Jag efter fred
1. Hvad må den der elsker livet gøre når han har fundet fred, og hvilken pligt har han nu?
HVAD skal den der elsker livet gøre når han har søgt og fundet fred med Gud gennem hans søn Jesus Kristus? Han skal fra da af jage efter fred. Han „skal søge fred og jage efter den“, er det råd den kristne apostel Peter giver. (1 Pet. 3:11) Han må resten af sit liv gøre fred til sin stræben. Det vil sige at han må bevare freden. Han er ikke alene om at glæde sig over fred med Gud gennem Kristus. Når han opnår fred med Gud kommer han til at stå i et fredeligt forhold til menigheden bestående af dem der er helt indviet til Gud gennem Kristus, og som således er blevet forligt med Gud. (2 Kor. 5:18-21) Han må ikke blive en fredsforstyrrer i den kristne menighed. Han har pligt til at bevare et fredeligt, godt og harmonisk forhold til denne organisation. Han må efterleve den adfærdsregel som en apostel i det kristne styrende råd gav: „Hold fred med hverandre! Og vi lægger jer på sinde, brødre: retled de uskikkelige, trøst de modfaldne, tag jer af de skrøbelige, og vis langmodighed imod alle. Se til, at ingen gengælder nogen ondt med ondt; men stræb altid efter at gøre det gode, både mod hverandre indbyrdes og mod alle.“ — 1 Tess. 5:13-15.
2. Under hvilke forhold må kristne følge denne handlemåde, og hvad forsøger Satan at gøre eftersom hans angreb først og fremmest er rettet mod dem?
2 Kristne må følge denne handlemåde i en verden hvor der alle vegne er uroligheder som ingen sinde. Lige siden Satan Djævelen blev kastet ned til jorden umiddelbart efter Guds riges fødsel i himlene i 1914, har han og hans dæmoner ondskabsfuldt været opsat på at bringe så megen elendighed, forvirring og ufred over mennesker som overhovedet muligt. (Åb. 12:12) Han retter først og fremmest sit angreb mod den kristne rest af det åndelige Israel og den „store skare“ med fårets sindelag der slutter op om den. (Åb. 12:17) Følgelig gør han sit yderste for at volde ufred, forstyrrelse og splittelse iblandt dem, med det for øje at sprænge organisationen.
3. Ved hvilken forskelsbehandling har Satan skabt uro i verden, men hvordan afskaffede Gud for længe siden alt sådant i sin organisation?
3 Derfor må enhver der elsker livet, og som i Guds synlige organisation har fundet den fred han søgte, gøre fred til sin idelige stræben. Satan Djævelen har ved at udsætte racer, stammer og folk af forskellig hudfarve for forskelsbehandling haft held til at skabe uro og forstyrrelse i verden. Men Gud afskaffede gennem Kristus alt sådant i sin sande kristne menighed. Den kristne menighed begyndte i det gamle Jerusalem som en kristen organisation der næsten udelukkende bestod af jøder, kun med undtagelse af nogle omskårne proselytter fra andre nationer. (Ap. G. 2:11; 6:5) Derefter blev omskårne samaritanere føjet til de troende. (Ap. G. 8:4-25) Først tre og et halvt år efter at Jesus var død på marterpælen uden for Jerusalem fik den første uomskårne hedning eller ikke-jøde, en italiener ved navn Kornelius, sammen med flere af sine slægtninge og nære venner adgang til den kristne menighed. — Ap. G. 10:1 til 11:2.
4. Hvordan muliggjorde Gud at de omskårne jødekristne kunne indstille sig på den barmhjertige ordning han traf for hedningerne?
4 I begyndelsen vakte dette betydelig uro iblandt de omskårne jødekristne, men med tiden indstillede de sig fredeligt på den barmhjertige ordning som Gud havde truffet. Det var Gud der havde gjort det muligt for uomskårne ikke-jøder at komme ind i den kristne menighed. Hvordan det? Han fjernede det gærde der skilte, den mur der var imellem dem, nemlig Loven der var givet ved Moses og som havde adskilt jøderne fra den hedenske verden. Med Jesus Kristus som mellemmand mellem Gud og mennesker oprettede han en ny pagt med de kristne.
5, 6. Hvordan forklarede Paulus menigheden i Efesus hvorfor der ikke må være skel i menigheden?
5 Apostelen Paulus forklarer hvorfor der ikke inden for den kristne menighed må være splittelser og skel på grund af race, stamme, nation eller hudfarve. Han skrev til menigheden i Efesus, hvori der var hedninger eller ikke-jøder som engang var langt fra Jehova:
6 „Nu derimod, da I er i Kristus Jesus, er I, som engang var langt borte, kommet nær på grund af Kristi blod. Thi han er vor fred, han, som gjorde begge parter [jøder og hedninger] til eet og nedrev det gærde, som skiller, nemlig fjendskabet. Ved sit kød [naglet til marterpælen] afskaffede han nemlig loven med dens bud og forskrifter, for at han i sig kunne skabe de to [jøder og hedninger] til eet nyt menneske og stifte fred og bringe begge parter, forenede i eet legeme, forligelse med Gud ved korset [marterpælen, NW], da han ved dette dræbte fjendskabet. Og han kom og forkyndte fred for jer, som var langt borte [hedningerne], og fred for dem, som var nær [jøderne]. Thi ved ham har vi, begge parter [jøder og hedninger], i een Ånd, adgang til Faderen [Jehova Gud].“ — Ef. 2:11-18.
7. Hvorfor er der i betragtning af den ordning der for længe siden blev truffet i det åndelige Israel intet grundlag for i dag at adskille den store skare af andre får fra det åndelige Israel, og hvordan antyder Haggaj 2:6-9 dette?
7 Jesu offer på marterpælen er grundlaget for at forene de troende jøder og de troende hedninger fra alle nationer. Det samme offer som Jesus bragte for „verdens synd“ er ligeledes i dag grundlaget for at forene den lille rest af det åndelige Israel og den „store skare“ mennesker med fårets sindelag der kommer fra alle folkeslag, stammer, folk og tungemål. Når Jehovas rette Hyrde nu i tiden samler sine andre får ved sin højre hånd, må denne store skare af andre får ikke være adskilt fra det åndelige Israel. „Der skal blive een hjord, een hyrde,“ sagde den rette Hyrde, Jesus Kristus. (Joh. 10:16; Matt. 25:31-40) Der må være kristen harmoni, enhed og fred iblandt dem der er i den ene hjord under den rette Hyrde, Jesus Kristus, „thi han er vor fred“. Direkte i forbindelse med sit løfte om at ryste alle folkene og lade alle nationernes skatte, de attråværdige, komme til sit tilbedelseshus sagde Jehova: „Og på dette sted vil jeg give fred, lyder det fra Hærskarers HERRE [Jehova].“ (Hag. 2:6-9) Satan og hans dæmoner har til dato ikke kunnet hindre denne profeti i at få sin opfyldelse.
Bøn om fred
8. Hvad vil vi i harmoni med Salme 122:6-8 daglig bede om, og hvorfor kunne Jesus Kristus kun være hoved for en menighed hvori der eksisterer sådanne forhold?
8 Hvis organisationens bedste virkelig ligger os på sinde, til Guds ære, vil vi bede fredens Gud om at bevare enheden, harmonien og freden blandt sit folk. Vi vil i vore daglige bønner erindre os salmisten Davids ord: „Bed om Jerusalems fred! Ro finde de, der elsker dig! Der råde fred på din mur, tryghed i dine borge! For brødres og frænders skyld vil jeg ønske dig fred.“ (Sl. 122:6-8) Det er samstemmende med en sådan bøn at navnet Jerusalem betyder „Fredens eje“, eller „Fredeligt grundlagt“. Der hvor det nuværende Jerusalem ligger var præsten Melkisedek konge af Salem, hvilket betyder „fredskonge“. Jehova Gud har svoret at hans søn Jesus Kristus skulle være præstekonge på Melkisedeks vis til evig tid. I overensstemmelse hermed skulle et af de navne den herliggjorte Guds søn skulle have være Fredsfyrste. (1 Mos. 14:18-20; Sl. 110:1-4; Hebr. 6:20 til 7:21; Es. 9:6, 7) Hvordan kunne Jesus Kristus som fyrstelig fredskonge være åndeligt hoved for en menighed der er splittet, forvirret, fyldt med uenighed, fjendskab, jalousi, konkurrence, rivaliseren, og sektvæsen, sådan som kristenheden er i dag og altid har været? Det kunne han ikke. Men som konge kan og vil han opretholde fred i „menigheden, der er hans legeme“. (Ef. 1:22, 23, NW) Ved sine engle sanker han alle fredsforstyrrere fra. — Matt. 13:41.
9. (a) Hvordan understreger Paulus i Filipperne 4:6, 7 den fred en bøn er i stand til at give? (b) Hvad kunne Guds lydige tjenere aldrig tage del i under nogen som helst styreformer når de beder i overensstemmelse med 1 Timoteus 2:1-4?
9 Apostelen Paulus skrev følgende til sine elskede kristne brødre i Filippi for at understrege den fred en oprigtigt ment bøn er i stand til at give: „Vær ikke bekymrede for noget, men lad i alle ting jeres ønsker komme frem for Gud, idet I beder og bønfalder under taksigelse; så skal Guds fred, som overgår al forstand, bevare jeres hjerter og jeres tanker i Kristus Jesus.“ (Fil. 4:6, 7) Apostelen havde også i tanke at sande kristne på jorden er nødt til at leve under verdslige politiske herskere som ikke søger fred med Jehova Gud, og hvis regeringer har indflydelse på Fredsfyrstens sande efterfølgeres liv. Derfor skrev Paulus denne formaning til den kristne tilsynsmand Timoteus: „Allerførst formaner jeg da til at fremholde indtrængende anmodninger, bønner, forbønner og taksigelser for alle slags mennesker, for konger, og for alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat må leve et stille og roligt liv i gudhengivenhed og alvor i alle måder. Dette er ret og antageligt i Gud, vor frelsers, øjne, hvis vilje er at alle slags mennesker skulle frelses og komme til en nøjagtig kundskab om sandhed.“ (1 Tim. 2:1-4, NW) Når de lydige tjenere for Jehova Gud, vor frelser, beder på den måde vil de aldrig kunne tage del i opstande, revolutioner, rejsninger, oprør, løsrivelsesforsøg, sammensværgelser, nogen som helst form for folkeoptøjer, uroligheder eller vold mod mennesker i høje politiske stillinger eller i regeringsstillinger. De trofaste vidner for Jehova vil under alle styreformer, selv når de rammes af forbud, leve et roligt og stille liv.
10. Hvad må det at søge fred „med alle“ indbefatte for dem der er i menigheden? Hvilken frugt og hvilken visdom er det bevis på?
10 „Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren,“ formanes vi i Hebræerne 12:14. Hvis kristne stræber efter fred med mennesker uden for menigheden, skulle de sandelig også stræbe efter fred med dem inden for menigheden, deres egne, indviede brødre. Vi bør aldrig glemme at fred er en af Guds ånds frugter, en frugt vi må opdyrke og lade nå til fuldeste modenhed. (Gal. 5:22) Fred er et bevis for at vi er i besiddelse af himmelsk visdom, for „visdommen ovenfra er først og fremmest ren, dernæst fredelskende“. (Jak. 3:17) Det inspirerede ordsprog er i overensstemmelse hermed når det siger: „Lykkelig er den mand der har fundet visdom.“ Hvorfor? Fordi „dens veje er behageligheds veje, og alle dens gader er fred“. — Ordsp. 3:13-17, NW.
11. Hvordan slår Paulus fast at det er freden der forener menigheden, og hvem fortjener derfor ikke at være i menigheden?
11 Ja, det som forener den kristne menighed af Jehovas vidner er at der ikke findes indre stridigheder, uenighed og uroligheder. Paulus bekræfter det når han siger: „Og over alt dette skal I iføre jer kærligheden, som er det fuldkomne bånd. Og lad Kristi fred råde i jeres hjerter [sædet for motiverne]; til den [freden] blev I kaldede som lemmer på samme legeme [ikke til to eller flere forskellige legemer].“ (Kol. 3:14, 15) Hvis vi til stadighed jager efter freden vil den tjene som et forenende bånd for dem der har Guds ånd. Det er hvad Paulus siger med disse ord: „[I skal] vandre det kald værdigt, hvormed I blev kaldede, med al ydmyghed og sagtmodighed, med langmodighed, så I bærer over med hverandre i kærlighed og stræber efter at bevare Åndens enhed i fredens bånd: eet legeme [under Kristus] og een Ånd.“ (Ef. 4:1-4) Den der med overlæg og ondskabsfuldt forstyrrer freden vandrer ikke værdigt så han kan blive i fredens Guds kristne menighed. — Rom. 16:17, 18.
Resultatet af en teokratisk ordning
12. (a) Hvad gav Guds riges fødsel intet grundlag for at hengive sig til? (b) Hvad må vi pleje for at kunne glæde os over liv og fred, og hvorfor?
12 Kendsgerningerne viser at vi siden 1914 har levet under Guds rige, der blev født i himlene det år. Dette skulle være, og har også været, grund til stor glæde for dem der elsker Gud og livet. Det giver imidlertid ingen lov til grådig, umådeholden og materialistisk spisen og drikken, hvorved vi kunne få andre til at snuble og nedbryde dem åndeligt. De goder Guds længe ventede rige har skænket os er noget langt højere end sansedøvende og overdreven spisen og drikken. „Thi,“ siger Paulus, „Guds rige består ikke i, hvad man spiser og drikker, men i retfærdighed og fred og glæde i Helligånden. Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse. Nedbryd ikke Guds værk for madens skyld!“ (Rom. 14:17, 19, 20) At pleje vort selviske kød hører ikke med til vor kristne stræben, men det gør derimod det at opdyrke Guds ånds frugter. Hvis vi elsker livet og lykkelige dage under Guds rige, vil vi give agt på denne advarsel: „Pleje af kødet betyder nemlig død, men pleje af ånden betyder liv og fred; for pleje af kødet betyder fjendskab [manglende venskab] med Gud, det er jo ikke underkastet Guds lov og kan heller ikke være det. Derfor kan de der er i harmoni med kødet ikke behage Gud.“ (Rom. 8:6-8, NW) Plej derfor ånden; hav fred med Gud.
13. Hvad betød Guds riges magtovertagelse i 1914 for undersåtternes menigheder, og hvornår erfarede de det, som en opfyldelse af Esajas 60:17?
13 Snarere end at betyde løssluppen munterhed betød Guds riges magtovertagelse i himlene i 1914 strengere retningslinjer på jorden i Rigets undersåtters menigheder. Dengang der i fortiden ikke var nogen menneskelig konge i Israel, gjorde alle israelitter hvad de fandt for godt. Men da Gud efterkom deres anmodning og gav dem en menneskelig konge skete der en ændring i deres udstrakte personlige handlefrihed, nøjagtig som Jehova havde advaret om. (Dom. 21:25; 1 Sam. 8:9-18) Denne stramning erfarede Jehovas nutidige vidner da de i 1919 blev reorganiseret efter den første verdenskrigs ødelæggelser og fra nu af begyndte at følge teokratiske retningslinjer og ordninger. Dette gjorde sig især gældende fra og med 1938 da Vagttårnet bragte to artikler der hed „Organisation“, bygget over skriftstedet i Esajas 60:17: „Guld sætter jeg i stedet for kobber og sølv i stedet for jern, kobber i stedet for træ og jern i stedet for sten. Til din øvrighed [Guds symbolske hovedstad eller hovedorganisation] sætter jeg fred, til hersker over dig retfærd.“
14. Hvordan resulterede indførelsen af den teokratiske ordning i forbedringer, og hvad må alle der elsker livet derfor loyalt støtte og fastholde?
14 Som lovet i denne profeti betød indførelsen af en teokratisk ordnet virkeform blandt Jehovas vidner på jorden, en virkeform der helt er blevet fulgt siden 1938, forbedringer. Den resulterede i betydelige forbedringer. Med den fulgte fred. Den bidrog til at bevare freden i organisationen. Virkemetode og ledelse standardiseredes ud over hele jorden i de 175 lande hvor Jehovas vidner nu forkynder den glædelige nyhed om Guds rige, i opfyldelse af Mattæus 24:14. Uensartethed, desorganisering, uligheder og uorden fandtes ikke længere i den verdensomspændende organisation. Det medvirkede til opfyldelsen af Guds kærlige løfte til sin hustrulignende organisation: „Alle dine børn bliver oplært af HERREN [Jehova], og stor bliver børnenes fred.“ (Es. 54:13) Derfor vil alle der elsker livet i deres oprigtige bestræbelser for fred loyalt støtte og fastholde den teokratiske opbygning af organisationen.
15. Hvordan gælder denne ledelse også menighedens møder, som skildret af Paulus i 1 Korinter 14:26, 29-33?
15 Denne ledelse af organisationen på teokratisk vis eller i overensstemmelse med Guds forskrifter gælder også ledelsen af møderne i den kristne menighed og det program der følges ved møderne. Paulus, der var medlem af det teokratiske styrende råd, talte imod uordnede møder, eller møder uden en god sammenhæng, uden et overvåget program, møder hvor de enkelte handlinger og udtalelser stod uden forbindelse med hinanden, og uden at de blev forklaret eller forstået. Han sagde: „Lad alt ske således, at det tjener til opbyggelse! Af profeter må kun to eller tre tale, og de andre skal bedømme det; og hvis en anden, som sidder der, får en åbenbaring, så skal den første tie! I kan jo alle komme til at profetere, den ene efter den anden, for at alle kan blive belærte og alle blive formanede. Profeters ånder er jo profeter lydige; thi Gud er ikke forvirringens, men fredens Gud.“ — 1 Kor. 14:26, 29-33.
16. Hvad understregede David og Peter at vi må afholde os fra når vi jager efter fred, og hvordan?
16 Hvis enheden, harmonien og en betryggende fred skal bevares i menigheden må vi især vare tungen og læberne. Siger salmisten David ikke lige efter at han har omtalt dem der attrår liv og ønsker sig dage for at skue lykke: „Så va’r din tunge for ondt, dine læber fra at tale svig“? (Sl. 34:14) Jo! Citerer apostelen Peter ikke disse ord af David lige efter at han har formanet sine kristne brødre: „Gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod; thi til at arve velsignelse blev I kaldet“? (1 Pet. 3:9) Jo! Med tungen og læberne kan vi gengælde ondt med ondt. Med tungen og læberne kan vi svare med skældsord når vi bliver tiltalt med skældsord. Men med tungen og læberne kan vi også velsigne, selv dem der gør os ondt og overdænger os med skældsord. At velsigne fører til det bedste resultat. Det er det milde svar der stiller vrede. (Ordsp. 15:1) I det mindste høster den der velsigner åndelig gavn deraf. Det hjælper ham til ikke at blive som den der taler ondt og bruger skældsord. Det bidrager til freden i organisationen. Hvis vi derfor stræber efter fred vil det uundgåeligt afholde vor tunge fra ondt og vore læber fra at tale svig. Vi er ganske simpelt nødt til at holde os fra sladder, bagtalelse samt spottende og dårlig tale.
17. Hvad er det bedste værn imod misbrug af tungen, og hvorfor er vor stræben efter fred ikke ude af harmoni hermed?
17 Det bedste værn imod dette er at undervise i og forkynde om den dyrebare sandhed om Guds rige, i vore mødesale såvel som udenfor, offentligt og fra hus til hus. Tag ikke fejl: Gudfrygtig fred er ikke ensbetydende med uvirksomhed, ugidelighed, og dovenskab. Fredens Gud har givet sit organiserede folk, sine vidner på jorden, et stort arbejde at gøre, nemlig at vidne om Ham og hans regerende søn Jesus Kristus på hele den beboede jord, vidne for alle nationerne før disse møder deres endeligt i Harmagedon.
18. (a) Hvilken vigtig kendsgerning forstår Jehovas vidner, der har vidt forskellig herkomst, at det er nødvendigt at anerkende for at arbejdet kan udføres? (b) Hvilken befaling af Jesus adlyder de, og hvilken profeti om fred og broderskab opfyldes derved?
18 Arbejdet må gøres af hans indviede vidner der kommer fra alle nationaliteter, stammer, folkeslag, racer og tungemål. De kan ikke enigt udføre dette arbejde hvis de strides og mundhugges indbyrdes på grund af ydre forskelle der har en naturlig forklaring. De må samarbejde i fred. For at de harmonisk kan udføre deres gudgivne forkyndelsesarbejde jorden over må der herske international fred imellem dem, indbyrdes fred mellem racer, stammer og menigheder. Jehovas vidner anerkender denne vigtige kendsgerning. Derfor følger de den vejledning Jehovas største vidne, Jesus Kristus, gav: „I skal . . . holde fred med hverandre!“ (Mark. 9:50) De bringer deres gerninger og bestræbelser i overensstemmelse med det smukke profetiske syn der i Esajas 2:1-4 gives af international fred og broderskab i den forenede tilbedelse af Jehova. Derfor har deres arbejde fremgang. — Jak. 3:18.
19. (a) Hvilken krigsførelse er de væbnet til, og hvordan? (b) Hvem søger de efter når de går fra hus til hus, men hvem forlader de?
19 Hvor end de går med Rigets budskab ophjælper de den varige fred der skal pryde Guds nye retfærdsverden. De er kun væbnet til en åndelig krigsførelse, ikke til en bogstavelig krig mod kød og blod. Følgelig udruster de sig som apostelen Paulus bød dem: „Tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium.“ (Ef. 6:11-15) I deres hus-til-hus arbejde søger de dem der gerne vil holde fred med Gud. Jesus Kristus bød dem at gøre dette: „Hvor I kommer ind i et hus, skal I først sige: ’Fred være med dette hus!’ Og hvis der er et fredens barn dér, skal jeres fred hvile over ham; men hvis ikke, så skal den vende tilbage til jer igen.“ (Luk. 10:5, 6; Matt. 10:12, 13) Hvis den besøgte er modstander af fred, forlader de huset. De har ingen religiøs dyst at udkæmpe med Jehovas fjender.
20. Hvorfor er de stadig glade trods religiøs forfølgelse, og hvilken sikker forvisning nærer de angående fred?
20 Ikke desto mindre udsættes de for megen religiøs forfølgelse. Men trods det er de stadig glade. „De, der stifter fred, har glæde.“ (Ordsp. 12:20) De kender Guds løfte om at mennesker der uretfærdigt volder dem trængsler vil blive udryddet i Harmagedon. (2 Tess. 1:6-10) De styrkes og trøstes i den sikre forvisning om at når de fortsat stræber efter fred, vil de blive belønnet med et endeløst mål af fred efter Harmagedon i den nye verden Jehova Gud, den retfærdige Dommer, har givet løfte om skal komme. „Han skal ’gengælde enhver efter hans gerninger’: evigt liv til dem, der med udholdenhed i god gerning søger herlighed og ære og uforkrænkelighed; over dem derimod, der søger deres eget og er ulydige mod sandheden, men lydige mod uretfærdigheden, kommer vrede og harme. Trængsel og angst over hver menneskesjæl, som øver det onde, . . . men herlighed og ære og fred over hver den, som øver det gode.“ — Rom. 2:6-10.
21. Hvordan må vi bevise at vi „attrår liv“?
21 Salmisten sagde: „Om nogen attrår liv og ønsker sig dage for at skue lykke, så . . . søg fred og jag derefter.“ Attrår vi hver især livet så meget at vi følger opfordringen? Hvis vi svarer ja, så lad os blive ved med at søge fred og jage derefter på den måde som Jehova ønsker det.