ham. Ligesom den levende Fader udsendte mig, og jeg lever i kraft af Faderen, således skal den, der spiser af mig, leve i kraft af mig. Dette er det brød, som kom ned fra himmelen; ikke som det, jeres fædre spiste og dog døde. Den, som spiser dette brød, skal leve til evig tid.“ — Johannes 6:53-58, NW.

25. Hvad er resultatet af at spise af hans kød og drikke hans blod? Og hvad betyder „liv i jer“ i denne forbindelse?

²⁵ Læg mærke til, at Jesus her sagde, at de, som drikker hans blod og også spiser hans kød, forbliver i ham og han i dem. Det betyder, at de gøres til lemmer på hans legeme og døbes til Kristus, hvorved de også døbes til samme død som han. Jesu mad var at gøre sin Faders vilje, og de spiser af Jesu kød ved at gøre Guds vilje sammen med Jesus, og de fuldbyrder den, som han gjorde det. (Johannes 4:34) Medmindre hans disciple følger denne vej, har de ikke liv i sig. „Liv i jer“ betyder ikke nødvendigvis iboende liv eller udødelighed i himlene, men har samme mening, som det, Jesus omtalte, da han sagde: „Den time kommer, ja, er nu, da de døde skal høre Guds søns røst, og de, som har givet agt på den, skal leve. Thi ligesom Faderen i sig har livets gave, således har han givet Sønnen også i sig at have livets gave.“ (Johannes 5:25, 26, NW, Knox) At have liv i sig betyder derfor for Kristi legemes lemmer sammen med Jesus at dele den forret at skænke hans opofrede livs goder til den lydige menneskeslægt under hans tusindårige rige. De vil blive hans himmelske brud, „Lammets hustru“. Som sådan vil de være en moder for „Evigheds-faderens, Fredsfyrstens“, Jesu Kristi, jordiske børn. (Åbenbaringen 19:7-9; 21:9, 10; Esajas 9:6) Den „lille hjord“, „bruden“, er de eneste, der drikker Menneskesønnens blod såvel som spiser af hans kød. Men i Johannes 6:25-58 drøftede Jesus ikke mindemåltidet med disse jøder, hvoraf mange da forlod ham.

(The Watchtower, 15. januar 1951)

Værdig deltagelse

 1. Hvad omtaler Paulus i 1 Korinter i forbindelse med mindemåltidet?

I SIN OMTALE af mindehøjtiden eller Herrens aftensmåltid i sit første brev til korinterne drøftede Paulus ikke spørgsmålet om, hvem der skulle deltage i symbolerne, men hvad symbolerne betød, og hvorledes man kunne deltage i dem værdigt eller på værdig måde.

 2. Hvorfor fejrede korinterne ikke mindehøjtiden på en værdig måde og til eget bedste?

² I selve begyndelsen af sit brev påpegede han, at der fandtes sekter og religiøs splittelse iblandt dem, og han spurgte: „Er Kristus da delt?“ Der herskede misundelse og kiv iblandt dem, hvorfor de ikke var åndelige, men kødelige, og bar sig ad som verdslige mennesker. (1 Korinter 1:11-13; 3:1-4, NW) Det passede sig ikke for dem, der nød mindemåltidets symboler, eftersom brødet var et symbol på enhed inden for Kristi legeme. De kunne heller ikke give sig til at forherlige religiøse ledere og sige: „Jeg tilhører den eller den,“ eller forgude sig selv gennem begær eller begå nogen som helst anden form for afgudsdyrkelse, for det ville være dæmonisme. De, der på denne måde deltog i „dæmoners bord“, kunne ikke med rette have del i „Jehovas bord“ ved Herrens aftensmåltid. Dengang var der også nogle, der bragte deres eget aftensmåltid til menighedens mødested. De havde et fællesmåltid lige inden Herrens aftensmåltid, og der tog de til sig af maden i overmål, så de ikke var i stand til på rette måde at påskønne betydningen af Herrens aftensmåltid. Desuden overså de ved disse fællesmåltider nogle, som da måtte gå sultne, og nogle af dem ønskede blot at deltage i Herrens aftensmåltid for at få noget mad. Alt dette fremmede ikke en værdig deltagelse i mindemåltidet til gavn for dem selv. — 1 Korinter 11:17-22.

 3, 4. Hvorledes kan deltagerne pådrage sig skyld over for Herrens blod og legeme?

³ Efter at Paulus havde forklaret de forskrifter, han havde modtaget fra Herren vedrørende Herrens aftensmåltid, sagde han videre: „Thi så ofte, I spiser dette brød og drikker dette bæger, vedbliver I med at forkynde Herrens død, indtil han kommer. Den, der spiser brødet eller drikker bægeret uværdigt, pådrager sig altså skyld over for Herrens legeme og blod. Enhver bør først kritisk undersøge sig selv, inden han spiser af brødet og drikker af bægeret. For den, som spiser og drikker, spiser og drikker sig selv en dom til, dersom han ikke giver agt på legemet. Det er derfor, mange iblandt jer er svage og syge og adskillige sover i døden. Men dersom vi ville skønne, hvad vi selv er, ville vi ikke blive dømt. Men når vi dømmes, tugtes vi af Jehova, for at vi ikke skal fordømmes sammen med verden. Derfor, mine brødre, når I kommer sammen for at spise det, så vent på hverandre. Dersom nogen er sulten, lad ham spise hjemme, at I ikke skal komme sammen til dom.“ — 1 Korinter 11:26-34, NW.

⁴ Enhver, som nyder mindemåltidets symboler, når han er i en uværdig tilstand, eller gør det på uværdig vis gennem manglende påskønnelse, pådrager sig skyld over for Herrens legeme og blod. Alle deltagerne i symbolerne må være sig deres enhed med hovedet, Jesus Kristus, nøje bevidst i udførelsen af Guds vilje. Vi må huske ham som den, det gælder om at forblive i enhed med, og ikke forårsage splid blandt os selv og således ødelægge legemets enhed. Det er Jesu blod, der stadfæster den nye pagt, og vi må ikke betragte blodet som en dagligdags ting ved med vilje at begå synder som sektvæsen, afgudsdyrkelse, begær og kødets gerninger. Ved denne pagt er vi et folk for Guds navn, og vi bør ære dette navn med vort liv. Kristus Jesus, der tilvejebragte blodet til den nye pagt, døde i hævdelse af Jehovas navn og universelle overhøjhed. Vi bør efterligne ham i samme art død, som han døde, idet vi bliver „forenet med ham i en død, der ligner hans“, for at vi også skal blive „forenet med ham i en opstandelse, der ligner hans“. Vi må holde os selv fri for skyld i disse vigtige ting og ikke sidde som hyklere ved mindemåltidet eller Herrens aftensmåltid.

 5. Hvorledes skal vi bestræbe os for at deltage værdigt?

⁵ For at deltage værdigt i symbolerne må vi ophøre med sådanne overtrædelser, eftersom noget sådant ikke er foreneligt med at være lemmer på Kristi legeme eller at deltage i mindemåltidets brød og vin. Vi bør kritisk undersøge os selv med henblik på disse ting og bede om Guds tilgivelse for enhver urigtig opførsel og derpå beslutte os til at leve korrekt og prøve os selv med Guds målestok, inden vi tager del i mindemåltidet. Ellers vil vi spise og drikke os selv en dom til, og det vil føre til tugtelse.

 6. Hvad må deltagerne påskønne for at undgå tugtelse?

⁶ Det vil ske den, som „ikke skønner på legemet“, siger Paulus. (1 Korinter 11:29, NW) Hermed menes der Kristi forenede legeme. Moffatts oversættelse fremhæver dette for os, idet han her staver ordet Legeme med stort, ligesom i tilfældet, hvor der siges, at kristne er „døbt ind i eet Legeme“ og er „Kristi Legeme“. Moffatts oversættelse siger: „For han, som spiser og drikker uden en rigtig påskønnelse af Legemet, spiser og drikker til egen fordømmelse.“ (1 Korinter 11:29; 12:13, 27, Mo) Deltagerne i mindemåltidets symboler må have klart for øje, at det er „Kristi legeme“, symboliseret ved det ene brød, og de må derfor bevare enheden som „eet legeme“. Vi må have den „rette påskønnelse af Legemet“ og være os vor personlige enhed med hovedet, Kristus Jesus, bevidst. Dersom vi ikke har det, bliver vi åndeligt „svage og syge“ og vil endogså „sove i døden“, som mange af korinterne gjorde det på den tid. Af denne grund måtte Jehova Gud tugte dem gennem sin teokratiske organisation, repræsenteret ved apostelen Paulus, for at de ikke skulle blive fordømt og tilintetgjort, som verden vil det om kort tid. For at være åndeligt sunde og stærke og levende over for Guds organisation og dens arbejde må vi blandt andet respektere, hvad mindemåltidet betyder.

Tidspunktet og måden for højtideligholdelsen

 7. På hvilken dag og i hvilken måned fejrer vi mindehøjtiden? Hvorfor?

⁷ Med sand respekt for Herrens aftensmåltid vil vi undersøge, til hvilket tidspunkt og på hvilken måde det bør fejres. Ifølge Jesu anvisning for tidspunktet, da han indstiftede mindehøjtiden, fejrer vi den een gang om året, den 14. nisan, idet nisan er den første måned i Jehovas pagtsfolks kalender ifølge hans påbud i 2 Mosebog 12:1-6. Det var påskedagen, for umiddelbart efter at have fejret påsken som en jøde „under loven“ indstiftede Jesus mindemåltidet med sine elleve trofaste disciple. På Guds befaling blev påsken fejret een gang om året, på årsdagen for den første påske, jøderne fejrede, lige inden de drog ud af Ægypten, „trællehuset“. Denne påskedag døde Jesus på marterpælen på Golgata, ikke blot som det store påskelam, „Guds lam“, men også som arvingen til Guds rige, der vil hævde Guds overhøjhed for al skabningen. For at vedblive med „at forkynde Herrens død, indtil han kommer“, fejrer vi mindehøjtiden med rette på selve årsdagen, den 14. nisan, og kun på den dag.

 8. På hvilken tid af dagen bør den fejres? Hvornår fejres den i år?

⁸ På hvilken tid af dagen bør den fejres? Efter solnedgang eller efter kl. 18.00. Hos Jehovas gamle pagtsfolk begyndte hver ny dag på dette klokkeslæt, og den varede hele natten og til næste dags solnedgang. Derfor bør mindehøjtiden fejres om aftenen, den 14. nisan. Paulus siger, at det var „i den nat, da han skulle overgives“, at Jesus tog mindemåltidets symboler og rakte dem til sine disciple. (1 Korinter 11:23, NW) Selve navnet, „Herrens aftensmåltid“ eller nadver, tilkendegiver, at det blev indtaget om aftenen. Den omstændighed, at Paulus siger til korinterne: „Enhver spiser sin egen aftensmad på forhånd,“ beviser, at de første kristne fejrede det om aftenen og ikke om morgenen, efter at enhver havde