Gør ægteskabet til en succes

ÆGTESKABET er det ældste kompagniskab i verden. Det har fungeret som institution i næsten 6000 år, og man skulle derfor tro, at alle ægteskabets problemer nu måtte være løst og alle dets vanskeligheder overvundet. Antallet af skilsmisser stiger imidlertid stadig år efter år, mens lykkelige ægteskaber bliver færre og færre. Hvad kan være årsagen hertil? Hvordan kan det være, at så mange ægteskaber hurtigt lider skibbrud? Unge mennesker bliver ledet til at tro, at ægteskabet er en tilstand af fuldkommen lykke, glæde og tilfredshed. Er det muligt at undgå alle disse vanskeligheder og genvordigheder, som så ofte gør ægteskabet ulykkeligt? Dette er vigtige spørgsmål, som både gifte og ugifte bør have svar på.

Årsagerne til separationer og skilsmisser siges at være mange. Brutalitet, at en af ægtefællerne forlader den anden, manglende understøttelse, utroskab, økonomiske problemer, social position og stilling i samfundet, fysisk og psykisk sygdom og modsatte naturer er nogle få af grundene. Den hyppigste grund tilskrives det seksuelle forhold mellem mand og hustru. Ved nærmere undersøgelse viser det sig imidlertid, at alle disse ægteskabelige vanskeligheder har meget dybere årsager. Selviskhed og mangel på virkelig kærlighed, manglende kundskab, forståelse og visdom, samt mangel på barmhjertighed, tilgivelse, tålmodighed og selvbeherskelse, forkert opfattelse af retfærdighed, misbrug af magt og autoritet — alt dette er de egentlige årsager, og ud fra disse bryder de storme frem til overfladen, som fører til så sørgelige resultater for dem, der sejler på ægteskabets hav. Vi må heller ikke glemme den store og mægtige ægteskabsødelægger Satan Djævelen, som har gjort og fremdeles gør alt, hvad der står i hans magt for at håne og latterliggøre ægteskabet og bryde og ødelægge dets hellighed.

Dette er i korte træk årsagerne. Men i dag er de fleste mennesker ikke særlig interesseret i at prøve at finde årsagerne og grundene til de forskellige ting. De mener, at det bør man overlade til specialister og eksperter. Det, mennesker ønsker at vide, er, hvordan de kan undgå virkningerne af disse årsager, og de, der er gift, er mest interesseret i, hvordan de kan holde på lykken og gøre ægteskabet til en succes.

Ægteskabet er af guddommelig oprindelse, og når det bliver baseret på de rigtige principper og gennemført efter dem, har det Guds godkendelse. (1 Mos. 2:22-24; Ordsp. 18:22; Hebr. 13:4) Det var Jehova Gud, der skabte manden og kvinden og dannede dem til at fuldstændiggøre hinanden. Deres karakteregenskaber skulle derfor fuldstændiggøre hinanden, og ikke konkurrere med hinanden. Det er overhovedet ikke noget spørgsmål om, hvem der er den „bedre halvdel“. Der burde ikke være noget modsætningsforhold mellem mandens fysiske styrke, energi, initiativ, beslutsomhed og logiske sans og de kvindelige egenskaber hengivenhed, forståelse, intuition og moderlige egenskaber og instinkter. Ingen burde beklage, at han eller hun ikke er af det modsatte køn. (Rom. 9:20, 21) Ægteskabet er indstiftet af Jehova Gud, og for at blive lykkeligt må det derfor gennemføres i overensstemmelse med hans fuldkomne love, som findes i Bibelen.

Læs bogen med ægteskabsreglerne

Når man studerer Guds lovbog Bibelen, lærer man, at ægteskabspagten mellem en mand og en kvinde, som er indviet til Herren, er hellig og bindende. Ifølge Guds ufejlbare sandhedsord er kærligheden det allervigtigste i ethvert ægteskab. Uden kærlighed vil et ægteskab ikke blive lykkeligt. Når kærligheden er til stede, vil ægteskabet ikke gå i stykker. Bortset fra definitionen i forskellige leksika kan man sige, at kærligheden er det „fuldkomne udtryk for uselviskhed“. Men den er ikke bare et koldt, abstrakt og livløst princip. Kærligheden kommer til udtryk i handlinger. Der, hvor der er sand kærlighed til stede, giver det sig udslag i varm, uselvisk opofrelse og hengivenhed mellem mand og hustru. Kærligheden er en gudlignende egenskab, „frugten“ af Guds ånd, for Jehova er selve den personificerede kærlighed. — Gal. 5:22.

Kærligheden er tålmodig, langmodig og tilgivende. Kærligheden er venlig, mild og ømhjertet. Kærligheden er gavmild, hensynsfuld og stadig på udkig efter lejligheder til at gøre godt mod ægtefællen. Kærligheden er ikke uopdragen, bitter, hidsig, simpel, brutal, uforskammet, vulgær, taktløs eller usømmelig. Nej, kærligheden er ikke selvisk på nogen måde. Den har ikke behag i uretfærdighed; den glæder sig ikke over andres lidelser. Hvis det derfor er kærligheden, som er drivkraften i mandens og hustruens hjerte, så findes der i deres indbyrdes forhold ikke noget problem så stort, at det ikke kan løses. — 1 Kor. 13:1-8, 13.

Tag for eksempel det seksuelle forhold mellem mand og hustru, som siges at være den hyppigste årsag til, at ægteskabet mislykkes. Sådanne ægteskaber er ofte baseret på en overdreven selvisk lidenskab. I stedet for at repræsentere en hellig pagt mellem partnerne bliver vielsesattesten betragtet som et nyttigt dokument, der hindrer samfundet i at se ned på en, og som gør det svage og syndige køds selviske begæringer lovformelige. Det er intet under, at mennesker med en sådan selvisk indstilling snart bliver trætte af hinanden og begynder at søge veje og midler, hvorved de kan blive løst af ægteskabets bånd. Eftersom disse mennesker ikke giver agt på Guds lov om kærlighed, tager de heller ikke hensyn til hans forbud mod begær og utugt, og i deres sanselighed begår de alle slags seksuelle misgerninger. Hvad bryder de sig om, at det utro Israel blev ødelagt på grund af sine afskyelige horerier? — 2 Mos. 20:17; Jer. 5:7-9; 29:23; Matt. 5:27-30; Hebr. 13:4.

Hvor helt anderledes er det ikke, når ægtefællerne drives af sand hengivenhed og uselviskhed i forholdet til hinanden! Begge søger den andens velfærd og bedste i alle ting. Begge ønsker hellere at tilfredsstille og glæde sin ægtefælle end sig selv. Begge er trofaste og sande imod hinanden. Hvilken glæde og fred er der ikke i en sådan familie! Hvilken opløftende kraft til det gode kunne det ikke være, hvis samfundet i almindelighed fulgte Bibelens forskrifter og befalinger i denne henseende! Ingen mand ville begære sin næstes hustru, og ingen kvinde ville bedrive hor med andre mænd. Veneriske sygdomme og alle de onder, som følger med dem, ville snart dø ud.

Hustruerne skal underordne sig deres mænd

Manden og kvinden blev ikke skabt lige i magt og ære; manden blev skabt først og fik særlige forrettigheder. (1 Kor. 11:8, 9) Manden blev forenet med sin hustru, og de to blev eet, men manden beholdt lederstillingen. Ligesom Jehova er hovedet for sin organisation, der lignes ved en kvinde, og Kristus er hovedet for sin trolovede menighed, således bør manden også være hovedet i den ægteskabelige ordning. Dette er den teokratiske ordning, og den fører til enhed, fred og harmoni, og dersom man går uden om den, bliver resultatet nødvendigvis forvirring og disharmoni, som tilfældet var med den oprørske dronning Vasjti i det gamle persiske verdensrige. — 1 Kor. 11:3; Ef. 5:23; Est. 1:10-20.

Dersom manden er hovedet, må hustruen følgelig være underordnet ham. „I hustruer! skal underordne jer under jeres mænd, som det sømmer sig i Herren.“ Dette princip gælder endog, selv om hustruen er indviet til Herren og manden ikke. (Kol. 3:18; 1 Pet. 3:1) Paulus skrev under inspiration: „Kvinderne bør i stilhed tage mod belæring og underordne sig i alle måder; men at optræde som lærer tillader jeg ikke en kvinde, ikke heller at byde over sin mand, men hun skal leve i stilhed.“ Han siger også: „Kvinderne [skal] tie i jeres menighedsforsamlinger.“ Hvis der er noget, de ikke forstår, „lad dem så spørge deres mænd hjemme; thi det er usømmeligt for en kvinde at tale i en menighedsforsamling“. (1 Tim. 2:11, 12; 1 Kor. 14:33-35, 40) Betyder det, at en kvinde altid skal være stum? Aldeles ikke! Paulus skriver her om ting, der vedrører menighedsforsamlingerne, og han siger, at kvinderne ikke åbenlyst skulle diskutere eller trætte om en sag og på denne måde vanære mandens lederstilling.

Der er nogle mænd, som er uden forståelse, og som mener, at disse skriftsteder betyder, at en hustru bare er til pryd eller nytte i huset, til at se på, men ikke til at høre på. De mener, at hustruen ikke skal have noget at sige i hjemlige anliggender, og at det er mandens særlige ret at træffe alle beslutninger uden at rådføre sig med sin hustru hverken før eller efter. Men endnu værre er det, at nogle forstokkede mænd hænger sig i Guds ord til Eva: „Du skal være under din mands magt, og han skal herske over dig.“ Dette tager de som en guddommelig forordning til dem om at spille herrer over deres hustruer og behandle dem som slaver eller lastdyr. (1 Mos. 3:16, Dy) Intet kan være mere fjernt fra sandheden, som den er fremholdt i Bibelen. Der findes absolut ingen støtte i Bibelen for, at manden skal være en tyran og diktator i hjemmet og dominere med brutal magt.

Kvinder er ikke husdyr eller ejendele, der bliver mændenes særlige ejendom, som de kan behandle, som de finder for godt. En kvinde mister ikke alle sine gudgivne rettigheder og friheder, fordi hun gifter sig. Ægteskabet er i virkeligheden et kompagniskab, hvor begge parter opgiver et vist mål af den frihed, de havde som ugifte: „Hustruen råder ikke over sit eget legeme, det gør hendes mand. Ligeså råder heller ikke manden over sit eget legeme, det gør hans hustru.“ (1 Kor. 7:4) I stedet for at forøge sin ejendom og udvide sit herredømme må manden i virkeligheden dele det, han har, med sin hustru. Fra da af er der to munde at mætte, to legemer at klæde, og farerne for sygdom og ulykker bliver dobbelt så stor. En trøst er der dog: Når den dobbelte byrde bliver rigtig fordelt i kærlighed, er der dobbelt så mange hænder til at bære den!

Manden skal elske sin hustru som sig selv

Læg særlig mærke til Paulus’ råd: „I mænd! bliv ved med at elske jeres hustruer, ligesom Kristus elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ Kristus var ingen diktator. I uselviskhed gav han sit liv for menigheden. Mændene skulle følge hans eksempel. „På samme måde bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer; den, som elsker sin hustru, elsker sig selv [idet de er eet kød]. Ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød, men han giver det føde og har omhu for det, . . . Hver især skal elske sin hustru som sig selv; på den anden side skulle hustruen have dyb respekt for sin mand.“ — Ef. 5:25, 28, 29, 33, NW.

En mand skader aldrig sit eget legeme med vilje. Han ydmyger aldrig sig selv over for sine venner, han sidder heller ikke i et klublokale og snakker op om sine mangler. Man hører aldrig en mand hundse med sig selv. Hvorfor skulle en ægtemand ikke vise samme kærlighed over for sin hustru, sit eget kød? Hvis en mand støder tåen mod noget, vil han ikke prygle tåen, fordi den fik ham til at falde. Nej, han skriger op af smerte i håb om, at hans underkuede hustru ømt vil smøre en lindrende salve på. Hvorfor skulle den samme brutale fyr slå sin kone med tungen eller noget værre, hvis hun gør en fejl, snubler eller falder.

Hvor helt anderledes er det ikke, når Guds lov om kærlighed og uselviskhed bliver fulgt! „I mænd! elsk jeres hustruer, og vær ikke bitre imod dem.“ (Kol. 3:19) „Ligeledes skal I mænd leve med forstand sammen med jeres hustruer som med en svagere skabning; og vis dem ære . . . Endelig: Vær alle enssindede, medfølende, kærlige imod brødrene, barmhjertige, ydmyge; gengæld ikke ondt med ondt, eller skældsord med skældsord, men velsign derimod.“ — 1 Pet. 3:7-9.

Ja, lev sammen med din hustru i overensstemmelse med kundskaben om Guds befalinger og med forståelsen af hans grundlæggende naturlove. Tag hensyn til kvindens biologiske konstitution, hendes begrænsninger, hendes månedlige perioder og overgangsalderen, som virker stærkt på hendes sindstilstand, humør og temperament. Gud overser ikke disse kvindelige svagheder, og det skulle manden heller ikke gøre. (3 Mos. 18:19; 20:18) Ægtemændene bør betragte deres hustruer som følsomme, fint afstemte instrumenter og give dem samme behandling som deres eget legemes fintfølende organer. At vise kærlighed og ømhed er ikke det samme som maskulin svaghed, og det er heller ikke at vise ærefrygt. Få den tanke ud af sindet! At vise sin hustru ære som et svagere kar har intet at gøre med den urette handlemåde at anbringe kvinderne på en piedestal og tilbede dem, og således sætte dem højere end manden. Når man viser øm hengivenhed for sin hustru, resulterer det i, at hun svarer med „dyb respekt for sin mand“, og det er sådan, det skal være.

„Nyd livet med den kvinde, du elsker.“ (Præd. 9:9) Stadig at skælde ud, kritisere og klage over det, hun gør eller ikke gør, er ikke kærlighed. Husk, at det er lige så irriterende for en hustru at leve sammen med en klagende, kværulerende mand, som det er for ham at blive udsat for en trættekær og småskændende hustru. — Ordsp. 19:13; 27:15.

Alle andre problemer, som forårsager uoverensstemmelser i ægteskabet, vil også forsvinde, hvis Bibelens enkle råd bliver fulgt. I hustruer, læg jer efter de gode vaner, som fremholdes i Ordsprogene 31:10-31, for at holde på jeres mænd. I børn, anerkend og adlyd jeres far som familiens overhoved. I fædre, forestå jeres hus på rette måde. (5 Mos. 6:7; 11:18, 19; Ef. 6:1-4; Kol. 3:18; 1 Tim. 3:2-5, NW) Ingen er fuldkommen, alle gør fejl. Vær derfor ydmyge, bed hinanden om tilgivelse, og lad aldrig solen gå ned over jeres vrede. — Ef. 4:26.

Bibelen indeholder i sandhed flere nyttige råd og forskrifter angående ægteskabet end alle de bøger, der nogen sinde er blevet skrevet af mennesker. Den fortæller desuden om Guds nye retfærdige verden, som om kort tid vil fjerne alt dæmonstyre og dets onde indflydelse på ægteskabet. Hvilke strålende muligheder ligger der ikke foran dem, som overlever Harmagedon! Derfor, I, som nu er gift, og som har udsigter til og håb om at leve i den nye verden — jo før I går ind for de teokratiske leveregler, desto før vil I nyde velsignelserne ved et lykkeligt ægteskab allerede nu og senere i den nye verden.