Hvordan kan man lære børn at tale?

LILLE Jesper klukkede af fryd da hans tante løftede ham op og satte ham på skødet. Hun vuggede ham blidt, og der lød et fornøjet „ah-h“ fra ham. Hans tante, som var ved at læse til talepædagog, gentog blødt hans lille udråb: „ah-h“. Til hendes glæde opfattede den lille dreng dette ’ekko’ der kom tilbage til ham, og til hendes endnu større glæde gentog han nu selv sit „ah-h“.

Jesper nød legen, og de fortsatte et lille stykke tid. Men for tanten betød det mere end blot en leg. Hun forstod at drengen i en tidlig alder var begyndt at efterligne lyde, hvilket var et sikkert tegn på at hans sind var vågent, at hørelsen var i orden, og at han en dag ville kunne tale klart og tydeligt.

Er det da ikke bare spild af tid at lytte til småbørns pludren? Mange børn lærer jo at tale „helt af sig selv“, i hvert fald tilsyneladende. I den sidste snes år har studiet af talens udvikling hos børn imidlertid givet mange nye resultater. I dag tillægger læger og talepædagoger spædbørns „pludren“ meget stor betydning, og de mener at forældre (og andre børnepassere) også bør skænke deres børns første ytringer stor opmærksomhed.

Er det at gøre for meget ud af det? Hvor stor betydning talen har for et menneskes hele personlighed, kan fremgå af følgende udtalelser fra nogle som har haft en talefejl fra deres tidligste barndom:

„Jeg ville allerhelst have kaffe og rundstykker [på en restaurant], men jeg bestilte havregryn med mælk, fordi jeg vidste at jeg ville komme til at stamme forfærdeligt hvis jeg skulle sige de andre ord, og jeg ville ikke have at den ældre servitrice skulle få medlidenhed med mig. Jeg hader havregryn.“

„Lige fra jeg var en helt lille pige skammede jeg mig over min måde at tale på. Og hver gang jeg åbnede munden, gjorde jeg min moder flov. Jeg kan ikke beskrive hvor forfærdeligt jeg følte mig til mode. Jeg gjorde noget forkert, bare ved at tale. Så enkelt var det. Jeg troede hele tiden at jeg måtte være meget slem, fordi jeg talte sådan.“

„Min fader ville aldrig høre på mig når jeg stammede. Han gik altid sin vej. Til sidst kom det så vidt at jeg sagde det til moder og lod hende give ham besked, hvis jeg ville sige ham noget.“ — Speech Correction.

De voksne vi har citeret her, ville være de første til at bekræfte hvor vigtigt det er at vide hvordan man kan hjælpe sine børn til at tale rigtigt. Desuden er det ikke et spørgsmål man kan vente med at tænke på til barnet kommer i skole ved syvårsalderen (i de fleste andre lande kommer børnene i skole et eller to år tidligere); nej, man kan ikke begynde tidligt nok. Hvis der er én ting de fleste eksperter er enige om, er det at barnets fire første år har vital betydning for dets talemæssige udvikling, og dermed, efter manges mening, også for dets tænkeevne.

Men før vi kommer ind på hvordan et barn lærer at tale, står vi over for spørgsmålet: Hvilket „taleudstyr“ og hvilke evner er et normalt barn født med? På baggrund af al den forskning der er foretaget, kan vi med fuld ret svare: En lang række rent ud sagt mirakuløse faktorer!

Mange mirakuløse faktorer

Ordet „mirakel“ forekommer måske at være en overdrivelse i denne forbindelse. Og dog må det siges at evnen til at tale (åndedrættet, lydfrembringelsen) og sproget (hvad lydene står for) er meget komplicerede, indbyrdes forbundne systemer.

Koordinationen mellem de forskellige bevægelser er i sig selv et under. Blot at sige et lille ord på to stavelser kan kræve at læberne, tungen, struben og kæberne stilles i tyve forskellige stillinger. Disse tyve finindstillinger foretages med største præcision, og i rigtig rækkefølge, på et kvart sekund. Det betyder at hver bevægelse foregår på cirka en hundrededel sekund. Og det hele sker automatisk!

Endnu et mirakel er den variation af lyde som mennesker kan frembringe, og det at børnene kan lære dem så tidligt. Ifølge talepædagogerne kan småbørn over hele verden frembringe hele spektret af de lyde som de menneskelige taleorganer kan frembringe: „. . . franske vokaler og snurrelyde, tyske omlyde og strubelyde, og mange andre som kun kan angives med lydskrift.“ Spædbørn over hele jorden udvikler altså hurtigt evnen til at sige alle disse forskellige lyde, men det er miljøet (det lokale sprog, de lyde de hører) der er afgørende for hvilke lyde barnet vil blive ved med at bruge.

Dette tjener som et stærkt argument mod udviklingstilhængernes påstand om at „det primitive menneske sandsynligvis ved et tilfælde begyndte at udstøde forståelige talelyde“. (The Psychology of Communication, s. 16) Det tyder snarere på at talen er et mirakel, en gave vi er født med. Fra Skaberens hånd er små børn udstyret til at tale, disponeret for at gøre det, og forsynet med en stærk lyst til at prøve det.

Denne antagelse kan finde støtte i andre videnskabelige undersøgelser, som viser at børn overalt udvikler deres taleevne på en bemærkelsesværdig ensartet måde. Vi kan alle betragte evnen til at tale som en gave vi bør værdsætte; og i tilknytning til dette kan alle forældre have gavn af at lære om det mønster børnenes sprogudvikling følger, så de kan „samarbejde“ med dette.

Fra den første gråd til det første ord

Vi vil her anføre de stadier som alle „normale“ børn, ifølge mange talepædagoger, gennemgår indtil de lærer at sige hele sætninger eller grupper af ord. Der er dog en bemærkning vi først må indføre.

Når der her tales om „normale“ børn, hentyder det blot til at de fleste børn på det anførte tidspunkt har lært dette eller hint. Men ingen børn er jo blot et statistisk eksemplar eller et gennemsnitseksemplar; børn er yderst individuelle. De fleste børn der lærer at tale, gennemgår de stadier vi beskriver her, men der kan være ret stor forskel på hvilken alder de har når de lærer de forskellige ting.

Husk også at arv spiller en vis rolle. I nogle familier vil børnene begynde at tale senere end i andre familier. Lad os med disse ting i tanke følge de stadier barnet gennemgår indtil det kan sige sine første ord:

1. Den første måneds tid efter fødselen vil barnets eneste ytringer bestå i gråd; grådens tone ændres ikke særlig meget, uanset hvad utilfredsheden skyldes. Når spædbarnet er mellem fire uger og seksten uger gammelt, begynder det at klukke og udstøde „gurglelyde“, og det begynder også at sige andre lyde, for det meste vokaler. Tonen i gråden begynder at blive varieret. (Og det er ikke bare moderen der begynder at forstå hvad den lille mener med gråden, det er virkelig barnet der begynder at gøre forskel på sine små skrig.)

2. Når barnet er omkring tyve uger gammelt, begynder den egentlige „pludren“. Den lille begynder at sammenkæde enstavelseslyde, ofte i form af flere gentagelser af samme lyd. Barnet nyder at ligge og pludre, og efterhånden begynder det også at bruge konsonantlyde (som regel nasallyde som m og n).

3. Mellem den sjette og den niende måned vil denne pludren gå over i det der kaldes „lydefterligning“. Det begynder med at barnet efterligner lyde eller stavelser det selv har sagt. Senere vil det gentage lyde som det hører hos de voksne eller hos andre børn (som i eksemplet i indledningen til denne artikel).

4. Fra tiende til tolvte måned begynder den lille at sige rigtige ord, i regelen bare ganske korte ord det gentager efter de voksne. Der er stadig tale om efterligning.

5. Omkring den attende måned har barnet et ordforråd på et sted mellem tre ord og halvtreds ord, og det viser i stadig højere grad ved hjælp af forskellige betoninger at ordene betyder noget bestemt, noget som barnet forstår. Nu begynder barnet måske at danne små sætninger, ytringer der blot består af et par ord.

Piger er ofte lidt hurtigere til at begynde at tale end drenge. De fleste børns taleudvikling foregår trinvis, sådan at de bliver på et bestemt stadium i et stykke tid og derefter hurtigt går videre til det næste stadium. En talespecialist ved navn dr. Jon Eisenson hævder: „De fleste børn som lærer at tale, ja måske op til 90 procent af dem, siger deres første ord når de er 15 måneder gamle.“

Det allervigtigste er måske at huske dette: Børn lærer at tale ved at efterligne andre. Deres omgivelser, ikke mindst forældrene, spiller altså en vigtig rolle på alle stadier i den forbindelse.

Hvordan kan man hjælpe?

Det er ganske vist ikke meningen at man ligefrem skal udarbejde en checkliste over ’hvornår den lille bør kunne dit eller dat’, men det er alligevel en god idé at være opmærksom på hvordan barnets reaktioner skrider frem. Sørgeligt nok opstår mange alvorlige talefejl som følge af et hørehandicap. Selv en ganske lille høredefekt kan være farlig for et barn. Hvorfor? Fordi barnet lærer lydene og gentager dem sådan som det hører dem. Hvis barnet har en fejl ved sin hørelse, og forældrene ikke opdager den, kan det altså få svært ved at lære at tale, og indlæringsevnen kan lide under det.

For eksempel kan en såkaldt serøs mellemørebetændelse hos et spædbarn forårsage en ganske ringe nedsættelse af barnets høreevne. Ifølge dr. Marion Downs er „et høretab på 15 decibel [hos børn under skolealderen] . . . nok til at give sprogproblemer“. (Newsweek, 14. juni 1976) Der er selvfølgelig forskellige meninger om hvor stærkt et høretab skal være for at det påvirker taleevnen. Imidlertid vil et barn med den omtalte mellemørebetændelse tydeligt kunne høre alle vokalerne, men det vil få meget svært ved at udtale visse konsonanter (såsom p, t, s, sj og w).

Det kan være svært at finde ud af om et lille barn har nedsat hørelse. Man må betragte den lille omhyggeligt. Reagerer barnet på pludselige, kraftige lyde? Reagerer det på fjerne og svage lyde? Vender det hovedet og reagerer når det hører en stemme i nærheden af sin seng, uden først at have set den der taler? Alt dette er gode tegn på at hørelsen er i orden.

Hvis barnets hørelse altså er i orden, hvad kan man da gøre for at hjælpe det til at lære at tale? Det vigtigste er at ofre tid og opmærksomhed. Giv barnet lov til at pludre, lyt til det, og prøv at få det til at sige forskellige lyde. Gentag de lyde den lille siger, og vis din interesse ved at lytte når han eller hun kæmper for at få sagt et eller andet.

Det er bedst at tale i en blød og venlig tone. Første gang barnet siger et ord forkert, skal man ikke rette det med et vredt „Nej, det hedder —.“ Smil opmuntrende (barnet talte jo!), og sig ordet på den rigtige måde. På den måde slår man ikke modet ned hos barnet så det holder op med at tale, men på den anden side opmuntrer man det heller ikke til at blive ved med at sige ordet forkert. Venner og slægtninge synes måske det er „sødt“ når børnene udtaler et ord forkert, og det er selvfølgelig også bedre at se sådan på det end at skælde børnene ud og straffe dem. Men af hensyn til barnets taleudvikling opnår man mest ved at man ganske vist roser barnet for at tale, men alligevel opmuntrer det til at tale rigtigt, ved tålmodige gentagelser.

Det betyder dog ikke at forældrene lige fra barnet siger sit første ord, skal forvente at det taler som en voksen. Man gør vel i at huske disse ord af bibelskribenten Paulus: „Da jeg var mindreårig, plejede jeg at tale som en mindreårig.“ (1 Kor. 13:11) Det kan godt være at barnets første forsøg ikke er særlig gode efterligninger af ordene, men tålmodighed og et godt eksempel er nøglen. Det vil ganske naturligt vokse ud over det barnlige stade.

Det er klart at børnene har brug for tugt når de bliver støjende og uregerlige. Men man må også være ligevægtig når det drejer sig om ganske små børn. Tilskynd dem til at tale, og forvent ikke noget af dem som de umuligt kan klare.

Det kan volde stor skade hvis børnene mens de er helt små siger et ord forkert, og forældrene bliver stærkt irriterede over det. Mange forskere mener at visse medfødte talefejl bliver langt værre når børnene udsættes for pres fra forældrenes side. Noget der blot kunne være en kort fase behandles af nogle forældre som om det var „forfærdeligt“, med det resultat at barnet går i stå og ikke kan slippe af med talefejlen.

Det er for eksempel almindeligt at små børn ikke taler helt flydende, men lidt tøvende og lidt stammende, specielt når de er mellem to og fire år gamle. I denne periode må man huske Bibelens kloge råd i Efeserbrevet 6:4: „Irritér ikke jeres børn.“ Hvis forældrene ikke farer op og bliver chokerede når barnet stammer eller snubler over ordene, men i stedet klapper det og smiler, vil barnets nervøsitet fortage sig og fejlen vil også efterhånden blive mindre. Ja, denne forstående behandling vil både hjælpe forældrene og børnene af med deres bekymring.

Det er en kendt sag at der blandt institutionsbørn og børn med en uheldig baggrund hyppigere optræder tale- og sprogvanskeligheder end blandt andre børn. Dertil kan der være mange årsager, men mange af de børn som har deres forældre, har i dag så store vanskeligheder at man skulle tro at de aldrig havde haft nogen forældre. Hvorfor det? Fordi de voksne ikke giver deres børn den opmærksomhed de har brug for. Ironisk nok er der tilfælde hvor forældrene afholder sig fra enhver kommunikation med børnene indtil de mener at disse er ’gamle nok til at forstå’, skønt de ganske små børn har mindst lige så stort behov for opmærksomhed som større børn.

Dette er ofte tilfældet når forældrene har den fejlagtige opfattelse at barnet ikke kan lære noget „ordentligt“ før det er flere år gammelt. Det bibelske syn på børns muligheder for at lære kommer godt til udtryk i Femte Mosebog 31:12: „Kald da folket sammen, mænd, kvinder og børn [hebraisk: taph, ’dem der tripper, tager små skridt’, altså ganske små børn] . . . for at de kan høre og lære.“

Ordforrådet udvides

Det normale barn udvider forbløffende hurtigt sit ordforråd. Det etårige barn kan måske to eller tre ord, men ved toårsalderen er ordforrådet udvidet til 50 eller 200, og ved treårsalderen er det helt oppe på 900. Hvorfor går det så hurtigt fra barnet er to år til det er tre år gammelt? Sandsynligvis fordi barnet har lært at stille spørgsmål. Den toårige har dermed lært et system som det kan bruge til at udforske alle muligheder med.

Da spørgsmål er barnets vigtigste redskab, må forældre (og alle andre som passer børn) forstå at det evindelige „hvorfor?“ er af vital betydning. Prøver man at forhindre børnene i at stille spørgsmål, forhindrer man dem måske også i at udvikle deres ordforråd og deres evne til at tænke logisk.

Foruden at forældrenes svar på børnenes spørgsmål har betydning, har deres reaktion på de øvrige af barnets første udtalelser også stærk indvirkning på dets fremskridt i taleevne. Vi kan måske opdele forældrenes reaktioner i tre forskellige.

Her er et eksempel: Lad os sige at lille Lise finder en „blomst“ ude i haven og tager den med ind til mor. Lise siger: „Se, mor, blomst!“ Hvordan vil moderen nu reagere?

Den negative reaktion kunne lyde sådan: „Gå væk, Lise, jeg har travlt. Og fjern det ukrudt.“

Her er så den neutrale reaktion: „Ja, den er pæn, Lise.“

Den positive reaktion kunne imidlertid lyde sådan: „Ja, det er vel nok en køn blomst, Lise. Se, den har fire kronblade.“ Her viste moderen altså ikke alene en venlig reaktion på pigens begejstring, men gik et skridt videre og føjede et helt nyt ord til — „kronblade“.

På den måde kan forældrene betragte deres samtaler med børnene som en lejlighed til at føje nye byggesten — nye ord — til børnenes forståelsesverden. Dette gøres bedst ved hjælp af korte sætninger, hvor man gentager hvad barnet har sagt (hvis ordene stort set var rigtige) og derefter føjer lidt til.

Det er også godt at huske at selv små børn, når de har sagt noget, gerne søger bekræftelse hos de voksne — de kigger op som for at spørge: ’Er det ikke rigtigt?’

Men hvad nu hvis man, til trods for mange forsøg på at hjælpe barnet, opdager at det har en alvorlig talefejl af den ene eller den anden art?

Undgå at overreagere

Barnet gør måske ingen fremskridt i retning af at kunne sige forskellige ord og kæde dem sammen, skønt dets hørelse er normal og skønt man regner med at udviklingen på visse stadier godt kan trække lidt ud. Hvad kan man så gøre? Det værste man kan gøre er at lade sig gribe af panik og gå til den ene af to yderligheder.

Den ene yderlighed er at betragte barnet som en slags „vanskabning“ og overdænge sig selv eller barnet med bebrejdelser på grund af tilstanden. Hvis den lille falder og brækker sit ben, vil forældrene da ikke skynde sig til lægen for at få det i orden igen? Mange har imidlertid en tendens til at betragte talefejl som noget barnet selv er skyld i, noget som derfor skal ignoreres, eller noget man skammer sig over — i stedet for at få fejlen rettet.

Sandt nok er det ofte forholdene i hjemmet der har bidraget til at talen ikke har udviklet sig rigtigt, men det giver endnu større grund til at være opmærksom på barnet og på forholdene i hjemmet. I utallige tilfælde kan talepædagoger hurtigt hjælpe små børn over en talefejl, men hvis der ikke gøres noget kan fejlen blive så indgroet at den næsten umuligt kan rettes.

Den anden yderlighed er at udtrykke sin skuffelse på en så hysterisk måde at barnet føler at det er genstand for stor bekymring. Så kommer det til at føle at det må og skal tale anderledes. Dette pres kan, især hos stammere, medvirke til at gøre problemet værre end det er.a

Her er det af største betydning at forældrene viser tålmodighed og ømhed, som i de tidligere omtalte tilfælde med spædbørn. Man skal ikke hele tiden skænde og rette på børnene; det er bedre at få dem til at glemme deres talefejl. Ofte begynder børnene at tale normalt når de holder op med at tænke på deres handicap.

Eventuelle storebrødre og storesøstre bør også bringes til at indse at de må behandle den stammende med stor omsorg, og ikke altid afbryde ham eller hende i en sætning som er svær at få frem — det ville kun forøge spændingen og bekymringen.

De kristne principper som Bibelen giver os i forbindelse med opdragelsen af børn, er uvurderlige når man skal hjælpe små børn der har en talefejl, og som derfor af nogle regnes for at være „sinker“.

„Nænsomhed“, „inderlig hengivenhed“, „langmodighed“, „mildhed“, „selvbeherskelse“ — når forældrene viser sådanne egenskaber vil det yde et stort bidrag til problemets løsning. — 1 Tess. 2:7, 8; Gal. 5:22, 23.

Tal derfor med dine børn, lige fra de er helt små. Læs højt for dem, og giv dem den blide og kærlige fysiske kontakt de har så stærkt behov for, også lige fra de er helt små. Alt dette vil medvirke til at gøre det lettere for de små at lære at tale, og det vil få en positiv indvirkning på deres personlighed og indlæringsevne.

Måske er der intet andet redskab end barnets evne til at tale klart og meddele andre sine tanker, ønsker og behov, der har så stor betydning for dets personlige udfoldelse og udvikling, og for dets selvtillid og lykke. Vores opfordring er derfor at du, sammen med dine børn, gør brug af talens gudgivne mirakel på rette vis. Senere vil børnene sikkert — også med ord — sige: „Tak for at I blev ved med at tage jer af mig.“

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 9]

„Børn overalt udvikler deres taleevne på en bemærkelsesværdig ensartet måde.“

[Tekstcitat på side 10]

„Det allervigtigste er måske at huske dette: Børn lærer at tale ved at efterligne andre.“

[Tekstcitat på side 11]

„Noget der blot kunne være en kort fase behandles af nogle forældre som om det var ’forfærdeligt’, med det resultat at barnet går i stå og ikke kan slippe af med talefejlen.“

[Illustration på side 13]

Også faderen kan hjælpe og tilskynde barnet til at tale, ved ofte at gentage nogle simple ord