Spørgsmål fra læserne
● Udvælger Gud stadig enkeltpersoner som skal forenes med hans søn i det himmelske rige, eller har alle der indvier sig til Jehova i dag håb om jordisk liv? — U.S.A.
Udvælgelsen af dem der skal arve Riget sammen med Jesus Kristus begyndte på pinsedagen i år 33 e.v.t. med at Guds ånd blev udgydt over 120 af Jesu disciple. (Ap. G. 2:1-21) Omkring tres år senere åbenbarede Jesus Kristus for apostelen Johannes at det samlede antal af rigsarvinger ville være 144.000. — Åb. 7:1-8; 14:1-3.
Siden pinsen i år 33 har Jehova Gud udvalgt dem der skal være medarvinger med hans søn. Det er umuligt at sige hvor mange der ned gennem århundrederne er blevet føjet til de første få tusinde der nævnes i Apostlenes Gerninger. (Ap. G. 2:41;. 4:4) Helt indtil omkring 1935 fortsatte kaldet med at gå ud, for at de resterende medlemmer af de 144.000, ofte blot omtalt som „resten“, kunne indsamles. Siden da har vægten imidlertid hovedsagelig været lagt på indsamlingen af ’den store skare’ af „andre får“, som har et jordisk håb. „Bruden“ har udstrakt indbydelsen til disse om at drikke af livets vand. (Åb. 22:17) Deres antal er vokset stærkt, mens antallet af dem der bekender sig til det himmelske kald (Hebr. 3:1), er blevet mindre og mindre. De mange som er kommet til, har alle, i det store og hele, set frem til det evige livs velsignelser på en paradisisk jord. De er nu adskillige gange flere end 144.000. — Luk. 23:43, NW; Joh. 10:16; Åb. 7:9-15.
Betyder dette at de der allerede er blevet oprejst til liv i himmelen og den åndsavlede rest der endnu er på jorden, tilsammen har udgjort det fulde antal af 144.000 siden omkring 1935? Ja, det er den slutning som vidnesbyrdene synes at føre til. Det almindelige kald til denne skare er ophørt med at gå ud. Men på denne side af ’den store trængsel’ foreligger den mulighed at nogle af dem der stadig er tilbage på jorden kan vise sig utro. (Matt. 24:21, 22) Når Guds værk med dem er færdigt, er det hans hensigt at have det fulde antal på 144.000 trofaste indsamlet, hver med en permanent plads i Riget. Hvis en af dem som endnu er på jorden viser sig utro, må hans plads derfor udfyldes af en anden. (1 Kor. 9:27; Åb. 3:11) Men af hvem? Det kan være en som er blevet døbt for nylig, eller det kan være en blandt ’den store skare’ som indtil det tidspunkt har vist at han vil bevare sin integritet under prøve. Vi kan ikke begrænse Jehova Gud eller Kristus Jesus i deres valg. Men Bibelens eksempler og principper taler i høj grad for at det vil være den som i nogen tid er blevet prøvet, fremfor den nyomvendte, især i betragtning af den korte tid der er tilbage. (Jævnfør Lukas 22:28, 29; Første Timoteusbrev 3:6.) Gud har visselig en stor forsyning reserver blandt sådanne trofaste „andre får“ som han kan trække på hvis han vælger at gøre det.
Nært forbundet med dette spørgsmål om udvælgelsen af dem der skal udfylde tomme pladser, er den ’besegling’ der tales om i Åbenbaringen 7:1-3. Apostelen Paulus fortæller os hvad beseglingen betyder, i Efeserne 1:13, 14: „I ham [nemlig Kristus] blev også I, da I kom til troen, beseglet med Helligånden, som var forjættet os, og som er pant på vor arv.“ Dette „pant“ giver vished for at de er udvalgte. Det er et pant på det himmelske liv som de er kaldet til, og det kendetegner dem som åndsavlede af Gud og viser at de har håb om til sidst at opnå det himmelske livs belønning hvis de viser sig trofaste. — 2 Kor. 5:5.
Siden pinsen i år 33 har de der er blevet kaldet, deriblandt de kristne i nyere tid der er blevet kaldet med det himmelske kald, altså modtaget den hellige ånds segl. En som udvælges til at erstatte en anden, vil på samme måde modtage dette segl. Hvad er det da for en besegling af de 144.000 der fuldendes i løbet af den tid hvor himmelens „fire vinde“ holdes tilbage? Synet i Åbenbaringen viser at 144.000 til sidst beholder dette segl som et permanent segl. De beholder det segl som de fik da de blev kaldet af Gud; de mister det ikke på grund af utroskab. Seglet forbliver på deres „pander“, også under prøve, som et tegn for alle på at Gud godkender dem som sine prøvede, trofaste tjenere. Deres pladser i Riget vil være sikrede, eftersom de er „kaldede og udvalgte og trofaste“. (Åb. 17:14) Som påpeget i bogen „Then Is Finished the Mystery of God“, side 83, gælder denne besegling „den sidste, uigenkaldelige besegling af det fulde antal af indviede, døbte, salvede kristne, ’vor Guds tjenere’, . . . dem der havde bevaret ’den levende Guds segl’ på deres pander indtil den endelige og afgørende prøve, der om nødvendigt kunne betyde martyrdøden“.
Henimod slutningen på sin jordiske tjeneste gav apostelen Paulus udtryk for sin overbevisning om at han havde bevaret seglet ved at være trofast, for han skrev: „Tiden er inde, da jeg skal bryde op. Den gode strid har jeg stridt, løbet har jeg fuldført, troen har jeg bevaret. Så venter mig nu retfærdighedens sejrskrans, som Herren, den retfærdige dommer, vil give mig på hin dag.“ — 2 Tim. 4:6-8.
I den senere tid har der i forskellige dele af verden vist sig at være nogle som nu bekender sig til at høre til de sidste af dem der har håb om at være rigsarvinger, skønt de først for nylig har indviet sig til Jehova Gud. Om de virkelig og i sandhed hører til disse fremtidige medlemmer af Riget, „resten“, skal andre ikke dømme om. Det er en sag mellem den enkelte og Jehova Gud, og tiden vil vise det. Alle som hævder at nære dette håb gør imidlertid klogt i at spørge sig selv om deres overbevisning er et levn af den babyloniske lære at alle gode mennesker kommer i himmelen; om det kunne skyldes en misforståelse, følelser, eller måske endog være et misforstået forsøg på at opnå anseelse. (Se Sandheden der fører til evigt liv, siderne 78-80.) De der virkelig er blevet avlet af Guds ånd og kaldet til det himmelske håb er helt overbeviste i deres sind, sådan som apostelen Paulus siger: „Ånden selv vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Men når vi er børn, er vi også arvinger, Guds arvinger og Kristi medarvinger, så sandt vi lider med ham, så vi også kan herliggøres med ham.“ — Rom. 8:16, 17.
Det kan være at en eller anden tidligere i oprigtighed har nydt symbolerne ved fejringen af Herrens aftensmåltid, men senere er blevet klar over at han aldrig har hørt til „resten“, men hører til ’den store skare’. Har han derved gjort sig skyldig i at nyde symbolerne „på uværdig vis“ i den betydning Paulus nævner i Første Korinterbrev 11:27-34? Nej, ikke hvis han ikke med vilje viste mangel på respekt for betydningen af disse symboler.
Sammenhængen viser at Paulus, da han talte om den dom man ville pådrage sig ved at nyde symbolerne på uværdig vis, talte om personer der behandlede måltidet som om det blot var en del af deres almindelige aftensmåltid, og at nogle endog blev berusede på det tidspunkt. De viste mangel på respekt og ringeagtede derved værdien af Herren Jesu Kristi legeme og blod. (1 Kor. 11:20-22, 33, 34) De der har deltaget fejlagtigt på grund af en misforståelse, men i al respektfuldhed, har ikke prøvet på at handle sådan. Husk at Paulus skrev til „helligede“, nogle der var „kaldede til at være hellige“, altså kristne der var forpligtede til at holde Herrens aftensmåltid til minde om ham og nyde måltidets symboler. (1 Kor. 1:2) Det følger også heraf at enhver der med vilje foregiver at høre til „resten“ og deltager uden oprigtighed, hyklerisk, vil pådrage sig Guds mishag. Visselig bør man derfor først ransage sit hjerte, samtidig med at man alvorligt overvejer Bibelens ord, inden man deltager. Man bør være meget omhyggelig, og være fuldt overbevist før man deltager.
● I Hebræerne 9:14 siges der at Kristus „i kraft af en evig Ånd frembar sig selv“. Hvad er den ’evige ånd’? — R. W., U.S.A.
Det vil hjælpe os at se denne udtalelse i dens sammenhæng. Der siges: „Thi hvis blod af bukke og tyre og aske af en kvie, når det stænkes på de besmittede, helliger og bringer kødelig renhed, hvor meget mere vil da ikke Kristi blod, fordi han i kraft af en evig Ånd frembar sig selv som et lydefrit offer for Gud, rense vor samvittighed fra døde gerninger, så vi kan tjene den levende Gud.“ — Hebr. 9:13, 14.
Denne udtalelse forekommer midt i en redegørelse der sætter den ordning som Gud billigede under den gamle lovpagt, Moseloven, i kontrast til den der hørte til den nye pagt. I indledningen til kapitlet har apostelen Paulus talt om tabernaklet og de dyreofre der blev bragt der. Det var „kødelige bud“, krav som loven stillede „vedrørende kødet“ (NW), og de gjaldt indtil en fastsat tid. (Hebr. 9:10) Paulus påpegede også at „Helligånden“ havde tilkendegivet at så længe tabernaklet endnu bestod og de ofre der blev bragt dér blev antaget af Gud, var vejen til den himmelske helligdom endnu ikke fri. — Hebr. 9:8 (NW), 12.
Vejen til himmelen gik altså gennem Jesu offer, Jesu blod, og ikke gennem dyreofre der blev bragt i overensstemmelse med „kødelige bud“ eller krav „vedrørende kødet“. Men hvordan gik det til at Jesus bragte sig selv som et offer? Det skete, som allerede nævnt, ved den hellige ånds virke.
Tidligere i dette brev har Paulus forklaret at Jesus ikke blev præst „efter en lov, der kræver kødelig afstamning“, det vil sige han var ikke af Levi stamme og Arons slægt. Jesus var af Juda stamme, som ikke var nogen præstestamme. Følgelig var det ved Guds direkte udnævnelse at han blev udvalgt til at være „præst evindelig på Melkisedeks vis“. (Hebr. 7:16, 17) I stedet for at blive salvet med olie, sådan som Aron blev det, blev Jesus salvet med hellig ånd. — 2 Mos. 29:7; Luk. 3:21, 22.
Under hele sin tjeneste forkyndte Jesus både i ord og gerning at Guds ånd hvilede over ham; den gav ham kraft og ledte ham. (Matt. 12:18, 28; Luk. 4:14, 18) Da tiden kom, bragte Jesus sit liv som et offer, nøjagtig som det ved den hellige ånd var blevet profeteret og på forhånd nedskrevet i Skrifterne — som for eksempel at han skulle dø på en marterpæl, være blandt syndere og at ikke et ben skulle brydes. (5 Mos. 21:22, 23; Gal. 3:13; Es. 53:12; Sl. 34:21) Han bragte således ikke sit offer i overensstemmelse med kødelige bud men ved åndens virke og i overensstemmelse med den. Endvidere siger Bibelen at Kristi legeme blev ofret „én gang for alle“. — Hebr. 10:10, 12.
Alle Moselovens kødelige forskrifter var dele af en midlertidig ordning der engang ville ophøre — Lovens herredømme var midlertidigt. I modsætning hertil var det middel hvormed Jesus blev salvet og ledet og i kraft af hvilket han blev ofret, noget vedvarende — Guds evige ånd. Den ville for bestandig blive brugt til at lede dem der blev taget med ind i den nye pagt. Endvidere skulle det offer der blev bragt ikke blot være af forbigående værdi; det skulle ikke blot gælde en begrænset tid; det var et evigtvarende offer. Med god grund kunne Paulus sætte Moselovens kødelige foranstaltninger, tabernaklet, ofrene og præsteskabet, i kontrast til den evige ånd i kraft af hvilken Kristus ofrede sig selv.