Hvordan opstandelsen bliver til gavn for alle de døde i dødsriget
„Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre.“ — Job 14:13.
1, 2. (a) Hvilke spørgsmål opstår på grund af den nævnte påstand vedrørende „Dødsriget“? (b) Hvilke spørgsmål vil de der måske kommer til at leve til den tid, sikkert stille angående deres egen situation?
DER var engang da der ikke fandtes noget dødsrige. Og der vil komme en tid hvor der igen ikke findes noget dødsrige. Når man kommer med en sådan påstand vil mange sikkert spørge: Hvordan vil det ske? Hvem vil sørge for det? Kommer vi til at opleve det?
2 Hvis vi kommer til at opleve den tid da dødsriget ikke længere eksisterer, må vi uvilkårligt spørge: Vil dette blive til gavn for os der lever på jorden til den tid? Hvis dødsriget er det samme som det kirken kalder „helvede“, vil dets ophør da betyde at alle de døde som er i det, kommer frem på jorden igen — en vrimmel af mennesker af værste slags som vil gøre samfundsforholdene og de moralske tilstande endnu værre end de er i dag? En sådan tanke er skræmmende, ja chokerende. Hvordan skulle sådan noget kunne blive til gavn for nogen — for Gud eller for mennesker, og navnlig for os der i forvejen er plaget af problemer og problemskabere? Det er tilsyneladende vanskelige spørgsmål. Der findes dog pålidelige svar på alle sådanne spørgsmål. Uden tvivl er enhver interesseret i at høre svarene, for når vi kender dem, vil vi forstå hvad det egentlig er der skal ske.
3. Hvordan gengav Tyndale, Luther og Hieronymus i Mattæus 11:23 det græske ord vi vil undersøge, og hvordan skildrede Dante stedet?
3 Dødsriget, som kristenhedens kirker ofte har kaldt „helvede“, er altid blevet forbundet med det religiøse. Derfor skulle den ældste religiøse bog, nemlig Bibelen, kunne give os de rette svar. Det gør den også. Ordet „helvede“ har været i brug i århundreder. Da den forfulgte bibeloversætter William Tyndale oversatte den græske del af Bibelens originaltekst til engelsk i 1525, skrev han for eksempel i Mattæus 11:23: „Og du, Kapernaum, som er løftet op til himmelen, skal bringes ned til helvede [hell].“ Da Martin Luther oversatte De kristne græske Skrifter til tysk i 1522, benyttede han det tilsvarende tyske ord „Hölle“. Da den romersk-katolske Hieronymus oversatte den samme del af Bibelen fra fællesgræsk til latin i år 383, benyttede han ordet „infernus“. Derfor kunne den italienske digter Dante Alighieri der i det fjortende århundrede skrev sit berømte digterværk „Den guddommelige Komedie“, kalde det første stykke deraf „Inferno“ eller „Helvede“. Han skildrede „Inferno“ som et dybt, tragtformet hul hvor de fordømte menneskesjæle måtte lide efter legemets død. Havde Dante ret?
4. Hvilken lære bygger det billede på som kristenhedens gejstlige har skabt af „helvede“?
4 Kristenhedens gejstlige har givet deres kirkemedlemmer et billede af dette „helvede“ eller „inferno“, sådan som de opfatter det. Det er et frygteligt billede. Deres ældgamle forestilling om „helvede“ eller „inferno“ bygger på den lære de har om menneskesjælen. De mener at sjælen er forskellig fra og adskilt fra legemet. Og de mener samtidig at mens legemet er dødeligt og forgængeligt, er sjælen udødelig og uforgængelig, idet den er åndelig og dermed usynlig, noget man ikke kan tage og føle på.
5. Hvor kommer sjælen hen efter døden, ifølge præsternes lære, og hvordan stilles „helvede“ i modsætning til himmelen?
5 Derfor, siger præsterne, når menneskelegemet dør, dør sjælen ikke men lever videre, selv om vi ikke kan se den med det blotte øje. Den må forlade det legeme den har boet i, og må derfor drage et sted hen i den usynlige, åndelige verden. Men hvorhen? Kort sagt siger man at de gode sjæle kommer i himmelen, og de onde sjæle i helvede. Himmelen stilles altså op som en modsætning til helvede, og da himmelen er et sted med evig lykke og velsignelse, må helvede være et sted med evig lidelse, evig pine. Og præsterne anbringer ild og svovl i dette helvede.
6. Siger Bibelen at der findes et „helvede“, og hvordan kan vi afgøre hvad dette sted er?
6 I mange århundreder har kristenhedens gejstlige fremholdt denne lære om „helvede“. De hævder at deres lære svarer til hvad Bibelen siger om „helvede“, og derfor bør vi gå direkte til Bibelen selv for at finde ud af hvad den egentlig siger om dette emne. Det er rigtigt at ordet „helvede“ forekommer snesevis af gange i forskellige bibeloversættelser, og ifølge disse oversættelser kunne man sige at Bibelen lærer at der findes et „helvede“. I de nyere danske oversættelser er man imidlertid gået væk fra at bruge ordet i det man kalder „Det gamle Testamente“, og benytter „Dødsriget“ i stedet for. Men uanset hvilke ord oversættelserne bruger, må spørgsmålet være: Hvad skrev bibelskribenterne, og hvad viser de at dette ’dødsrige’ eller såkaldte „helvede“ er? Vi må holde os til hvad de siger om emnet, og ikke til hvad andre siger at de har sagt om det. Hvis vi fordrejer det bibelskribenterne har sagt, kan vi bedrage os selv.
Hvor længe „Dødsriget“ har eksisteret
7. Hvor tidligt ved vi at „Dødsriget“ i hvert fald har eksisteret?
7 Vi ved at dette dødsrige i hvert fald fandtes så tidligt som i år 1750 før vor tidsregning, det vil sige for over 3720 år siden. I det år blev Jakobs søn Josef solgt til trældom i Ægypten af sine misundelige halvbrødre. Bagefter løj disse halvbrødre over for deres fader Jakob om hvad der var sket med hans elskede søn Josef. De lod ham tro at Josef var blevet dræbt af et rovdyr. Hvad sagde patriarken Jakob i sin sorg? Hvor sagde han at hans søn Josef nu befandt sig? I Første Mosebog 37:35 læser vi: „Skønt alle hans sønner og døtre kom til ham for at trøste ham, ville han ikke lade sig trøste, men sagde: ’Nej, i min sørgedragt vil jeg stige ned til min søn i Dødsriget!’“ Da Josefs halvbrødre nogle år senere bad om lov til at tage Josefs helbroder Benjamin med ned til Ægypten, benyttede Jakob det samme udtryk idet han sagde: „Tilstøder der ham en ulykke på den rejse, I har for, så bringer I mine grå hår ned i Dødsriget med sorg!“ — 1 Mos. 42:38; se også 44:29, 31.
8. (a) Hvilket ord blev anvendt på originalsproget da stedet blev omtalt første gang? (b) Hvilket ord benyttede Hieronymus i sin latinske oversættelse af Jakobs ord? (c) Hvilket ord bruger den engelske Douay-oversættelse? Hvor troede Jakob altså at hans søn Josef var?
8 Hvis vi læste Jakobs ord i den katolske Jerusalem-oversættelse ville vi se at han for „Dødsriget“ benyttede det hebraiske ord Sheol. I den katolske oversættelse der er udarbejdet af Hieronymus gengives det med det latinske ord „infernus“ og det beslægtede „inferi“, og den engelske katolske Douay-oversættelse bruger det engelske ord for „helvede“. Det vil med andre ord sige at den hebraiske patriark Jakob troede at hans elskede søn Josef var i „Dødsriget“, i Sheol, eller, ifølge Douay-oversættelsen, i „helvede“. Og Jakob regnede med at komme der selv og være sammen med sin søn.
9. Hvorfor kan vi i betragtning af Malakias 1:2, 3, næppe tro at Jakob regnede med at komme til et „helvede“ som det kristenhedens gejstlige længe har beskrevet for folk?
9 Undrer dette os? Regnede Jakob virkelig med at komme i et „helvede“ som det kristenhedens gejstlige i århundreder har beskrevet for kirkegængerne? Regnede Jakob med at komme et sted heri hvor hans sjæl skulle pines med ild, et sted hvorfra han aldrig kunne komme tilbage, og troede han at hans dyrebare søn Josef var et sådant sted? Og vil det sige at Jakob og hans søn Josef stadig befinder sig et sådant sted med evig pine i ild, nu over 3600 år efter deres død? Det kan vi næppe tro, for i den sidste bog i de inspirerede hebraiske skrifter sagde Gud Herren ved sin profet Malakias: „Dog elsker jeg Jakob og hader [hans tvillingebroder] Esau.“ — Mal. 1:2, 3.
10. Hvornår kom Jakob i „Dødsriget“, og hvem samledes han til dér?
10 Men hvornår kom patriarken Jakob, som Gud elskede, til Sheol eller „Dødsriget“? Det gjorde han ved sin død i år 1711 f.v.t., og hans søn Josef, der stadig levede, og hans andre sønner tog hans balsamerede legeme og begravede det i Makpelas hule. Det var ved byen Hebron i det nuværende Israel. I den samme gravhule lå Jakobs fader Isak begravet, og ligeledes hans bedstefader Abraham. Jakob samledes altså til Abraham og Isak i Sheol, i „Dødsriget“. — 1 Mos. 49:33 til 50:13.
11. (a) Hvordan hjælper Martin Luther og King James-oversættelsen os til at forstå hvad ordet Sheol betyder? (b) Hvordan har jødiske oversættere gengivet deres eget hebraiske ord Sheol, og hvor omfattende er ordets betydning?
11 Bibelen giver os ingen grund til at tro at disse tre hebraiske patriarker i dag opholder sig i et „helvede“ med evig pine. Vi bliver hjulpet ud af de vanskeligheder der er forbundet med dette spørgsmål, når vi undersøger hvad andre bibeloversættelser siger. Den tidligere katolske præst Martin Luther, for eksempel, oversætter ordet Sheol med „hulen“ (die Grube). I det følgende århundrede, i 1611, blev den engelske King James-oversættelse autoriseret af kong Jakob I af England, og i denne bibel er Sheol gengivet med „graven“ (the grave). Hebræerne eller jøderne må naturligvis selv vide hvad deres ord Sheol betyder, og den engelske bibeloversættelse der er udgivet af Jewish Publication Society of America [Amerikas jødiske forlag] gengiver ordet med „graven“. (1917) Det samme gør den engelske oversættelse der er udarbejdet af den jødiske rabbiner Isaac Leeser. (1853) Men læg mærke til at Sheol ikke betyder „en grav“. Det betyder „graven“, det vil sige den fælles grav for hele den døde menneskehed. Når først vi forstår dette vedrørende det ’dødsrige’ Bibelen taler om, kan vi bedre forstå hvilken situation den døde menneskehed befinder sig i.
12. Hvor mange gange forekommer ordet „Sheol“ i De hebraiske Skrifter, og hvilke mænd har benyttet ordet i disse skrifter?
12 Fra og med de steder hvor Jakob bruger det hebraiske ord „Sheol“, forekommer det femogtres gange i de niogtredive bøger der udgør de inspirerede hebraiske skrifter. Ordet blev brugt af profeten Moses, af Job, af Samuel, David, Salomon, Esajas, Jeremias (i Kongebøgerne), Ezekiel, Hoseas, Amos, Jonas og Habakkuk.
13. Hvordan er ordet blevet gengivet i den autoriserede danske oversættelse af 1871, og hvad er ikke forbundet med „Dødsriget“ ifølge Prædikeren 9:5, 10?
13 Når Bibelen er blevet oversat til andre sprog, har oversætterne imidlertid ikke gengivet ordet på samme måde hver gang det forekommer. I den autoriserede danske oversættelse af 1871, for eksempel, er Sheol gengivet syvogfyrre gange med „Dødsriget“, ni gange med „Graven“, syv gange med „Helvede“, én gang med „de dødes Rige“ og én gang med „de døde“. Ethvert rimeligt og fornuftigt menneske må derfor indrømme at ordene „helvede“, „dødsriget“ og „graven“ i De hebraiske Skrifter betyder nøjagtig det samme. Og de forbindes på ingen måde med ild, svovl og evig pine. Slår vi op i Prædikerens bog, kapitel 9, versene 5 og 10, læser vi: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting . . . Gør efter evne alt, hvad din hånd finder styrke til; thi der er hverken virke eller tanke eller kundskab eller visdom i Dødsriget [hebraisk: Sheol], hvor du stævner hen.“
14. (a) Hvorfor kunne Job sige som han gjorde om „Dødsriget“ i Job 14:13? (b) Hvordan viste Jonas og David at de havde den samme forståelse af dette?
14 Det er derfor ikke så mærkeligt at patriarken Job under sine svære lidelser kunne sige: „Tag dog og gem mig i dødens rige [Sheol], skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu!“ (Job 14:13) Patriarken Job var klar over at Gud husker dem der er i Sheol eller „Dødsriget“. Han troede på at Gud altid ville huske ham på grund af hans trofaste integritet over for den sande Gud. Profeten Jonas havde den samme opfattelse i sit tilfælde, for mens han opholdt sig i bugen på den store fisk i Middelhavet sagde han: „Jeg råbte i nøden til [Jehova], og han svarede mig; jeg skreg fra Dødsrigets skød, og du hørte min røst.“ (Jon. 2:3) Og der er salmisten David, som skrev: „Dødsriget giver du ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue graven.“ — Sl. 16:10.
Da „Dødsriget“ ikke eksisterede
15. Hvornår fandtes „Dødsriget“ ikke?
15 Nu da vi har fået tingene sat på plads ved hjælp af Bibelen selv, kan vi spørge: Hvornår var det at dette ’dødsrige’ eller dette Sheol ikke eksisterede? Det var dengang da den første mand og kvinde, Adam og Eva, befandt sig i Paradiset, Edens have, for næsten seks tusind år siden. Om denne lykkelige tid læser vi: „Derpå plantede Gud [Jehova] en have i Eden ude mod øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet.“ Senere satte Gud det andet menneske, nemlig Eva, i Paradiset, hos Adam. — 1 Mos. 2:8-23; 1:26-28.
16. Hvorfor var „Dødsriget“ endnu ikke blevet til?
16 Dengang fandtes „Dødsriget“ eller Sheol ikke. Der var ikke blevet indrettet nogen begravelsesplads på jorden, hverken af Gud eller af mennesker. Menneskenes fælles grav som findes i dag, var endnu ikke blevet til. Der var ikke behov for en sådan grav, for Gud Herren havde ikke skabt menneskene til at komme enten i „Dødsriget“ (Sheol) eller i himmelen. Han ønskede kærligt at menneskene skulle leve evigt på jorden under paradisiske forhold. Derfor sagde han til Adam, allerede før hans hustru Eva blev skabt: „Kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!“ — 1 Mos. 2:17.
17. (a) Hvad bør vi lægge mærke til at Gud sagde eller ikke sagde da han advarede Adam mod ulydighed? (b) Hvordan stemmer de ord hvormed Jehova dømte Adam til døden overens med beretningen om skabelsen, og hvad ville derfor ikke ske når Adam døde?
17 Lad os ikke overse dette vigtige punkt. Gud Herren sagde ikke til Adam at den dag han spiste af den forbudne frugt, ville han komme i et „helvede“ og lide bevidst pine i evig ild. Nej, han advarede Adam om at han ville lide døden hvis han var ulydig. Og efter at Adam havde fulgt sin hustrus eksempel og havde spist af den forbudne frugt, sagde Gud til ham, da han udtalte dødsdommen over ham: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (1 Mos. 3:19) Dette var i harmoni med beskrivelsen af menneskets skabelse, hvor der står: „Og Gud Herren dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ (1 Mos. 2:7, oversættelsen af 1871) Da mennesket blev skabt, blev det en levende menneskesjæl. Når det døde ville det derfor ophøre med at være en levende sjæl, og af den grund var der ikke nogen sjæl der kunne leve videre og lide bevidst pine i ild og svovl for evigt.
18. Med hvis død og begravelse tog „Dødsriget“ sin begyndelse, som det fremgår af beretningen i Første Mosebog?
18 Adam levede under forbandelse uden for Edens paradis i omkring ni hundrede og tredive år, og levede dermed over otte hundrede år efter sin anden søn Abels død. Den retfærdige, gudfrygtige Abel blev myrdet af sin skinsyge ældre broder Kain. Da der ikke berettes om noget dødsfald blandt Adam og Evas børn før dette tidspunkt, må vi slutte at „Dødsriget“ (Sheol) blev til da Abel døde og blev begravet. Gud Herren sagde til morderen Kain: „Hvad har du gjort! Din broders blod råber til mig fra jorden! Derfor skal du nu være bandlyst fra agerjorden, som åbnede sig og tog din broders blod af din hånd!“ — 1 Mos. 4:1-11; 5:1-5.
19. Hvad siger Bibelen om Abel som tilkendegiver at han gik til Sheol og ville blive husket dér?
19 Abel troede på Gud. I Hebræerbrevet 11:4 læser vi: „I tro bragte Abel Gud et bedre offer end Kain, og ved den fik han det vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud selv kendtes ved hans offergaver; og ved den taler han endnu efter sin død.“ (Se også Første Johannesbrev 3:12.) Jesus Kristus omtalte også Abel som retfærdig. (Matt. 23:35) Af den grund husker Gud Herren Abel i døden, og derfor var det Sheol eller „Dødsriget“ Abel kom til da han døde og blev begravet. Han ligger stadig i den døde menneskeheds fælles grav. Hans død svarede ikke til de domfældte syndere Adams og Evas død. Vi kan være sikre på at Gud vil huske Abel, ligesom han vil huske patriarken Job når tiden er inde. — Job 14:13.
„Dødsriget“ i De kristne græske Skrifter
20. Hvilket spørgsmål rejser Jesu lignelse om den rige mand og Lazarus vedrørende „Dødsriget“, og hvilket ord benytter Lukas’ beretning her, ifølge Jerusalem-bibelen?
20 Nu da vi lige har nævnt Jesus Kristus, er det på sin plads at spørge: Sagde Jesus Kristus ikke selv at der findes bogstavelig ild i „Dødsriget“? Vi kan se hvad han sagde i sin lignelse om den rige mand og tiggeren Lazarus: „Også den rige døde og blev begravet. Da han slog sine øjne op i Dødsriget, hvor han var i pine, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Da råbte han: ’. . . jeg pines her i denne lue.’“ (Luk. 16:22-24) Da den kristne discipel Lukas skrev denne lignelse ned, gjorde han det på græsk, og han benyttede derfor ikke det hebraiske ord Sheol. Den katolske Jerusalem-oversættelse af Bibelen viser hvilket græsk ord Lukas brugte, idet den siger: „Den rige mand døde også og blev begravet. I sin pine i Hades så han op.“ Ja, det er det græske ord Hades der er brugt. Men er der ild i Hades hvor de døde pines, sådan som Jerusalem-bibelen kunne give det indtryk af?
21. Hvorfor har det græske ord Hades her den samme betydning som Sheol og ikke den betydning som Homer forbandt med ordet Hades?
21 Før vi svarer, må vi have rede på et andet spørgsmål: Hvorfor er det græske ord Hades her oversat med „Dødsriget“, så det på denne måde får samme betydning som det hebraiske ord Sheol? Hvorfor indebærer det ikke de forestillinger der er knyttet til Hades i de hedenske græske myter? Grunden er den at navneordet Hades efter den græske digter Homers tid (fra omkring år 700 f.v.t.) også kom til at betyde „graven“ og „døden“, og ikke blot „de henfarne ånders opholdssted“. (Se Greek-English Lexicon af Liddell og Scott, udgivet første gang i 1843, bind I, side 21, spalte 2, under Hades, afsnit II.)
22. Hvad betyder ordet Hades og hvad betyder det ikke når det lægges Jakob og Jesus i munden?
22 Da nogle græsktalende jøder i byen Alexandria nede i Ægypten begyndte at oversætte de inspirerede hebraiske skrifter til fællesgræsk omkring år 280 f.v.t., og dermed påbegyndte det der nu kaldes Septuaginta-oversættelsen, brugte de derfor ordet Hades når de skulle gengive det hebraiske ord Sheol. Da de oversatte patriarken Jakobs ord i Første Mosebog 37:34; 42:38 og 44:29, 31, lagde de ham ordet Hades i munden, i betydningen „graven“, og ikke i den betydning Homer tillagde ordet Hades. Når ordet Hades lægges i munden på Jesus Kristus, betyder det derfor ikke et sted med evig pine i ild.
„Gehenna“
23, 24. (a) Hvilket ord forbandt Jesus med ild? Hvilken bogstavelig betydning havde det, og hvilken symbolsk betydning? (b) Hvordan advarede Jesus imod Gehenna, ifølge Mattæus 5:22, 29, 30?
23 Det sted Jesus Kristus forbandt med ild var ikke Hades, men Gehenna, og det er det eneste ord den autoriserede danske bibel gengiver med „Helvede“. Navnet „Gehenna“ betyder egentlig „Hinnoms dal“. Det vil i den bogstavelige betydning, sige Hinnoms dal syd og sydvest for Jerusalem. På Jesu tid blev denne dal brugt som byens losseplads eller affaldsplads, og ild blandet med svovl fortærede affaldet, endog ligene af forbrydere som blev anset for at være for slette til at blive begravet i Hades, menneskehedens fælles grav. I symbolsk forstand, sådan som Jesus brugte ordet, var Gehenna et symbol på total og evig tilintetgørelse, evig udslettelse. Navnet Gehenna forekommer kun tolv gange i de inspirerede kristne græske skrifter. Første gang Jesus bruger ordet i den bibelske beretning, er i Mattæus 5:22, 29, 30. Her læser vi:
24 „Enhver, som bliver vred på sin broder, er skyldig for domstolen; og den, som siger til sin broder: ’Raka!’ er skyldig for det store råd; og den, som siger: ’Du dåre!’ er skyldig til Helvedes ild [græsk: ildens Gehenna]. Men hvis dit højre øje forarger dig, så riv det ud og kast det fra dig; thi det er bedre for dig at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kastes i Helvede [græsk: Gehenna]. Og hvis din højre hånd forarger dig, så hug den af og kast den fra dig; thi det er bedre for dig at miste et af dine lemmer, end at hele dit legeme kommer i Helvede [græsk: Gehenna].“ — Se Markus 9:43-47.
25. Hvad sagde Jesus om sjælen i Mattæus 10:28, hvilket viser at Gehenna betyder evig ødelæggelse?
25 Jesus viste at Gehenna er et billede på fuldstændig og evig udslettelse, da han sagde til sine tolv apostle: „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede [græsk: Gehenna].“ (Matt. 10:28) Når det der kaldes „sjælen“ ødelægges, hvordan kan denne „sjæl“ så pines evigt i ild og svovl? I den mørke middelalder var de religiøse forfølgere ikke en evighed om at brænde en såkaldt „kætter“ på bålet. Ild bevarer ikke nogen.
26. Hvilket ord benytter Hieronymus’ latinske oversættelse alle de steder hvor dette græske ord forekommer, og hvem er det der anbringes dette sted?
26 Ordet Gehenna forekommer desuden i Mattæus 18:9; 23:15, 33; Lukas 12:5 og Jakob 3:6. I alle disse tilfælde benytter Hieronymus’ latinske Vulgata-oversættelse ordet gehenna og ikke infernus, „helvede“. De der af Gud bliver henvist til den evige udslettelse der skildres ved Gehenna, er dem der ligesom Satan Djævelen og hans dæmonengle er uforbederlige, som umuligt kan hjælpes tilbage til retfærdighedens vej. Det er grunden til at Jesus i sin lignelse om fårene og bukkene siger til dem der er som bukke: „Gå bort fra mig, I forbandede! til den evige ild, som er beredt Djævelen og hans engle.“ — Matt. 25:41.
Ikke udslettet for evigt i „Dødsriget“
27, 28. (a) Hvis oplevelse viser om de der går til „Dødsriget“ udslettes for evigt? (b) Talte David om sig selv i Salme 16:10, og hvad sagde Peter om dette på Pinsedagen?
27 Vil det sige at de der kommer i „Dødsriget“, altså i „Hades“ eller „Sheol“, ikke bliver udslettet for evigt dér, at de ikke skal blive der altid? Ja, sådan må det være, eftersom Bibelen viser at nogle kommer ud af „Dødsriget“ for aldrig mere at vende tilbage dertil. Lad os huske hvad salmisten David skrev: „Thi Dødsriget giver du ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue graven.“ (Sl. 16:10) Talte David her om sig selv? Den kristne apostel Peter svarer nej. På pinsedagen i år 33 citerede Peter denne salme af David og viste hvem der var tale om. Peter sagde:
28 „’Thi du vil ikke lade min sjæl blive tilbage i Dødsriget, ikke heller lade din Hellige se forrådnelse. Du har lært mig livets veje; du vil fylde mig med glæde for dit åsyn.’ Mine brødre! lad mig få lov at tale frit til jer om patriarken David; han er jo både død og begravet, og hans grav findes hos os den dag i dag. Da han nu var en profet og vidste, at Gud med ed havde lovet ham, at af hans efterkommere skulle en sidde på hans trone, forudså han, at Kristus skulle opstå, og talte derom og sagde, at hverken skulle han lades tilbage i Dødsriget, ej heller skulle hans kød se forrådnelse. Denne, Jesus, har Gud ladet opstå; derom er vi alle vidner.“ — Ap. G. 2:27-32.
29. Hvordan viser „Den apostolske Trosbekendelse“ om „Dødsriget“ er et sted med evig pine i ild?
29 Mange som har gået i kirke husker sikkert — og har måske også fremsagt — det der kaldes „Den apostolske Trosbekendelse“, hvori der blandt andet står: „Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er . . . korsfæstet, død og begravet, nedfaret til Dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til Himmels, siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd.“ De der har fremsagt denne trosbekendelse har således givet udtryk for troen på at Jesus Kristus er „nedfaret til Dødsriget“. Har de dermed ment at Jesus for ned til et sted med ild og svovl i jordens indre for at blive pint evigt på menneskehedens vegne? Det kan de ikke have ment, for med de næste ord i trosbekendelsen har de jo sagt: „på tredje dag opstanden fra de døde.“ Ligesom apostelen Peter har de altså bekendt at „Dødsriget“ i Jesu Kristi tilfælde ikke var et sted hvorfra døde mennesker aldrig kunne komme ud når først de var kommet der. Jesus følte ingen pine dér.
30, 31. (a) Hvordan havde Kristus det i „Dødsriget“, ifølge Prædikeren 9:5, 10, og hvad kunne hans tilstand således sammenlignes med? (b) Hvad betyder det for de øvrige døde i „Dødsriget“ at Jesus Kristus kaldes „en førstegrøde“ af de døde?
30 Jesus Kristus var i „Dødsriget“ i dele af tre dage (14.-16. nisan år 33). Som det fremgår af Prædikeren 9:5, 10 var han uden bevidsthed mens han var der. Han havde hverken virke, tanke, kundskab eller visdom dér. Døden var som en søvn for ham, idet han var uvirksom, uden viden om noget som helst. Derfor skrev den kristne apostel Paulus om Jesu opstandelse fra de døde: „Men nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede.“ (1 Kor. 15:20) Opstandelsen blev således virkelig til gavn for Jesus Kristus, der var død i „Dødsriget“. Og af den grund vil Gud den Almægtige lade opstandelsen blive til gavn for alle de andre døde i dette dødsrige. Jesus Kristus var kun „en førstegrøde“ af dem der sover i døden dér. Hele den døde menneskehed vil blive vækket og ført frem når Guds tid er inde. Det er hovedtanken i apostelen Paulus’ inspirerede ord:
31 „Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.“ — 1 Kor. 15:21, 22.
32. Hvilke ord af Jesus i Åbenbaringen 1:17, 18 vidner om at de døde vil blive udfriet fra „Dødsriget“?
32 Den opstandne Jesus Kristus forsikrer selv at „Dødsriget“ (Hades eller Sheol) er det sted hvorfra alle de døde vil blive udfriet ved en opstandelse. Omkring år 96, toogtredive år efter at kejser Nero havde stukket Rom i brand, viste den opstandne Jesus Kristus sig for apostelen Johannes i et syn. Dette syn er beskrevet i Bibelens sidste bog, kaldet Apokalypsen eller Åbenbaringen, og her siger Jesus til apostelen Johannes: „Jeg er den første og den sidste og den, som lever; og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og Dødsrigets nøgler.“ — Åb. 1:17, 18.
33, 34. (a) Hvoraf fremgår det om Jesus Kristus skal have penge af slægtninge og venner før han bruger sine nøgler til at udfri dem der er i døden og dødsriget? (b) Hvad blev Jesus Kristus selv udfriet fra, og hvorfor har Gud givet ham ’nøglerne’?
33 Bruger den opstandne Jesus Kristus „dødens og Dødsrigets nøgler“ på den måde at han holder dem der er i døden og dødsriget låst inde for evigt? Eller skal han først have penge af de afdødes slægtninge eller venner før han vil bruge nøglerne og lukke dem der er i døden og dødsriget ud? Hvor ville det være selvisk og kommercialistisk at drage fordel af „dødens og Dødsrigets nøgler“ på denne måde!
34 Jesus afviste enhver tanke af den art da han sagde til sine apostle at „Menneskesønnen ikke er kommen for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange“. (Matt. 20:28) Da Jesus Kristus var på jorden som menneske, tog han aldrig så meget som en eneste sølvdenar for at oprejse nogen af de døde mennesker han førte tilbage til livet. Det er ikke for at holde de døde låst inde for evigt, men for kærligt at udfri dem uden at tage betaling for det, at den opstandne Jesus Kristus har „dødens og Dødsrigets nøgler“. Det var dertil han fik disse „nøgler“ betroet af Gud selv, som oprejste ham fra „Dødsriget“.
35. (a) Hvad sagde Jesus angående den glædelige tid hvor han skal bruge „Dødsrigets“ nøgle? (b) Hvorfor eller hvordan kan man sige at opstandelsens formål er gavnligt?
35 Jesus Kristus så frem til denne glædelige tid for ham da han sagde til jøderne: „Ligesom Faderen har liv i sig selv, således har han også givet Sønnen at have liv i sig selv. Og han har givet ham magt til at holde dom, fordi han er Menneskesøn. Undres ikke herover! thi den time kommer, da alle de, som er i gravene, skal høre hans røst, og de skal gå frem: de, som har gjort det gode, for at opstå til liv, men de, som har øvet det onde, for at opstå til dom.“ (Joh. 5:26-29) Denne opstandelse af alle de døde i „Dødsriget“ er til gavn for dem. Kun hvis nogen af dem der er blevet oprejst fra „Dødsriget“, med overlæg begynder at handle uret igen, vil deres opstandelse ende med en dom til evig udslettelse. Opstandelsen har altså et gavnligt formål; den kan blive til evig gavn for de døde. Den giver dem mulighed for at opnå evigt liv i Guds nye orden.
36, 37. Hvem fik et syn af den tid hvor „Dødsriget“ ikke findes mere, og hvordan har han beskrevet det?
36 I den åbenbaring apostelen Johannes fik, gav den opstandne Jesus Kristus ham også et billede af den tid hvor „Dødsriget“ ikke findes mere. Den tid vil indtræffe efter at denne gamle, verdslige tingenes ordning er blevet tilintetgjort og Gud har skabt en ny himmel og en ny jord, det vil sige en ny himmelsk regering og et nyt menneskesamfund på jorden. Johannes beskriver den betagende scene med disse ord:
37 „Og jeg så en stor, hvid trone og ham, som sad på den; for hans åsyn flyede jorden og himmelen, og der fandtes ikke nogen plads for dem. Og jeg så de døde, store og små, stå foran tronen, og bøger blev åbnet; og endnu en bog blev åbnet: livets bog; og de døde blev dømt ud fra det, der stod skrevet i bøgerne, efter deres gerninger. Og havet gav de døde tilbage, som var i det, og døden og Dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem.“ — Åb. 20:11-13.
38. (a) Hvordan vil „Dødsriget“ altså blive fjernet, og hvordan skildrer Åbenbaringen dette? (b) Hvordan vil „døden“ og al ondskab blive bragt til ophør?
38 Ja, når „Dødsriget“ (Hades eller Sheol) har givet den sidste af de døde som er i det, tilbage ved hjælp af opstandelsen af alle de døde som Jesus Kristus genløste, med sit menneskeliv, da vil der ikke længere være noget dødsrige. Ingen steder vil jordens indbyggere finde en kirkegård eller en gravsten. Menneskehedens fælles grav vil være udslettet for evigt. Derfor siger Åbenbaringen 20:14, 15 videre: „Og døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen. Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen.“ Hvilken strålende domsdag dette vil blive! „Dødsriget“ vil få sit dødsstød. Den død som alle mennesker har arvet fra synderne Adam og Eva vil dø, den vil ophøre med at eksistere fordi hele den lydige menneskehed føres frem til menneskelig fuldkommenhed i et genoprettet paradis. Ingen lovløshed får lov at udvikle sig, for alle som med vidende og vilje handler ondt, vil blive udslettet i den anden død.
[Illustration på side 180]
Da Abel døde og blev begravet, blev dødsriget til
[Illustration på side 181]
Ligene af ondartede forbrydere kastedes i Gehenna