Mindehøjtiden for Kristi død

„GODT navn er bedre end ypperlig salve, dødsdag bedre end fødselsdag.“ Mange har undret sig over hvad der kunne menes med disse ord, men har man først fået forståelse af deres betydning er man også blevet klar over at de indeholder en stor sandhed, og har en særlig forbindelse med mindehøjtiden for Kristi død. — Præd. 7:1.

Læg mærke til at der først siges at godt navn er bedre end ypperlig salve. Det må givetvis betyde at et godt navn, ikke et berømt navn, er mere værd en ypperlig salve. Om Jehova Gud siges der således gang på gang at han skabte sig et navn, hvilket vil sige et godt, storladent navn: „Du [udførte] tegn og undere på Farao og alle hans tjenere og alt folket i hans land, . . . således skabte du dig et navn, som du har den dag i dag.“ — Neh. 9:10; 2 Sam. 7:23; Es. 63:14; Ordsp. 22:1.

Når et menneske har skabt sig et godt navn er det naturligvis rigtigt at dets dødsdag er bedre end dets fødselsdag. Den dag døden indtræffer har vedkommende fuldført noget, han har bevist sin retskaffenhed, han har et godt navn hos Gud, og det garanterer at han får en opstandelse. Intet af dette kan siges om et menneske den dag det fødes. Ved fødselen har man endnu ikke tilegnet sig nogen fortjenstfulde dyder, men det kan lade sig gøre at samle sådanne „skatte i Himmelen“ ved en gudfrygtig færd. — Matt. 6:20.

Hvorfor?

Hverken fortid eller nutid har set et menneske som ordene i Prædikeren 7:1 passede bedre på end Jesus Kristus, Guds søn. For ham var dødsdag i sandhed bedre end fødselsdag. Ganske vist havde han ved sin fødsel som menneske en lang og tro tjeneste hos sin Fader i himmelen bag sig, men betænk alligevel hvor meget han udrettede ved sit liv og sin død som menneske! Først og fremmest herliggjorde han sin himmelske Faders navn. Satan Djævelen havde hovmodigt påstået at han kunne få alle skabninger til at vende sig bort fra Jehova Gud, sådan som det var sket med Adam og Eva. Jesus Kristus beviste at Satan Djævelen var en løgner, for trods alle forsøg lykkedes det ikke Djævelen at få Jesus til at svigte sin loyalitet mod sin himmelske Fader. Jesus lagde sand visdom for dagen og glædede derved sin Faders hjerte, for ved sin færd blev han det svar Jehova ønskede at give Satan Djævelen som smædede ham. — Jobs bog, kapitlerne 1 og 2; Ordsp. 27:11.

For det andet løskøbte Jesus ved sin død menneskeslægten fra synd og død. „Guds nådegave er evigt liv i Kristus Jesus, vor Herre.“ „Der er kun én Gud, og kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: mennesket Kristus Jesus, der gav sig selv som løsesum for alle.“ Ja, og som han selv sagde: „Menneskesønnen [er] ikke . . . kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange.“ — Rom. 6:23; 1 Tim. 2:5, 6; Matt. 20:28.

For det tredje var Jesus trofast til døden, og derved blev han et storslået eksempel for alle sine efterfølgere: „Vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, . . . på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle.“ „Kristus led for jer og efterlod jer et forbillede, for at I skal gå i hans fodspor.“ — Hebr. 12:2, 3; 1 Pet. 2:21.

Vi bør heller ikke glemme hvad Jehova gjorde for at gøre Kristi dødsdag så mindeværdig. Var det ikke ham der traf den beslutning at lade sin søn bringe dette offer? Og var det ikke et udslag af den mest uselviske kærlighed da han ofrede sin enbårne søn? Som vi læser: „Deri består kærligheden: ikke i, at vi har elsket Gud, men i, at han elskede os og sendte sin Søn til soning for vore synder.“ — 1 Joh. 4:10; Joh. 3:16.

I betragtning af hvad Jesus udrettede mens han levede og i særdeleshed hvad han udvirkede ved sin død, er det yderst passende at mindet om hans død højtideligholdes. Bibelen siger intet om at Kristi fødselsdag skulle fejres, og for den sags skyld heller ikke andres. (Bibelen omtaler kun fødselsdagsfester for hedninger.) Men den indeholder Jesu befaling om at hans død skal mindes. Derfor fejrer Jehovas vidner mindet om Jesu død og ikke mindet om hans fødsel. Apostelen Paulus, der af Jesus selv fik oplysning om mindehøjtiden, siger:

„Thi fra Herren har jeg modtaget, hvad jeg også har overleveret jer, at Herren Jesus i den nat, da han blev forrådt, tog brød, takkede, brød det og sagde: ’Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!’ Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet og sagde: ’Denne kalk er den nye pagt ved mit blod; gør dette, så ofte som I drikker den, til ihukommelse af mig.’“ — 1 Kor. 11:23-25.

Hvornår og hvor ofte?

Nu har vi altså set at det er passende og rigtigt at de kristne fejrer mindet om Kristi død, ja at det ligefrem er et krav der stilles til dem. Men hvor ofte skal de så gøre det, og hvornår? Hvad mente Jesus med ordene: „Gør dette til ihukommelse af mig“? Mente han at hans efterfølgere skulle gøre det hver dag, hver uge, hver måned eller hvert år? Han siger det ikke direkte selv, men vi kan ved en fornuftig overvejelse af spørgsmålet komme til den rette slutning. Hvor ofte fejrer man mindet om andre store begivenheder? Sker det ikke én gang om året? Blev den jødiske påske, højtiden til minde om israelitternes udfrielse fra ægyptisk trældom, ikke fejret én gang om året, og det på Jehova Guds udtrykkelige bud? — Luk. 22:19; 2 Mos. 12:14; 3 Mos. 23:5.

Lad os endvidere huske at Jesus Kristus omtales som det påskelam der blev ofret for de kristne. (1 Kor. 5:7) Det lader os formode at hans død skal mindes ligesom det oprindelige påskeoffer, nemlig én gang om året. Og når Jesus indstiftede mindet om eller højtiden for sin død den 14. nisan, dagen for påsken, og også døde den dag — jødernes dag begynder og slutter ved solnedgang — er det så ikke rimeligt at mene at hans død skulle mindes samme dag, hvert år den 14. nisan, da kun én dag om året betegnes den 14. nisan?

Historien viser at mange af de første kristne i hvert fald i en periode på nogle hundrede år mindedes Jesu Kristi død på denne måde, hvert år den 14. nisan, og af den grund blev de kaldt quartodecimaner, der betyder „tilhængere af den 14.“

Den tyske kirkehistoriker Johann Lorenz von Mosheim, der beskæftigede sig meget med de første kristne, siger om quartodecimanerne: „De kristne i Lilleasien var vant til at fejre denne hellige fest til minde om indstiftelsen af Herrens aftensmåltid og til minde om Jesu Kristi død på samme tid som jøderne spiste påskelammet, nemlig om aftenen den fjortende dag i den første måned.a Thi . . . de anså Kristi eksempel for at have samme gyldighed som loven, og tydeligvis mente de ikke at vor frelser foregreb jødernes påske . . . men at han og hans disciple spiste påskelammet den dag jøderne . . . var vant til at spise det.“b

Betydningen

Da påskemåltidet var forbi tog Jesus noget af det usyrede brød der var tilbage og sagde: „Tag dette og spis det; dette er mit legeme.“ Mente han nu at brødet pludselig og mirakuløst, ved en transsubstantiation, blev til hans legeme? Hvordan kunne det det når han stadig var i sit legeme? Og hvis han på daværende tidspunkt havde udført et så betydningsfuldt mirakel, ville man så ikke have omtalt det et eller andet sted i den øvrige del af De kristne græske Skrifter? Han mente øjensynlig at dette brød symboliserede, gjaldt for eller betød hans legeme. Det var dette jordiske legeme han gav for sine efterfølgere. — Matt. 26:26; 1 Kor. 11:24.

Det samme gælder Jesu ord: „Dette er mit blod.“ Han mente ikke at kalken eller vinen virkelig blev til hans blod, for det flød stadig i hans årer. Nej, vinen gjaldt for, symboliserede eller betød hans blod, „pagtsblodet [den nye pagts blod], som udgydes for mange til syndernes forladelse“. — Matt. 26:28; 1 Kor. 11:25.

„Pagtsblodet“? Ja, i bibelsk tid benyttedes blodet til at besegle eller gyldiggøre en pagt. Ligesom blodet fra tyre og bukke blev brugt til at gyldiggøre den gamle lovpagt mellem Jehova Gud og Israels folk, blev Jesu Kristi blod det middel hvormed en ny pagt, en pagt mellem Jehova Gud og Kristi efterfølgere, blev gjort retsgyldig eller sat i kraft. — Hebr. 8:13; 9:15-24.

Hvem deltager?

Den aften Jesus indstiftede højtiden til minde om sin død nævnte han også en pagt om et rige: „Jeg indgår en pagt med jer, ligesom min Fader har indgået en pagt med mig, om et rige.“ Den pagt Gud havde indgået med Jesus Kristus blev oprindelig indgået med kong David, og den var en forudsigelse af at der skulle komme en evig hersker. Parthaverne i denne pagt om Riget omtales i Bibelen som de 144.000 medlemmer af det åndelige Israel der er beseglede på deres pander, som de 144.000 der står på Zions bjerg sammen med Lammet, og som dem der får del i den første opstandelse og skal herske som Guds og Kristi konger og præster. Kun de der både er parthavere i den nye pagt og pagten om Riget har adgang til at deltage i Herrens aftensmåltid. — Luk. 22:29, NW; 2 Sam. 7:11-16; Åb. 7:4; 14:1, 3; 20:5, 6.

Eftersom antallet af parthavere i disse pagter er begrænset til 144.000 og disse begyndte at blive udtaget allerede mens Jesus befandt sig på jorden, kan vi forstå at ikke alle som i dag hævder at være indviede kristne forkyndere kan være taget med i pagterne; de kristne forkynderes antal er jo mange gange større end 144.000. Da Jehovas vidner jorden over i 1963 fejrede højtiden til minde om Kristi død var der 1.693.752 til stede, men kun 12.292, eller én for hver ét hundrede og tredive, nød symbolerne, brød og vin.

Nu melder spørgsmålet sig: Hvordan kan man vide om man bør nyde symbolerne, brødet og vinen, eller ej? Guds ord siger: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.“ — Rom. 8:16, 17

De der har dette åndens vidnesbyrd, det vil sige, bærer tegn på at Guds hellige ånd forbereder dem til at modtage denne himmelske belønning, føler sig forvissede om at de bør nyde symbolerne. De er ikke i tvivl. Virkeliggørelsen af dette himmelske håb betyder mere for dem end udsigten til evigt liv på jorden, det være sig nok så attråværdigt. Den himmelske skare blev hovedsagelig kaldet i tiden forud for 1931, idet Gud dengang udelukkende foreholdt et himmelsk håb for indviede kristne. De der har dette håb bør deltage i Herrens aftensmåltid. De derimod som nærer håb om evigt liv i et jordisk paradis, som Guds ord også giver løfte om, skal tydeligvis ikke nyde symbolerne; de er jo nemlig ikke taget med i den nye pagt og heller ikke i pagten om Riget.c

Vil det sige at Jehova Gud er uretfærdig, unfair og partisk, eller at han rent vilkårligt tildeler forskellige enkeltpersoner en tilværelse på forskelligt plan? Nej, ingenlunde. Som bonden der ifølge en af Jesu lignelser gik ud for at antage arbejdere til sin vingård sagde til dem der klagede over at de der kun havde arbejdet én time fik samme løn som de der havde arbejdet hele dagen: „Har jeg ikke lov at gøre, som jeg vil, med det, der er mit?“ — Matt. 20:15.

Vi må aldrig glemme at det skyldes ufortjent godhed når vi modtager noget af Guds hånd, uanset hvad det er. Dette kan især siges om de gaver Adams efterkommere, syndige mennesker, modtager. Hvis Jehova ønsker at belønne nogle med evigt liv i himlene og andre med evigt liv på jorden, da er han i sin fulde ret. Der var intet uretfærdigt i at Adam blev skabt som et menneske og ikke som en engel; der var intet uretfærdigt i at Johannes Døber blot blev brudgommens ven og ikke kom til at høre med til brudeskaren. Og ingen af dem der i vor tid opnår evigt liv på jorden har nogen som helst grund til at klage. Dersom vi er vise vil vi værdsætte det der bliver os skænket.

Men hvorfor være til stede ved mindehøjtiden hvis man ikke skal nyde brødet og vinen? Fordi der ved den lejlighed bliver sagt noget som vi alle har gavn af at høre. Vi bliver mindet om hvor meget Jehova Gud har gjort for os, hvor meget Jesus Kristus har gjort for vor skyld, og hvilket storslået eksempel han er for os. Desuden styrker det det kristne fællesskab at vi kommer sammen ved en så højtidelig og glædelig lejlighed.

I år vil Jehovas vidner i hele verden komme sammen lørdag den 28. marts, efter klokken 18.00, for at fejre mindet om Kristi død. Alle retsindige mennesker indbydes til at samles med dem så de kan opbygges af det de hører og ser.

[Fodnoter]