Hvordan man retleder „for alles øjne“

„Spotteren skal du slå, så den uerfarne kan blive klog; og en retledning af den forstandige skal finde sted, så han kan forstå kundskab.“ — Ordsp. 19:25, NW.

 1. Hvordan skal de der fremturer i synd retledes ifølge Første Timoteusbrev 5:20, og hvorfor?

PAULUS skrev til Timoteus at de der fortsatte med at synde skulle retledes „for alles øjne“. Dette skulle ske i en bestemt hensigt, nemlig ’for at de andre også måtte have frygt’, det vil sige frygt for at forfalde til den samme syndige adfærd. (1 Tim. 5:20) Under hvilke omstændigheder skal der retledes på denne måde, og hvordan kan det gøres „for alles øjne“?

2-4. Hvordan kan udtrykket „for alles øjne“ fortolkes, og hvilke bibelske eksempler belyser dette?

² Udtrykket „for alles øjne“ er ikke særlig præcist. Det kan hentyde til at retledningen skal gives i overværelse af hele menigheden, eller til at det skal ske i overværelse af alle som er impliceret i sagen eller som kender noget til den, heriblandt eventuelle vidner til den urette handling, og som er til stede når overtræderen retledes. Men uanset hvordan det skal forstås, er det tydeligt at retledningen skal have offentlig og ikke privat karakter.a

³ Det samme græske udtryk forekommer i Lukas 8:47, i forbindelse med den kvinde Jesus helbredte for stadige blødninger. Beretningen siger at hun „fortalte i hele folkets påhør [græsk: for alles øjne] om grunden til at hun havde rørt ved ham“. Det var naturligvis ikke hele byens (muligvis Kapernaums) befolkning der hørte hendes forklaring, men kun den skare som tilfældigvis var til stede og som havde hørt Jesus spørge: „Hvem var det der rørte ved mig?“ — Luk. 8:43-47.

⁴ Et lignende eksempel finder vi i Galaterbrevet, hvor apostelen Paulus fortæller om sin retledning af Peter i Antiokia: „Men da jeg så at de ikke gik lige frem i overensstemmelse med den gode nyheds sandhed, sagde jeg til Kefas [Peter] i alles påhør . . .“ Selv om udtrykket „i alles påhør“ her kan betyde foran hele den forsamlede menighed, er der også den mulighed at navneordet ’alle’ viser tilbage til dem som Paulus lige har omtalt, dem der „ikke gik lige frem i overensstemmelse med den gode nyheds sandhed“. Det kan betyde at Paulus ikke retledte Peter ved et menighedsmøde, men ved en anden lejlighed hvor nogle var forsamlet, måske ved et måltid, hvor de jødekristne, i lighed med Peter, skilte sig ud og spiste for sig selv. — Gal. 2:11-14.

 5. Hvad må vi lade os lede af i denne forbindelse, eftersom vi ikke har nogen direkte bibelsk regel?

⁵ Eftersom vi ikke med sikkerhed kan sige hvor omfattende udtrykket „for alles øjne“ er, lader det til at fremgangsmåden i de enkelte tilfælde må afhænge af hvad der er behov for. Hvis det er nødvendigt at fortælle hele menigheden om retledningen, bør man gøre det. Hvis ikke, bør retledningen gives i overværelse af dem der har med sagen at gøre eller som af en eller anden grund har brug for retledningen og kan drage nytte af den.

Lad kærligheden råde

 6. Hvordan spiller kærligheden ind i sådanne sager, ifølge Bibelen?

⁶ Flere bibelske principper taler imod unødig omtale af andres fejltrin og synder. Bibelen som et hele viser at kærligheden i almindelighed skulle få én til at dække over sin broders synder fremfor bevidst at henlede opmærksomheden på dem. (Jævnfør Ordsprogene 10:12; 11:12, 13; 16:27; 17:9; Første Petersbrev 4:8.) Jehova taler om at han vil revse den der, foruden at begå andre forseelser, også røber sin egen broders skavanker. (Sl. 50:20, 21, NW) Guds søn fremsatte den almengyldige regel: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Matt. 7:12) Vi ville ikke bryde os om at vore fejl blev udbasuneret uden virkelig grund. Hvis vore brødre på den anden side havde brug for at få noget at vide om os fordi det ville gavne dem, måtte vi sætte os i deres sted og indse at vi heller ikke ville ønske at blive forholdt nødvendige oplysninger.

 7, 8. Vis med et eksempel hvordan det kan volde megen skade hvis man unødigt offentliggør at en kristen har forsyndet sig.

⁷ Hvis det ikke virkelig er nødvendigt, kan offentliggørelsen af andres fejltrin volde megen unødig skade. Lad os forestille os at en tiltrækkende ung kvinde som rejser meget i forbindelse med sit arbejde, begår en uret handling nogle gange på en af sine rejser. Lad os sige at de ældste hører om det fra anden side, hvorefter de taler med hende og finder ud af at det de har hørt er sandt; og fordi den unge kvinde ikke selv har henvendt sig til dem, beslutter de at bekendtgøre for hele menigheden at de har retledt hende, idet de nævner hende ved navn. Hvad vil menigheden så tro? Vil nogle ikke antage at overtrædelsen har været af kønslig art? Men lad os antage at det er noget helt andet der er sket. På den pågældende rejse fik den unge kvinde måske lejlighed til at besøge sine forældre som ikke er i sandheden, og fordi hun selv har røget før i tiden, bukkede hun under for fristelsen og røg ved flere lejligheder. En meddelelse til menigheden som blot oplyser at hun er blevet retledt, kunne give anledning til ubegrundede antagelser og urigtige formodninger som ville give mange et meget forvrænget billede af hende.

⁸ Noget lignende kunne forekomme i forbindelse med en mand der har drukket sig beruset nogle gange i sit eget hjem. Hvis en retledning blev bekendtgjort for hele menigheden, kunne nogle i salen drage den fejlagtige slutning at manden havde gjort sig skyldig i ægteskabsbrud eller en anden alvorlig synd som der slet ikke er tale om. Hvor meget ville det egentlig gavne — enten de implicerede eller menigheden som et hele — at offentliggøre sagen, og ville det på nogen måde opveje den skade der er sket?

 9, 10. (a) Hvad lærer vi af den måde man behandlede sager på i det gamle Israel? (b) I forbindelse med hvilken slags synder var det at israelitterne skulle høre at der var skredet ind, så de kunne „gribes af frygt“?

⁹ Princippet om at man ikke skal offentliggøre andres fejltrin mere end nødvendigt, synes også at finde støtte i den fremgangsmåde man fulgte i det kødelige Israel under Lovpagten. De bestemmelser og beretninger vi finder i Bibelen tyder på at forseelser hovedsagelig blev forelagt de ældste i byporten hvis det drejede sig om uoverensstemmelser — for eksempel hvor én havde forsyndet sig imod en anden men ikke ville indrømme det — eller hvis den urette adfærd berørte eller kunne være en fare for hele befolkningen. — Se Aid to Bible Understanding, siderne 384, 385, 1053, 1054.

¹⁰ Udtrykket „for at de andre også må have frygt“, som apostelen benytter i Første Timoteusbrev 5:20, leder tanken hen på lignende udtalelser i Moseloven. I forbindelse med at der skulle skrides hårdt ind imod visse overtrædere siges der: „Og det skal høres i hele Israel, så de gribes af frygt og ikke mere øver en sådan udåd i din midte!“ Men det er værd at bemærke at det enten drejede sig om synder der kunne bringe befolkningen i alvorlig fare, herunder tilskyndelse til afgudsdyrkelse, en synd der krævede dødsstraf, eller synder der allerede var blevet almindeligt kendt, som for eksempel aflæggelse af falske vidnesbyrd i en retssag. — 5 Mos. 13:6-11; 17:8-13; 19:15-20.

11, 12. Hvilken holdning anbefaler Jesus i Mattæus 18:15-17 i forbindelse med de alvorlige synder som hans vejledning tog sigte på?

¹¹ Jesu anvisninger i Mattæus 18:15-17 understreger også at private problemer om muligt bør holdes på et privat plan. Den beslægtede passage i Lukas 17:3, 4 peger på at vejledningen drejer sig om synder begået af en enkelt kristen mod en anden. Jesus sagde at den forurettede part ikke skulle udbasunere sagen men tværtimod gå til den anden og bringe sagen i orden med ham under fire øjne. Dette kunne give positive resultater, for når overtræderen så at den anden hensynsfuldt havde holdt sagen fortrolig, ville han måske være mere modtagelig for retledning. Og selv om sådanne personlige bestræbelser ikke gav resultat, skulle sagen stadig ikke udbasuneres, men den forurettede part skulle blot tage en eller to mere med sig og gøre et nyt forsøg. Kun hvis dette heller ikke hjalp, skulle sagen forelægges for „menigheden“ (øjensynlig dem der repræsenterede menigheden, de ældste; sammenlign Fjerde Mosebog 35:12, 24, 25 med Femte Mosebog 19:12; Josua 20:4).

¹² Det bør bemærkes at de synder Jesu vejledning tog sigte på må have været alvorlige synder, eftersom overtræderen ville blive udstødt hvis han ikke tog imod menighedens retledning. (Matt. 18:17) Men selv om det var alvorlige synder, skulle de ikke bekendtgøres for flere end omstændighederne krævede. Skønt Jesu vejledning direkte har at gøre med synder begået af en enkelt mod en anden, synes det klart at det princip han her gav om at man skulle undgå unødig offentlighed, må gælde i alle sager, uanset hvilken form for overtrædelse der er tale om.

13. I hvilke tilfælde bør der gives retledning i hele menighedens påhør, og hvornår bør dette gøres „med strenghed“?

¹³ Alle bibelske vidnesbyrd peger således på at der i tilfælde af synd kun behøver at blive givet retledning i hele menighedens påhør hvis der er begået alvorlige overtrædelser som er, eller vil blive, almindeligt kendt, eller hvis mere private forsøg på at fremkalde sindsændring og omvendelse fra det urette kun har ført til et usikkert resultat og man føler at der kan være fare for menighedens sikkerhed, en fare alle må advares om så de kan beskytte sig.b Hvis forseelsen er årsag til mange vanskeligheder i menigheden må man retlede „med strenghed“ og blive ved dermed indtil det urette er renset ud. — Tit. 1:13.

Hvordan offentlig retledning gives

14. Hvorfor kan en meddelelse som blot oplyser at den eller den er blevet retledt, ikke i sig selv være en ’retledning for alles øjne’? Hvad kræves der?

¹⁴ Effektiv retledning af syndere som fremturer i deres syndige adfærd, kræver brug af overbevisende vidnesbyrd fra Guds ord. Oplæsningen af en meddelelse om at den eller den „er blevet retledt“ kan ikke i sig selv kaldes en ’retledning for alles øjne’. Hvis man meddeler at personen „er blevet retledt“, viser man jo netop at retledningen har fundet sted på et tidligere tidspunkt — og åbenbart ikke i overværelse af dem der nu hører meddelelsen, for i så fald ville der ikke være nogen grund til at læse den op for dem. Meddelelsen kunne kaldes en ’irettesættelse for alles øjne’, men ikke en retledning. Den er en anklage eller en afsløring, men den er ikke ledsaget af de overbevisende vidnesbyrd der kendetegner en retledning. For virkelig at retlede i menighedens påhør må man magtfuldt fremholde hvad Guds ord har at sige om den pågældende form for overtrædelse. Dette er vigtigt hvis tilhørerne skal lære at frygte for at bukke under for den samme urette adfærd. — 2 Tim. 4:2.

15, 16. Er det nødvendigt at nævne en person ved navn for at retlede ham „for alles øjne“, og hvordan belyses dette i Første Korinterbrev 14:23-25?

¹⁵ Er det nødvendigt at nævne personen ved navn når man retleder ham „for alles øjne“? Eftersom Bibelen ikke direkte siger noget om det, lader det til at man også her må tage behovet i betragtning. Men det er tydeligt at man udmærket kan retlede i en offentlig forsamling uden at sige hvem det er der retledes.

¹⁶ I Første Korinterbrev skriver apostelen Paulus for eksempel hvad der kan ske når en ikke-troende overværer et kristent møde. Den fremmede har måske ikke tidligere tænkt på hvor forkert hans adfærd og livsform er. Han har ikke følt noget behov for at ændre sind. Men apostelen siger at når han hører de tilstedeværende tale sandheden fra Gud, „retledes han [bliver han overbevist om sin synd, An American Translation] af alle, han bedømmes indgående af alle; hans hjertes hemmeligheder bliver gjort kendt“. Alle de tilstedeværende nævner ham ikke ved navn, for han er en fremmed; de kender ham ikke. Men de stærke sandheder de taler om, får ham til at se sig selv i et nyt lys og vækker hans hjerte til sindsændring. — 1 Kor. 14:23-25.

17. Hvorfor måtte nogle på Kreta retledes strengt, og hvordan kunne Titus „blive ved med at retlede dem“?

¹⁷ Da Paulus skrev til Titus på øen Kreta tilskyndede han ham til at „blive ved med at retlede [nogle] med strenghed“, så de kunne forblive sunde i troen. Grunden til at disse måtte retledes strengt, var at de gav anledning til problemer i menigheden. De ’sagde imod, var uregerlige, førte tom tale, bedrog sindet og ødelagde hele husstande ved at lære ting de ikke burde’; andre var løgnagtige og dovne. Hvordan kunne Titus „blive ved med“ at retlede dem? Det virker ikke sandsynligt at han blot med jævne mellemrum ville læse nogle navne op og meddele at de pågældende gav sig af med en uret adfærd. Han har snarere, både privat og ved offentlige møder, til stadighed fremhævet hvad Guds ord siger om de nævnte urette handlinger. Menighedens medlemmer ville da kunne se at de der gjorde disse ting øvede en dårlig indflydelse, som man måtte beskytte sig imod. Tydelig bibelsk vejledning ville hjælpe hele menigheden til at nære en sund frygt for at give sig af med en sådan adfærd. — Tit. 1:9-13; jævnfør Andet Timoteusbrev 4:2-4; Andet Tessalonikerbrev 3:6-15.c

18. Hvilke forhold vil især kræve at retledningen foretages ved et møde for hele menigheden?

¹⁸ I de fleste tilfælde hvor medlemmer af menigheden forsynder sig, kan sagen uden tvivl behandles privat af menighedens hyrder. Men hvis de har grund til at tro at andre kunne blive fristet til at begå den samme synd, bør de benytte nogen tid ved møderne til at give retledning i forbindelse med den pågældende form for overtrædelse. Dette gælder i høj grad hvis en sag er offentligt kendt eller skandaløs.

19. Under hvilke omstændigheder kunne de ældste finde det tilrådeligt at bringe en kort meddelelse hvori overtræderen nævnes ved navn?

¹⁹ Hvis de mener omstændighederne kræver det, kan de endog nævne personen ved navn og sige at vedkommende er blevet retledt (men uden at komme nærmere ind på overtrædelsens art). Hvis sagen er skandaløs vil dette sætte menighedens medlemmer i stand til at forsvare menigheden mod nogle som måtte påstå at menigheden ser gennem fingre med uret adfærd. Selv i nogle tilfælde hvor den urette adfærd ikke er særlig kendt, ja måske er foregået helt i det skjulte, kan de ældste finde det nødvendigt at give en sådan meddelelse. Der kunne for eksempel være tale om en ung mand der har opført sig uanstændigt (ikke nødvendigvis begået utugt) sammen med flere unge kvinder, den ene efter den anden. Selv om han under retledningen giver udtryk for at han angrer det han har gjort, kan de ældste alligevel føle at de må tage visse forbehold over for ham. Det har måske før været nødvendigt at vejlede ham, og det lader således til at han ikke virkelig er besluttet på at undgå det urette. De ældste kan føle at menighedens medlemmer bør underrettes så de — navnlig de yngre søstre — kan vide at de bør være forsigtige når de er sammen med den unge mand. Derfor kan de ældste meddele at de har retledt ham, idet de nævner ham ved navn.

20. Hvis der kun bringes en kort meddelelse, hvad er da også nødvendigt for at menigheden kan „have frygt“ for at begå den samme overtrædelse?

²⁰ Når der bringes en kort meddelelse på denne måde og handlingen ikke er almindeligt kendt, vil de fleste i menigheden naturligvis ikke have nogen anelse om hvad det er for en adfærd de skal være på vagt over for. Og når de ikke ved dette, kan man næppe vente at de vil „have frygt“ for selv at forfalde til denne adfærd. Ved et andet møde kan en ældste derfor give en bibelsk redegørelse hvori han belyser hvordan det går til at nogle kommer ud i den pågældende urette adfærd, hvorfor den er så skadelig og hvorfor man må tage afstand fra den, idet han samtidig giver nogle gode råd om hvordan man kan væbne sig mod at blive fanget i den samme snare. Når et sådant foredrag holdes, nævnes der imidlertid ingen navne.

21. Hvordan kan menighedens medlemmer, selv uden at der nævnes navne, blive beskyttet mod en overtræders indflydelse eller blive klar over at nogle hvis syndige adfærd bliver tydelig for alle, er blevet retledt?

²¹ Måske finder de ældste endda at det vil være nok at holde et sådant foredrag for selv om ingen er blevet nævnt ved navn ved et tidligere møde, vil foredraget måske give menighedens medlemmer alle de oplysninger de behøver for at være parat med et forsvar hvis den pågældende skulle henvende sig til dem og begynde på en adfærd som den der er blevet beskrevet i foredraget. Og i tilfælde af utugt som fører til graviditet, eller ægteskabsbrud som fører til skilsmisse, kunne man holde et foredrag om hvordan det går til at nogle forfalder til umoralitet, og heri give en advarsel om at ’vi skal ikke mene at dette ikke kunne ske for os, for det er sket i vores menighed, og det bedrøver os at måtte sige at det netop har haft disse ulykkelige følger’. Selv om ingen er blevet nævnt ved navn, hverken før, under eller efter foredraget, vil menigheden, når graviditeten eller skilsmissen bliver kendt, vide at overtræderen er blevet retledt.

22. (a) Hvad har de ældste pligt til at gøre i forbindelse med uret adfærd og dem der øver en sådan adfærd? (b) Hvorfor kommer en synder altid til at bøde for sine syndige handlinger, selv om der vises barmhjertighed?

²² Som hyrder kan menighedens ældste helbrede, retlede, irettesætte, tugte og hjælpe på fode ved at bruge Guds ord. (2 Tim. 4:2; Gal. 6:1; 2 Tim. 3:16; Jak. 5:14-16) De kan også „irettesætte“ ved at udstøde syndere som ikke ændrer sind. (1 Kor. 5:1-13; 2 Kor. 2:6-8) Menigheden kan vise barmhjertighed, men det betyder ikke at syndere altid kan slippe godt fra det. For selv om synderen angrer og opnår Jehovas barmhjertighed, vil synden uundgåeligt få konsekvenser for ham. Syndens naturlige følger vil altid i større eller mindre grad kunne mærkes, enten mentalt, følelsesmæssigt, fysisk eller måske endda materielt. Men synderen har kun sig selv at takke. Han høster hvad han har sået. — Gal. 6:7, 8.

23. Hvad bør vi alle gøre, idet vi tillidsfuldt og udholdende søger Guds godkendelse?

²³ Lad os derfor alle stræbe efter at ’så’, ikke med henblik på det faldne kød og dets fordærvede tilbøjeligheder, men med henblik på ånden, i bevidstheden om at vi da „skal høste evigt liv af ånden“. Ja, „lad os ikke give op med hensyn til at gøre hvad der er godt, for til sin tid skal vi høste“ hvis vi ikke opgiver at søge den retfærdighed der vil sikre os Guds godkendelse og rige velsignelse. — Gal. 6:8, 9.

[Fodnoter]