Hvad vil det sige at være en „ordets tjener“?

 1, 2. Hvilket latinsk ord blev anvendt til gengivelse af det græske diaʹkonos, hvad var den oprindelige betydning af ordet, og hvilken betydning har ordet fået på de forskellige sprog?

DA DE kristne græske Skrifter sidst i det fjerde århundrede blev oversat til latin, hvorved den såkaldte Vulgata-oversættelse fremkom, blev det græske diaʹkonos almindeligvis gengivet med det latinske miniʹster. Betydningen af de to ord var i det væsentlige den samme, nemlig en tjener, en opvarter, en som gik til hånde.

² Fra latin, over fransk, kom ordet „minister“ ind i engelsk, dels som betegnelse for en tjener i almindelighed, dels, og det blev den betydning der trængte mest igennem, en tjener i religiøs eller gejstlig forstand, en „ordets tjener“. (I tysk hollandsk, dansk, norsk og svensk fik „minister“ betydningen en „statens tjener“, en statsembedsmand.)

 3. Hvilken betydning har ordet „minister“ fortrinsvis på engelsk, og hvad er der således sket?

³ I New World Translation bruges det engelske ord „minister“ til gengivelse af det græske diaʹkonos, og som vist i det foregående, betyder dette græske ord slet og ret „tjener“, hvilket det engelske „minister“ også kan betyde. Men de fleste i den engelsktalende verden forbinder ordet med et kirkeligt embede, en gejstlig som indtager en stilling over lægfolket. Forestillingen om ydmyg tjeneste er altså blevet trængt i baggrunden. Hvordan er dette gået til? Det skyldes for en stor del det frafald der fandt sted fra sand kristendom.

 4. Hvilken forandring ville finde sted inden for menighederne i de første århundreder?

⁴ Da apostelen Paulus talte til de ældste i Efesus advarede han dem om at der efter hans bortgang ville komme „undertrykkende ulve“ ind iblandt dem, og de ville ikke „behandle hjorden skånsomt“, og han sagde videre: „Fra jer selv skal der fremstå mænd som vil fremføre fordrejede ting for at trække disciplene bort efter sig.“ Sådanne selviske mænd ville ikke handle efter det princip at „der er mere lykke ved at give end ved at modtage“. (Apg. 20:29, 30, 35) Deres adfærd ville røbe at de ikke var Guds tjenere men hans modstanders tjenere. — 2 Kor. 11:12-15.

 5. Hvad resulterede det forudsagte frafald i, og hvilken indflydelse fik dette på tilsynet med og ledelsen af de kristne menigheder?

⁵ Det var dette forudsagte frafald der blev årsag til kristenhedens dannelse, med dens mange kirkelige retninger og dens adskillelse i et præsteskab og et lægfolk. Denne adskillelse fandtes imidlertid ikke i urmenigheden, som påpeget i M’Clintock og Strongs Cyclopædia (bind VIII, siderne 355, 356), hvor der siges om betegnelsen „ældste“:

„Da der intet siges om måden hvorpå de i begyndelsen blev udnævnt, må vi slutte at betegnelsen naturligt er blevet brugt som et udtryk for respekt for de ældre . . ., til dels i lighed med jødernes ældsteordning.“

Videre siger dette leksikon at „apostlene anerkendte og muligvis udnævnte“ ældste, og tilføjer derpå:

„Inden for hvert råd af ældste ville der være brug for at en førte forsædet eller havde formandskabet med henblik på det almindelige tilsyn og ledelsen. En af dem blev derfor udpeget, enten som følge af sin anciennitet eller ved et formelt valg, som en primus inter pares [den første blandt ligemænd] til at tjene som tilsynsmand (ἐπίσκοπος) for rådet og for hele hjorden.“

Om tilsynsmandens opgave siger leksikonet videre:

„Der var intet i dens oprindelige karakter der forhindrede at den kunne have gået på skift blandt flere ældste inden for samme kirke eller stift, men en god varetagelse af opgaven ville tale til gunst for at den forblev hos den samme person. Derfor blev den snart et embede for livet.“

Således gik det til at én ældste eller tilsynsmand permanent blev den der førte forsædet og var den øverste, hvorved andre udelukkedes fra at nyde visse privilegier. Det gik lidt efter lidt af brug at menigheden blev ledet af et ældsteråd.a

 6. (a) Hvad menes der med en „monarkisk“ ordning i forbindelse med menighederne, og hvad bidrog til fremkomsten af en sådan ordning? (b) Bevarer man, ifølge Bibelen, sand enhed i tro og lære ved at koncentrere myndigheden hos én person i menigheden? Hvis ikke, hvilken fremgangsmåde bør da anvendes?

⁶ På denne måde udviklede en „monarkisk“ ordning sig, det vil sige et system hvor det privilegium at lede menigheden og udøve myndighed over den beroede hos én person. (Se Første Korinterbrev 4:8.) Hieronymus (340-420 e.v.t.) skal have sagt at når én tilsynsmand (epiʹskopos) kom til at indtage en sådan stilling over de øvrige, skete det ’ved sædvane snarere end ved Herrens direkte udnævnelse’, fordi man ville undgå splid og uenighed. Man mente altså at man bedst bevarede enheden ved at overdrage stor myndighed til en enkelt person, som ved sin øgede magt kunne få dem der voldte splid til at ’indordne sig’. (Se Første Samuelsbog 8:4-7, 19, 20.) I modsætning hertil opfordrede apostelen Peter sine medældste til at vogte den hjord der var overdraget i deres fælles varetægt, ikke ’ved at spille herrer over dem der udgjorde Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden’, idet de ydmygt underordnede sig under hinanden. (1 Pet. 5:1-6) Apostelen Paulus viser også at det ville være ved at ’holde sig til det troværdige ord med hensyn til sin undervisning’ at en tilsynsmand ville være i stand til at „tilskynde med den lære der er sund og retlede dem som siger imod“. De skulle vise tro på sandhedens og Guds hellige ånds magt. — Tit. 1:7, 9-11, 13; jævnfør Andet Timoteusbrev 2:24-26.

 7. Hvilken indflydelse fik frafaldet på brugen af de bibelske betegnelser for de ansvarsfulde poster i menigheden? Hvordan gjaldt dette det græske ord for „tilsynsmand“?

⁷ På grund af frafaldet fik de bibelske betegnelser for dem der betjente deres brødre i de ansvarsfulde poster i menigheden med tiden en anden betydning. Det græske ord epiʹskopos, som betyder tilsynsmand, var i begyndelsen en betegnelse for hver enkelt ældste, idet de alle havde til opgave at varetage og føre tilsyn med menighedens interesser og ligesom en hyrde tage sig af de enkelte medlemmers åndelige velfærd. (Apg. 20:28) Men betegnelsen „biskop“ (fra græsk epiʹskopos over latinsk epiʹscopus) kom til at stå for en gejstlig embedsmand der havde den øverste myndighed over mange menigheder i et stort område. Dette kulminerede i pavedømmets dannelse, idet én tilsynsmand, nemlig biskoppen af Rom, gjorde krav på at være den højeste myndighed og den som havde retten til at præsidere over og bestemme over alle kristne tilsynsmænd og menigheder.

 8. Hvilken lignende forandring fandt sted med hensyn til det latinske ord miniʹster?

⁸ På samme måde er det gået med det latinske ord miniʹster i de romanske sprog (italiensk, spansk, portugisisk, fransk) og på engelsk. Vi husker at det blev brugt til oversættelse af det græske diaʹkonos og altså oprindelig betød „tjener“, og at det desuden blev brugt som betegnelse for en bestilling i menigheden, en menigheds„tjener“, det vil sige en medhjælper for menighedens ældste. Siden da er ordet „minister“ på engelsk og i de romanske sprog blevet betegnelsen for en gejstlig embedsmand som sidder inde med den administrative myndighed over en menighed eller kirke (i kirker med en større menighed kan der være flere). Han betragtes således som Guds særlige tjener i denne menighed. I mange lande anvendes ordet „minister“ næsten kun om en protestantisk præst, til forskel fra en katolsk præst. (Ordet „præst“ stammer for øvrigt fra græsk presbyʹteros [ældste], over latinsk presʹbyter.) Hvis for eksempel en person i Latinamerika præsenterer sig som „minister“ („ministro“), vil man som oftest antage ham for at være en protestantisk præst eller prædikant, en der underviser fra prædikestolen i en protestantisk kirke.

 9. Fortæl hvilke forestillinger der nu knytter sig til ordet „minister“ på nogle af de sprog hvori det er optaget, i modsætning til ordets oprindelige latinske betydning.

⁹ Et ord der oprindelig blev anvendt om et ydmygt og beskedent hverv, bruges således nu som betegnelse for en forholdsvis høj stilling i samfundet. Når i gammel tid en der talte latin sagde at han var „minister“, betød det at han havde en tjenende stilling, for eksempel var kammertjener eller opvarter. Men i dag er betegnelsen „minister“ i de lande hvor dette ord bruges om en ordets tjener, en præst, forbundet med en anset og fremtrædende stilling i samfundet, på linie med en læge, en sagfører eller anden akademisk uddannet. Dette er langt fra den betydning der ligger i ordet diaʹkonos i Jesu udtalelser. Som vi så i de foregående artikler sættes en diaʹkonos (tjener) her på linje med en træl og modstilles den der vil betragtes som „stor“ og „først“. (Matt. 20:26-28) Som med ordet „biskop“ (af epiʹskopos, tilsynsmand) har den gejstlige brug af ordet udvisket den oprindelige betydning af det latinske miniʹster.

10. (a) Hvad er det nødvendigt for os at gøre når vi læser bibeloversættelser hvori ordet „minister“ forekommer som gengivelse af diaʹkonos? (b) Hvilket billede bør vi genkalde for vort indre blik når vi læser dette ord?

¹⁰ Hvad betyder det for os som bibellæsere? Det betyder at når vi i en bibeloversættelse (engelsk, italiensk, spansk, portugisisk, fransk) støder på en form af det latinske miniʹster må vi genkalde os ordets oprindelige betydning og ikke forbinde det med nogen af de forestillinger der er knyttet til ordet i dag, ellers vil vi ikke forstå hvad Jesus og hans apostle og disciple egentlig har sagt. I stedet for at vi for vort indre blik genkalder os en person i en fin klædedragt, måske en embedsdragt, som taler på en særlig måde og som har visse administrative pligter, vil vi få et mere rigtigt billede af en diaʹkonos eller miniʹster (i ordets oprindelige latinske betydning) hvis vi forestiller os en beskeden mand der vandrer hen ad en støvet vej i brændende sol, eller som måske, med et forklæde bundet om sig, er i færd med at varte op ved bordet. — Se Andet Korinterbrev 10:10; Første Korinterbrev 2:1-5; Lukas 17:8.

11, 12. (a) I hvilke sprog frembyder gengivelsen af diaʹkonos ikke noget problem? (b) Giv et eksempel på hvordan man har oversat det engelske ord „minister“ til dansk og tysk.

¹¹ I de lande hvor man ikke har ordet „minister“ i gejstlig betydning, er dette naturligvis ikke noget problem. Det gælder for eksempel tysk, hollandsk, dansk, norsk og svensk, de slaviske sprog (polsk, russisk og andre) og de asiatiske sprog.

¹² Dog har det været et problem at oversætte det engelske ord „minister“ fordi man ikke har gjort sig de ovennævnte forhold helt klart. Som eksempel kan anføres en udtalelse fra bogen Jehovas vidner og Guds gerning. Der siges her på side 223 (i forbindelse med de amerikanske militærnægtersager): „Alle Jehovas vidner som regelmæssigt og ofte underviser og forkynder evangeliet er ordets tjenere [ministers].“ På dansk har vi altså gengivet det med „ordets tjenere“. I den tyske udgave af bogen siges der at de er „prædikanter, det vil sige præster“ (Prediger bzw. Geistliche [ministers]). Længere nede på siden, i et citat fra en betænkning fra det amerikanske udskrivningsvæsen, bruges udtrykket „ministers of religion“ om Jehovas vidner, i den danske udgave gengivet med „ordets tjenere“ og i den tyske med „prædikanter“, efterfulgt af det tyske ord for „præster“ i klammer (Prediger [Geistliche]).

13, 14. (a) Hvilke ord har man brugt for det engelske „minister“ og „ministry“, ved oversættelsen af New World Translation til sprog hvor det latinske miniʹster ikke har fået den gejstlige betydning? (b) Hvilke ord har disse oversættelser valgt til gengivelse af det engelske „ministerial servant“?

¹³ Ved oversættelsen af New World Translation til dansk, tysk, hollandsk og japansk er de engelske ord „minister“, „ministry“ og verbalformerne af „to minister“ simpelt hen blevet oversat med ordene for „tjener“, „tjeneste“ og bøjningsformer af „at tjene“.

¹⁴ På japansk har man måttet bruge et sammensat ord, hoshi-sha („en ydmygt tjenende person“) til gengivelse af diaʹkonos. Det engelske udtryk „ministerial servant“ er på dansk gengivet med „menighedstjener“, på svensk med „assisterende tjener“, mens man på tysk har Dienstamtgehilfe, der ordret betyder „tjeneste-embeds-medhjælper“.

15, 16. (a) Hvilken indstilling bør kristne have til brugen af de bibelske udtryk, uden dog at være ordkløvere. (b) Hvordan vil de lægge denne indstilling for dagen når de fremstiller den gode nyhed for folk af alle nationer?

¹⁵ Ord er befordringsmidler for vore tanker, og når vi ønsker at meddele os til andre er det vigtigt at tanken meddeles så nøjagtigt som muligt. Især blandt kristne er enhed i tanke og overensstemmelse mellem synspunkter af vigtighed. Som den inspirerede apostel siger i Første Korinterbrev 1:10: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herres Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“

¹⁶ Dette er endnu en grund til at vi holder os billedet af den ydmyge tjener for øje, og ikke præsten eller prædikanten, når vi læser eller hører ordet „minister“ på engelsk eller diaʹkonos på græsk. Som medlemmer af en verdensomspændende menighed vil vi ikke forme vor opfattelse af kristendommen eller dens normer efter snævre sproglige begreber og udtryk, især ikke hvis disse er særegne for visse sprog, men ikke for andre. Vi vil altid søge at bruge udtryk der er forståelige og som udtrykker tanken klart. Så vidt det er muligt og i den udstrækning oversættelsen tillader det, bør disse udtryk kunne opfattes af alle slags mennesker, uanset hvor på jorden de bor og hvilket sprog de taler. For, som apostelen Paulus også sagde: „Hvis I ikke med tungen fremfører tale der er let at forstå, hvordan kan man da vide hvad der bliver sagt? I vil jo tale hen i vejret.“ — 1 Kor. 14:9.

Hvor kommer „ordinationen“ ind?

17. Hvad betyder ordet „ordinere“?

¹⁷ At „ordinere“ vil sige „at overdrage præstelige pligter; at indsætte i et kristent embede ved håndspålæggelse eller andre ritualer; at sætte til side ved en ordinationsceremoni“. — Websterʹs Third New International Dictionary. Ordbog over det danske Sprog siger noget tilsvarende.

18, 19. (a) I hvilken forstand kan alle Kristi sande disciple betegnes som „tjenere“? (b) Bliver alle døbte tjenere for Gud „udnævnt“ til at varetage en bestemt tjenesteopgave i menigheden?

¹⁸ Alle som bliver Kristi Jesu sande disciple, bliver Guds „tjenere“. Men som vi har set, fremgår det af Bibelen at nogle er „tjenere“ i en særlig betydning, idet de er udnævnt til at udføre en bestemt tjenestegerning i menigheden, for eksempel som ældste eller menighedstjenere. — Tit. 1:5; 1 Tim. 3:1-13.

¹⁹ Denne udnævnelse får de ikke ved dåben. Da apostelen Paulus skrev til Timoteus: „Læg ikke i hast hænderne på nogen,“ var det ikke dåben han sigtede til, men den handling hvorved mandlige medlemmer af menigheden udnævntes til at varetage en tjenestegerning og de dermed forbundne pligter. (1 Tim. 5:22; se også Første Timoteusbrev 3:1-15.) Paulus var selv, sammen med Barnabas, blevet udtaget af den hellige ånd til at udføre en bestemt gerning. I anerkendelse heraf havde ældsterådet i Antiokia derefter ’lagt hænderne på dem’. — Apg. 13:1-5; jævnfør hvordan apostlene gik frem da de satte ’syv mænd som havde godt vidnesbyrd’, til at tage sig af en bestemt opgave, som skildret i Apostelgerninger 6:1-6.

20, 21. Hvordan fremgår det af Paulus’, Timoteus’ og Arkippus’ eksempel at nogle af menighedens medlemmer er „tjenere“ i en særlig forstand, idet de er udnævnt til at varetage et hverv i menigheden?

²⁰ Mens alle sande kristne (brødre såvel som søstre) udfører tjeneste, er det altså kun nogle af dem der udnævnes til at varetage en særlig tjeneste i menigheden. (Det vil dog ikke sige at de øvrige udgør et lægfolk.) Da apostelen Paulus sagde: „Dog regner jeg ikke min sjæl for noget der er mig dyrebart, hvis blot jeg må fuldende mit løb og den tjeneste [diakoniʹa] som jeg har fået fra Herren Jesus, at aflægge grundigt vidnesbyrd om den gode nyhed,“ sigtede han tydeligvis til den særlige opgave han havde fået, nemlig at „bære [Jesu] navn ud til nationerne“, det vil sige de ikke-jødiske folk. (Apg. 20:24; 9:15; jævnfør Apostelgerninger 21:19; Første Timoteusbrev 1:12; Kolossenserbrevet 1:25.) I Romerbrevet 11:13 skrev han: „For så vidt som jeg jo er apostel til nationerne, ærer jeg min tjeneste [diakoniʹa].“ — Se også Apostelgerninger 1:15-17, 20-25.

²¹ Og da han skrev til Timoteus: „Fuldfør din tjeneste [diakoniʹa],“ sigtede han til den særlige opgave Timoteus havde fået at udføre i Efesus, hvor han var blevet ladt tilbage for at hjælpe med at løse visse problemer i menigheden. (2 Tim. 4:5; 1 Tim. 1:3, 4) I Kolossenserbrevet 4:17 sagde Paulus til Arkippus: „Giv stadig agt på den tjeneste [diakoniʹa] som du har modtaget i Herren, så du fuldfører den.“ Mens alle de øvrige disciple i Kolossæ også tjente Gud, havde Arkippus øjensynlig fået overdraget en særlig tjenesteopgave, uden tvivl ved at et ældsteråd havde lagt hænderne på ham.

„Ordinerede“ tjenere i menigheden

22. Som ordet „ordineret“ bruges i dag, hvem kan det da med rette anvendes om, i overensstemmelse med de bibelske fortilfælde vi har i forbindelse med Kristus Jesus og hans apostle?

²² Hvad ser vi altså? At Jesus ganske vist havde mange disciple, men at han udvalgte tolv som han ’indsatte’ til at være apostle. (Mark. 3:14, 15; Luk. 6:12, 13; Joh. 15:16) At Paulus og Barnabas specielt blev udvalgt blandt disciplene i Antiokia og sat til at bære den gode nyhed ud til nationerne. (Apg. 13:47) Og at Paulus sagde til de ældste i Efesus at den hellige ånd havde sat dem til at betjene den øvrige del af menigheden. (Apg. 20:17, 28) Ingen af disse blev udtaget til den pågældende tjeneste ved deres dåb, men først senere. På samme måde er der i Guds folks menigheder i dag mænd som er indsat eller udnævnt til at betjene menigheden i en eller anden egenskab, og disse mænd har som regel været døbt nogen tid før deres udnævnelse. De der er blevet udnævnt til at udføre en sådan særlig tjeneste i menigheden, kan siges at være „ordinerede“, i den betydning man almindeligvis tillægger dette ord.b

23, 24. (a) Hvordan vil øvrigheden almindeligvis opfatte udtrykket „en ordineret ordets tjener“, og hvad bør man svare hvis man bliver spurgt om man er en „ordets tjener“? (b) Vil det være rimeligt at omtale beboerne i det distrikt man forkynder i, som ens „menighed“, og deres dørtrin som ens „prædikestol“?

²³ Hvad skal man, i betragtning af dette, svare hvis en øvrighedsperson, sådan som det sker nu og da, forhører sig om ens stilling eller profession? Øvrigheden vil opfatte udtrykket „en ordineret ordets tjener“ som en betegnelse for en der er udnævnt til at sørge for en menigheds åndelige interesser, en der virker som „pastor“ eller hyrde for en menighed. Ordbog over det danske Sprog forklarer således at en „ordets tjener“ er ’en kristen forkynder, en præst’, altså en der prædiker for en menighed. Når øvrighedens embedsmænd hører udtrykket „ordets tjener“, vil de altså ikke tænke på den tjeneste som hver enkelt kristen udfører når han eller hun personligt bestræber sig for at dele den gode nyhed med andre. Når man skal svare på en sådan forespørgsel bør man derfor ikke bruge dette udtryk og tillægge det en anden betydning end den gængse, men svare i overensstemmelse med det som øvrigheden ønsker oplysning om.

²⁴ Man venter for eksempel ikke at en hus-til-hus-forkynder siger at den „menighed“ han betjener, består af familierne i det distrikt han forkynder i, så meget mere som de der bor i det pågældende distrikt sikkert ikke selv anerkender forkynderen som deres „religiøse tjener“ eller „præst“ og sandsynligvis har deres egen tro som de tilhører. Forkynderen vil nok heller ikke blive forstået rigtigt hvis han svarer at hans „prædikestol“ er folks dørtrin, uanset om han dér holder hvad han kalder 3- eller 5-minutters „prædikener“ for folk. Ved ordet „prædikestol“ forestiller man sig almindeligvis talerstolen i en kirke.

25. Hvis man er blevet udnævnt til et hverv i menigheden, hvad kan man da oplyse som datoen for sin „ordination“?

²⁵ Er man direkte blevet udnævnt på behørig vis til at udføre en bestemt tjeneste, kan man naturligvis svare i overensstemmelse hermed, og som tidspunktet for sin „ordination“ kan man oplyse — ikke datoen for sin dåb, men — den dato hvor det kristne råd der foretager udnævnelser, så at sige ’lagde hænderne på en’ ved at udnævne en til den pågældende tjeneste.

26. Var alle de første kristne „ordinerede“, det vil sige udnævnt til at varetage en bestemt tjeneste i menigheden? Havde dette nogen indflydelse på deres enhed?

²⁶ I den kristne menighed i det første århundrede var alle døbte troende blevet „salvet“ med hellig ånd og havde en himmelsk kaldelse. Dog var de ikke alle apostle, profeter, lærere, ældste eller menighedstjenere. Det var ikke dem alle der efter dåben fik en officiel udnævnelse til at udføre en bestemt tjeneste. Alligevel tjente de enigt sammen, ligesom et legemes lemmer alle samarbejder og har „den samme omsorg for hinanden“, sådan som apostelen fremhæver i Første Korinterbrev 12:12-30.

27. Hvordan bør vi derfor alle i dag betragte den tjeneste vi har at udføre for Gud og for vore medmennesker?

²⁷ Måtte vi derfor alle, hvad enten vi er blevet udnævnt til en særlig tjenesteopgave eller ej, tjene sammen skulder ved skulder for at udføre det der er Guds vilje i dag. Lad os påskønne og nidkært udnytte vort fælles privilegium, at kunne tale med andre om sandheden, at kunne forkynde den gode nyhed som har bragt lys og håb ind i vort eget liv.

[Fodnoter]

Jerusalem-Bibelen siger i sin fodnote til Titus 1:5 at „de første kristne menigheder såvel i Jerusalem som i diasporaen [blev] ledet af et ældsteråd“. Senere siges der at „overgangen fra ’ældstetilsynsmænd’ til biskoppen som eneste leder af præste-kollegiet . . . må være sket på den måde, at den myndighed, som apostlene selv og derefter deres efterfølgere udøvede over flere menigheder, er blevet overdraget en enkelt tilsynsmand (episkopos) i hver menighed“.