Kærlighedens ypperligere vej

„Jeg vil nu vise jer en endnu ypperligere vej.“ — 1 Korinter 12:31.

 1. Hvem må vi elske for at opnå evigt liv, og hvorfor?

JEHOVAS vej er kærlighedens vej. Ved den har han udmærket sig, og det er ud fra kærlighedens princip, han styrer hele universet. Det er på den fortræffelige måde, han styrer alle sine fornuftbegavede skabninger. På grund af denne kærlighedens vej holder han alle sine trofaste skabninger ubrydeligt knyttet til sig. Han sætter selv kærlighedens eksempel og kræver, at alle hans fornuftbegavede skabninger skal efterligne ham. Kun de, der gør det, får lov til at leve evigt. De må elske ham som den, der fortjener deres fulde kærlighed og hengivenhed, og således på rette måde gengælde ham hans store kærlighed til dem. De må elske deres medskabninger, ligesom han gør. På den måde kommer de til at ligne Gud. Guds elskede søn sagde, at de to største bud var disse: 1) „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl og af hele dit sind.“ 2) „Du skal elske din næste som dig selv.“ (5 Mosebog 6:5; 3 Mosebog 19:18; Mattæus 22:37-40) For at nogen af os kan vise os værdige til det evige liv i nogen del af Guds univers, må vi holde disse bud og følge kærlighedens ypperlige vej.

 2, 3. Hvilken organisation har mest erfaret Guds kærlighed? Hvorfor?

² Der er ingen organisation i verden, som stærkere har følt eller fået mere gavn af denne ømme egenskab hos Gud, end hans menighed har. Selv om den ikke blev til før i det første århundrede af vor tidsalder, blev den fremstillet forbilledligt mange århundreder tidligere i Jehovas udvalgte folks menighed, Israels folk. Han drog omsorg for dem, fordi han drog omsorg for deres forfædre. Hans profet Moses sagde til dette folk: „Fordi han elskede dine fædre og udvalgte deres afkom efter dem, . . . fordi Jehova elskede jer, og fordi han ville holde den ed, han tilsvor jeres fædre, derfor var det, at Jehova med stærk hånd førte jer ud og udløste dig af trællehuset.“ — 5 Mosebog 4:37; 7:8.

³ Kun en lille rest af dette begunstigede folk viste sig værdig til at blive ført over i den nye menighed og danne grundstammen i den. Guds vilje vedrørende den nye organisation, han valgte, var, at den skulle fuldkommes i hengivenhed for ham og i alle gudlige egenskaber, navnlig kærligheden. Med denne nye organisation mener vi ikke det, der kaldes „kristenheden“, for den er ikke hans organisation mere end den øvrige verden, som den er den ledende del af. Vi mener den sande messianske eller kristne organisation, „Guds menighed“, der grundlagdes i det første århundrede. Der er uhyre stor forskel på kristenheden og Jehova Guds sande menighed. Kristenheden har aldrig fulgt den ypperligste vej, men har været selvisk, grusom og verdslig. Til trods for, at Guds sande menighed har befundet sig midt i kristenheden, har den aldrig været en del af den, men har oprigtigt bestræbt sig for at efterligne Gud og følge hans ypperlige vej. Kristenheden har på grund af sin selviske og grusomme verdslighed forsømt at efterligne Jehova Gud og være en velsignelse for menneskene, og den skal gå til grunde i slaget ved Harmagedon. Men den sande menighed vil bestå evindelig til Jehovas pris og til velsignelse for alle retsindige mennesker.

 4, 5. Hvordan viste Gud, at han havde antaget den nye organisation?

⁴ Det er ingen let sag at oprette en ny organisation og vise, at Gud har overført sin gunst og velsignelse til den, efter at han udelukkende har taget sig af en gammel organisation i over sytten hundrede år. For at bevise, at den nylig oprettede kristne menighed var Jehova Guds udvalgte forsamling, og for at hjælpe den gennem dens vanskelige barndom og overgangen fra den gamle tingenes orden til den ny, sendte Gud en særlig åbenbaring af sin ånd eller virkekraft over den nye organisation, sit indviede folk, efterfølgerne af Messias, Jesus Kristus.

⁵ Omtrent ni århundreder før de sidste dage for den gamle organisation og den nyes begyndelse, havde Gud inspireret Joel til at profetere om den guddommelige krafts iøjnefaldende virkning på den kristne menighed. Han sagde: „Og det skal ske derefter, at jeg vil udgyde min ånd over alt kød; jeres sønner og jeres døtre skal profetere, jeres gamle skal drømme drømme og jeres unge skue syner; også over trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. Og jeg lader ske tegn, . . . før Jehovas store og frygtelige dag kommer. Men enhver, som påkalder Jehovas navn, skal frelses.“ (Joel 3:1-5) De nedskrevne historiske kendsgerninger viser, at denne profeti begyndte at opfyldes på den jødiske rest af Jesu efterfølgere på pinsedagen i år 33 e. Kr. Under påvirkning af Jehova Guds udgydte ånds kraft begyndte disse jødiske efterfølgere af Jesus pludselig at tale på fremmede sprog, ved et mirakel. Desuden stod apostelen Peter og andre frem under Guds krafts påvirkning og profeterede eller forklarede mange af profetierne om Jehova Gud og Kristus Jesus for den skare af forbavsede mennesker, som samledes. Ved den samme usynlige virkekraft blev der også da givet dem visse gaver i retning af kundskab, for at de kunne tildele forsamlingen kundskab. Denne forudsagte åbenbarelse af Guds ånd beviste, at han nu havde udvalgt Jesu menighed, og selvsamme dag blev omkring ved tre tusinde jøder og proselytter overbevist herom og overført fra den forkastede gamle organisation til den nye kristne menighed. — Apostlenes Gerninger 2:1-41.

Vækst ved gaver

 6. Hvad blev givet den første menighed ved åndens hjælp?

⁶ Således gik det til, at den nye organisation blev oprettet, og det blev bevist, at den var Guds udvalgte organisation fra da af, ved sådanne overbevisende og mirakuløse åndens gaver, som blev givet organisationens medlemmer. En af dens senere medlemmer var apostelen Paulus, og han talte mere end nogen anden inspireret kristen forfatter om åndens forunderlige gaver. I tolvte kapitel af første brev til de kristne i Korint skriver han: „Med hensyn til de åndelige gaver, brødre, vil jeg ikke, at I skal være uvidende. Der er forskellige nådegaver, men ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme; der er forskellige kraftige virkninger, men Gud er den samme, som virker alt i alle. Og åndsåbenbarelser gives den enkelte til fælles gavn. En gives der nemlig ved ånden at tale med visdom; en anden at tale med kundskab ifølge den samme ånd; en gives der tro ved den samme ånd; en anden nådegaver til at helbrede ved den ene ånd; en at udføre undergerninger; en anden at profetere; en at bedømme ånder; en anden forskellig slags tungetale; og atter en anden at udlægge tungetale. Men alt dette virker den ene og samme ånd.“ (1 Korinter 12:1, 4-11) Den forkastede gamle jødiske organisation gjorde modstand, men kunne ikke standse åbenbarelsen af Jehovas ånd ved de mirakuløse gaver til de nye kristne troende, og de hedenske religionsorganisationer kunne heller ikke. Trods de jødiske og hedenske vantros misundelse og modstand viste Gud den Almægtige, hvem det var, hans kraft og ånd hvilede over. Derfor fortsattes tildelingen af åndens gaver til hans søns efterfølgere og deres udøvelse af disse gaver i apostlenes dage.

 7, 8. Hvilke spørgsmål melder sig i anledning af, at disse gaver ikke er til stede nu? Hvordan besvarer vi dem?

⁷ Når Jehova Guds vidner ser på hans organisation nu i vort tyvende århundrede, må vi indrømme, at den ejer og udøver ikke disse mirakuløse åndens gaver, som kendetegnede og identificerede hans vidners organisation i det første århundrede. Mennesker, der ikke forstår, hvorfor sådanne gaver ikke er til stede nu, vil måske spørge: Er kristendommen ikke den samme nu, som den var dengang? Lider Jehovas kristne menighed i vor tid ikke under en væsentlig mangel, ved at den ikke har de overbevisende åndelige gaver, hvormed den kan virke og forkynde „dette evangelium om Riget“? Kunne vi ikke i den kritiske tid, hvor gudløs kommunisme og religiøs verdslighed breder sig overalt, forkynde et mere effektivt vidnesbyrd om hans rige, hvis vi havde åndens mirakuløse gaver til at støtte os og overbevise de tvivlende?

⁸ Vi svarer, at den rene kristendom (men ikke kirkevæsenet) er den samme nu, som den var i sin barndom. Den har ikke lidt noget afbræk og ingen lammelse eller svækkelse, fordi den ikke nu har Guds ånd eller virkekraft til at virke med mirakuløse åndelige gaver. Det overrasker os ikke, at disse gaver ikke er til stede nu. Det blev forudsagt af apostelen Paulus i det første århundrede. Han sagde: „Hvad enten det er profetiske gaver, de skal engang forsvinde, eller tungetale, den skal forstumme, eller kundskab, den skal forsvinde.“ (1 Korinter 13:8) At tungetalens gave er ophørt, og at profetiens og kundskabens gave er forsvundet, er ikke tegn på Guds ugunst eller på nogen magtesløshed eller svækkelse af hans ånd. Det var ikke meningen, at alle kristne skulle have disse mirakuløse gaver, og ikke alle har haft dem. Paulus talte om sin egen tid og sagde: „Er mon alle apostle? Er alle profeter? Er alle lærere? Mon alle kan gøre undergerninger? Har alle nådegaver til at helbrede? Kan alle tale i tunger? Kan alle udlægge?“ (1 Korinter 12:29, 30) Apostelen stiller disse spørgsmål på en sådan måde, at det krævede svar må blive nej. At nogle af disse gaver eller de alle mangler, er følgelig ikke et tegn på Guds mishag, men viser, at han virker på en anden måde. Vi råder ikke over tildelingen af disse mirakuløse gaver eller af specielle gaver, men det gør Gud, teokratisk. Han udstyrer sin menigheds medlemmer, som han selv vil, fra Jesus Kristus og nedefter. Og hans ånd kan virke og virker lige så mægtigt i dag uden sådanne åndelige gaver, som den gjorde med dem i det første århundrede. Den trofaste rest af den sande kristne menighed i vor tid aflægger faktisk ved Jehova Guds ånd et mægtigere vidnesbyrd om hans navn og rige end nogen sinde før i den kristne tidsalder.

 9. Hvad gør menigheden til den samme nu, uden at den har lidt noget virkeligt tab?

⁹ Eftersom de mirakuløse åndelige gaver for længe siden er ophørt og ikke mere er nødvendige på den sande menigheds nuværende fremrykkede tidspunkt, ville det være til ingen nytte for de indviede kristne at begære nogen af dem, som tungetale, evne til at oversætte den, evne til at helbrede, profeti eller inspireret prædiken o.s.v. Tiden for sådanne ting er til ende, og Jehova Gud vil aldrig besvare bønner om dem. For nitten århundreder siden var det en god og virkningsfuld måde at oprette og opbygge den kristne menighed ved hjælp af sådanne ærefrygtindgydende åndens gaver, som dens medlemmer fik. Men den sande menigheds rest i dag følger under Guds ledelse og ved hans ånd en ypperligere vej end at gøre brug af åndelige gaver. Det er kærlighedens vej. Det er den, der gør den sande kristne menighed til den samme i dag, som den var i det første århundrede, i dens barndom, da den behøvede de mirakuløse åndelige gaver som et tegn. Den sande menighed i vor tid har den samme betydningsfulde kærlighedens egenskab, som den havde på apostlenes tid. Det er ved kærlighedens vej, den opbygges og udfører alle sine gerninger i lydighed mod Gud og i efterligning af Jesus Kristus. Det er ad denne eviggyldige og betydningsfulde vej, den har søgt at vandre i alle de nitten århundreder. Det er en endnu ypperligere vej end blot at virke i kraft af åndens gaver. Ved helt og holdent at følge den vej nu i den kristne tidsalders højdepunkt har menigheden ikke lidt noget virkeligt tab, nogen hindring eller fortræd, fordi åndens gaver er holdt tilbage fra den. Den er lige så fyldt med ånden som nogen sinde før. Dens tro og håb er lige så stærk og strålende som før, om ikke stærkere, nu da vi har nået verdens ende, og profetierne får deres fuldstændige opfyldelse.

10. Hvordan sammenlignes kærlighedens vej med de åndelige gaver? Og hvorfor?

¹⁰ Det er det, apostelen hentyder til, når han viser, at der er forskellige åndelige gaver, og spørger, om alle kristne har alle gaver eller de samme gaver. Da der er forskellige gaver, er nogle af dem mere attråværdige end andre. Men hvor attråværdige disse gaver end er, er der noget, som er meget vigtigere og betydningsfuldere, som ikke må tabes af syne. De højere gaver kunne man med rette ønske i den tid, hvor gaverne tildeles; men der er noget, som er langt ypperligere end mirakuløse gaver, og som man derfor bør ønske og stræbe endnu mere efter. Det gør apostelen os opmærksomme på, når han siger: „Stræb efter de nådegaver, der er de største. Og jeg vil vise jer en endnu ypperligere vej.“ (1 Korinter 12:31) Vi kristne nu i tiden kan følge apostelens opmuntring og søge at vinde det lige så ivrigt og tillidsfuldt, som vore brødre gjorde på hans tid. Skønt vi mangler de mirakuløse gaver, kan vi i vor tid vandre lige så fuldt og trofast på den endnu ypperligere vej, som de gjorde på apostlenes tid, og kan således bevise os værdige til evig frelse. Denne vej er Guds vej, kærlighedens vej.

Intet kan vindes uden den

11, 12. Hvordan kunne en tale i tunger og dog være intet? Hvorfor?

¹¹ For at fastslå, hvor meget højere den vej er, bruger apostelen billeder, der illustrerer dens betydning. Antag, at man havde nogle af eller alle de gaver, der gives mirakuløst ved Guds ånd. Men hvis man ikke opelskede denne livsvigtige egenskab kærlighed, ville man være intet. Medens apostelen endnu taler om åndens gaver, begynder han det trettende kapitel af sit brev med at sige: „Talte jeg end med menneskers og engles tunger, men ikke havde kærlighed, da var jeg et rungende malm eller en klingende bjælde. Og havde jeg end profetisk gave og kendte alle hemmeligheder og sad inde med al kundskab, og havde jeg al tro, så jeg kunne flytte bjerge, men ikke havde kærlighed, da var jeg intet.“ (1 Korinter 13:1, 2) Hvis nogen var berettiget til at skrive sådan, så var det apostelen Paulus, for han havde alle de gaver, han her nævner, og det i rigeligt mål. Med udtrykket „menneskers tunger“ tænkte han ikke på talekunst eller veltalenhed, hvormed en forsamling kunne holdes tryllebundet eller drives til en hvilken som helst mening eller handling; for apostelen påstod ikke, at han sad inde med en sådan veltalenhed. Nogle af korinterne, som han skrev til, sagde om ham: „Hans breve . . . er myndige og strenge, men hans personlige optræden er svag, og hans tale er ikke værd at regne med.“ Paulus indrømmede det endog og sagde: „Er jeg end ikke taler af fag, så mangler jeg dog ikke kundskab.“ (2 Korinter 10:10; 11:6) Med udtrykket „menneskers tunge“ tænkte Paulus på den mirakuløse gave at tale på fremmede sprog, og han kunne på den måde tale med „menneskers tunge“ ved Guds ånds eller usynlige virkekrafts magt. I det næste kapitel udbryder han: „Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end alle I andre.“ — 1 Korinter 14:18.

¹² Men hvad nu, hvis Paulus ved ånden talte i alle de forskellige menneskelige tungemål og ikke oversatte det også eller havde en i forsamlingen til at oversætte det for ham? Det ville ikke gøre dem mere gavn, end hvis de lyttede til en hedensk barbar. „Den, der taler i tunger, taler ikke for mennesker, men for Gud; ingen forstår det jo, men i ånden taler han hemmeligheder. Den, der taler i tunger, opbygger kun sig selv. . . . Derfor skal den, der taler i tunger, bede om, at han må kunne udlægge det. Taler jeg nemlig i tunger under min bøn, så beder min ånd, men min forstand bliver uden frugt.“ Hvis Paulus nu ville blive ved med at tale i tunger, uden at en tolkning medfulgte, ville det være en ukærlig handlemåde af ham. Hans tilhørere ville ikke få nogen gavn af det udover et tegn på, at ånden virkede i apostelen, og Paulus ville således blot vise sin gave frem. En sådan handlemåde kunne ikke opbygge ham i kærlighed og således heller ikke gavne ham varigt. Fordi Paulus havde kærlighed til dem, der søgte åndelig opbyggelse og frelse, føjede han den beslutning til: „Jeg takker Gud for, at jeg taler mere i tunger end alle I andre. Men i en menighedsforsamling vil jeg hellere tale fem ord med min forstand, for at jeg kan undervise andre, end ti tusinde ord i tunger.“ — 1 Korinter 14:2, 4, 13, 14, 18, 19.

13, 14. Hvad er størst, profetiens gave eller tungetalen? Og hvorfor?

¹³ Ud fra samme vise og kærlige motiv skulle en forkynder af Guds rige stræbe efter at tale i det jævne sprog, som folk bruger og forstår, i stedet for at bruge et akademisk sprog, der ganske vist kunne fremhæve hans høje lærdom, men ville være som et fremmed sprog for tilhørerne. Med det for øje søger Vagttaarnets bibelskole Gilead at bibringe de missionærer, den uddanner, et grundlæggende kendskab til de landes sprog, de skal sendes til. Engle har deres eget sprog. Hvis nu Paulus eller nogen anden talte i dette himmelske tungemål, ville det ganske vist vise, at de havde en højere nådegave. Men hvilke skabninger på jorden ville få gavn af, hvad han sagde? Han kunne lige så godt have en rungende gongong eller en klingende bjælde. Og han ville heller ikke være andet i Guds øjne. Når engle fra himmelen viste sig for mænd og kvinder, talte de i sprog, som disse mennesker forstod, for at de skulle høre Guds budskab og få gavn af det.

¹⁴ Profetiens gave var større end evnen til at tale i fremmede tungemål. „Den, der taler profetisk, taler mennesker til opbyggelse, formaning og trøst. Den, der taler i tunger, opbygger kun sig selv, men den, der taler profetisk, opbygger en menighed. Jeg ville ønske, at I alle talte i tunger, men endnu hellere, at I talte profetisk; den, der taler profetisk, er større end den, der taler i tunger, medmindre denne udlægger det, for at menigheden kan få opbyggelse deraf. . . . Stræb efter at tale profetisk, og I må ikke hindre nogen i at tale i tunger.“ (1 Korinter 14:3-5, 39) Den, der havde profetiens gave, havde evne til at opbygge sine brødre på et sprog, som de forstod; og derfor skulle de tragte mere efter profetiens gave end efter andre nådegaver. I virkeligheden sætter Paulus dem, der havde profetiens gave, næst efter apostlene, idet han sagde: „Gud har i menigheden for det første sat nogle til apostle, for det andet nogle til profeter, for det tredje nogle til lærere.“ Han nævner forskellige slags tungetale som den ottende og sidste. Profetiens gave blev givet både mænd og kvinder. Profetien i Joel 3:1, 2 forudsagde, at ånden ville blive udgydt over begge køn, og at sønnerne og døtrene og medtjenerne og medtjenerinderne skulle profetere. Beretningen viser da også, at kvinder såvel som mænd fik del i denne gave. Evangelisten Filips fire ugifte døtre profeterede, og Paulus gav forskrifter om kvindernes profeteren i menigheden i Korint og sagde, at de skulle tildække sig, når de profeterede, af ærbødighed mod de indviede mænd, der repræsenterede menighedens hoved, Jesus Kristus. Han siger: „Manden er kvindens hoved. . . . Enhver kvinde, der har utilhyllet hoved, når hun beder eller profeterer, bringer skam over sit hoved.“ — 1 Korinter 11:3-5; Apostlenes Gerninger 21:8, 9.

15. Hvordan kan profetiens gave anvendes, uden at det bliver til gavn for den, der gør brug af denne gave?

¹⁵ Paulus var i spidsen blandt dem, der profeterede ved åndens gave. Han erkendte dog, at han måtte have det rette motiv, når han således profeterede, hvis det skulle være til gavn for ham selv. De, der hørte hans inspirerede prædiken, blev vel opbygget i tro og kundskab; men hvis Paulus ikke havde kærlighed som drivkraften i sit ønske om og indvielse til at være en sådan profet, ville hans inspirerede prædiken ikke have nogen gavnlig virkning på ham selv. Så ville han være ligesom profeten Bileam, dengang Moses førte israelitterne fra Ægypten til det forjættede land. Bileam ønskede selvisk, materiel vinding og solgte sig til Moabs konge Balak for at forbande israelitterne. Men på tværs af Bileams onde motiver ledede Guds overmægtige ånd ham til at profetere en velsignelse over israelitterne. Bileams hjerte var ikke med i denne profeti om velsignelse. Kort tid efter blev han dræbt som en profet, der elskede uretfærdighedens løn, og han havde forsøgt at modvirke velsignelsen ved at forlede israelitterne til umoralsk afgudsdyrkelse. (4 Mosebog 22:1 til 25:3; 31:8; Åbenbaringen 2:14; 2 Peter 2:15, 16) Apostelen fortalte derfor korinterne, at for at hans selviske kød ikke skulle beherske hans motiver, var han hård mod sit legeme og holdt det i ave, „for at ikke jeg, der har prædiket for andre, selv skal blive forkastet“. — 1 Korinter 9:15-18, 26, 27.

16, 17. Med hvilket motiv og hvordan bør vi forkynde om Riget? Hvorfor?

¹⁶ Profetiens gave eller evnen til at holde prædiken under inspiration forsvandt, efter at Lammets, Jesu Kristi, apostle var døde. Men ved Guds ånds kraft udføres i vor tid forkyndelsen af Rigets evangelium til frelse for menneskene som aldrig før. Forkyndelsen fra offentlige talerstole og fra hus til hus til andres opbyggelse går stadig for sig. Men spørgsmålet for enhver mand og kvinde, der deltager i forkyndelsen af Riget, er: Med hvilket motiv gør jeg det?

¹⁷ Vi har måske udviklet evnen til at holde en glimrende tale og aflægge et godt vidnesbyrd om sandheden. Vi kan have de bedste argumenter for at overbevise andre om, at vi har ret ud fra bibelen. Vi er måske i stand til at forklare bibelens sandheder og lægge dem klart og forståeligt frem for andre. Vi kan endog derved hjælpe med til at bringe andre ind i sandheden og hjælpe dem til at indse deres forret at vi sig helt til Gud og tjene ham. Vi kan gøre alt det for en anden. Men hvis vi ikke har den vedvarende kærlighed, hvad gavn gør det så os? Det er til gavn for andre, men det skulle være til endnu større gavn for os selv. Vi er ikke bare interesseret i andres frelse, men også i vor egen. Vi elsker livet og ønsker at eje det for evigt. Men vort liv skal være et liv i kærlighed. Det skal være et udtryk for venskabelighed mod andre, som søger livet. Derfor skal vor prædiken være gennemtrængt af kærlighed, af en følelse af virkelig interesse for deres evige vel, som hører på os. Det drejer sig ikke blot om at lægge de kolde kendsgerninger frem for vore tilhørere og praktisk talt sige til dem: „Sådan er det!. Tag imod det eller lad være!“ Vi bør give dem noget mere: I vor forkyndelse må vi udøse vore hjerter for tilhørerne, lade dem vide, at vi i sandhed er interesseret i, at de må leve evigt ved kundskab og ved at tjene Gud og Kristus. Ved at gøre det vil vi have kærlighed som drivkraft bag ved vor forkyndelse, og det bliver ikke bare til hjælp for andre, men også til højeste gavn for os til evigt liv.

Hemmeligheden

18, 19. Hvordan kan vi se, at Paulus ikke brugte sin kundskab om hemmelighederne urigtigt?

¹⁸ Enhver burde bruge en gave fra Gud på rette vis, det vil sige i kærlighed, først og fremmest til Gud, og i kærlighed til sin næste. Ellers vil brugen af gaven ikke gavne brugeren, end ikke den gave at kende alle åndelige hemmeligheder. Når Paulus advarer os om det, så ved han, hvad han taler om. Han kunne være blevet ophøjet på grund af de mange åbenbarelser, han havde fået ved Guds ånd. Han ønskede ikke, at hans brødre skulle overvurdere ham personlig, fordi han kendte så mange hemmeligheder eller hemmelige sandheder med så stor klarhed. Derfor sagde han: „Således skal man se på os: Som Kristi tjenere og husholdere over Guds hemmeligheder. Af husholdere kræves nu i øvrigt, at de skal findes tro.“ — 1 Korinter 4:1, 2.

¹⁹ Ved at undervise sine brødre på den måde handlede Paulus kærligt mod dem og mod Gud i sin brug af kundskaben om de skjulte sandheder. Han kunne have benyttet sin kundskab for at få brødrene til at følge ham og danne en sekt, idet de ville mene, at han var forunderlig viis og havde en særlig stilling hos Gud, der gjorde ham til speciel medvider og placerede ham i eksperters inderkreds. Men det ville have været selvisk og selvophøjende. Det ville til sidst have ført til hans undergang med Guds mishag. For at hindre sine kristne brødre i at indtage en urigtig, tilbedende stilling over for ham mindede den begavede apostel dem om, at hemmelighederne ikke skyldtes hans egen visdom eller indsigt, men at han havde fået dem betroet af Kristus. Således var han blot en jævn Kristi tjener og havde pligt til at uddele kundskaben om disse hemmeligheder til dem, der søgte efter sandheden. Anerkendelsen for modtagelsen af denne kundskab tilkom altså ikke Paulus, som blot var tjeneren, men Kristus, der havde åbenbaret de åndelige hemmeligheder. Paulus var forpligtet til at være tro mod sin mester Kristus Jesus under uddelingen af kundskaben om disse hemmeligheder til Kristi efterfølgere. Paulus skulle ikke dyrkes som afgud, tilbedes og følges som sekterisk leder, fordi han var trofast og pålidelig i sin gerning. Han gjorde blot sin pligt mod Kristus, og det var Kristus, de skulle takke, prise, ære og efterfølge. Hvis Paulus elskede Gud og Kristus og sine brødre, ville han bruge hemmelighederne på en uegennyttig måde, ikke for selv at blive ophøjet blandt mennesker, men for at ophøje Gud, som åbenbarer de hellige hemmeligheder gennem Kristus. Det ville gavne Paulus.

20. Hvordan brugte Jesus denne kundskab? Og hvordan får vi den nu?

²⁰ Kristus Jesus sagde til sine trofaste efterfølgere: „Jer er det givet at kende Guds riges hemmeligheder; men de andre gives det i lignelser, for at de skal se og dog ingenting se, og høre og dog ingenting forstå.“ (Lukas 8:10) Jesus kendte Rigets hemmeligheder. Dog benyttede han ikke kundskaben om dem på en selvisk måde. Nej, han fremholdt sin kundskab på en kærlig måde. Han kunne i egennytte have brugt hemmelighederne for at skabe sig en stor kreds af nominelle efterfølgere. Men langt fra at bære sig sådan ad fortalte han skarerne hemmelighederne i lignelser og dunkle taler, og privat forklarede han hemmelighederne for de udvalgte få, som Gud ville skænke kundskaben om dem. I vor tid bliver Kristi efterfølgere hjulpet til at forstå de åndelige hemmeligheder i Guds ord og hensigt, ikke ved inspirerede gaver i retning af kundskab, men ved hans ånds oplysende magt. Det er derfor stadig gyldigt: „Som der står skrevet: Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der elsker ham. Thi os har Gud åbenbaret det ved ånden; ånden ransager jo alt, endog Guds dybder.“ — 1 Korinter 2:9, 10.

21, 22. Hvordan bør vi bruge vor kundskab om hemmelighederne i vor tid? Og hvorfor?

²¹ Når kundskaben om de vidunderlige hemmeligheder, der er nøglen til forståelse af bibelen, først er opnået, kunne den bruges på egennyttig vis. Hvis vi havde særlig evne til at forklare hemmelighederne for andre, kunne vi rigtig vise os og vinde lov og beundring. Eller vi kunne gøre forskel ud fra vor personlige indstilling og ikke dele dem ligeligt ud til alle, der spørger og ønsker at vide besked. Eller af frygt for mennesker kunne vi undlade at forkynde de hemmeligheder, som afslører Guds fjenders organisation og virksomhed. Således ville vi vise, at vi ikke elsker Gud. Thi „frygt er ikke i kærligheden, men den fuldkomne kærlighed driver frygten ud; thi frygte har med straf at gøre, og den, der frygter, er ikke blevet fuldkommet i kærligheden. Dermed er kærligheden blevet fuldkommet hos os, at vi har frimodighed på dommens dag.“ — 1 Johannes 4:18, 17.

²² Derfor opfordrede Paulus sine kristne brødre til at bede for ham til Gud. Han sagde: „Bed også for mig, at ordene må gives mig, når jeg åbner min mund, så jeg med frimodighed kan kundgøre evangeliets hemmelighed.“ Han bad om deres forbøn, for „at Gud vil åbne os en dør for ordet, så vi kan forkynde Kristi hemmelighed“. (Efeserne 6:19; Kolossenserne 4:3) Der kan ikke være tvivl om, at foruden den store kundskab om hemmelighederne havde Paulus også selvopofrende kærlighed. Og sikkert bør kristne ægtemænd og hustruer, som nu kender hemmeligheden om Kristus og hans menighed, vise kærlighed ved at søge at anvende denne kundskab i deres forhold til hinanden. Da Paulus forklarede det, sagde han: „Den hemmelighed, der ligger heri, er dyb; jeg sigter hermed til Kristus og menigheden. Dog skal også I hver især elske sin hustru som sig selv; men hustruen skal have ærefrygt for sin mand.“ (Efeserne 5:32, 33) For at gavne os selv såvel som andre må vi bruge vor kundskab om Guds dybe hemmeligheder på en kærlig måde.

Kundskab

23, 24. Hvilken anden kundskab kan vi have, således som Jesus og Peter viste?

²³ Der er anden kundskab foruden kundskaben om åndelige hemmeligheder. Og her melder sig nu et vigtigt spørgsmål: Hvordan skal vi anvende og bibringe andre den kundskab? Paulus sagde, at hvis han ejede al kundskab, men ikke havde kærlighed sammen med den, ville han intet være i Guds øjne, uanset hvor klog hans kristne brødre måske tænkte, han var. Her hentydede han specielt til de midlertidige kundskabsgaver, som blev givet mirakuløst ved ånden, gaver, som skulle forsvinde i tidens løb.

²⁴ Jesus fik for eksempel en sådan øjeblikkelig og særlig gave i retning af kundskab, da han udbrød om Natanael, som kom hen imod ham: „Se, det er i sandhed en israelit, i hvem der ikke er svig.“ Natanael spurgte ham: „Hvorfra kender du mig?“ Ja, hvordan kendte Jesus ham, hvis det ikke var ved Guds ånd? Derfor kunne Jesus vise, hvor grundigt han kendte Natanael, ved at svare således på hans spørgsmål: „Før Filip kaldte på dig, så jeg dig, mens du var under figentræet.“ (Johannes 1:47, 48) Da den hellige ånd var blevet udgydt på pinsedagen og de to disciple Ananias og Safira blev enige om at lade, som om de til fulde ydede bidrag til Guds gerning, fik apostelen Peter en betimelig gave i retning af kundskab. Derved kunne han afsløre deres falske spil. Da manden kun afleverede et delvis bidrag for at skabe et falsk indtryk, vidste Peter, hvad der foregik. Han sagde: „Ananias! hvorfor har Satan fyldt dit hjerte, så du har løjet imod den hellige ånd og stukket nogle af pengene for jorden til side? Kunne du ikke have beholdt dem, dengang den var din, og da den var solgt, havde du så ikke fri rådighed over pengene? Hvordan kunne du dog få i sinde at gøre dette? Det er ikke mennesker, du har løjet for, men Gud.“ Ananias faldt død om. Da hans hustru Safira senere afslørede, at hun var med i sammensværgelsen, sagde Peter til hende: „Hvorfor er I dog blevet enige om at friste Herrens ånd?“ Så faldt også hun død om, men ikke fordi Peter på nogen måde havde benyttet sin kundskab ukærligt. — Apostlenes Gerninger 5:1-10.

25, 26. Hvordan brugte Paulus kundskaben? Og hvad siger han om kundskab?

²⁵ Et tilfælde, hvor Paulus fik kundskab som en betimelig gave, var, medens han var om bord på et skib på vej til Rom. Da et forlis syntes uundgåeligt, og søfolkene var ved at forlade skibet, sagde Paulus til officeren og soldaterne: „Hvis de folk dér ikke bliver om bord, kan I ikke blive reddet.“ Og om morgenen på den dag, skibet forliste, sagde Paulus til alle om bord: „I har i dag i fjorten dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer. Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det hører med til jeres redning; ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.“ „Men vi må strande på en ø.“ (Apostlenes gerninger 27:31, 33, 34, 26) Kundskabens gaver kom ved Guds tilskikkelse, og hvor underfuldt ville det ikke være at eje al den fornødne kundskab!

²⁶ Paulus kendte udmærket kundskabens farer, for han kunne sige om sig selv: „Er jeg end ikke taler af fag, så mangler jeg dog ikke kundskab; tværtimod, i eet og alt har vi lagt den for dagen for jer i alle måder.“ (2 Korinter 11:6) Men når vi ved mere end andre, er der fare for, at det kan gøre os opblæste og således skade os. Og med overlegen kundskab og den mere oplyste forstand, det giver, kunne et menneske handle i selviskhed. Han kunne handle efter sin samvittigheds frihed uden at bryde sig om, at hans frie handlemåde kunne få andre til at snuble, som ikke ved så meget og derfor frygter i deres samvittighed. Kundskaben skal derfor afbalanceres og styres af kærlighed. Herom sagde Paulus, da han talte om ernæringsspørgsmålet: „Med hensyn til kødet fra afgudsofrene ved vi, at vi har alle kundskab. Kundskaben opblæser, men kærligheden opbygger. Mener nogen at kende noget, så kender han det endnu ikke således, som han bør kende det; men hvis nogen elsker Gud, så er han kendt af ham. . . . Dog ikke alle har den kundskab.“ (1 Korinter 8:1-7) De, der ved noget, bør i kærlighed tage hensyn til andres uvidenhed.

27, 28. Hvordan kan kundskaben skade dens besidder? Hvordan kan den blive til en hjælp?

²⁷ Når et egenkærligt menneske er blevet opblæst af, hvad han ved er korrekt, vil han måske sige: „Nu vil jeg more mig lidt. Hvorfor skulle jeg bryde mig om, hvad andre mener om mig? Jeg ved, at jeg har ret i, hvad jeg gør. Hvis andre er uvidende, så er det ikke min fejl. Hvorfor skulle jeg lade deres uvidenhed og uoplyste samvittighed lægge bånd på min frihed og afholde mig fra at nyde, hvad jeg har ret til?“ Da en sådan handlemåde ikke ville tjene til opbyggelse for andre, men kunne skade endog dem, der er kristne, ville det ikke være en kærlig handlemåde. Da hans egen samvittighed ikke generer ham, som følge af hans kundskab, tænker han vel, at han ikke skader sig selv. Men det gør han, for han hindrer sin vækst i kærlighed, og Gud ville muligvis holde ham ansvarlig for en andens åndelige undergang, fordi han i sin selviskhed havde handlet efter, hvad han vidste var lovligt.