Hvordan man opøver sin opfattelsesevne
1. (a) Hvordan bør kristne se på det at søge verdslig visdom og benytte sig af den? (b) Hvad kan vi lære af de modsætninger Paulus fremhævede mellem Guds visdom og verdens visdom?
DENNE overskrift kunne nok fange folks interesse, for mange vil gøre alt hvad der står i deres magt og betale hvad det skal være for at få opøvet og forbedret deres opfattelsesevne. Og hvad er så grunden? Vi må indrømme at der ofte ligger et selvisk motiv bag. Det kan være ønsket om at kunne narre konkurrenter i forretningsverdenen, eller ønsket om at kunne gennemskue andre for at få overtaget over dem og udnytte dem. Dette er måske helt i orden set med den verdslige visdoms øjne, men den der søger Guds gunst kan ikke anlægge dette syn på tingene. Motivet er galt. I hvert fald advarer Bibelen direkte mod de farer der er forbundet med verdslig visdom og opfattelse. Apostelen Paulus havde meget at sige om dette da han skrev til menigheden i Korint. Idet han stillede denne verdens visdom op som en modsætning til Guds, sagde han at „verden med al sin visdom ikke kendte Gud“. Han forklarede videre at de der blev kaldet til at udgøre den kristne menighed „ikke var mange verdsligt vise, . . . men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme“. Hvorfor? „For at intet menneske skal rose sig for Gud.“ Vort motiv til at søge Gud må altid være oprigtigt og ydmygt. Som Paulus videre sagde: „Visdom taler vi blandt de fuldvoksne, men en visdom, der ikke stammer fra denne verden, ej heller fra denne verdens herskere, som mister deres magt. Nej, vi taler Guds visdom, den hemmelige, skjulte.“ Vi må sige at Gud har gjort dette på en forunderlig måde! Det findes alt sammen i Bibelen, en bog som alle og enhver kan læse, og alligevel er det kun ganske få der virkelig fatter dens skjulte visdom! De fleste af dem der regnes for at anerkende Bibelen som Guds ord, påstår at den modsiger sig selv, og viser således med det samme at de ikke er begyndt at forstå den storslåede harmoni som præger den hele vejen igennem. — 1 Kor. 1:21, 26-29; 2:6, 7.
2. Hvorfor er modenhed eller det fuldvoksne stade af stor betydning for den kristne, og hvad indebærer det at blive en moden kristen?
2 Hvad mente Paulus da han sagde: „Visdom taler vi blandt de fuldvoksne“? (1 Kor. 2:6) Det Paulus siger her har stor betydning når man skal opøve sin opfattelsesevne som kristen. Det at blive en sand kristen kræver en stor forandring i hele ens livssyn og livsførelse. Det kræver også til stadighed at man vokser og gør fremskridt. Lad os se hvad vi kan lære af vore brødre i Korint. Mange af dem var sene til at foretage de nødvendige forandringer. De voksede simpelt hen ikke som kristne. De ejede ikke den nære kristne enhed. Der var i stedet splittelser iblandt dem, idet de sekterisk betragtede mennesker som deres ledere, og ikke Kristus som deres fælles hoved. Paulus havde bemærket den verdslige ånd som skabte „misundelse og splid“ mellem dem, og skrev: „Jeg kunne ikke tale til jer som til åndelige, men kun som til kødeligsindede, som til spæde børn i Kristus. Mælk gav jeg jer at drikke, ikke fast føde, thi I kunne endnu ikke tåle den.“ Læg i forbindelse med det vi var inde på i den forrige artikel mærke til hvordan Paulus et stykke længere henne advarede: „Lad ingen bedrage sig selv“ ved at tænke „at han er viis i denne verden . . . Denne verdens visdom er nemlig dårskab i Guds øjne“. Man skal altså ikke opøve sin opfattelsesevne på den verdslige visdoms måde med et selvisk motiv! — 1 Kor. 1:10-13; 3:1-4, 18, 19.
3. Hvad er hemmeligheden ved sand kristen vækst?
3 Idet vi nu retter vor opmærksomhed mod den positive side af sagen lægger vi mærke til hvordan den samme bibelskribent forklarede den nære forbindelse der er mellem denne opøvelsesproces og modenheden eller det fuldvoksne stade. I sit brev til de kristne hebræere omtaler han først den tendens vi var inde på før, tendensen til at undlade at vokse og gøre fremskridt. Han siger: „I er blevet sløve til at høre. Thi skønt I efter den tid, der er gået, burde kunne være lærere for andre, trænger I til, at man på ny skal lære jer de første begyndelsesgrunde i Guds ord,“ og han tilføjer at „enhver, der endnu får mælk, forstår ikke rigtig tale, da han endnu kun er spæd“. Derpå afslører han hemmeligheden ved sand kristen vækst idet han siger at „den faste føde er for de fuldvoksne, for dem, som gennem brugen har fået sanserne [deres opfattelsesevne, NW] opøvet til at skelne mellem godt og ondt. Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade“. — Hebr. 5:11–6:1.
4. (a) Hvad må vi passe på når vi opøver vores opfattelsesevne? (b) Hvordan er den rette opøvelse af opfattelsesevnen afhængig af den rette åndelige føde?
4 Dette viser klart at vi ikke alene må have det rette motiv, men også omhyggeligt må overvåge at vi følger den rette metode eller proces når vi opøver vor opfattelsesevne. Som kristne tør vi ikke sætte vor lid til vort eget initiativ eller vor egen dømmekraft, sådan at vi selv vil skelne mellem godt og ondt. Det var dét Satan lokkede med da han satte det hele i gang: „Når I spiser deraf, åbnes eders [forstands] øjne, så I bliver som Gud til at kende godt og ondt!“ Med hvilket resultat? „Da åbnedes begges øjne,“ ja, men kun således at de blev forlegne og skyldbevidste. Både deres motiv og deres metode var forkert. (1 Mos. 3:5-7) Bemærk som en modsætning hertil den nære sammenhæng der er mellem den faste føde og opøvelsesprocessen. Som Paulus forklarer er mælken et udtryk for begyndelsesgrundene i Guds ord, mens de mere dybtgående bibelske sandheder og deres praktiske betydning sammenlignes med fast føde. Vi må fordøje disse sandheder for at kunne vokse til modenhed, for derved dannes den eneste sikre rettesnor hvorefter vi kan ’få vor opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem godt og ondt’ på rette måde, idet vi lærer at opfatte alt med Guds øjne.
5. Hvordan var Jesus et godt eksempel på denne regels gyldighed, og hvilken vejledning lovede han der ville være i vor tid?
5 Jesus dannede ikke nogen undtagelse fra denne regel. Under hele sin tjeneste satte han sin lid til Skrifterne når han afviste fristelser og besvarede udfordringer, idet han sagde: „Der står skrevet.“ (Matt. 4:4-10) Intet af det han gjorde eller lærte folk, stammede fra ham selv. Han levede af Guds ord, ikke alene ved at vokse i forståelsen af det, men også ved at følge det i praksis, både hvad angår dets principper og de profetier som skulle opfyldes på hans liv og tjeneste. Derfor kunne han med rette sige: „Min mad er at gøre hans vilje, som sendte mig, og fuldbyrde hans gerning.“ Han forudsagde også at der ved afslutningen på denne tingenes ordning ville være en ’tro og klog tjener’, en skare mennesker som ville være sat over alle hans ejendele og som derfor skulle sørge for „mad i rette tid“, således at der også i vor tid kunne findes et åndeligt bespisningsprogram som forudsætter det rette motiv og som benytter den rigtige metode. — Joh. 4:34; 14:10; Matt. 24:45-47.
6. I hvilke henseender bør vi hele tiden søge at vokse og gøre fremskridt?
6 Fysisk set når man det fuldvoksne stade og passerer det, men man har dog stadig brug for fast føde. Mentalt og åndeligt er der imidlertid altid mulighed for vækst, og derfor har man større behov for konstant at indtage og fordøje åndelig føde. Vi bør hele tiden være ivrige efter at „ledes frem til de voksnes stade“. (Hebr. 6:1) Vi skal ikke leve af mælkemad! I begyndelsen, når vi som „nyfødte børn“ er ved at komme til kundskab om Guds ord, higer vi efter „ordets uforfalskede mælk“, men vi bør hele tiden være rede til og ivrige efter at gøre fremskridt, med voksende værdsættelse og villighed til at tage imod det øgede ansvar som væksten medfører. — 1 Pet. 2:2.
7. Hvad er manglende fremskridt et tegn på, og hvordan advarede Paulus mod de farer som er forbundet hermed?
7 Vi kan ikke stå stille i denne henseende. Hvis vi ikke går fremad, begynder vi at sakke agterud. Dette gjaldt mange af de kristne hebræere eller jøder som Paulus skrev til. Deres interesse var dalende, deres høresans sløvet, og de havde brug for at man på ny underviste dem i de første begyndelsesgrunde. De havde tabt forbindelsen med sandhedsordet og mistet kendskabet til det. I dag ser vi det samme ske for nogle som lader stå til efter at de er begyndt som sande kristne med indvielse og vanddåb. Hvis vi mærker denne tilbøjelighed hos os selv eller ser den hos andre, kan vi da tillade os at være ligeglade og håbe på at vi eller de alligevel vil blive reddet på en eller anden måde? Paulus så ikke sådan på det. Han viste tydeligt hvad resultatet ville blive hvis nogle fortsatte i denne retning så længe at de afviste ethvert tilbud om hjælp. Han sagde : „Når mennesker én gang er blevet oplyst . . . og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter — og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny.“ — Hebr. 6:4-8.
8. Hvordan bør advarsel kombineres med opmuntring?
8 Vi må imidlertid også passe på at vi ikke straks bliver utålmodige med nogle som tilsyneladende er ved at blive ligegyldige, og så lader dem i stikken. Det gjorde Paulus ikke. Læg mærke til hvad han videre skriver: „Men selv om vi også taler således, er vi dog overbeviste om, at med jer, I elskede, står det bedre til, og at I har del i frelsen.“ Han satte et godt eksempel med hensyn til at bevare den rette ligevægt, idet han kombinerede advarsel med opmuntring. Som han skrev længere fremme: „Kom den første tid i hu, da I, efter at være blevet oplyst, udholdt mangen en lidelsesfuld kamp.“ Efter at have citeret fra Habakkuk 2:4: „’Min retfærdige skal leve af tro;’ men ’hvis han unddrager sig, har min sjæl ikke behag i ham,’“ tilføjer han: „Men vi hører ikke til dem, som unddrager sig og går fortabt, men til dem, som tror og vinder deres sjæle.“ I sandhed opmuntrende! — Hebr. 6:9; 10:32, 38, 39.
9. I hvilken henseende er Paulus et godt eksempel for os?
9 Paulus afgav tydeligt bevis på at hans opfattelsesevne var godt opøvet, hvilket fremgår af den måde hvorpå han behandlede de mange problemer i de forskellige menigheder, og ligeledes af den måde hvorpå han mødte og overvandt heftig modstand fra sine fjender. Det kom også til udtryk i den måde hvorpå Jehova brugte ham, idet Han ved den hellige ånds virke lod ham skrive de mange breve som udgør en vigtig del af Bibelen. Hvordan fik han sin opfattelsesevne opøvet så grundigt? Som han selv siger, var det „gennem brugen“, ved konstant og utrættelig brug, mens han fik næring ved stadig at tage til sig af Guds ords „faste føde“. Heri fulgte Paulus det fuldkomne eksempel som Jesus satte under sin jordiske tjeneste, og derfor kunne han sige: „Bliv mine efterfølgere, ligesom jeg igen er Kristi efterfølger!“ Lad os derfor lægge nøje mærke til denne meget anvendte og trofaste Guds tjener mens vi søger at opøve vor egen opfattelsesevne på en gudfrygtig måde. — Hebr. 5:14; 1 Kor. 11:1
Vis stor opmærksomhed
10. På hvilken måde bør vi vise stor opmærksomhed, som det fremgår af Bibelen?
10 Gennem hele Bibelen finder vi mange udtalelser som formaner os til at være vågne og opmærksomme med det rette motiv. Her er nogle få eksempler: „Vogt eder nu omhyggeligt for at handle så ryggesløst.“ „Der skal I så søge [Jehova] . . . og du skal finde ham, når du søger ham af hele dit hjerte og hele din sjæl.“ „Vogt dig for at glemme [Jehova] din Gud.“ „Hvor elsker jeg dog din lov! Hele dagen grunder jeg på den“. „Pas på, vær årvågne!“ „Vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves.“ — 5 Mos. 4:15, 16, 29; 8:11; Sl. 119:97; Mark. 13:33; Luk. 21:34.
11. Hvordan understreger Paulus det samme, og i hvor høj grad gør han det?
11 Men når vi undersøger Paulus’ breve finder vi udtalelser der om muligt er endnu stærkere. Den mentale opfattelsesevne er vigtig, men Paulus taler om at Gud vil „oplyse jeres hjertes øjne“, hvilket vidner om at værdsættelsen i hjertet har mere at sige end den forstandsmæssige kundskab. Denne værdsættelse opstår kun når Guds „visdoms og åbenbarings Ånd“ får frit løb, således at vi kan fatte „hvor overvældende stor hans magt er i os, som tror“, og kende „Kristi kærlighed som overgår kundskab“, set fra et menneskeligt synspunkt. Paulus siger også at vi ikke alene skal ’se til’ hvorledes vi vandrer, men vi skal ’se nøje til’, for „dagene er onde“, og vi skal „forstå, hvad der er Herrens vilje“. Disse udtalelser er holdt i en forstærket form så de omfatter enhver mulig side af sagen. — Ef. 1:17-19; 3:18, 19, NW; 5:15-17; se også Kolossenserbrevet 1:9-11.
12. Hvilke lignende udtalelser forekommer i Hebræerbrevet, og hvilken side af spørgsmålet påkalder nu vor opmærksomhed?
12 Paulus’ brev til hebræerne danner ikke nogen undtagelse. Han formaner ikke alene til at vise opmærksomhed, men til at vise „mere end almindelig opmærksomhed“. Han taler ikke blot om dem der spejder efter Kristus, men om dem der „ivrigt spejder efter ham“, og han siger at „vi intenst retter blikket mod vor tros hovedformidler og fuldender, Jesus. . . . Ja, læg nøje mærke til ham . . . for at I ikke skal blive trætte og give op i jeres sjæle“. Udover at påminde os med disse udtalelser giver apostelen os imidlertid en yderligere grund til at vise stor opmærksomhed — nemlig at der er en som opmærksomt holder øje med os. Hvem er det, og hvordan holder han os under opsyn? — Hebr. 2:1; 9:28; 12:2, 3, alle fra New World Translation.
13. (a) Hvad understreges i begyndelsen af Hebræerbrevet, og hvordan benyttes Israel som et eksempel? (b) Hvilken magtfuld udtalelse fremsættes i Hebræerbrevet 4:11, 12?
13 Svaret er kort og godt at det er Jehova der holder øje med os, og at han gør det ved hjælp af sit ord. Hvis vi ved hvordan dette foregår, vil vi lettere kunne opøve vores opfattelsesevne på rette måde. I begyndelsen af sit brev til hebræerne, hvori Paulus omtaler hvordan Gud tog sig af fortidens Israel, citerer han to gange hvad „Helligånden siger“ i Salme 95:7, 8: „I dag, når I hører hans [Guds] røst, så forhærd ikke eders hjerter.“ (Hebr. 3:7, 8, 15) Det han understreger er at man må lytte opmærksomt med en positiv indstilling når som helst Gud taler. Det vil hjælpe os til at komme Gud endnu nærmere og vil resultere i en stadig voksende tro. Paulus advarede stærkt mod at gøre det modsatte, idet han sagde: „Se til, brødre! at der aldrig i nogen af jer skal findes et ondt, vantro hjerte, så han falder fra den levende Gud,“ og han advarede ligeledes mod at lade sig ’forhærde ved syndens bedrag’. (Hebr. 3:12, 13) Som folk betragtet var Israel ulydigt mod Guds ord og opnåede derfor ikke at gå ind til Guds hvile. Læg mærke til at Paulus nøje forbinder ulydighed med manglende tro. (Se Hebræerbrevet 3:18, 19.) Derpå viser han i det fjerde kapitel at der stadig findes en åndelig hvile som er lovet medlemmerne af det åndelige Israel, den kristne menighed, og han understreger igen nødvendigheden af at vise stor opmærksomhed, idet han siger: „Lad os derfor stræbe efter [gøre vort yderste for, NW] at gå ind til den hvile, for at ingen skal falde som de og blive et lignende eksempel på ulydighed.“ For at slå det fast endnu en gang fremsætter Paulus derpå den magtfulde udtalelse: „Thi Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så dybt ind, at det sønderdeler sjæl og ånd, marv og ben og er dommer over hjertets tanker og meninger.“ — Hebr. 4:11, 12.
14. (a) Hvordan bør man betragte Bibelen? (b) På hvilken måde kan Bibelen siges at være levende og bibringe liv? (c) Hvad kan vi heraf lære med hensyn til hvordan Gud leder og dømmer sit folk?
14 Hvilken bemærkelsesværdig beskrivelse af Guds ord, som om dette ord er en levende person med evnen til at se hvordan man virkelig er i hjertet. Bibelen når ind til tingenes rod. Hvordan det? Jo, den er ikke blot en religiøs bog som er skrevet og samlet af fromme mænd for længe siden, en gammel beretning som handler om en død fortid. Man må tværtimod sige at den som kanal for Guds ånd er en levende bog. Den er Guds ord, ’hans røst’. Når David skrev og talte under inspiration, var det ikke David selv som sagde dette eller hint, men den hellige ånd, hvilket både Paulus og David erkendte. (2 Sam. 23:2; Hebr. 3:7) Bibelen er ikke blot levende, den kan også bibringe liv som er endnu mere underfuldt end menneskelivet. Som apostelen Peter siger om dem der er blevet kristne: De er „genfødte . . ., ikke af forkrænkelig, men af uforkrænkelig sæd, ved Guds levende og blivende ord“. (1 Pet. 1:23) Men læg nu mærke til Paulus’ fortsatte forklaring i Hebræerbrevet (4:13), hvor han siger: „Ingen skabning er usynlig for ham, alt ligger blottet og udbredt for hans øjne; og ham skal vi stå til regnskab.“ Her taler Paulus om Jehova selv og hans gennemtrængende synsevne. Jehovas opfattelsesevne er enestående i enhver henseende, hele tiden forbundet med det rette motiv og den mest effektive metode. Er det i betragtning af det vi her har set ikke indlysende at Jehova ser os og bedømmer os igennem sit ord og ud fra vor reaktion på dette ord? Det er den bedste metode, for den sætter os i stand til i vid udstrækning at undersøge os selv ved hjælp af de samme midler, så vi kan se nøjagtig hvor vi står. Forsøger vi oprigtigt at rette os efter Guds ord på alle livets områder, og prøver vi igen og igen, selv om vi stadig kommer til kort? Det bør vi, men det vil vi komme ind på senere. — Ordsp. 17:3.
15. Hvordan fremgår det af Bibelen at alle skabninger skal ’stå Gud til regnskab’?
15 Alle skabninger skal på et eller andet tidspunkt stå Jehova, den øverste dommer, til regnskab. Det ser ud til at der da benyttes den samme metode, idet man bliver dømt ud fra sin reaktion på Guds ord når dommen finder sted. (Åb. 20:12) Sådan er det for øjeblikket. De der udgør den nulevende generation giver sig selv mere og mere til kende ved deres reaktion på Bibelens sandhedsbudskab, budskabet om Guds rige. (Matt. 24:14) Den indsatte konge, Kristus Jesus, benytter et lignende middel til at skille „fårene“ fra „bukkene“, idet han bedømmer deres indstilling til ham ud fra deres indstilling og adfærd over for ’en af hans mindste brødre’, det vil sige, en af hans disciple som har et himmelsk håb. — Matt. 25:31, 32, 40, 45.
Vis det mere betydningsfulde større opmærksomhed
16. (a) Hvilke to ting har størst betydning, og hvorfor? (b) Hvordan understregede Jesus dette i sin profeti?
16 Når vi opøver vores opfattelsesevne er det vigtigt at vi vurderer tingene rigtigt og giver dem den rette plads. Lad os se kendsgerningerne i øjnene. Der er to ting som er meget kostbare — tiden og livet. På en måde er begge dele af kort eller begrænset varighed. Livet vil ikke være kort under Guds riges styre, men der findes kun ét middel hvorved vi kan opnå livet, kun ét frelsesmiddel, „Kristi dyrebare blod“. (1 Pet. 1:19) Og tiden er afgjort begrænset, idet der allerede er gået omkring 56 år af den generation eller slægt som har set tegnet på „endens tid“. (Matt. 24:34) Det betyder at vi må vælge med omhu. Vi vil gerne have en god rettesnor som kan hjælpe os til at se hvilke ting af større betydning vi må ofre større opmærksomhed og hvilke ting af mindre betydning vi efterhånden må ofre mindre og mindre opmærksomhed. Bibelen bør være vor rettesnor i dette spørgsmål. Betragt for eksempel hvad Jesus sagde i sin profeti om „endens tid“, dér hvor han, efter at have understreget tidens alvor, siger: „Men vogt jer, at jeres hjerter ikke nogen sinde sløves af svir og drukkenskab og timelige bekymringer, så den dag kommer pludselig over jer. Thi som en snare skal den komme . . . Men våg [vær meget opmærksomme] og bed til enhver tid, så I må blive i stand til at undfly alt dette, som skal ske“ — ikke „undfly“ ved at man bliver fjernet fra skuepladsen, men på den måde at man bliver beskyttet mod snarerne på grund af sin årvågenhed. Som et resultat heraf vil vi „bestå for Menneskesønnen“, vi vil bevare hans gunst og vor integritet og udholdenhed. — Luk. 21:34-36; se også Første Korinterbrev 10:13.
17. Hvilken forbindelse viser Paulus at der er mellem det at undfly og at være opmærksom?
17 Jesu ord om at „undfly“ minder os atter om Hebræerbrevet. Dette brev blev skrevet kort før forfølgelsen af de jødekristne udbrød i Jerusalem, og kun ni år før denne bys ødelæggelse. Forholdene er noget lignende i dag. Tiden er ved at udløbe. ’Den store trængsel’ nærmer sig hastigt, og dette gør spørgsmålet om at undfly eller undslippe aktuelt. Hør Paulus’ advarsel: „Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler [ved ikke at høre efter]. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden [da israelitterne befandt sig ved Sinaj bjerg], så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene“ og når han om kort tid ryster den gamle tingenes ordning og fjerner den helt. — Hebr. 12:25-27.
18. Bør vi vise opmærksomhed af ren og skær pligtfølelse? Begrund svaret.
18 Måske synes du at det er temmelig trættende, ja måske ligefrem skræmmende, altid at skulle være meget agtpågivende? Det behøver det ikke at være. Det bør det ikke være. Det du skal være opmærksom på er at din tro og din hengivenhed forbliver stærk. Med andre ord, du skal være opmærksom på dit hjerte. Det er dét det drejer sig om for dit eget vedkommende, „thi derfra [fra hjertet] udspringer livet“. (Ordsp. 4:23) Det er ikke så meget hovedet, men derimod hjertet — det organ som bestemmer dine motiver, ønsker og følelser — der i egentligste forstand bestemmer hvad du vil ofre størst opmærksomhed, og som samtidig også vil finde glæde i det.
19. (a) I hvilket tilfælde kan det være en stor glæde at vise opmærksomhed? (b) Har den kærlighed som kaldes agápē noget at gøre med et personligt forhold? Hvordan gælder dette specielt vort forhold til Jehova?
19 Lad os underbygge denne tanke: Har du ikke oplevet at du, især da du var ved at blive voksen og i færd med at forlade barndommens rækker, viste en bestemt person mere end almindelig opmærksomhed? Dette kan i sandhed være en skøn og spændende oplevelse, ja, den kan optage én hvert eneste minut! Og når denne person så reagerer positivt og begynder at gengælde én den opmærksomhed man viser, bliver det endnu skønnere! Intet kan afholde én fra at vise langt mere end almindelig opmærksomhed. Er det ikke rigtigt? Åh jo, svarer du, men et personligt forhold af den art er noget helt andet end det vi taler om. Måske det alligevel ikke er så anderledes endda. Spørgsmålet om kærlighed kommer ind i billedet; det er da noget som angår hjertet. Den højeste form for kærlighed er, som forklaret i Vagttårnet, den kærlighed der på græsk kaldes agápē. Af det man undertiden hører, får man let det indtryk at denne form for kærlighed er så ophøjet og ønskværdig fordi den sætter sig ud over det personlige, idet den jo beskrives som en kærlighed der er baseret på rette principper. Men det er ikke sådan Vagttårnet har defineret ordet agápē. Da Peter benyttede dette ord sagde han ikke: „Elsk nøje i overensstemmelse med gode principper af hjertet,“ men: „Elsk hverandre inderligt af hjertet.“ (1 Pet. 1:22) Ja, denne kærlighed som kaldes agápē kan være inderlig og personlig, men den er altid i fuld overensstemmelse med rette principper, som den ledes af. Som Vagttårnet har sagt, er den en „principbetonet kærlighed“, men det betyder ikke at den er upersonlig. Dette gælder specielt vores kærlighed til Jehova. Det er ikke tilstrækkeligt og heller ikke rigtigt at elske Gud som en fjern, usynlig og abstrakt legemliggørelse af gode principper, en stor Førsteårsag, sådan som mange tilsyneladende gør. Jobs trøstere begik den samme store fejl. De omtalte Gud ved hans titel men aldrig ved hans personlige navn, Jehova. Noget lignende gælder de gejstlige, den nutidige Jobs trøstere. Men Jehova er det højeste væsen, den største personlighed, og han opfordrer os til — ved at vi konstant viser stor opmærksomhed — at lære ham at kende og at elske ham som den der er værdig til alt hvad vi kan give, hele vort hjerte og sind, hele vor sjæl og styrke. Han er alle gode og rette princippers kilde og dommer.
20. Hvad har været og er stadig hovedårsagen til at nogle glider bort fra sandheden?
20 Det er velkendt at tusinder i de senere år er kommet til kundskab om sandheden og er blevet Jehovas vidner, og derpå enten er forsvundet ud af syne eller har måttet udstødes af den kristne menighed. I sidstnævnte tilfælde kan årsagen til frafaldet ofte spores tilbage til en stærk personlig indflydelse som har virket imod sandheden og dens høje principper. Hvorfor sker sådan noget? Egentlig fordi de pågældende ikke er blevet længe nok i sandheden eller ikke er gået dybt nok til virkelig at lære Jehova at kende og at elske ham som en person, Personen. De elskede ganske vist sandheden og det dejlige samvær med brødrene og udsigterne til Riget, men de lærte aldrig at knytte det nære, personlige hengivenhedens bånd mellem sig selv og Jehova, et bånd som intet kan bryde.
21. Hvilken opmuntring får vi til at holde fast ved den rette kurs, og hvorfra kommer denne opmuntring?
21 Det er ikke umuligt. Det er ikke for svært, ikke hvis man lægger sit hjerte i det. Det gjorde fortidens trofaste mænd og kvinder, som det fremgår af Hebræerbrevets ellevte kapitel. Ved tro afgav de bevis på deres loyale hengivenhed under svære lidelser, idet de vidste at Jehova belønner dem der „ivrigt søger ham“, og viser ham mere end almindelig opmærksomhed. (Hebr. 11:6, NW) På samme måde findes der i dag, som det fremgår af Yearbook, rundt om i hele verden en hel hær af mennesker som bevarer deres integritet og fastholder den samme urokkelige hengivenhedens kurs. Mange indviede ægtemænd og hustruer viser sig hver dag tro mod deres ægtefæller, og vi må indrømme at kærligheden mellem mand og hustru er personlig, lige fra begyndelsen, når de begynder at vise hinanden særlig opmærksomhed. Igen ved hjælp af det græske ord agápē understreges den kristne ægtemands vigtigste forpligtelse: „I mænd! elsk jeres hustruer, ligesom Kristus elskede kirken,“ ja, ligesom Kristus elskede hver enkelt af sin brudeskare, som udgør den kristne kirke eller menighed. — Ef. 5:25.
22. Hvordan kan vi få det rette syn på Kristus Jesus, og på hvilken måde vil dette hjælpe os?
22 Jesus Kristus er naturligvis vort ypperste eksempel. Efter den beretning vi lige har henvist til i Hebræerbrevets ellevte kapitel, tilskyndes vi til „med udholdenhed [at] løbe det løb der ligger foran os, mens vi intenst retter blikket mod . . . Jesus . . . som har udholdt en sådan modsigelse af syndere“. (Hebr. 12:1-3, NW) Hvordan betragter du ham? Med hvis øjne ser du ham? Betragter du ham som en der er værd at følge, eller tænker du som de der ifølge profetien ville sige at han var „uden ydre, så vi syntes om ham“? (Es. 53:2) For at betragte ham på rette måde må vi benytte Guds ord som et spejl. Ligesom vi ved hjælp af et spejl kan se et andet menneske fra en ny vinkel, således kan vi ved hjælp af Bibelen få en ny forståelse og værdsættelse af Guds søn. Dette vil hjælpe os til at iføre os en ny personlighed, en personlighed som ligner hans, og vil tilskynde os til at rette os ind efter det guddommelige mønster på alle livets områder og hjælpe os til at holde ud som Jesus holdt ud lige til enden. — Jak. 1:22-25.
[Illustration på side 567]
Gud dømmer os efter hvordan vi reagerer på hans ord