Hvordan kærligheden kommer til udtryk
„Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Kor. 13:8.
1. Hvorfor bør mangelen på sand kærlighed i verden ikke forbavse os?
I DENNE verden ser og hører vi gang på gang ordet „kærlighed“. Det forekommer i sange, bøger og film og på husmure, plakater og emblemer. Og dog lever vi i en verden hvor selvopofrende kærlighed er yderst sjælden. Dette skulle ikke overraske os, for mange begår den fejl at kalde lidenskab og sentimentalitet for kærlighed. De kender ikke den kærlighed der kendetegner Jesu Kristi sande disciple. Denne kærlighed er endnu mere ophøjet end næstekærligheden, end det at elske sin næste som sig selv. Den indbefatter at man er villig til, om nødvendigt, at sætte livet til for sine kristne brødre. Ved at gøre det ville man efterligne Jesus Kristus, der af egen fri vilje gav sit liv for menneskeheden. — 1 Joh. 3:16-18.
2. Hvad behandles i Første Korinterbrev, kapitel 13?
2 Det siger sig selv at kristen kærlighed er virksom, at den kommer til udtryk ved at man gør godt mod andre. Da denne kærlighed er en følelse, er den ikke let at definere. Men det er muligt at beskrive den måde hvorpå den kommer til udtryk. I Første Korinterbrev, kapitel 13, finder vi en mesterlig beskrivelse af den kærlighed kristne bør have. Det der understreges i dette kapitel er ikke hvordan Gud viser sin kærlighed til menneskeheden eller hvordan vi viser vores kærlighed til Jehova Gud. Det der lægges vægt på, er den kærlighed vi kan vise vore medmennesker.
3. Nævn nogle af de problemer der fandtes i menigheden i Korint.
3 De kristne i Korint havde brug for denne vejledning, for de havde ikke det bedste forhold til hinanden. En undersøgelse af hele det første brev til korinterne vil vise at menigheden dér havde problemer på grund af skinsyge, stridigheder, splittelser, pralen, umoralitet, uærlighed og det at nogle tog sig uretmæssige friheder. Nogle i den korintiske menighed var ivrige efter at opnå prestige. De ønskede at overgå hinanden med hensyn til evner, gaver eller talenter. — 1 Kor. 1:10, 11; 3:2, 3; 4:6, 7; 5:1, 2; 6:7, 8; 8:1, 2, 7-13; 11:18, 19; 12:14-18.
„En langt bedre vej“
4. Havde alle de kristne i det første århundrede de samme gaver?
4 Det var naturligvis ikke forkert at en kristen betragtede åndens største gaver som noget attråværdigt, eller at en mand ønskede at tjene menigheden som apostel, profet eller lærer. Men som apostelen Paulus påpegede: „Ikke alle er apostle, vel? Ikke alle er profeter, vel? Ikke alle er lærere, vel? Ikke alle udfører kraftige gerninger, vel? Ikke alle har gaver til at helbrede, vel? Ikke alle taler i tunger, vel? Ikke alle er oversættere, vel?“ (1 Kor. 12:29, 30) Der var imidlertid noget som alle i menigheden kunne gøre. Det var noget endnu mere storslået end det at stræbe efter „de største gaver“. Det fremgår af apostelens tilskyndelse: „Men bliv ved med nidkært at stræbe efter de største gaver. Og desuden viser jeg jer en langt bedre vej.“ — 1 Kor. 12:31.
5, 6. (a) Hvad mente apostelen Paulus med udtrykket „en langt bedre vej“? (b) Hvordan viste han at det ikke var evner eller gaver der betød mest for sande kristne?
5 Hvad er denne langt bedre vej? Det er kærlighedens vej. Ja, der var behov for at de kristne i Korint fik et andet syn på værdien af „gaver“ og at de lagde kærlighed for dagen. Idet Paulus påpegede hvordan kærligheden er af langt større værdi end evner, gaver eller talenter, skrev han: „Hvis jeg taler på menneskers og engles tungemål men ikke har kærlighed, er jeg et klingende stykke malm eller et støjende bækken. Og hvis jeg har gaven til at profetere og er kendt med alle hellige hemmeligheder og al kundskab, og hvis jeg har al tro så jeg kan flytte bjerge, men ikke har kærlighed, er jeg intet. Og hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan prale, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1 Kor. 13:1-3.
6 Det ville i sandhed være værdifuldt for en kristen at have den gave at kunne tale flere sprog. Det ville være en endnu større gave at kunne tale engles sprog, for de er skabt på et højere plan end mennesket. Men hvis nogen ville bruge denne gave med et uret motiv, for eksempel for at fremhæve sin egen betydning, ville han ikke være til opbyggelse for andre, heller ikke for sine kristne brødre. Han ville være ligesom den støjende lyd et messinginstrument eller et bækken kan frembringe. Hvis vedkommende ikke havde kærlighed, ville sådanne gaver som det at profetere eller det at have mirakuløs kundskab og mirakuløs tro, ikke tjene til opmuntring for andre. Så ville disse gaver ikke blive brugt på rette måde. Ligeledes ville den der gavmildt gav det han ejede til andre, blot for at kunne prale, heller ikke få gavn af det. Han ville ikke få nogen belønning. Hvad nu hvis han valgte at lide eller endog at dø, måske i den hensigt at blive en helt i menneskers øjne? Her gælder det samme princip: Hvis han ikke havde virkelig kærlighed til Gud eller til sine medmennesker, ville hans villighed til at bringe sit liv som offer ikke gavne ham varigt. Ud over dødelige menneskers bifald ville han absolut intet få. (Jævnfør Mattæus 6:1-4.) Da kærligheden er en så vigtig egenskab, gør vi klogt i at undersøge hvor vi hver især står med hensyn til at lægge denne egenskab for dagen. Følger vi virkelig den „langt bedre vej“?
Hvordan kærligheden kommer til udtryk i handling
7. Hvordan kan vi lægge kærlighed for dagen når vi kommer ud for prøvende omstændigheder?
7 I Første Korinterbrev 13:4 siges der: „Kærligheden er langmodig og venlig.“ Hvad kræver dette af os? Hvordan skal vi reagere når vi bliver provokeret, undertrykt, hånet eller bagtalt? Den der er langmodig vil undgå overilede handlinger eller følelsesmæssige udbrud. Han vil tålmodigt holde ud under prøvende omstændigheder, i håb om at de der er ansvarlige for den ubehagelige situation derved vil blive hjulpet til at ændre deres adfærd. Af samme grund bør vi ikke være grove, hårde eller hadefulde, men milde, venlige og hjælpsomme. (Jævnfør Romerbrevet 12:20, 21; Første Petersbrev 2:18-23.) Den ægte interesse vi føler for vore trosfæller bør få os til med glæde at affinde os med deres særheder og den skrøbelige samvittighed de måtte have. Vi bør ikke holde på vores ret men bør undlade at bruge vores kristne frihed fuldt ud. Så vil vi ikke bringe andre til snublen og fald og derved give dem en undskyldning for at svigte den sande gudsdyrkelse. — Rom. 14:1-4, 19-21.
8. Hvorfor er det ukærligt at være opblæst, brovtende og skinsyg?
8 Der siges videre: „Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst.“ (1 Kor. 13:4) Hvis vi virkelig elsker vore kristne brødre kan vi umuligt være skinsyge eller misundelige på de resultater de opnår, de velsignelser de nyder eller de evner de har. Vi vil tværtimod glæde os sammen med dem og være lykkelige for det bidrag de er i stand til at yde til menighedens opbyggelse. (Rom. 12:15, 16) Vi vil heller ikke bestandig fremhæve os selv eller henlede opmærksomheden på det vi selv har gjort eller oplevet. Det kunne virke nedslående på dem der hører det. De ville måske begynde at føle at de kun har gjort meget lidt i sammenligning med os. Vores pralende og brovtende opførsel ville kun nedbryde andre og aflede opmærksomheden fra den ære der tilkommer Jehova Gud. Hvor ukærligt ville det ikke være! Det ville være langt bedre om vi undervurderede vores egen betydning. Vi er blot Guds trælle, og al ære og pris for den kristne menigheds vækst bør gå til ham. (1 Kor. 3:5-9) Ydmyghed vil hindre os i at have for høje tanker om os selv, og den vil afholde os fra at give os ud for mere end vi er, i et forsøg på at gøre indtryk på andre.
9. Hvilke krav stiller det til os at kærligheden ’ikke opfører sig uanstændigt’?
9 Kærligheden „opfører sig ikke uanstændigt“. (1 Kor. 13:5) Har vi sand kærlighed vil vi hade alt hvad der er ondt. Men ikke nok med det. Udtrykket „opfører sig ikke uanstændigt“ kan også betyde „er aldrig grov“. (Schindler) Kærligheden vil få os til at opføre os rigtigt over for alle. Den der er kærlig ser ikke ned på de fattige og trængende og undgår ikke deres selskab. Han begrænser ikke sin omgangskreds til nogle få udvalgte. (Jævnfør Jakob 2:1-9.) En sømmelig adfærd indebærer også at vi viser respekt for myndighed. Hvis vi har sand kærlighed vil vi respektere andres person og ejendele. Dette gælder afgjort i forbindelse med vore mødesteder. Det er i høj grad upassende at børn tegner på stolene eller løber omkring, ja måske endda vælter nogen omkuld! En sådan utilbørlig adfærd hører ikke hjemme i den kristne menighed. Den stiller den måde hvorpå forældrene fører tilsyn med deres børn i et dårligt lys.
10. Hvordan kan vi vise at vi ikke søger vore egne interesser?
10 I sin beskrivelse af kærligheden siger apostelen Paulus videre: „[Kærligheden] søger ikke sine egne interesser.“ (1 Kor. 13:5) Kærligheden er dybt interesseret i alle menighedens medlemmer — unge og gamle, syge og handicappede, og dem der arbejder hårdt med at undervise, forkynde og gøre disciple. Kærligheden er vågen over for andres behov, og den er hurtig til at reagere, til at træde hjælpende til. Den holder ikke på sin ret, og den søger ikke sit eget. (1 Kor. 10:23, 24) Den er fuldstændig uselvisk.
11. Eftersom kærligheden ’ikke lader sig provokere’, hvad bør vi da undgå?
11 Eftersom kærligheden ’ikke lader sig provokere’, ville det afgjort være forkert af os at finde på undskyldninger for at fare op i vrede. (1 Kor. 13:5) Vi bør være ’langsomme til vrede’ og undgå vredesudbrud. (Jak. 1:19) I familien kræver dette at alle tålmodigt stræber efter at bære over med hinandens fejl og mangler. Og i menigheden må især de ældste sætte et eksempel i tålmodighed når brødre og søstre synes at være glemsomme og forsømmelige eller ikke tager deres kristne ansvar alvorligt.
12. Hvordan kan vi vise at vi ikke ’holder regnskab med hver en forurettelse’ vi kommer ud for?
12 I overensstemmelse med Bibelens skildring af kærligheden bør vi heller ikke ’holde regnskab med hver en forurettelse’ vi kommer ud for. (1 Kor. 13:5) Det ville være ukærligt at bære nag og at gå og huske på hvordan nogle har gjort os uret, som om vi holdt regnskab med det. Vi må lade fortiden være glemt og bør ikke undlade at vise venlighed mod dem der måske har gjort os uret. — Ordsp. 20:22; 24:29; 25:21, 22.
13. Nævn nogle af de uretfærdige ting kærligheden ikke fryder sig over.
13 Er der andet kærligheden ikke gør? „Den fryder sig ikke over uretfærdigheden.“ (1 Kor. 13:6) Kærligheden fryder sig derfor ikke når andre bliver ofre for en uret adfærd og bringer vanære og ødelæggelse over sig selv. Sande kristne er ikke skadefro; de siger ikke at vedkommende havde fortjent at det gik ham så dårligt. (Ordsp. 17:5; 24:17, 18) Vi skulle heller ikke glæde os når det lykkes nogen at slippe godt fra en uret adfærd og undgå den straf de har gjort sig fortjent til. (Sl. 50:18) Vi skulle ikke engang finde behag i de uretfærdigheder vi ser på film eller i fjernsynet. Det ville også være forkert at tage parti for uregerlige medlemmer af menigheden og finde fejl ved den retledning de har fået. Det ville ikke hjælpe overtræderen til at tage skridt til fuldt ud at komme på fode efter den åndelige svaghed som førte til den urette adfærd.
14. Hvad fryder kærligheden sig over?
14 Hvad skal vi fryde os over? Kærligheden „fryder sig med sandheden“. (1 Kor. 13:6) I denne sammenhæng er sandheden stillet op som en modsætning til uretfærdigheden, og dette betyder øjensynlig at vi skal fryde os over den magtfulde indflydelse sandheden har på folks liv hvad retfærdighed angår. Vi skulle finde behag i alt hvad der fører til velsignelse, alt hvad der har en god og opbyggende virkning på andre og som tjener til at fremme sandhedens og retfærdighedens sag.
„Kærligheden svigter aldrig“
15. Hvilken forsikring giver Bibelen os om at sand kærlighed aldrig vil komme til kort?
15 Kærligheden er ikke alene en langt bedre vej; den vil heller aldrig ophøre eller komme til kort. Det er det de følgende ord henleder vores opmærksomhed på: „Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“ — 1 Kor. 13:7, 8.
16. Hvordan ’tåler kærligheden alt’?
16 Sand kærlighed „tåler alt“ i den forstand at den ikke hurtigt giver op, lader sig affeje eller slå ud. Den er ikke overdrevent følsom eller hurtig til at drage den slutning at der ikke er noget håb om at andre vil gøre fremskridt. Hvis vi har kærlighed vil vi blive ved med at gøre godt imod vore medmennesker til trods for deres manglende taknemmelighed. — Matt. 5:44-48.
17. I hvilken forstand ’tror kærligheden alt’?
17 Hvad menes der med at ’kærligheden tror alt’? Det betyder naturligvis ikke at vi skal være godtroende og for eksempel ikke kunne se hvad der er virkelig ondt. Men det betyder at kærligheden ikke er mistænksom. Selv om vore åndelige brødre måske gør og siger noget der sårer os, vil vi ikke straks drage den slutning at de har ønsket at gøre os fortræd. Når vi betragter andres adfærd vil vi ikke straks tænke det værste men søge at se den i det bedst mulige lys. Vi vil lade tvivlen komme vore kristne brødre til gode, og ikke tillægge dem onde hensigter eller urette motiver. — Præd. 7:21, 22.
18. Hvad vil kærligheden hjælpe os til at gøre, når det gælder håb og udholdenhed?
18 Kærligheden håber også at alt vil vende sig til det bedste. Det vil ikke sige at kærligheden er naiv, men den spejder efter, ja beder for det bedste udfald. Kærligheden er optimistisk. Når vi for eksempel besøger folk i et distrikt hvor mange ikke vil høre, kan vi gøre det med håb om at nogle med tiden vil vende sig til sandheden. (Jævnfør Romerbrevet 9:1-3.) En troende ægtefælle kan også med rette håbe på at den ikke-troende til sidst vil tage imod „den gode nyhed“. (1 Pet. 3:1, 2) Kærligheden hjælper os ikke alene til at håbe det bedste; den sætter os også i stand til at udholde alle former for forfølgelse, trængsler, mishandling og bagvaskelse.
19. Hvorfor vil vi aldrig fortryde at vi har båret os kærligt ad?
19 Uanset hvad vi kommer ud for, vil det altid være en hjælp at vi lægger kærlighed for dagen. Vi vil aldrig fortryde at vi har båret os kærligt ad. Kærlighed, sand selvopofrende kærlighed, har aldrig forværret en vanskelig situation. Har vi da ikke god grund til at efterligne vores himmelske Fader, hvis mest fremherskende egenskab er kærlighed? — 1 Joh. 4:7, 8.
20. (a) Hvor længe vil kærlighedens vej, ifølge Første Korinterbrev 13:8-13, være „en langt bedre vej“? (b) Hvordan er det stadig muligt at kende Kristi sande disciple, selv om åndens mirakuløse gaver er ophørt?
20 Det er ikke blot i denne tingenes ordning at kærligheden er den langt bedre vej; det vil den blive ved med at være i al evighed. Den vil aldrig ’svigte’ eller ophøre. Det viste apostelen Paulus da han sagde: „Hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre; eller kundskab, den vil blive afskaffet. . . . Nu forbliver imidlertid tro, håb, kærlighed, disse tre; men størst af disse er kærligheden.“ (1 Kor. 13:8-13) Den kristne menigheds historie bekræfter at de mirakuløse gaver ophørte, øjensynlig omkring det andet århundrede. Alligevel kan Jesu Kristi sande disciple kendes den dag i dag, på deres indbyrdes kærlighed.
21. Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv, i betragtning af den betydningsfulde plads kærligheden indtager?
21 Hvordan forholder det sig med os hver især? Føler vi en stadig større kærlighed til vore kristne brødre? Gør vi fremskridt med hensyn til at lægge en sådan kærlighed for dagen som apostelen Paulus beskrev? Det er det vi ønsker at gøre. Eftersom kærligheden er en frugt af Guds ånd, beder vi så om mere af denne ånd, så kærligheden kan få en endnu større udfoldelse i vort liv? (Gal. 5:22) Måtte kærligheden fortsat komme til udtryk i vort liv, så vi som loyale tjenere for kærlighedens Gud, Jehova, må kunne blive ved med at leve og i al evighed vise kærlighed. — 1 Joh. 4:20 til 5:3.
[Illustration på side 18]
Vi viser sand kærlighed ved de kristne møder ved at holde opsyn med børnene
[Illustration på side 19]
Kærligheden kommer til udtryk ved at man hjælper andre