Sprogets gave

HVIS der ikke var noget der hed sprog ville De ikke kunne læse disse ord. Man kan ikke tale med andre mennesker eller skrive et brev til dem uden at gøre brug af et eller andet sprog.

Sproget er det middel hvorigennem vi udtrykker vore følelser og tanker. Tungen spiller en vigtig rolle ved lyddannelsen. Derfor er ordet „tunge“ ligefrem kommet til at betyde „sprog“. Det engelske ord for sprog, „language“, kommer således fra det latinske ord „lingua“, der betyder tunge. Det hebraiske og græske ord for tunge betyder også samtidig „sprog“. Det hebraiske ord for læbe bruges på lignende måde.

Sproget er nært forbundet med sindet. Det er sindet der gør brug af taleorganerne, strubehovedet, tungen, læberne og tænderne. Encyclopædia Britannica siger derfor: „Tanke og ord er nært forbundet. Hvis tankerne skal være klare må de støtte sig til navne [navneord] i deres forskellige indbyrdes forbindelser. . . . Skønt nogle få undtagelser er berettigede, er der utallige beviser . . . som understøtter den førnævnte påstand — ingen ord, ingen tanker.“

Sprogets oprindelse

Men hvor kommer sproget fra når det nu er så værdifuldt? Leksika fortæller gerne at ingen ved hvordan det begyndte. Det er en udbredt teori at det startede for lang, lang tid siden som grynt, knurren og gøen. Men hvad viser kendsgerningerne?

For det første går vor viden om sprogene ikke længere end seks tusind år tilbage. G. L. Trager, der er professor i antropologi og sprogvidenskab, siger: „Den historiske viden om de eksisterende sprog går kun nogle få tusind år tilbage.“

Begyndte sprogene virkelig som grynt og knurren? I en artikel i Science Illustrated fra juli 1948 læser vi: „Ældre former af de sprog vi i dag kender, var langt vanskeligere end de nuværende, . . . Hvis det er rigtigt, synes mennesket ikke at være begyndt med et ukompliceret sprog for efterhånden at gøre det mere og mere indviklet, men snarere at have fået fat på et uhyre kompliceret sprog engang i den ukendte fortid, for så gradvis at simplificere det til dets moderne former.“

Også sprogforskeren dr. Mason påpeger at „den tanke at ’de vilde’ taler ved hjælp af en række grynt og ikke er i stand til at udtrykke adskillige ’civiliserede’ begreber, er yderst fejlagtig“. Han tilføjer at „mange af de sprog der tales af analfabetiske folkeslag er langt mere indviklede end dem der tales i det moderne Europa“. — Science News Letter, 3. september 1955.

Bevismaterialet går således imod den tanke at oldtidens sprog eller evnen til at tale skulle være opstået ved en „evolution“.

Leksikografen Ludwig Koehler har skrevet således vedrørende sprogenes oprindelse: „Man har især før i tiden gjort sig mange spekulationer om hvordan menneskets sprog ’blev til’. Mange skribenter prøvede at udforske ’dyrenes sprog’. For dyrene er også i stand til ved hjælp, af lyde og lydgrupper at give udtryk for deres følelser og sanseindtryk, som for eksempel tilfredshed, frygt, ophidselse, vrede, seksuelt begær og tilfredshed når dette opfyldes, og måske mange andre ting. Men selv om disse måder [dyrene har] at udtrykke sig på er mangfoldige . . . mangler de idé og tanke, den menneskelige tales vigtigste område.“

Efter at have vist hvordan man kan udforske den menneskelige tales fysiologiske side, fortsætter Koehler: „Men hvad der egentlig sker når man taler, hvordan erkendelsens gnist sætter ånden i brand hos barnet, eller hos hele menneskeslægten, for at blive det talte ord, undflyr vor fatteevne. Menneskets tale er en gåde; den er en Guds gave, et mirakel.“a

En gave fra Gud

Ifølge Bibelen blev mennesket skabt for omtrent seks tusind år siden. Den fortæller at det første menneske, Adam, blev skabt med et ordforråd — hans sprog var en gave fra Gud. Første Mosebog fastslår at Adam næsten med det samme begyndte at gøre brug af sin evne til at tale ved at give de forskellige dyr navne. Den går således imod udviklingsteoriens forestilling om at det første menneske lærte at tale ved at efterligne dyrenes grynten og knurren. Uden den guddommelige gave sproget er, ville mennesket, der lige var blevet skabt, ikke have været bedre i stand til at forstå Skaberens befalinger end de fornuftløse dyr var. — 1 Mos. 1:27-30; 2:16-20; 2 Pet. 2:12.

Så selv om mennesket er den eneste skabning på jorden der virkelig kan tale, var det ikke mennesket selv der opfandt sproget, men det var den alvise Skaber, Jehova Gud.

Der har eksisteret sprog i umindelige tider før mennesket viste sig på universets skueplads. Den kristne apostel Paulus blev inspireret til at skrive om „menneskers og engles tunger“. (1 Kor. 13:1) Her omtales altså en anden guddommelig gave — „engles tunger“. Den almægtige Gud har gennem tiderne kunnet tale med sine himmelske skabninger på deres sprog og de „gør, hvad han byder“. (Sl. 103:20) Han og hans åndelige sønner behøver ikke en atmosfære til at viderebringe lydbølger og vibrationer, som er en forudsætning for menneskets tale. Englenes sprog er derfor tydeligt nok ikke af en art som mennesket kan opfatte. Englene måtte derfor benytte menneskenes sprog når de af Gud blev udsendt for at tale med dem. — 1 Mos. 22:15-18.

Hvordan der blev så mange sprog

Sprogforskerne mener at der i dag tales omkring tre tusind sprog rundt om på jorden. Nogle af disse sprog tales af millioner af mennesker, mens andre kun tales af nogle få hundrede. Hvordan er alle disse sprog blevet til? Kun den bibelske beretning fortæller hvordan denne mangfoldighed af sprog opstod.

Helt frem til et eller andet tidspunkt efter den jordomspændende vandflod på Noas tid havde hele menneskeheden „ét tungemål og samme sprog“. (1 Mos. 11:1) Bibelen antyder at dette ene oprindelige sprog var det sprog der siden fik navnet „hebraisk“. Det eksisterede før de andre sprog. Men det betyder ikke at alle andre sprog stammer fra eller er beslægtede med hebraisk. Hvor opstod da disse andre sprog?

Beretningen i Første Mosebog beskriver hvordan en del af den menneskelige familie efter Vandfloden gik sammen om et stykke arbejde som var i modstrid med Guds vilje. I stedet for at spredes og ’opfylde jorden’ ønskede de at centralisere menneskesamfundet. De slog sig ned på et sted der blev kendt som Sinears sletter i Mesopotamien. Tilsyneladende skulle dette sted også være et religiøst centrum med et tårn der skulle bruges til religiøse formål. (1 Mos. 9:1; 11:2-4) Den almægtige Gud stillede sig imidlertid i vejen for deres planer. Det gjorde han ved at forvirre deres fælles sprog. Dette umuliggjorde ethvert samarbejde og førte til at de blev spredt til alle jordens egne. — 1 Mos. 11:6-9.

De vidnesbyrd der er tilgængelige ud over Bibelens, bekræfter dens beretning. Sir Henry Rawlinson, der var ekspert i orientalske sprog, har bemærket følgende om det sted hvorfra oldtidens sprog spredtes: „Hvis vi udelukkende skulle gå efter det punkt hvor sprogvejene skærer hinanden, uden at rådføre os med den bibelske beretning, måtte vi dog stadig sætte fingeren på Sinears sletter som det sted hvorfra alle linjerne er udgået.“

Ændret tankegang og ny grammatik

Da Jehova Gud på mirakuløs vis forvirrede menneskenes sprog, er det tydeligt at han ikke blot lod dem tale forskellige hebraiske dialekter. Han frembragte flere helt nye sprog, der hver især var i stand til i fuldt omfang at udtrykke menneskers følelser og tanker.

De der byggede Babelstårnet havde således ikke længere „ét tungemål“, et fælles ordforråd. De brugte heller ikke længere den samme grammatik, den samme måde at føje ordene sammen på. Professor S. R. Driver siger: „Imidlertid beror sprogenes forskellighed ikke kun på grammatik og rodord, men også . . . på den måde hvorpå ideen opbygges i sætningen. De forskellige racer tænker ikke på samme måde; og derfor er sætningsformerne forskellige på de forskellige sprog.“

Forskellige sprog kræver forskellige tankemønstre, og derfor er det svært at lære at tænke på et sprog man er ved at studere. Af samme grund vil en ordret oversættelse af noget der er skrevet eller sagt på et fremmed sprog ofte synes ulogisk. „Det er fuldstændig uforståeligt!“ hører man folk sige. Det ser derfor ud til at den almægtige Gud ved sprogforvirringen først fjernede tårnbyggernes fælles sprog fra deres hukommelse, og derefter ikke blot nedlagde et nyt ordforråd i deres sind, men også ændrede deres tankemønstre og således fremkaldte nye typer grammatik.

Vi bemærker for eksempel at nogle sprog består af enstavelsesord, for eksempel kinesisk. I modsætning til dette består flere andre sprogs ordforråd for en stor del af sammensatte ord. For eksempel betyder det tyske ord Hausfriedensbruch ordret oversat „husfredsbrud“. På naturligt dansk ville man sige „brud på husfreden“. I nogle sprog er syntaksen, det vil sige den måde hvorpå ordene er ordnet i sætningen, meget vigtig; i andre sprog er den underordnet. Nogle sprog er rige på bøjninger. Andre sprog mangler dem helt, blandt andet kinesisk. Der kunne nævnes utallige forskelle, og hver af dem kræver en tilpasning i måden at tænke på, noget der ofte stiller store krav til eleven.

Sprogfamilier

I Første Mosebogs tiende kapitel finder vi „Folkeslagenes stamtavle“, som den gerne kaldes. Den beretter om hvordan Noas tre sønner, Jafet, Kam og Sem, blev stamfædre til halvfjerds familier, folk eller nationer. I hvert enkelt tilfælde grupperes de „efter deres slægter og tungemål i deres lande og folk“. — 1 Mos. 10:5, 20, 31, 32.

I vor tid inddeler den videnskab som beskæftiger sig med et historisk sammenlignende studium af sprogene almindeligvis de forskellige tungemål i sprogstammer eller sprogætter. Indoeuropæisk, semitisk, hamitisk, afrikanske negersprog, sino-tibetansk, japansk, koreansk, finskugrisk, dravidisk og malaj-polynesisk hører til de største sprogstammer på listen. Der findes dog mange sprog man endnu ikke har kunnet klassificere.

Interessant nok har man i de fleste tilfælde ikke kunnet identificere de forskellige sprogstammers modersprog. Der er heller intet der tyder på at de tusinder af sprog der nu tales, alle skulle stamme fra ét oprindeligt tungemål. Derimod, tyder alt på at de mange forskellige, sproggrupper opstod i Babel.

De oprindelige sprog som var resultatet af den guddommelige indgriben ved Babel forgrenede sig i tidens løb i forskellige dialekter. Disse dialekter udviklede sig ofte til helt nye sprog. Selv Sems efterkommere, der antagelig ikke var med ved Babel, blev ikke ved med blot at tale hebraisk, men kom også senere til at tale aramaisk, akkadisk og arabisk.

Historisk set er der mange faktorer der har spillet ind i forbindelse med sprogenes forandring: Adskillelse på grund af afstande eller geografiske forhindringer, krige og erobringer, svigtende kommunikation, og indvandring af folkeslag der talte andre sprog. Disse faktorer var medvirkende til at større sprog med tiden blev brudt op i mindre dialekter. Det er også sket at nogle sprog er blevet blandet med andre. Andre sprog er fuldstændig forsvundet, fortrængt af det sprog en eller anden sejrrig erobrer bragte med sig.

Den indoeuropæiske sprogæt

De større sprogætter kan igen inddeles i mange mindre familier eller sproggrupper. Til den indoeuropæiske sprogæt hører således de germanske, de romanske, de balto-slaviske, de indo-iranske og de keltiske sprog, samt græsk, albanesisk og armenisk.

De fleste af de mindre familier har igen flere familiemedlemmer. De romanske sprog indbefatter for eksempel fransk, spansk, portugisisk, italiensk og rumænsk. I den germanske gruppe finder vi engelsk, tysk, hollandsk, frisisk, dansk, islandsk, norsk og svensk.

De indoeuropæiske sprog tales af omkring 50 procent af jordens befolkning og er således den mest udbredte sprogæt. Den kaldes den indoeuropæiske fordi den er udbredt i Indien og Europa. Sprogene i denne æt er grupperet sammen fordi de synes at have en fælles oprindelse, måske sproget sanskrit. Ordene i disse sprog kan grupperes i tydeligt adskilte ordklasser, navneord, stedord, udsagnsord, tillægsord, og så videre. Ordene kan bøjes, det vil sige at de ændres lidt, som regel ved skiftende endelser, for at vise køn, tal og kasus. Den omstændighed at disse sprog har visse simple ord tilfælles, såsom „fader“ og „moder“, antyder også at de har en fælles oprindelse. Ordet „moder“, for eksempel, hedder på sanskrit mata, på russisk mat, på græsk meter, på latin mater, på spansk madre, på tysk mutter og på engelsk mother.

Efter sanskrit (der ikke længere tales) er græsk det ældste af de indoeuropæiske sprog, og mange anser det for at være det sprog der er højest udviklet, det sprog hvorpå man kan udtrykke sig tydeligst.

Skal den nuværende mangfoldighed af sprog vare ved? Efter den jordomspændende vandflod, men før størstedelen af menneskeheden ved Babel modsatte sig Guds vilje, eksisterede der kun ét sprog. Oprørernes sprog blev forvirret ved Babel. Efter afslutningen på den nuværende verdensordning vil hele menneskeheden atter komme i harmoni med Gud. (2 Pet. 3:5-7, 13) Det synes rimeligt at antage at hele menneskeheden vil vende tilbage til at tale ét sprog i Guds nye ordning. Bibelen siger intet om hvorvidt dette sprog vil være menneskets oprindelige sprog, hebraisk, eller en sammensætning af hebraisk og de fineste elementer fra andre sprog, eller noget helt tredje.

Sproget er i sandhed en af de største gaver Gud har givet mennesket. Det er en værdifuld skat. Evnen til at udveksle tanker med andre gennem det talte ord er en af menneskehedens største velsignelser.

[Fodnote]