker vi at være på vagt over for?
18 Nu skal ældste jo være „forbilleder for hjorden“, og det vil sige at hvad der gælder dem, gælder os alle. (1 Pet. 5:3) Hvis vi virkelig tror på løfterne om Guds nye orden og på at den er nær, vil dette fremgå af vor tale. Vi vil vise at vi ’altid har Jehovas dags nærværelse i tanke’. (2 Pet. 3:12, NW) Men ord kan blot være ord, og vi ønsker ikke at gøre „inderlig kærlighed“ til en formssag; vi ønsker ikke blot at „elske med ord, ej heller med tunge, men i gerning og sandhed“. (1 Joh. 3:18) Og derfor tilføjer apostelens inspirerede vejledning:
19. (a) Hvorfor skal der stor energi til at udføre tjenesten inden for menigheden? (b) Hvorfor kan de der tjener således, opmuntres til at fortsætte med at arbejde flittigt og anstrenge sig?
19 „Har nogen en tjeneste, skal han tjene, alt efter den styrke, Gud skænker.“ (1 Pet. 4:11) For at tale og undervise efter det forbillede Jesus, Peter, Paulus, Johannes og andre trofaste hyrder har sat, må ældste i menighederne arbejde ihærdigt, og de der gør det „fortjener dobbelt ære“ og at blive ’agtet særlig højt i kærlighed for deres gernings skyld’. (1 Tim. 5:17; 1 Tess. 5:12, 13) Deres arbejde for menighedens skyld med at ’retlede de uskikkelige, trøste de modfaldne, tage sig af de skrøbelige, og vise langmodighed imod alle’, kan godt tære på deres kræfter. (1 Tess. 5:14) De kan ligesom Paulus føle at de „udgydes som et drikoffer over det slagtoffer og den offentlige tjeneste som troen har ført [deres brødre] til“. Men de velsignelser dette medfører kan få dem til at ’være glade og glæde sig’, når deres slidsomme arbejde bliver et forbillede der tilskynder deres brødre til helhjertet tjeneste for Gud. — Fil. 2:17, 18, NW; Hebr. 13:7.
20. Hvorfor havde Paulus’ formaning til ældste om netop dette punkt så megen vægt, og hvad lærer vi af hans vejledning?
20 „Menighedens ældste“ i Efesus vidste udmærket hvilket eksempel apostelen Paulus havde sat iblandt dem, idet han havde „tjent Herren i al ydmyghed og under tårer og prøvelser“. Hans ord burde derfor have stor vægt da han formanede: „Vær derfor årvågne og kom i hu, at jeg i tre år, nat og dag, er blevet ved med at påminde hver enkelt med tårer. . . . Sølv eller guld eller klæder har jeg ikke begæret af nogen. I ved selv, at disse hænder har indtjent alt, hvad jeg og mine ledsagere trængte til. Jeg har vist jer, at ved således at arbejde bør vi tage os af de skrøbelige og ihukomme Herren Jesu ord, at han selv har sagt: ’Saligere er det at give end at modtage.’“ — Ap. G. 20:17-20, 31-35.
21. Hvordan kan vi alle „tjene, alt efter den styrke, Gud skænker“, og med tillid til hvad?
21 I sin barmhjertighed har Gud givet os alle det privilegium at tjene som „gode husholdere over Guds mangfoldige nåde“. Hvis vi i tro sætter hele vor lid til „den styrke, Gud skænker“, vil vi ikke blive trætte af at gøre det rette, „thi vi skal høste til sin tid, såfremt vi ikke giver tabt“. (1 Pet. 4:10, 11; Gal. 6:9) Visheden om at Guds lovede nye orden kommer skulle få os til at fortsætte, og det at den er nær skulle indgyde os større beslutsomhed. Med apostelen kan vi sige: „Derfor taber vi ikke modet; tværtimod, selv om også vort ydre menneske går til grunde, fornyes dog vort indre menneske dag for dag.“ Intet som Gud har givet os at gøre, ligger uden for vor rækkevidde, hvis vi tjener „efter den styrke, Gud skænker“. Han giver os ’en kraft som er ud over det normale’ så vi ’formår alt i ham, som giver os kraft’. — 2 Kor. 4:7 (NW), 16; Fil. 4:13.
22, 23. Hvorfor skulle vi aldrig blive nedtrykte eller svage i vor tjeneste, men hellere stræbe efter at gøre mere?
22 Det vi udretter ser måske ikke ud af så meget i vore egne øjne og måske påkalder det sig heller ikke andres opmærksomhed. Men for Jehova er det vi gør aldrig ligegyldigt, og han er heller ikke „uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige“. Da den længe ventede tid for hans nye orden er så nær, er det nu mere end nogen sinde tiden til at „vise den samme iver efter at fastholde fuld vished i håbet indtil det sidste“. — Hebr. 6:10, 11.
23 Storslåede velsignelser venter os hvis vi gør dette. Og derved vil vi være udrustet til at have en fuld andel i den herlige tid der kommer med Guds nye orden, en lykkelig andel, fordi vi har samlet vor opmærksomhed om de ting der er af afgørende betydning nu.
24. Hvad må vi gøre både nu og i den kommende nye orden for at „Gud i alt må blive herliggjort ved Jesus Kristus“?
24 Måtte vi, i alt hvad vi gør, uanset hvad det er — i vor daglige beskæftigelse, i familielivet, i det at bringe livets ord ud til menneskehedens verden, og i det at tjene hverandre i den kristne menighed, — ’gøre det alt til Guds ære’, idet vi viser at vi er sande disciple af hans elskede søn, Jesus Kristus. (1 Kor. 10:31) Da kan vi, alle i forening, tjene til Jehovas pris på hele jorden, som et folk der er rede til livet i hans nye orden. For „ham tilhører herligheden og magten i evighedernes evigheder! Amen“. — 1 Pet. 4:11.