23. (a) Hvad bliver man klar over når man læser Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1960? (b) Hvilke velsignede tilstande vil fortsat råde blandt Jehovas folk?

²³ Når man læser Yearbook of Jehovah’s Witnesses for 1960 bliver man klar over at det ikke er en let sag at være kristen i denne gamle verden. Det medfører store genvordigheder, men også store velsignelser. Paulus gav på en glimrende måde udtryk for det: „Når eet lem lider, lider alle lemmerne med; når eet lem bliver hædret, glæder alle lemmerne sig med.“ (1 Kor. 12:26) Hvor det er sandt! Så fast er Jehovas synlige organisation knyttet sammen at hvis der sker en del af organisationen noget føles det af alle dens øvrige medlemmer, for de er alle ét legeme, de er ét i ånd, ét i sind, ét i tro, i tjenesten for Jehova. Inden for Jehovas vidners organisation er der fred og enhed, og ligegyldigt hvilke pres Jehovas vidner udsættes for udefra, vil de stå imod og sammen vandre fremad og vise sig som Guds kristne ordets tjenere der jager efter fred og priser Jehova dag og nat.

Japansk skopudserforkynder

I OSAKA i Japan bragte Mainichi Shimbun for den 18. december 1958 følgende beretning om et af Jehovas vidners forkyndervirksomhed der i byen, tillige med et fotografi af ham med Bibelen i hånden:

● „Skopudser slutter året med at holde prædikener på gaden. Taler med sine kunder om Bibelens lære og materialismen.

● Om en uge er det jul. Igen i år bliver der store festligheder. Der er imidlertid en skopudser der ikke tager del i alt dette. Han forkynder: ’Bibelen lærer . . . .’ Ti år har været som én dag for ham.

● Det drejer sig om hr. Yoshitaka Isobe der er 55 år. Han bor i 2 Sano Cho, Seijo Ku, og var tidligere trompetist i Minatokabarettens jazzorkester. Han væmmedes imidlertid ved ’vinens og kvindernes’ verden, og da en missionær der boede i samme Sano Cho engang forkyndte for ham, begyndte han at studere Bibelen sammen med ham. Han blev helt opslugt af studiet og begyndte at tænke: ’Jeg vil delagtiggøre andre i denne lære.’ Derfor valgte han skopudserfaget, sådan at kunderne kunne høre på ham de få minutter mens han pudsede deres sko.

● Hr. Isobe åbnede straks en bod foran undergrundsbanen i Umeda. Det er nu otte år siden. . . . Bortset fra søndag, onsdag og lørdag formiddag, når han går fra hus til hus og forkynder, kan man hver dag finde ham i hans skopudserbod på gaden. Han sidder nu på et hjørne foran Naniwa station, og det siges at andre også er blevet forkyndere ved at lytte til hans gadeprædikener.

● Hans familie samarbejder helhjertet med ham i hans forkyndervirksomhed. Hans døtre Mariko (16) og Miyoko (12) — som går i mellemskole på Kanezukaskolen — er så ivrige at de går med ham ud og forkynder. Det er hans håb at hans fire familiemedlemmer engang i fremtiden vil rejse med ham til Hokkaido [hvor behovet er stort] for at forkynde der. Som han plejer fandt han også i dag sin slidte bibel frem og spurgte en ung mand der sad foran ham: ’Hvad mener De om den materialistiske verden?’

● Hr. Isobe siger: ’Bibelen har aldrig sagt at vi måtte spise og drikke i overmål. Det er kun få der forstår Bibelens ånd. Jeg ønsker at bringe så mange mennesker som muligt denne værdifulde lære.’“