Kapitel 21

Teokratiet sejrer over alle nationerne

 1. Hvad oplevede Jerusalem og Oliebjerget i år 70, i stedet for opfyldelsen af profetien i det sidste kapitel i Zakarias’ bog?

FRA angrebsmål for alle nationer til religiøst center for alle nationer — det er det betagende tema i det sidste kapitel i Zakarias’ profeti! En så storslået forvandling skete ikke med det jordiske Jerusalem i år 70. De fødder der i det år stod på Oliebjerget øst for Jerusalem, hvorfra man havde udsigt over byen, tilhørte soldaterne i den tiende romerske legion, der sammen med tre andre romerske legioner under general Titus havde omringet den domfældte by. Det var ikke halvdelen af byens indbyggere der vandrede i landflygtighed. Hele byen og dens tempel blev imidlertid ødelagt, mens 1.100.000 jøder mistede livet under byens belejring og 97.000 overlevende blev ført bort som fanger og blev spredt til jordens ender, „bort til alle hedningerne“. (Lukas 21:20-24) Dette var afgjort ikke en opfyldelse af den hjertegribende profeti som den højeste Gud fremholder i Zakarias 14:1-4:

 2. Hvem skulle ifølge Zakarias 14:1-4 samles imod Jerusalem? Skulle byen ødelægges, og hvis fødder skulle stå på Oliebjerget?

² „Se, en dag kommer, [Jehovas] dag, da dit bytte skal deles i dig. Da samler jeg alle folkene til angreb på Jerusalem; byen indtages, husene plyndres, kvinderne skændes, og halvdelen af byens indbyggere vandrer i landflygtighed; men resten af folket skal ikke udryddes af byen. Og [Jehova] drager ud og strider mod disse folk, som han fordum stred på kampens dag. På hin dag står hans fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over fra øst til vest og danne en vældig dal, idet bjergets ene halvdel viger mod nord, den anden mod syd.“

 3. Hvad sigtes der til med de hebraiske stedord „dit“ og „dig“ i hunkøn, og hvilke spørgsmål rejser dette?

³ Stedordene „dit“ og „dig“ i denne gribende profeti står i hunkøn i den hebraiske tekst, og sigter derfor til byen. Men der er ikke tale om den jordiske by Jerusalem, hverken det Jerusalem der fandtes på Jesu apostles tid eller det der findes her i det tyvende århundrede. De guddommelige ord er henvendt til en mere ophøjet by, „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“, som den kristne menighed af åndelige israelitter er kommet til. (Hebræerne 12:22) Men hvordan kan dette gå til? Hvordan kan hærskarers Jehova samle alle de jordiske folk eller nationer imod „det himmelske Jerusalem“, og hvordan kan denne by blive indtaget af dem og dens huse blive plyndret, dens kvinder blive skændet, og halvdelen af dens indbyggere vandre i landflygtighed?

 4. Hvad kaldte Jesus Jerusalem i sin bjergprædiken, og hvilken ret gav det jordiske Jerusalem afkald på dengang han red ind i byen i triumf?

⁴ Lad os huske hvad fortidens Jerusalem repræsenterede frem til Kristi apostles tid. Tænk på Jesu ord i Bjergprædikenen: „I må aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er ’Guds trone’, . . . eller ved Jerusalem, thi det er ’den store Konges by’.“ (Mattæus 5:34, 35) Indtil år 607 f.v.t. stod ’Jehovas trone’ i Jerusalem, en bogstavelig trone som var optaget af en salvet, kongelig efterkommer af David, med hvem Jehova havde indgået en pagt om et evigt rige i hans slægt. Da Jesus, kong Davids åndssalvede efterkommer, i år 33 red ind i Jerusalem i triumf, ønskede byen ham ikke som konge. Det jordiske Jerusalem gav derved afkald på sin ret til at have kong Davids evige arving siddende på én kongelig trone i byen. Byens øverste domstol, sanhedrinet, sørgede for at Jesus Kristus blev henrettet på en pæl lige uden for Jerusalems mure. — Mattæus 21:1-43.

 5. Hvorfor skulle Guds løfte om et evigt rige i Davids slægt ikke slå fejl selv om Jesus led en voldelig død?

⁵ Skulle Guds løfte om et evigt rige med en konge i Davids slægt slå fejl fordi Davids åndssalvede, evige arving led denne voldelige død? På ingen måde! De vantro jøder som lod sig lede af deres religiøse hyrder, anså Jesus for at være en falsk Kristus. Men de tog fejl, for på den tredje dag gjorde den almægtige Gud i himmelen noget som er menneskeligt umuligt. Han oprejste kong Davids evige, virkelige arving fra de døde. Han gav ham ikke hans kødelige legeme tilbage som han havde ofret for bestandig, men gav ham åndelig natur, „guddommelig natur“, og iklædte ham udødelighed. Det fremgår af den kristne apostel Peters ord: „Også Kristus døde én gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden.“ — 1 Peter 3:18; 2 Peter 1:4; 1 Korinter 15:42-45, 53, 54.

 6. (a) Hvis nærhed steg den opstandne Jesus op til, og hvad gjorde han der? (b) Hvordan viste de ord apostelen Peter henvendte til de spørgende jøder på Pinsedagen, at det jordiske Jerusalem havde mistet retten til at have Jehovas trone stående i byen?

⁶ På den fyrretyvende dag derefter steg denne forvandlede Jesus Kristus op fra Oliebjerget øst for Jerusalem til de usynlige himle, til Jehova Guds nærhed, for at frembære den genløsende værdi af sit fuldkomne, opofrede menneskeliv for den øverste Dommer. Ti dage senere, den 6. sivan år 33, eller på Pinsedagen, brugte Jehova Gud sin tilbagevendte søn Jesus Kristus til at udgyde den hellige ånd over apostelen Peter og godt hundrede andre ventende disciple som var forsamlet i et værelse på en førstesal i det jordiske Jerusalem. Dette medførte at apostelen Peter, ledet af den udgydte ånds dynamiske kraft, sagde følgende til en tusindtallig skare af spørgende jøder: „Så skal da hele Israels hus vide for vist, at den Jesus, som I korsfæstede, ham har Gud gjort både til Herre og Kristus.“ (Apostlenes Gerninger 1:12-15; 2:1-36) Disse ord betegnede at retten til at have Jehovas repræsentative trone stående, optaget af kong Davids evige arving, var gået over fra det jordiske Jerusalem til „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“. — Mattæus 21:42-44.

 7. Hvilke spørgsmål opstår med hensyn til opfyldelsen af Zakarias 14:2, i betragtning af det Jerusalem profetien gælder?

⁷ Ingen af jordens nationer, hverken den jødiske eller de hedenske, kan afsætte Jesus Kristus fra hans kongelige trone i „det himmelske Jerusalem“. Og ingen nation eller sammenslutning af nationer kan rent bogstaveligt indtage „det himmelske Jerusalem“ og plyndre det. Hvordan kan profetien i Zakarias 14:2 da anvendes om „det himmelske Jerusalem“ og opfyldes derpå? Hvis den er blevet opfyldt på „det himmelske Jerusalem“, hvordan er det da sket? Og hvornår er det sket?

 8, 9. (a) Hvilken tid anvendte Jehova selv denne profeti om? Hvornår begyndte denne tid, og hvorfor? (b) Hvilken bekendtgørelse som bekræftede dette, hørtes i himmelen?

⁸ Her må vi huske at profeten, Gud selv, lod profetien gælde en dag der skulle komme, „[Jehovas] dag“. (Zakarias 14:1) Denne bemærkelsesværdige dag, Jehovas dag, er allerede kommet. Zakarias 14:3 forudsiger at Jehovas dag er en dag hvor Jehova vil stride eller kæmpe. Denne betydningsfulde dag hvor Jehova endnu en gang vil give sig til kende over for alle nationerne som en mægtig kriger, må derfor være den dag der markeres af „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Det stridsspørgsmål som denne krig vil blive udkæmpet om, skal afgøres i den verdenssituation „der på hebraisk kaldes Harmagedon“. Allerede nu kan vi se at alle de politiske nationer bliver samlet af diabolske tilskyndelser til dette sted, stedet for den uundgåelige konfrontation. (Åbenbaringen 16:13-16) „[Jehovas] dag“ begyndte følgelig i 1914, da „hedningernes tider“ eller „nationernes fastsatte tider“ udløb, omkring den 4./5. oktober dette år. På det tidspunkt blev Jehovas messianske rige, Jehovas kristne rige, født i himmelen. Da hørtes denne bekendtgørelse i det høje:

⁹ „Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres og hans Salvedes, og han skal være konge i evighedernes evigheder.“ — Åbenbaringen 11:15.

10. Hvad sagde de der gik ind for et verdensherredømme udøvet af Herren Jehova og hans Kristus?

¹⁰ Da hørtes der stemmer af dem som støtter et verdensherredømme udøvet af vor Herre Jehova og hans Salvede eller Kristus. De sagde: „Vi takker dig Herre, almægtige Gud, du, som er, og som var, fordi du har overtaget din store magt og tiltrådt dit kongedømme; folkeslagene vrededes, men nu er din vredes dag kommet og den tid, da de døde skal dømmes, og lønnen givet dine tjenere, profeterne, og de hellige og dem, som frygter dit navn, både små og store, og da de, der lægger jorden øde, selv skal ødelægges.“ — Åbenbaringen 11:16-18; 12:1-10.

11. Troede hedningenationerne på at hedningernes tider ville udløbe i 1914 som forudsagt, og hvad var en væsentlig grund til at de forholdt sig som de gjorde?

¹¹ I mere end tre årtier var nationerne blevet underrettet om at disse „hedningernes tider“ ville udløbe i efteråret 1914. (Lukas 21:24) Nationerne troede ikke på at denne periode med deres uafbrudte herredømme over hele jorden, som havde varet lige siden 607 f.v.t., virkelig ville ende dér i 1914. Hvorfor ikke? En væsentlig grund var at kristenhedens samlede gejstlighed, præsterne og prædikanterne i dens kirker, ikke troede det og derfor heller ikke forkyndte det. De foragtede og latterliggjorde den salvede rest af åndelige israelitter der — som internationale bibelstudenter — henviste til Bibelens tidsregning og erklærede at „hedningernes tider“ ville ende i 1914 og at der så ville komme en tid med vanskeligheder uden lige for alle nationerne. Men de overvældende vidnesbyrd siden dette skelsættende år beviser at kristenhedens gejstlighed tog fejl. Hedningernes tider udløb virkelig dengang.

12. Hvad kunne nationerne ikke direkte angribe i denne forbindelse? Hvad rettede de derfor deres angreb imod, og hvilken følelse gav de derved udtryk for?

¹² Til trods for de vidnesbyrd der begyndte at hobe sig op fra og med 1914, ønskede eller valgte hedningenationerne ikke at tro at den periode hvori de kunne herske over verden uden modstand fra et messiansk gudsriges side, var forbi. De kunne ikke ændre noget ved det der var sket i „det himmelske Jerusalem“ dette år. De kunne ikke direkte angribe denne usynlige himmelske by og dens messianske konge, Jesus Kristus. Men de kunne angribe dem der repræsenterede den på jorden. De kunne angribe den salvede rest af ’menigheden af førstefødte som er indskrevet i himlene’. De kunne angribe denne rest af „ambassadører på Kristi vegne“ som gjorde nationerne bekendt med at hedningernes tider var udløbet i 1914. De kunne angribe denne rest af „Guds arvinger og Kristi medarvinger“. (Hebræerne 12:22, 23; 2 Korinter 5:20, NW; Efeserne 6:20, NW; Romerne 8:16, 17) Det var netop hvad de krigsførende nationer gjorde. Åbenbaringen 11:18 havde profetisk sagt: „Folkeslagene vrededes.“ De gav udtryk for deres vrede ved at forfølge den salvede rest.

13. Hvorfor kan man sige at nationernes angreb på den salvede rest i virkeligheden var rettet imod „det himmelske Jerusalem“, og hvornår troede de at de havde indtaget „byen“?

¹³ Det nationerne gjorde imod denne rest af Rigets ambassadører eller Rigets arvinger som er indskrevet i himlene, var som gjort imod „det himmelske Jerusalem“ selv, hvor medlemmerne af den salvede rest har deres „borgersamfund“. (Filipperne 3:20) Nationerne begyndte ikke kun at bekrige den salvede rest, men også alt hvad den repræsenterede og hvad den forkyndte. Jehova Gud den Almægtige forhindrede ikke dette, for han havde selv forudsagt at det ville ske. (Zakarias 14:1, 2) Han havde sagt: „Byen indtages.“ Blev den det? Repræsenteret ved den salvede rest, ja. Mange som tilhørte den salvede rest blev indespærret i fængsler eller militærlejre. Og nationerne følte at de virkelig havde ’indtaget’ den åndelige by da de i løbet af foråret og sommeren 1918 arresterede syv fremtrædende medlemmer af den salvede rests styrende råd og fik dem indsat i et forbundsfængsel i Atlanta i staten Georgia, U.S.A.a

14. Havde det der skete i forbindelse med det jordiske Jerusalem i 1917, 1948 og 1967 nogen betydning for opfyldelsen af Zakarias 14:1-4? Begrund svaret.

¹⁴ At Jerusalem i Palæstina nogle måneder tidligere var blevet indtaget af den engelske general Allenby, hvis tropper marcherede ind i byen den 10. december 1917, dagen efter byens overgivelse, spillede ikke nogen rolle i opfyldelsen af Zakarias 14:2. Det jordiske Jerusalem blev erobret fra de muhamedanske tyrkere, der afgjort ikke tilbeder den sande Gud med navnet Jehova. Den suveræne Herre Jehova bestemte i sin tid at jødernes jordiske Jerusalem skulle ødelægges, og han har aldrig bemyndiget sit folk til at genopbygge denne jordiske by, hverken før eller efter dens ødelæggelse i år 70. Det der virkelig betød noget for ham nu, var det højere Jerusalem, „det himmelske Jerusalem“. Med hensyn til det jordiske Jerusalem, der blev genopbygget i det andet århundrede af ikke-jødiske eller hedenske hænder, kan vi derfor sige at det der skete med denne by i 1917, 1948 eller 1967, ikke havde nogen betydning for eller forbindelse med opfyldelsen af Zakarias 14:1-4.

15. Hvad fandt der sted under den første verdenskrig foruden den omtalte fængsling og internering, svarende til den behandling indbyggerne blev udsat for i det erobrede „Jerusalem“?

¹⁵ Som nævnt blev nogle af medlemmerne af den salvede rest der repræsenterede „det himmelske Jerusalem“, indsat i fængsler og interneret i militærlejre under den første verdenskrig. Desuden blev de udsat for dårlig behandling og udbredte pøbeloverfald, og meget af deres ejendom blev ødelagt, (Se The Golden Age, nr. 27, den 29. september 1920, med den ledende artikel „Folkene ængstes’: Årsag, Advarsel, Hjælpemidlet“.) Den ukristne uretfærdighed og brutalitet der således fandt sted, svarede til det der var forudsagt i Zakarias 14:1, 2: „Byen indtages, husene plyndres, kvinderne skændes.“

16. (a) Hvordan vandrede nogle i landflygtighed, som forudsagt? (b) Hvordan blev byens „bytte“ delt i den, som nævnt i profetien?

¹⁶ Denne forfølgelse ledte uden tvivl mange af „restens“ medlemmer bort fra den salvede rest, idet fjenden således førte dem i åndelig landflygtighed. Som forudsagt: „Og halvdelen af byens indbyggere vandrer i landflygtighed.“ Hvad så med den del af profetien der sagde: „Dit bytte skal deles i dig“? Det angriberne var ude på, var at fratage den salvede rest den store indflydelse og tiltrækning den øvede på Guds nyoprettede riges vegne. Dette gjorde angriberne ved at forbyde „restens“ bøger og blade og ved at hæmme deres virksomhed som Rigets ambassadører.

17. På hvem opfyldtes ordene om at „resten af folket skal ikke udryddes af byen“?

¹⁷ Til trods for at angriberne i den grad forfulgte og modstod den salvede rest og forvanskede kendsgerningerne, var der en trofast del af „resten“ som nægtede at lade sig lede bort i landflygtighed fra Guds messianske rige der nu var blevet oprettet i „det himmelske Jerusalem“. Det er dem profetien hentyder til med ordene: „Men resten af folket skal ikke udryddes af byen.“ De overlevede altså trængslerne og prøvelserne under den første verdenskrig, den krig fjenderne benyttede som en kærkommen lejlighed til at angribe den salvede rest og berøve dem deres stilling som ambassadører for Jehovas messianske rige.

18. Var nationernes samlede angreb under den første verdenskrig den sidste opfyldelse af profetien, og af hvilke begivenheder fremgår svaret?

¹⁸ Vi skal dog ikke mene at profetien havde fået sin fulde opfyldelse da den første verdenskrig var forbi, og at der ikke ville forekomme flere samlede masseangreb fra nationernes side. „Det himmelske Jerusalem“ var der stadig, og på jorden havde det en hengiven rest af loyale repræsentanter som havde fået Guds messianske riges jordiske interesser betroet. Som man kunne vente, var nationernes samlede angreb under den første verdenskrig ikke det sidste angreb de rettede mod „det himmelske Jerusalem“ og dets åndelige borgere på jorden. Det så man under den anden verdenskrig fra 1939 til 1945. Denne krig gav de kæmpende nationer en udmærket lejlighed til at forny angrebet, og det med større voldsomhed og i mere omfattende målestok end før. Det stod klarere end nogen sinde at denne grusomme krig mellem de jordiske nationer var en krig om verdensherredømmet, til trods for at det var Jehova der havde den retmæssige suverænitet over jorden. Da nationerne kæmpede om herredømmet over den jord der tilhørte Gud, kæmpede de i virkeligheden imod den himmelske regering som den suveræne Herre Jehova havde oprettet i „det himmelske Jerusalem“. Endnu en gang ’vrededes folkeslagene’ altså på „resten“.

19. Hvordan var angrebet på „byen“ under den anden verdenskrig, i sammenligning med angrebet under den første verdenskrig, og hvilke fremtidsplaner lagde det styrende råd fra og med 1942?

¹⁹ De voldshandlinger og tvangsforanstaltninger der da blev rettet imod den salvede rest af Jehovas kristne vidner, oversteg langt hvad de havde oplevet under den første verdenskrig. Forfølgelsen blussede ikke blot op mod den salvede rest af de åndelige israelitter, men også mod ’de ti mænd’ af alle folks tungemål som havde sluttet sig til den salvede rest af det åndelige Israel i tilbedelsen ved Jehovas åndelige tempel. (Zakarias 8:20-23) De trofaste holdt urokkeligt fast ved deres kristne neutralitet over for de verdslige stridigheder, og de holdt fast ved Jehovas teokratiske regering som den eneste retmæssige regering over hele jorden. Og skønt fængsler og koncentrationslejre i de krigsførende lande måtte åbne deres porte for tusinder af urokkelige kristne vidner for Jehova, er det bemærkelsesværdigt at ingen af dem der udgjorde det styrende råd for Jehovas kristne vidner i hele verden blev fængslet. I stedet for at give efter for fjendens pres og begynde at indstille deres gudgivne arbejde, planlagde det styrende råds medlemmer fra og med 1942 — altså før freden blev sluttet og De forenede Nationer blev oprettet i 1945 — at bringe vidnesbyrdet om Jehovas messianske rige ud til endnu flere egne af jorden.

20. Afgjorde den anden verdenskrig det store spørgsmål, og hvad har nationerne i sinde når de retter det sidste angreb mod den salvede rest?

²⁰ Ligesom den første, afgjorde den anden verdenskrig ingenting. Spørgsmålet om verdensherredømmet er på ingen måde blevet afgjort, men skaber fortsat voksende spænding blandt supermagterne. De gør stadig oprør imod Jehovas, den universelle Suveræns, verdensherredømme. De er fortrydelige på dem der forkynder og går ind for den store Teokrats, Jehovas, suverænitet over jorden ved hans messianske rige. Det er ikke kristenhedens kirker, men Jehovas teokratiske, kristne vidner, der gør dette! Snart vil den tid derfor komme hvor alle nationerne i den internationale kappestrid om verdensherredømmet vil træffe den afgørelse at Jehovas kristne vidner ikke har nogen ret til at være på jorden. I åbenlys forkastelse af alt hvad der minder om Gud eller Guds herredømme, vil de ødelægge hele den religiøse kristenhed og alle religionssamfund i den hedenske verden. Og i et afgørende forsøg vil de så rette deres sidste angreb mod de overlevende kristne vidner for den suveræne Herre Jehova. Vil det lykkes dem denne gang?

OLIEBJERGET REVNER MIDT OVER

21. Hvilken chance vil den salvede rest og dens medarbejdere have for at overleve?

²¹ Hvilken chance har den salvede rest og de der forkynder Jehovas messianske rige sammen med den, for at overleve når de svært bevæbnede nationer retter deres samlede angreb imod dem? De har lige så stor „chance“ som Guds profetiske ord giver dem. Hvor stor er denne „chance“? Profetien siger:

22. Hvad forudsiger Zakarias 14:3-5 at der vil ske med Oliebjerget?

²² „Og [Jehova] drager ud og strider mod disse folk, som han fordum stred på kampens dag. På hin dag står hans fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem, og Oliebjerget skal revne midt over fra øst til vest og danne en vældig dal, idet bjergets ene halvdel viger mod nord, den anden mod syd. I skal flygte til mine bjerges dal, thi bjergdalen når til Azal. I skal fly, som I flyede for jordskælvet i kong Uzzija af Judas dage. Og [Jehova] min Gud kommer og alle de hellige med ham.“ — Zakarias 14:3-5.

23. Hvilken profeti i Daniels bog vender vi os til for at belyse hvordan det symbolske Oliebjerg revner midt over?

²³ Eftersom Jerusalem her er et symbol, nemlig på „det himmelske Jerusalem“, må „Oliebjerget“ også være et symbol. Hvordan vil det som Oliebjerget symboliserer, da „revne midt over“ og blive til to bjerge — „mine bjerge“, som Jehova kalder dem? En profet som Zakarias muligvis kendte personligt i fortidens Babylon, beretter om en profetisk drøm der belyser hvordan dette vil ske. Omkring år 605 f.v.t. drømte Babylons konge om en billedstøtte der lignede et menneske. Den bestod af fire metaller samt ler og skildrede den ubrudte række af verdensmagter fra Babylon og helt frem til vor tids anglo-amerikanske verdensmagt, sammen med alle de øvrige politiske magter der findes i vor tid. Et stykke borte så kongen derpå et stort bjerg. En sten rives løs fra dette oprindelige bjerg, dog ikke ved menneskehænder. Og uden at blive kastet af menneskehånd, sætter den sig i bevægelse og farer af sted med høj fart. Ud i det ydre rum? Nej, mod metalbilledstøtten der skildrer de politiske verdensmagters verdensherredømme. Med usvigelig sikkerhed træffer den billedstøtten, idet den med stor kraft rammer dens fødder som dels er af jern og dels af ler. Men i stedet for selv at splintres ved sammenstødet med disse fødder, er det — tro det eller ej — stenen der knuser fødderne. Hele billedstøtten segner. Hvad sker der så? Dette:

„Og på én gang knustes jern, ler, kobber, sølv og guld og blev som avner fra sommerens tærskepladser, og vinden bar det sporløst bort; men stenen, som ramte billedstøtten, blev til et stort bjerg, der fyldte hele jorden.“ — Daniel 2:1, 31-35.

24. Hvordan tydede Daniel drømmen for kong Nebukadnezar?

²⁴ Nu er der ikke andet end to bjerge tilbage på skuepladsen — det store bjerg der fylder hele jorden, og det oprindelige bjerg som ligger et godt stykke borte fra jorden og følgelig ikke hører jorden til. Dette udfald vil alle jordens fremtidige beboere komme til at opleve, som en opfyldelse af denne symbolske drøm. Hvad betyder det? Hør nu, mens Daniel tyder drømmen for kong Nebukadnezar af Babylon:

„Men i hine kongers dage vil Himmelens Gud oprette et rige, som aldrig i evighed skal forgå, og herredømmet skal ikke gå over til noget andet folk; det skal knuse og tilintetgøre alle hine riger, men selv stå i al evighed; thi du så jo, at en sten reves løs fra klippen, dog ikke ved menneskehænder, og knuste jern, ler, kobber, sølv og guld. En stor Gud har kundgjort kongen, hvad der skal ske herefter; og drømmen er sand og tydningen troværdig.“ — Daniel 2:36-45.

25. Hvad var det oprindelige bjerg et billede på, og hvad skildrer det bjerg der blev til af stenen?

²⁵ I kraft af denne troværdige inspirerede tydning véd vi at det bjerg der voksede frem fra stenen og fyldte hele jorden, skildrede et varigt rige. I overensstemmelse med dette må det bjerg hvorfra stenen blev revet løs, „dog ikke ved menneskehænder“, også skildre et varigt rige. Eftersom det er „Himmelens Gud“ der over hele jorden opretter dette „rige, som aldrig i evighed skal forgå“, var det oprindelige bjerg, hvorfra „stenen“ udgik, et billede på Guds universelle herredømme eller rige. Det var et billede på hans teokratiske styre. Det bjerg der voksede frem fra stenen og blev det eneste bjerg på hele jorden, skildrer det rige der tilhører Guds søn, Jesus Kristus, nemlig det messianske rige, som vil være det eneste rige der udøver herredømme over jorden når „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ ved Harmagedon har gjort ende på den nuværende tingenes ordnings menneskeskabte riger som beherskes af Djævelen. (Åbenbaringen 16:14-16) Der vil således være to symbolske „bjerge“, to riger eller herredømmer, over hele jorden — det der tilhører den suveræne Herre Jehova som den store Teokrat, og det der tilhører hans Messias, Jesus. På denne måde vil Jehova, når han igen udøver sin universelle suverænitet, benytte sin søns rige som sit redskab.

26. Hvad er det udelte Oliebjerg et symbol på, og hvad er forholdet mellem dette og „det himmelske Jerusalem“?

²⁶ Den guddommelige profeti ved Zakarias angående „hin dag“, svarer til den profetiske drøm som Daniel tydede. „Oliebjerget“ øst for det jordiske Jerusalem skildrer således, mens det endnu er helt, den suveræne Herre Jehovas universelle herredømme eller rige. Ligesom Oliebjergets top har en højde af 903 meter og således rager mere end 120 meter op over Jerusalem, sådan behersker Jehovas universelle rige „det himmelske Jerusalem“ og benytter det som et teokratisk redskab. — Hebræerne 12:22.

27. Hvorfor er dét at Oliebjerget revner, ikke et billede på at Jehovas universelle herredømme eller rige kommer i splid med sig selv?

²⁷ Guds universelle herredømme eller rige kommer aldrig i splid med sig selv. (Mattæus 12:25, 26) Det er ikke dét der skildres ved at Oliebjerget ’revner midt over’. Jehova går ikke imod sin egen suverænitet når han opretter sin søns messianske rige. Hvad er dét at Oliebjerget revner, da et billede på, og hvornår finder denne handling sted?

28. Er dét at bjerget revner, et billede på at Jehovas suverænitet og overhøjhed deles? Hvad skildrer det at Oliebjerget ’revner midt over’?

²⁸ Det skildrer ikke at Jehovas overhøjhed bliver delt, og heller ikke at hans universelle suverænitet bliver delt. Han forbliver altid den højeste Gud og universets suveræne Herre. I harmoni med den profetiske drøm der udlægges i Daniel 2:44, 45, er dét at bjerget øst for Jerusalem revner, et billede på at Jehova opretter et rige som er underlagt og støtter hans eget universelle rige, idet det oprettes over et område der i virkeligheden har gjort oprør sådan at Jehova ikke kan beskæftige sig direkte med det. Kongemagten i dette rige tilhører en der er født i kong Davids jordiske slægtslinje, og den udøves på kongepræsten Melkisedeks vis. Riget hersker følgelig ikke blot over kong Davids jordiske område, men over hele jorden. — Salme 110:1-4; Hebræerne 5:10 til 8:1; Apostlenes Gerninger 2:34-36.

29. Hvilken slags rige frembringes der således når Oliebjerget revner? Hvornår skete det, og hvorfor på det tidspunkt?

²⁹ Der frembringes således et rige tilhørende Guds enbårne søn, ved siden af og underlagt Guds, Faderens, herredømme eller rige. Og eftersom dette sekundære rige har tilknytning til Davids jordiske rige, må det tage hensyn til hedningernes tider på 2520 år som Davids rige blev undergivet. Derfor blev dette sekundære rige, styret af den messianske konge, Guds søn, først oprettet ved hedningetidernes udløb i 1914. — Lukas 21:24; Daniel 4:16, 23-25; Hebræerne 10:12, 13.

30. Hvordan omtaler Gud de to bjerge der fremkommer, og hvad er de hver især et billede på? Er de i opposition til hinanden? Forklar.

³⁰ Det forklarer hvorfor Jehova omtaler de to bjerge der fremkom ved at Oliebjerget revnede, som „mine bjerge“. (Zakarias 14:5) Bibelsk set må bjerget mod nord være et billede på Jehovas universelle herredømme eller rige, og bjerget mod syd et billede på hans søns messianske rige. (Salme 75:6, 7, NW) At dette nylig frembragte „bjerg“ eller rige er underlagt Jehovas universelle rige og ikke er i opposition til det, fremgår af Første Korinterbrev 15:25-28:

„Thi han bør være konge, ’indtil han får lagt alle fjender under sine fødder.’ Den sidste fjende, der tilintetgøres, er døden. Gud har jo ’lagt alle ting under hans fødder’. Men når det hedder: ’Alt er underlagt,’ så er han, der har underlagt ham alt, åbenbart undtaget. Og når alt er blevet ham underlagt, da skal også Sønnen selv underlægge sig ham, der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt i alle.“

31. (a) Hvordan viser profetien at begge riger til stadighed er underlagt Jehova? (b) Hvad betyder det at Jehovas „fødder“ står dér, og hvem er den ypperste af dem der kommer sammen med ham?

³¹ At begge riger fra begyndelsen er underlagt den suveræne Herre og Gud, ligger i denne erklæring: „På hin dag står hans fødder på Oliebjerget østen for Jerusalem.“ Og når det symbolske bjerg revner og den ene halvdel viger mod nord og den anden mod syd, bliver Jehova stående på begge bjerge, ’hans bjerge’. Svarende til at Oliebjergets top lå over hundrede meter højere end fortidens Jerusalem, befinder den højeste Gud, Jehova, sig således på et gunstigt udsigtspunkt og kan se hvordan det går med „det himmelske Jerusalem“ i forbindelse med dets interesser på jorden. Når Jehova i symbolsk forstand sætter sine fødder på Oliebjerget, betyder det at han er kommet. Som han profetisk sagde: „Og [Jehova] min Gud kommer og alle de hellige med ham.“ Den ypperste af hans „hellige“ i himmelen er naturligvis hans syndfri søn, Jesus Kristus, som han gør til konge over det sekundære bjerg eller rige. (Zakarias 14:5) Disse „hellige“ optræder som Jehovas eksekutionsstyrker.

32. (a) Hvad dannes der idet bjerget revner, og hvad bruges den til? (b) Hvad nyder flygtningene gavn af dér?

³² „Oliebjerget skal . . . danne en vældig dal, idet bjergets ene halvdel viger mod nord, den anden mod syd. I skal flygte til mine bjerges dal, thi bjergdalen når til Azal. I skal fly, som I flyede for jordskælvet i kong Uzzija af Judas dage.“ (Zakarias 14:4, 5) Når dette sker, flygter den hjemvendte rest af Jehovas folk ikke i panik „for at gå ind i klipperevner og fjeldkløfter“, og de siger ikke til bjergene og klipperne: „Fald over os og skjul os for hans åsyn, som sidder på tronen, og for Lammets vrede!“ (Esajas 2:20, 21; Åbenbaringen 6:15, 16) De flygter derimod til Guds beskyttende foranstaltning, til den vældige dal mellem ’hans bjerge’, beskyttet mod nord og mod syd af det symbolske Oliebjergs to halvdele. Ja, de flygter til stedet under Jehovas fødder. Denne dal med Guds beskyttelse strakte sig lige fra Kedrondalen, som man havde udsigt over fra Jerusalems østmur, til Azal mod øst, og den havde rigeligt med plads til flygtninge.

33. Hvornår begyndte „restens“ flugt? Hvilken flugt som er beskrevet i Åbenbaringens tolvte kapitel har den en vis tilknytning til, men hvorfor er „restens“ flugt mere langvarig?

³³ Her i det tyvende århundrede begyndte den genrejste rest af de åndelige israelitter at flygte efter at de i foråret 1919 var blevet udfriet fra Babylon den Store og dens politiske og militære forbundsfæller. I Åbenbaringen 12:1-14 fortælles der at Guds himmelske „kvinde“ flygtede ud i ørkenen efter det messianske riges fødsel og krigen i himmelen hvor Djævelen og hans engle blev nedstyrtet, og denne flugt har en vis tilknytning til den flugt den salvede rest har foretaget på jorden fra og med 1919. Men kvindens flugt er ikke den samme som „restens“; hendes flugt og hendes ophold i ørkenen borte fra den diabolske „drage“ varer kun et tusind to hundrede og tres dage, eller tre og en halv profetisk „tid“. Dette falder kun delvis sammen med den flugt som den salvede rest må foretage, „de andre af hendes slægt, dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd“. (Åbenbaringen 12:17) Alle de indviede og døbte der bliver en del af den salvede rest, havde ikke overstået deres flugt da kvindens 1260 dage var gået. „Resten“ befinder sig stadig i den symbolske „dal“, under beskyttelse af Jehovas universelle rige og hans søns messianske rige.

34. Hvornår opfyldes den del af profetien der siger at Jehova vil drage ud og stride som på kampens dag?

³⁴ Hvornår opfyldes da denne del af profetien: „Og [Jehova] drager ud og strider mod disse folk, som han fordum stred på kampens dag“? (Zakarias 14:3) Det skete ikke i 1914, da hedningernes tider udløb, skønt oprettelsen af det messianske rige i himmelen var et skridt i den retning. Hærskarers Jehova har imidlertid fastsat et tidspunkt hvor han vil drage ud og føre krig mod de nationer der angriber dem der på jorden repræsenterer hans „himmelske Jerusalem“. Disse hedenske nationer (der også omfatter nationerne i kristenheden) rettede et ondsindet angreb mod den salvede rest under den første verdenskrig, og derefter et voldsommere og mere omfattende angreb under den anden verdenskrig. Men nu forberedes deres endelige angreb som vil komme en dag — under ledelse af den forudsagte „Gog i Magogs land“. (Ezekiel 38:1 til 39:5) Hærskarers Jehova vil da gøre dette til deres sidste angreb, og han vil udmærke sig som en glorværdig kriger, mere glorværdig end på nogen „kampens dag“ i fordums tid.

KAMPEN, OG FØLGERNE AF „DEN DAG“

35. Hvordan forudsiger Jehova at det vil blive den sorteste dag de angribende nationer har oplevet, og hvordan angives det at fjendernes mobile enheder vil blive lammet?

³⁵ Den dag Jehova kæmper mod de angribende nationer, bliver den sorteste dag de har oplevet. Jehova forudsiger direkte at det bliver en sådan dag, idet han siger: „Og det skal ske på den dag at der ikke vil vise sig at være noget kosteligt lys — tingene vil stivne.“ (Zakarias 14:6, NW) „Og det skal ske paa den Dag, at der intet Lys skal være, de prægtige Himmellys skulle fordunkles.“ (Gd) „Og det skal ske på den dag at der ikke skal være noget lys, men kulde og is.“ (Syrisk, Lamsa) Intet himmelsk lys vil skinne på nationerne som et udtryk for Guds gunst og hans kærlige varme. De kunstige lyskilder som den moderne videnskab har frembragt, vil ikke kunne sprede det guddommelige mishags mørke. Mobile enheder gøres ubevægelige som stivfrosne af kulde. Det minder os om Jehovas spørgsmål til patriarken Job: „Har du været, hvor sneen gemmes, og skuet, hvor hagelen vogtes, den, jeg gemmer til trængselens tid, til kampens og krigens dag? Af hvilket skød kom isen vel frem, hvem fødte mon himlens rim?“ (Job 38:22, 23, 29) Jehova har naturkræfterne til sin rådighed når han kæmper.

36. Hvordan taler Jehova gennem profeten Esajas om det mørke der vil være under „den store trængsel“ over Babylon den Store, og hvad varsler et sådant mørke?

³⁶ I forbindelse med at der skal mangle lys og varme på den dag, siger hærskarers Jehova følgende om den kommende „store trængsel“ der vil ramme hele det store Babylon, som er en fjende af „det himmelske Jerusalem“: „Se, [Jehovas] dag kommer, grum, med harme og brændende vrede; jorden gør den til ørk og rydder dens synder bort. Thi himlens stjerner og billeder udstråler ej deres lys, mørk rinder solen op, og månen skinner ikke.“ (Esajas 13:9, 10) Når hærskarers Jehova den dag eksekverer sine ugunstige domme over sine fjender, vil det være som om hverken solens varme lys eller månens kolde lys er at se. Et sådant mørke varsler ødelæggelse!

37. Hvad usædvanligt vil der være ved den dag, som forudsagt i Zakarias 14:7?

³⁷ Hvordan vil hærskarers Jehova og hans teokratiske organisation opleve denne dag som bliver kold for dem der angriber „det ny Jerusalem“? Jehova fortæller det selv med disse ord: „Det skal være én eneste dag — [Jehova] kender den [om hvilken det kendes at den tilhører Jehova, NW] — ikke dag og nat; det skal være lyst ved aftentide.“ — Zakarias 14:7.

38. Hvordan vil der være lyst ved aftentide i denne periode hvor der hverken er dag eller nat, og for hvem vil det være sådan?

³⁸ Betyder denne beskrivelse at det bliver en periode på fireogtyve timer med svagt lys, med tusmørke? Nej, ikke for hærskarers Jehova og hans „himmelske Jerusalem“, og heller ikke for dem på jorden der repræsenterer „det himmelske Jerusalem“, eller for alle dem der er flygtet til den ’vældige dal’ mellem Jehovas to „bjerge“. Det betyder derimod at det bliver en periode som ikke er opdelt i dag og nat. Selv ved den tid hvor aftenen normalt ville falde på, bliver det ikke mørkt. Det vil være lyst i hele perioden. Mens de angribende nationer oplever et dødbringende mørke, vil Jehovas trofaste tilbedere på jorden altså til stadighed nyde godt af det lys der er et udtryk for hans gunst og godkendelse, ligesom fortidens ægyptere under den niende plage blev ramt af et tykt mørke i tre dage, mens det var lyst „overalt, hvor israelitterne boede“. (2 Mosebog 10:23) På den „dag“ lader Jehova et voksende lys skinne for sine loyale tilbedere ved at øge deres forståelse af sit inspirerede, skrevne ord. — Ordsprogene 4:18.

39. Hvorfor er det i særlig grad en dag der tilhører Jehova, og hvad vil dagen medføre i forbindelse med det universelle stridsspørgsmål der har været under behandling i næsten seks tusind år?

³⁹ Det vil i sandhed blive en strålende dag for hærskarers Jehova, for den sejr han kroner dagen med, vil hævde hans universelle suverænitet! Hver eneste del af hele skaberværket, selv vor lille jord, vil være underlagt hans overhøjhed. Hans navn, som allerede er „uopnåeligt højt“, vil nå nye højder af universel berømmelse. (Salme 148:13, NW; Esajas 12:4) Hans eget personlige navn vil for evigt være forbundet med det hebraiske navn Harmagedon, navnet på den verdenssituation hvor han har udkæmpet og vundet krigen over alle krige, „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Hærskarers Jehova vinder denne enestående sejr ved hjælp af sit messianske rige, der styres af hans himmelske søn, som han har gjort til „kongernes Konge og herrernes Herre“. (Åbenbaringen 16:13-16; 19:11-21) Det er fuldt berettiget at denne uforlignelige dag tilhører ham, for på den og ved hjælp af den afgør han for evigt og i sit favør det årtusindgamle stridsspørgsmål om universel suverænitet! Den berygtede oprører der rejste dette spørgsmål for næsten seks tusind år siden, Satan Djævelen, taber. Og efter at hans jordiske styrker har tabt ved Harmagedon, bliver han og hans dæmoner bundet i afgrunden! — Åbenbaringen 20:1-3.

40, 41. Som forudsagt i Zakarias 14:8-11, hvilke velsignelser vil Jehovas tilbedere da erfare efter at Satan og hans dæmoner er kastet i afgrunden?

⁴⁰ I de tusind år hvor Satan Djævelen og hans dæmoner er bundet med en lænke i afgrunden, udøses der store velsignelser over menneskeheden! Hvad sejrens „dag“ vil bringe, omtaler den sejrrige Gud selv i disse profetiske vendinger:

⁴¹ „På hin dag skal rindende vand [levende vande, NW] vælde frem fra Jerusalem; det halve løber ud i havet mod øst, det halve i havet mod vest, og det både sommer og vinter. Og [Jehova] skal være konge over hele jorden’ På hin dag skal [Jehova] være én og hans navn ét. Og hele landet bliver en slette [vil blive som Araba, NW] fra Geba til Rimmon i Sydlandet; men Jerusalem skal ligge højt på sit gamle sted. Fra Benjaminsporten til den gamle ports sted, til Hjørneporten, og fra Hanan’eltårnet til de kongelige vinperser skal det være beboet. Der skal ikke mere lægges band derpå, og Jerusalem skal ligge trygt.“ — Zakarias 14:8-11.

„LEVENDE VANDE“ TIL HELE MENNESKEHEDEN

42. Hvad var „havet mod øst“ og „havet mod vest“ i forhold til det jordiske Jerusalem, og hvad er disse to have hver især et billede på?

⁴² Når vi tænker på det jordiske Jerusalem, som dette profetiske billede fra Zakarias’ bog er baseret på, er haven mod øst det samme som Salthavet eller Det døde Hav, og „havet mod vest“ er Det store Hav eller Middelhavet. Begge disse have benyttes her som symboler, og de skal øjensynlig symbolisere folkeslag, i lighed med det vi læser i Åbenbaringen 17:15. Det døde Hav er det laveste sted på jorden. Dets overflade ligger 394 meter under Middelhavets overflade, og der er hverken fisk eller planteliv. Det er derfor et udmærket billede på de utallige døde mennesker der befinder sig i Sheol, Hades, menneskehedens fælles grav. Middelhavet, derimod, ligger højere, og det myldrer med fisk og planteliv. Det er derfor et udmærket billede på ’den store skare’ af Jehovas tilbedere der nu har sluttet sig til den salvede rest af det åndelige Israel og som overlever „den store trængsel“ sammen med „resten“. (Åbenbaringen 7:9-15) Medlemmerne af denne ’store skare’ har arvet syndigheden, ufuldkommenheden og dødens fordømmelse fra vor første jordiske fader, Adam. For at kunne leve evigt i Guds nye tingenes ordning, må de befries for disse skavanker. — Romerne 5:12.

43. I hvilke andre syner forekommer der noget vand som svarer til det vand der løber mod øst og vest, og hvad er dette vand således et billede på?

⁴³ Begge de symbolske have har brug for de „levende vande“ der vil vælde frem, ikke fra det jordiske Jerusalem i det mellemste østen, men fra „det himmelske Jerusalem“, sædet for det messianske rige som tilhører Jehovas elskede søn, Jesus Kristus. De symbolske „levende vande“ er ikke bare rindende ferskvand som man kan slukke tørsten med, men vand som giver liv til dem det vælder frem til. Ligesom det vand der vældede frem fra templet i Ezekiels syn, fremkaldte sundhed og liv i Det døde Hav og fik det til at vrimle med fisk, sådan vil de „levende vande“ der løber mod øst og mod vest fra „det himmelske Jerusalem“, sprede liv på jorden. (Ezekiel 47:1-12) Disse „levende vande“ kan derfor også sammenlignes med den flod med livets vand, som den kristne apostel Johannes så i synet af det ny Jerusalem. (Åbenbaringen 21:2 til 22:2) De skildrer følgelig alle de foranstaltninger Jehova har truffet for at hele menneskeheden kan opnå evigt liv. Det er de foranstaltninger han har truffet gennem sin Messias, Jesus, der engang blev ofret men nu hersker som konge, og de vil blive gjort tilgængelige i de tusind år hvor Jesus Kristus hersker over hele jorden. — Åbenbaringen 14:1; 20:4-6, 13, 14.

44. (a) Hvad vil det vand der løber ud i det symbolske Døde Hav bibringe dem som havet er et billede på? (b) Hvad vil vandet bibringe dem der skildres ved Middelhavet, og hvor længe må de drikke det?

⁴⁴ De „levende vande“ der løber mod øst, åbenbart gennem ’den vældige dal’ mellem de to bjerge, ned til Det døde Hav, bevirker at de døde oprejses til en levende og bevidst tilværelse her på jorden. „Engang skal [der] ske en opstandelse både af retfærdige og uretfærdige“, sagde apostelen Paulus. (Apostlenes Gerninger 24:15; Johannes 5:28, 29) De „levende vande“ der løber mod vest til Middelhavet, medfører i billedlig forstand en udfrielse fra dødens fordømmelse og fra den syndighed, ufuldkommenhed og skrøbelighed der er gået i arv fra synderen Adam. Hvis menneskene fortsat var behæftet med disse skavanker ville de dø, for kun de der er absolut fuldkomne vil blive kendt retfærdige til evigt liv på en paradisisk jord. Derfor har ’den store skare’ af Jehovas loyale tilbedere som overlever „den store trængsel“ der gør ende på denne tingenes ordning, behov for disse „levende vande“. Og de mennesker der sammenlignes med Det døde Hav — de der får en opstandelse fra de døde — vil i begyndelsen være stillet ligesom ’den store skare’ der overlever. De vil stadig være behæftet med den nedarvede syndighed, ufuldkommenhed, skrøbelighed og fordømmelse til døden. Også de må blive ved med at drikke af de „levende vande“.

45. Hvad har de der skildres ved havet mod øst og havet mod vest mulighed for, eftersom vandet løber „både sommer og vinter“? Hvad vil det endelige resultat blive, som skildret i Åbenbaringen 20:14?

⁴⁵ „Både sommer og vinter“ skal vandet løbe. (Zakarias 14:8) De „levende vande“ bliver altså ikke berørt af nogen tør og regnløs årstid, men bliver ved med at løbe hele året rundt, og vandstanden vil ikke synke. I alle de tusind år Kristus hersker over menneskeheden vil de fortsat vælde frem, til gavn for alle de genløste døde og alle dem der lever på den paradisiske jord. Alle på jorden vil således kunne fortsætte med at drikke indtil de er blevet helbredt og atter har opnået menneskelig fuldkommenhed, uden sygdomme og skavanker, en fuldkommenhed som den Adam havde da han blev skabt i Edens have. Når alle fra havet mod øst og fra havet mod vest er nået frem til dette herlige stade ved loyalt at adlyde det messianske rige, vil billedet i Åbenbaringen 20:14 være opfyldt: „Og Døden og Dødsriget blev kastet i ildsøen. Dette er den anden død: ildsøen.“ I sandhed en velsignet foranstaltning gennem „det himmelske Jerusalem“!

46. Hvordan skildres ophøjelsen af „det himmelske Jerusalem“ med noget som sker med det jordiske Jerusalem og landet omkring det, og hvad er det der ophøjer „det himmelske Jerusalem“?

⁴⁶ „Det himmelske Jerusalem“ vil da være ophøjet. Det vil ikke længere være som et jordisk Jerusalem der er blevet indtaget og plyndret af angribende nationer, og hvis befolkning er blevet halveret ved at halvdelen af dets borgere er blevet ført i landflygtighed. (Zakarias 14:1, 2) Det skal erfare opfyldelsen af det profetiske billede med at „hele landet“ rundt om det jordiske Jerusalem sank og blev som Araba, den gravsænkning hvorigennem jordanfloden løber ned til Det døde Hav, mens byen Jerusalem i modsætning hertil blev hævet op. I overensstemmelse med dette billede vil „det himmelske Jerusalem“ blive ophøjet som et resultat af Jehovas strålende sejr over de angribende nationer, og blive regeringsstad for det himmelske messianske rige. På denne måde vil det himmelske Jerusalem rejse sig højt over jorden, som Riget hersker over. Dette messianske rige er således hedningenationernes jordiske menneskeskabte riger langt overlegent. Når jorden bliver underlagt denne højere regering vil det derfor være som om „hele landet“ synker og bliver som gravsænkningen, „som Araba, fra Geba til Rimmon syd for Jerusalem“. — Zakarias 14:10, NW.

47. Hvordan vil „det himmelske Jerusalem“ blive beboet og dets indbyggere bo trygt, i overensstemmelse med profetien i Zakarias 14:10, 11?

⁴⁷ Den himmelske regeringsby, „det himmelske Jerusalem“, vil blive som det tidligere jordiske Jerusalem med dets beskyttende mure, dets velkendte porte, dets tårn og dets kongelige vinperser. Der skal ikke hvile nogen forbandelse fra Gud over „det himmelske Jerusalem“; der skal ikke lægges band på det, for dets indbyggere vil ikke handle troløst. (Åbenbaringen 22:3; Zakarias 14:10, 11) Den himmelske regeringsby fyldes med indbyggere. Hele ’menigheden af førstefødte som er indskrevet i himlene’ vil være der, alle de 144.000 åndelige israelitter, forenet i det himmelske rige med den herliggjorte Messias, Jesus, Jehova Guds søn. (Hebræerne 12:22, 23; Åbenbaringen 7:4-8; 14:1-4; 20:4-6) Som bag bymure vil de bo trygt.

48. Hvad er det de angribende nationer udfordrer? Hvad vil de lære i denne forbindelse, og hvad vil det medføre for hele jorden?

⁴⁸ De angribende nationer på jorden udfordrede den højeste Guds herredømme eller rige, hans universelle suverænitet. Men til sidst lærte de at hans suverænitet var virkelig — ved deres egen undergang. De kommer ikke længere til at udøve et herredømme over jorden under Djævelens ledelse, hvorimod denne profeti opfyldes: „Og [Jehova] skal være konge over hele jorden. På hin dag skal [Jehova] være én og hans navn ét.“ — Zakarias 14:9.

JEHOVA, KONGEN, SKAL VÆRE „ÉN OG HANS NAVN ÉT“

49. (a) Hvad vil det betyde for menneskene at de da har én konge? (b) På hvilken måde vil herredømmet være „vor Herres og hans Salvedes“, og hvordan vil det være for menneskene at leve på jorden under dette herredømme?

⁴⁹ Hvad betyder dette for hele menneskeheden — andet end enhed, ja enhed over hele jorden blandt alle dens indbyggere! En konge „over hele jorden“ — Jehova, den universelle Suveræn! Men ligesom kong David repræsenterede Jehova da han sad på tronen i det jordiske Jerusalem, sådan vil kong Davids evige arving, Messias Jesus, repræsentere Jehova i „det himmelske Jerusalem“ når han hersker over den genløste menneskehed i tusind år. På denne måde bliver det under „vor Herres og hans Salvedes“ herredømme at menneskeheden — både de overlevende og de døde der oprejses — får lejlighed til at opnå evigt liv som fuldkomne mennesker, på en jord der er omdannet til et paradis som langt overstiger de skønne parker og haver man i dag finder på jorden. — Åbenbaringen 11:15.

50. Hvordan vil Jehova til den tid „være én“?

⁵⁰ Ligesom profeten Moses sagde helt tilbage i år 1473 f.v.t.: „Hør, Israel! [Jehova] vor Gud, [Jehova] er én. Og du skal elske [Jehova] din Gud,“ sådan vil det også være på den „dag“ der nu står for døren: „På hin dag skal [Jehova] være én.“ Den regerende konge, Messias Jesus, vil støtte og holde fast ved tilbedelsen af denne den højeste Gud, for da en jødisk skriftlærd for nitten hundrede år siden spurgte ham: „Hvilket bud er det første af alle?“ svarede han: „Det første er: ’Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én; og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke.’“ (5 Mosebog 6:4, 5; Markus 12:28-30) Kristenhedens ukristne lære om en treenighed bestående af „Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd“, vil af hele den oplyste menneskehed blive forkastet som en gudsbespottelig, hedensk løgn.

51. Bærer nogen skabning det guddommelige navn i dets usammensatte form, og hvordan er dette navn skrevet i De hebraiske Skrifter?

⁵¹ Ligesom Jehova er én, og ikke en selvmodsigende „trehed i enhed“, sådan skal også hans navn være ét. Ingen i hele skaberværket bærer dette navn i dets usammensatte form.b Det er som han sagde gennem profeten Esajas: „Jeg er [Jehova], så lyder mit navn, jeg giver ej andre min ære, ej gudebilleder min pris.“ (Esajas 42:8) Da profeten Moses som den første skrev dette guddommelige navn, benyttede han fire hebraiske konsonanter og ingen vokaler, idet han skrev יהוה (JHVH). Dette navn på fire bogstaver (tetragrammatonet) forekommer 6961 gange i de inspirerede hebraiske skrifter, fra Første Mosebog til Malakias’ bog.

52. Hvordan vil Jehovas navn „på hin dag“ være „ét“ hvad udtalen angår?

⁵² I dag ved man ikke nøjagtigt hvordan det udtales. Af denne grund udtales det forskelligt, alene på dansk; og går man til andre ikke-hebraiske sprog, er der temmelig stor forskel på hvordan dette tetragrammaton udtales. Men på „hin dag“, når Jehova hersker ved Messias, vil han selv åbenbare den rette udtale, sådan som han gjorde over for Moses. Da vil det hellige navn kun blive udtalt på én måde af alle på jorden. Dette vil blive gennemført ved at alle mennesker igen kommer til at tale det samme sprog.

53. På hvilken anden måde bliver Jehovas navn „ét“, i harmoni med at det forekommer fra den ene ende af Bibelen til den anden?

⁵³ At det hellige navn skal være ét, indebærer dog mere end at det skal udtales på samme måde over hele jorden. Dette navn — der benyttes tusinder af gange fra det første sted det forekommer i Bibelen, Første Mosebog 2:4, til det sidste sted, i glædesudbruddet „Halleluja“ i Åbenbaringen 19:6 — er i sig selv tilstrækkeligt i alle de mange forbindelser hvor Gud nævnes eller omtales. Dette ene navn dækker i sig selv over et væld af tankeforbindelser som giver os et fuldstændigt billede af Gud. Det behøver ikke at erstattes eller skiftes ud. Det er ikke rigtigt at navnet Jesus, den gang Guds søn blev døbt i år 29, kom til at ’træde i stedet for Jehova’, og at Jesus er den samme som Jehova og at man derfor ikke behøver at bruge navnet Jehova mere. Det er heller ikke rigtigt at man udmærket kan bruge den upersonlige titel „Herren“ eller slet og ret „Gud“ som en erstatning for det personlige navn Jehova. En sådan opfattelse skyldes vildledende ræsonnementer som stammer fra kristenhedens og jødernes gejstlige. Deres fejlagtige ræsonnementer vil gå til grunde sammen med dem. I Jehovas kommende nye teokratiske tingenes ordning vil hans navn kun være ét!

DE ANGRIBENDE FJENDER RAMMES AF PLAGE OG FORVIRRING

54, 55. Hvorfor gyser vi ved tanken om det der ifølge profetien skal ske med dem der angriber det himmelske Jerusalem?

⁵⁴ Når jordens nationer retter deres kommende og sidste angreb mod „det himmelske Jerusalem“, vil de irreligiøst se med foragt på Jehovas kristne vidner på jorden, og med tungen vil de uden tvivl håne og spotte det helligste navn der findes. Men de vil ikke ret længe få lov at bruge mund på denne måde og foragteligt se ned på dem der forkynder „det himmelske Jerusalems“ herredømme. Vi gyser ved tanken om det der vil ske med disse angribere:

⁵⁵ „Men dette skal være den plage, [Jehova] lader ramme alle de folkeslag, som drager i leding mod Jerusalem: han lader kødet rådne på dem i levende live, øjnene rådner i deres øjenhuler og tungen i deres mund. På hin dag skal en vældig [Jehovas] rædsel [en stor Forvirring fra Herren, Gd] opstå iblandt dem, så de griber fat i og løfter hånd mod hverandre. Også Juda skal stride i Jerusalem. Og alle folkenes rigdom skal samles trindt om fra, guld, sølv og klæder i såre store måder. Og samme plage skal ramme heste, muldyr, kameler, æsler og alt kvæg i lejrene der.“ — Zakarias 14:12-15.

56. Hvorfor kan folk i kristenheden ikke virkelig mene det hvis de giver udtryk for at de er chokerede over skildringen af denne plage?

⁵⁶ Frygteligt? Makabert? Sadistisk? Uhyggeligt? Djævelsk? Bibellæsere i kristenheden udtrykker måske forfærdelse over denne inspirerede skildring af kampen! Men er det ikke hyklerisk af dem at gøre dette? Hvordan kan de virkelig være chokerede over en sådan skildring, når de såkaldt kristne nationer som de patriotisk støtter, nu står rede til at udkæmpe den sidste krig med flammende napalmbomber der nedkastes fra flyvemaskiner, med brændende væske som udslynges fra flammekastere, med ætsende gasarter, med sprængstoffer der sprænger offerets ansigt bort sådan at vedkommende, hvis han overlever, må bære maske og mades intravenøst, og med atombomber af en sådan styrke at en enkelt kan udradere titusinder af mennesker så der intet er tilbage af dem? Hvordan kan de der støtter en så grusom krigsførelse, finde fejl hos hærskarers Jehova? De skulle snarere være chokerede, ja rædselsslagne, over sig selv!

57. Når vi tænker på hvor streng plagen er, hvad må vi da også tage i betragtning i forbindelse med nationernes angreb på det himmelske Jerusalem?

⁵⁷ Når vi tænker på strengheden af den plage Jehova lader ramme „alle de folkeslag, som drager i leding mod Jerusalem“, må vi også huske hvor alvorlig den handling er som folkeslagene og nationerne foretager. (Zakarias 14:12) Når de drager i leding mod „den levende Guds stad, . . . det himmelske Jerusalem“, er det den store Teokrats, universets Suveræns, regeringsorganisation de angriber. Hvilken frækhed og skamløshed kunne være større? Hvilken trods kunne være stærkere, nå større højder? I sandhed en hån mod den højeste og største Person i alt det levendes verden! Sådanne skamløse, trodsige og hånende oprørere imod den store Teokrats universelle suverænitet må lære hvem det er de har med at gøre. „Vor Gud er en fortærende ild.“ „Det er frygteligt at falde i den levende Guds hænder.“ (Hebræerne 12:29; 10:31) Det er hans hænder de kaster sig i når de styrter sig ud i en gudløs kamp mod det der ifølge Jehova er som hans „øjesten“. — Zakarias 2:12.

58. På hvilken måde vil de der udgør det åndelige Juda „stride i Jerusalem“? Hvem vil kæmpe sammen med dem, og hvad vil de derfor undgå?

⁵⁸ De religiøst desillusionerede nationer og folkeslag vil rette deres angreb mod det der synligt repræsenterer „det himmelske Jerusalem“, nemlig den salvede rest af de åndelige israelitter „som er indskrevne i Himlene“. (Hebræerne 12:22, 23) Det er dét profetien hentyder til når den siger: „Også Juda skal stride i Jerusalem.“ (Zakarias 14:14) Sammen med denne salvede rest der fører en åndelig kamp for Jehovas teokratiske regeringsbys interesser, vil der være „en stor skare“ af enkeltpersoner fra alle nationer, stammer og folk som har stillet sig på Jehovas teokratiske regerings side. (Åbenbaringen 7:9-17) Da de kæmper for at forsvare det „det himmelske Jerusalem“ står for, undgår de „den plage, [Jehova] lader ramme“ alle angriberne.

59. Hvordan vil plagen berøre de angribende styrker, uanset om den kommer bogstaveligt eller ej?

⁵⁹ Hvad enten denne plage vil komme bogstaveligt som profetien beskriver den, eller ej, vil de der udstøder rædselsvækkende krigsskrig og trusler blive bragt til tavshed! Tungerne er rådnet væk. Pludselig sortner det for deres øjne, så de i deres vildskab kun kan slå ud i blinde mod genstanden for deres angreb. Øjnene er rådnet væk! Muskler og sener hos veltrænede, fysisk veludviklede krigere vil miste deres styrke, spændstighed og bevægelighed; og det vil ske allerede mens krigerne står klar til den afgørende kamp, ikke først når de ligger døde på jorden. Kødet er rådnet væk af knoglerne på dem! Plagen kommer pludseligt, også mod heste, muldyr, kameler, æsler og andre husdyr i deres militærlejre. Mobilt krigsmateriel vil gå hjælpeløst i stå! — Zakarias 14:12, 15.

60. Hvad får den udbredte forvirring angriberne til at gøre?

⁶⁰ Alt dette er frygteligt nok! Men rædselen over de overraskende begivenheder øges, idet den almægtige Gud skaber forvirring blandt dem der går til angreb. Deres enige front mod „det himmelske Jerusalem“ og „Judas“, stridsmænd, splittes. Som gladiatorer der med en hjelm ned for øjnene kæmper i en romersk arena til underholdning for skarer af blodtørstige tilskuere, griber de i blinde fat i hinanden og slår ud efter hinanden. De har mistet deres fælles mål af syne. Personlige interesser har fået overtaget. Deres udviklingsteori om at „de bedst egnede overlever“, tager magten fra dem. Den dødbringende forvirring breder sig, idet de hugger hinanden ned indbyrdes. — Zakarias 14:13, Gd.

61. (a) Hvad husker vi om hvordan Jehova har stridt i fortiden „på kampens dag“? (b) Hvem vil han kæmpe ved siden af i den kommende krig?

⁶¹ Hermed er højdepunktet på „hin dag“ nået! Jehova er skredet til handling og „strider mod disse folk, som han fordum stred på kampens dag“. (Zakarias 14:3) Vi husker uvilkårligt hvordan Jehova på profeten Moses’ tid kæmpede mod Ægyptens overmodige Farao og hans ryttere og vogne i Det røde Hav! Vi husker hvordan Jehova på kong Josafat af Judas tid (936-911 f.v.t.) skabte forvirring blandt de forenede styrker fra Moab, Ammon og Se’irs bjerge mens de lå lejret på Det døde Havs vestlige bred! Og hvordan Jehova på kong Ezekias af Judas tid ved hjælp af sin engel på én nat ihjelslog 185.000 assyriske soldater der under anførsel af kong Sankerib truede Jerusalem! (2 Mosebog 14:1 til 15:21; 2 Krønikebog 20:1-26; 2 Kongebog 18:13 til 19:36) Men hvor betagende og imponerende det end var at se Jehova kæmpe i fordums dage, vil kampen blive langt langt større når han kæmper for sin universelle suverænitet i „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ i den kommende verdenssituation der kaldes Harmagedon. (Åbenbaringen 16:13-16) Der kæmper han, ved Messias sin søns, højre. (Salme 110:4-6) En forhåndsskildring af kampen lyder:

62, 63. (a) Hvordan beskriver Åbenbaringen 17:12-14 at Jehovas Messias vinder sejr? (b) Hvilken del af krigsbyttet vil være kosteligst og blive påskønnet mest?

⁶² „Og de ti horn, du så, er ti konger, som endnu ikke har fået kongemagt, men får herredømme en stund som konger sammen med dyret. De har én og samme tanke, og deres kraft og magt stiller de til dyrets rådighed. De skal føre krig mod Lammet, og Lammet skal sejre over dem, fordi det er herrernes Herre og kongernes Konge, sejre sammen med dem, som er i dets følge, de kaldede og udvalgte og trofaste.“ — Åbenbaringen 17:12-14.

⁶³ Så selv om jordens politiske herrer og konger har overdraget deres kraft og magt til De forenede Nationer, den organisation der skulle bevare menneskets suverænitet over hele jorden, vil de lide nederlag for det ofrede Lams, kongen Jesu Kristi, hånd, og blive tilintetgjort. (Åbenbaringen 19:11-21) Dermed vil Jehovas suverænitet over hele universet, jorden indbefattet, være hævdet for evigt. Denne hævdelse af Gud vil i sig selv være sejrens kosteligste bytte. Det største stridsspørgsmål der nogen sinde er blevet rejst, vil være afgjort på en sådan måde at alle der lever i himmelen og på jorden kan være tilfredse med det. De interesser der tilhører den rene og sande tilbedelse af den eneste levende og sande Gud ved hans åndelige tempel, vil være bevaret for bestandig. Disse uvurderlige værdier vil de overlevende på jorden påskønne mere end alt det materielle bytte som de slagne fjender vil efterlade sig i mængde: „Og alle folkenes rigdom skal samles trindt om fra, guld, sølv og klæder i såre store måder.“ — Zakarias 14:14.

[Fodnoter]