Hvad siger Bibelen?

Hvad er tungetale et tegn på?

PINSEDAGEN år 33 e.v.t. var en enestående dag i menneskehedens historie. På den dag blev den kristne menighed grundlagt ved Guds hellige ånds udgydelse over cirka 120 af Jesu disciple, der var samlet i et værelse på første sal i et hus i Jerusalem. Bibelen beretter at de alle blev „fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre tungemål“. — Apg. 2:4.

Denne ’tungetale’ var ikke meningsløse udgydelser fra personer i religiøs ekstase. Udlændinge som var til stede forstod hvad der blev sagt og spurgte overrasket: „Hvordan kan det så være at vi hver især hører dem tale på vort eget sprog, . . . vi hører dem tale på vore tungemål om Guds storslåede gerninger.“ — Apg. 2:8, 11.

Ifølge Apostelgerninger 2:14-21 forklarede apostelen Peter at tungetalen de hørte, var et tegn på at Guds hellige ånd var udgydt over de derværende kristne disciple, som en opfyldelse af Joel 3:1-5.

Millioner af mennesker over hele jorden påstår at de har en evne til at tale i tunger som ikke er lært gennem studium. Det foregår ofte på sprog som ikke kan identificeres, og som derfor kræver „inspireret udlægning“ af taleren selv eller en anden tilstedeværende. Til tider er ord, sætninger og endda længere taler på hebraisk, latin, græsk, kinesisk og andre sprog, blevet udtalt af personer som normalt intet kendskab har til disse sprog.

Folk som har prøvet det, påstår undertiden at det er „det første bevis på at man har fået den hellige ånd“. Det påstås at nogle derefter kan opdyrke tungetalen som en „nådegave“, mens andre kun oplever den en enkelt gang. Er tungetale virkelig et tegn på at man har Guds hellige ånd?

Vi ved med sikkerhed at Jesus Kristus havde Guds ånd, dog er der ingen vidnesbyrd om at han nogen sinde talte mirakuløst i tunger. (Matt. 3:16; Luk. 4:16-21) Desuden skrev apostelen Paulus om det første århundredes kristne: „Ikke alle taler i tunger, vel?“ (1 Kor. 12:30) Guds ånd gav dem i stedet „forskellige“ mirakuløse gaver. (1 Kor. 12:4, 11, 13) Da apostelen Paulus opregnede de „åndelige gaver“ satte han tungetale og udlægning deraf til sidst, og tilskyndede de kristne til at ’stræbe efter de største gaver’, især kærligheden, som Jesus sagde skulle være det sande kendetegn for hans disciple. — 1 Kor. 12:1, 4-10,29-31; 13:1, 8, 13; Joh. 13:35.

Interessant er det også at Guds ånds mirakuløse gaver ikke skulle fortsætte i den kristne menighed altid. Bibelen fastslår i Første Korinterbrev 13:8: „Hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre.“ Hvornår skulle de ophøre?

Ifølge Apostelgerninger 8:18 blev Guds ånd, som den kom til udtryk i mirakuløse gaver, „givet ved apostlenes håndspålæggelse“. Og efter Pinsedagen blev alle kendte tilfælde af udgydelse af Guds ånd som var ledsaget af mirakuløse gaver, overværet af en eller flere af Jesu apostle. (Apg. 8:9-20; 10:44-46; 19:6) Åbenbart ophørte videregivelsen af disse gudgivne evner ved apostlenes død; og da de som havde modtaget dem også døde, ophørte nådegaverne helt at virke i den kristne menighed.

Derfor bemærkede Johannes Chrysostomos, der blev „patriark“ af Konstantinopel i det fjerde århundrede, at de åndelige gaver omtalt i Første Korinterbrev, kapitlerne 12 til 14, „tidligere optrådte, men nu ikke mere finder sted“. På samme tid udtalte Augustin, som i høj grad påvirkede den vestlige eller latinske del af kristenheden, om tungetale og andre åndelige gaver: „Det var tegn tilpasset tiden. . . . Det fandt sted som et vidnesbyrd, og ophørte.“

Men har man ikke hørt beretninger om tungetale siden Jesu apostles tid? Findes der ikke mange eksempler på det i dag? Man bør ikke være for hastig til at slutte at vore dages tungetale er tegn på udgydelse af den hellige ånd. Hvorfor ikke? Fordi den ingen virkelig lighed har med de første kristnes tungetale. De kristne som talte på andre tungemål på Pinsedagen, talte om „Guds storslåede gerninger“. (Apg. 2:11) The Expositor’s Greek Testament bemærker at det græske ord for „storslåede gerninger“ ikke kun bruges „om Herrens opstandelse . . ., men om alt hvad profeterne havde forudsagt, om alt hvad Kristus havde gjort og Helligånden virket“.

Med andre ord tjente tungetalen blandt de kristne oprindelig til at opbygge tilhørerne ved hjælp af oplysning om Guds hensigt i relation til Jesus Kristus. I overensstemmelse hermed bestemte apostelen Paulus at al tungetale skulle oversættes for at „menigheden kan få opbyggelse“ deraf. (1 Kor. 14:5, 27, 28) Men vore dages tungetale, hvis den overhovedet kan oversættes, betyder ofte kun „Gud er stor“, „Gud er god“ eller lignende. Til tider kan der endda finde sjofel tale sted. D. A. Hayes fortæller i sin bog The Gift of Tongues [Tungetalens gave] om en sådan oplevelse:

„For kort tid siden fik en dame i Los Angeles tungetalens gave, og en hæderlig kineser som hørte hende, sagde at hun talte samme kinesiske dialekt som han. Da han blev bedt om at oversætte hvad hun sagde, nægtede han, med den begrundelse at ordene var de sjofleste af de sjofle.“

Det er ganske givet at Gud ikke er ansvarlig for „sjofel“ tale. Hvad står da bag tungetale som ikke svarer til det bibelske forbillede? Det er bemærkelsesværdigt at apostelen Paulus talte om et kommende ’frafald’ fra sand kristendom, og fremkomsten af en skare kaldet „lovløshedens menneske“ hvis nærværelse skulle være „ifølge Satans virke ledsaget af enhver kraftig gerning og løgnagtige tegn og undere og af ethvert uretfærdigt bedrag for dem som går til grunde“. (2 Tess. 2:3, 9, 10) Kan tungetale være en del af et „uretfærdigt bedrag“ fremført af Satan?

I An Encyclopædia of Occultism findes en interessant oplysning: „Tale og skrift på andre sprog, eller uforståelige udgydelser fejlagtigt antagede som sådant, er et meget gammelt psykisk fænomen.“ Dette opslagsværk fortsætter:

„Eksempler findes i stort tal i den moderne spiritismes annaler . . . Forholdsvis tidligt i bevægelsen findes vidnesbyrd om tale og skrift på latin, græsk, fransk, schweizisk, spansk og indianske sprog. Dommer Edmonds, den velkendte amerikanske spiritist, bekræfter tilstedeværelsen af disse evner hos hans datter og niece. . . . Nogle af disse tilfælde er vel bevidnede.“

Tungetale i vor tid er derfor ikke et tegn på at man har fået Guds ånd. Denne evne ophørte som en nådegave fra Gud kort efter Jesu apostles død. I betragtning af de bibelske advarsler og af at tungetale betegnes som „et meget gammelt psykisk fænomen“, gør man vel i at være forsigtig. Tungetale i vor tid kan meget vel være tegn på påvirkning, ikke fra Gud, men fra „ondskabens åndemagter“, som er imod Gud. — Ef. 6:12.