Kapitel 3

Da mennesket var sammen med Gud i Paradiset

 1. Hvor længe var Gud den eneste der var til? Forklar nærmere.

HAR vi tænkt på hvad der ligger i sådanne udtryk som at Gud „skabte og udspændte himlen“ og at han „har skabt alt“? Disse udtryk lader forstå at der var en tid da Gud var helt alene. (Esajas 42:5; Efeserne 3:9) Der fandtes endnu intet af det skabte. I en evig fortid var Gud fuldstændig alene og var endnu ikke blevet Skaber. Derfor kunne profeten Moses sige i bøn til Gud: „Førend bjergene fødtes og jord og jorderig blev til, fra evighed til evighed er du, o Gud!“ (Salme 90:2) I hele denne evige fortid før skabelsen savnede Gud ikke selskab.

 2. Hvad besluttede Gud sig til at blive, og hvilke forpligtelser påtog han sig således?

² Tiden kom da Gud satte sig for at blive Fader. Det betød ikke at han nu ville til at skabe livløse, fornuftløse ting. Det betød at han ville frembringe levende, fornuftbegavede skabninger, sønner der havde en vis lighed med ham, deres Fader. Han besluttede sig med andre ord til at påtage sig familieforpligtelser, ansvaret for en børneflok. Hvilken slags sønner ville han først frembringe? Ikke menneskelige sønner, for så måtte han først danne en jord de kunne bo på. Det er naturligt at han ville frembringe sønner der var himmelske ligesom han selv er himmelsk, og åndelige ligesom han selv er ånd. De ville således blive hans åndesønner. De ville kunne se ham og træde frem i hans nærhed, og han ville kunne tale direkte med dem.

 3. Hvordan ved vi at der fandtes himmelske gudssønner allerede før jorden blev skabt?

³ At der findes sådanne åndesønner af Gud, er ikke ren og skær religiøs fantasi. Forfatteren til Jobs bog i Bibelen (sandsynligvis profeten Moses) omtaler disse åndesønner i bogens første kapitel, idet han skriver: „Nu hændte det en dag, at Guds sønner kom og trådte frem for [Jehova]“. (Job 1:6) I Job 2:1 læser vi at disse himmelske sønner af Gud også mødtes ved en anden lejlighed. At disse åndesønner af Gud eksisterede i de usynlige himle allerede før jorden blev skabt, blev understreget dengang Gud talte til Job fra det usynlige og spurgte ham: „Hvor var du, da jeg grundede jorden? . . . mens morgenstjernerne jubled til hobe, og alle gudssønner råbte af glæde?“ Disse gudssønner, der var strålende som morgenstjerner på himmelen, var tydeligvis interesserede i Guds forsæt vedrørende jorden, og de beundrede den måde han skabte den på da han ’udspændte norden over det tomme, ophængte jorden på intet’. — Job 38:4-7; 26:7.

 4. (a) Hvad kan Guds først skabte søn med rette kaldes i forbindelse med skaberværket og Guds familie? (b) Hvordan omtaler visdommen sig selv i Ordsprogene 8:22-31?

⁴ Hvem var den første åndesøn Gud skabte? På grund af sin forrang kunne denne søn med rette kaldes Guds skaberværks begyndelse. Og fordi han var det første medlem af Guds himmelske familie, kunne han også kaldes al skabnings førstefødte. Dette minder os om det der siges i Ordsprogenes bogs ottende kapitel, hvor den guddommelige visdom skildres som en person der taler om sig selv. Eftersom ordet „visdom“ (chakhmahʹ) er hunkøn i den hebraiske grundtekst, omtaler visdommen sig selv som en person af hunkøn. (Ordsprogene 8:1-4) Den guddommelige visdom eksisterer naturligvis ikke selvstændigt, adskilt fra Gud. Visdommen har altid eksisteret i ham, og den er derfor ikke blevet skabt. Af den grund er det interessant at høre hvordan visdommen omtaler sig selv som en person af hunkøn, specielt der hvor den siger:

„HERREN [hebraisk: JHVH, יהוה] skabte mig som sin vejs begyndelse, det første af sine værker fra begyndelsen. Fra evighed af blev jeg indsat som den ypperste, fra begyndelsen, fra jordens tidligste tider. Da der endnu ikke var nogen dybder blev jeg frembragt, da der endnu ikke var nogen kilder fyldt med vand. Før bjergene endnu var sænket, før højene blev jeg frembragt, før han endnu havde dannet landet og de åbne marker, eller den ypperste af verdens støv. Da han beredte himlene var jeg der; da han slog kreds oven over dybet, da han fæstede himmelhvælvingen oventil, da dybets kilder blev stærke, da han udstedte havet sin forordning at vandene ikke skulle overtræde hans bud, da han lagde jordens grundvold, da var jeg ham nær som et plejebarn; og jeg var hans fryd dag efter dag, legede altid [egtl. legende, tillægsmåde, hunkøn] for hans åsyn, legede i verden, på hans jord, og glædede mig over menneskebørnene.“ — Ordsprogene 8:22-31, rabbi Isaac Leesers oversættelse, 1853.

 5. Hvorfor er jødiske ledere interesserede i hvordan disse ord fra Ordsprogenes bog er blevet fortolket siden vor tidsregnings begyndelse?

⁵ Jødiske ledere er interesserede i hvordan man fortolker disse bibelvers. I Soncino Press-udgaven af Ordsprogenes bog (fra 1945) finder vi følgende fodnote til dette afsnit: „For den jødiske læser er denne fortolkning af stor betydning i betragtning af de tidlige kirkefædres kristologiske brug af dette afsnit.“a I hvert fald taler Ordsprogene 8:22 om noget der er blevet skabt som begyndelsen på Jehova Guds vej, som ’det første af hans værker fra begyndelsen’. En visdom som er blevet skabt!

KERUBER, ENGLE, SERAFER

 6. Hvad siges der om keruber i Første Mosebog og Salmerne?

⁶ Bibelen opdeler disse himmelske „gudssønner“ i mindst tre kategorier. Den første kategori der nævnes, er „keruberne“. Første Mosebog 3:24 oplyser at Gud satte nogle keruber øst for det jordiske paradis til at „vogte vejen til livets træ“. Salmisten Asaf viser at keruberne befinder sig i nærheden af Guds herskersæde og loyalt støtter det, idet han siger: „Træd frem i glans, du, som troner på keruber.“ (Salme 80:1, 2) Det samme fremgår af Salme 99:1: „[Jehova] har vist, han er konge, folkene bæver, han troner på keruber, jorden skælver!“

 7. Hvordan forbandt kong Ezekias keruberne med Gud?

⁷ Kong Ezekias, der repræsenterede den højeste Gud på den jordiske trone i Jerusalem, forbandt også keruberne med den himmelske trone hvor universets Suveræn har sæde, idet han bad: „Hærskarers [Jehova], Israels Gud, du, som troner over keruberne, du alene er Gud over alle jordens riger; du har gjort himmelen og jorden!“ (Esajas 37:16) Flere steder ser vi altså at den store Skaber, universets Suveræn, troner over de himmelske „gudssønner“ der kaldes keruber.

 8. Hvilke begivenheder i Abrahams, Lots og Jakobs liv bekræfter at der findes engle?

⁸ Foruden keruberne er der englene i almindelighed. Der er ingen grund til at tvivle på at der findes sådanne usynlige åndeskabninger, for der er mange bekræftede eksempler på at de har vist sig for mennesker. Omkring år 1919 f.v.t. iklædte tre af Jehova Guds engle sig kødelig skikkelse og viste sig for patriarken Abraham mens denne sad under nogle store træer i Mamre i landet Kana’an. Kort efter aflagde to af disse materialiserede engle et besøg hos Abrahams nevø Lot i byen Sodoma ved Det døde Hav, dagen før denne onde by blev tilintetgjort med ild og svovl som blev sendt ned over den. (1 Mosebog 18:1 til 19:29) Over hundrede år senere var Abrahams sønnesøn Jakob på vej sydpå, tilbage til det sted hvor hans bedstefader havde haft sin lejr, og undervejs oplevede han det vi læser i Første Mosebog 32:1, 2: „Jakob fortsatte sin rejse. Og Guds engle mødte ham; og da Jakob så dem, sagde han: ’Her er Guds lejr!’ Derfor kaldte han stedet Mahanajim [hvilket betyder ’to lejre’].“

 9. (a) Hvad betyder ordet „engel“ også? (b) Hvordan bruges englene, uden at det står i menneskers magt at hindre dem?

⁹ Det bibelske ord for engel betyder også „sendebud“, som for eksempel i Malakias 3:1, hvor vi læser: „Se, jeg sender min engel [mit sendebud, NW], og han skal bane vej for mit åsyn.“ Ved mange lejligheder er himmelske engle blevet sendt ud for at overbringe et budskab eller for at udføre en særlig gerning. Mennesker kan ikke hindre dem i at fuldføre deres gudgivne hverv, for de besidder en styrke og magt som overgår menneskers. Salmisten erkendte dette, og sagde: „[Jehova] har rejst sin trone i Himlen, alt er hans kongedømme underlagt. Lov [Jehova], I hans engle, I vældige i kraft, som gør, hvad han byder, så snart I hører hans røst. Lov [Jehova], alle hans hærskarer, hans tjenere, som fuldbyrder hans vilje.“ — Salme 103:19-21.

10. (a) Hvilken holdning indtager seraferne over for Gud? (b) Hvad oplevede Esajas i forbindelse med serafer, og hvad viser dette?

¹⁰ Endnu en kategori af de himmelske „gudssønner“ er seraferne. Disse åndeskabninger er meget ærbødige over for Gud. Det fremgår af et syn som profeten Esajas fik. Lad os læse hans beskrivelse: „I kong Uzzijas dødsår [778/777 f.v.t.] så jeg Herren sidde på en såre høj trone, og hans slæb fyldte helligdommen. Serafer stod hos ham, hver med seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to fødderne, og med de to fløj de; og de råbte til hverandre: ’Hellig, hellig, hellig er Hærskarers [Jehova], al jorden er fuld af hans herlighed!’“ Foranlediget af dette råbte profeten Esajas i dødsangst på grund af sin urene tilstand. „Men,“ fortæller han, „en af seraferne fløj hen til mig; og han havde i hånden et glødende kul, som han med en tang havde taget fra alteret; det lod han røre min mund og sagde: ’Se, det har rørt dine læber; din skyld er borte, din synd er sonet!’“ (Esajas 6:1-7) Dette viser serafernes interesse for at hjælpe os til at være hellige som Gud er hellig.

11. Hvor stor er Guds familie af himmelske „sønner“, og hvorfor har de en anden natur end vi mennesker?

¹¹ Tallet på alle disse himmelske „gudssønner“ — keruberne, seraferne og englene — udgør mange millioner. I Babylon blev profeten Daniel inspireret til at skrive følgende om et syn han havde af en himmelsk retssal: „Jeg skuede videre: med ét blev troner sat frem, en gammel af dage tog sæde; . . . Tusinde tusinder tjente ham, og titusind titusinder [=100.000.000] stod ham til rede. Derpå sattes retten, og bøgerne lukkedes op.“ (Daniel 7:9, 10) Et så vældigt antal himmelske „gudssønner“ vidner om den kolossale virksomhed den himmelske Fader, Jehova Gud den Almægtige, har udfoldet under skabelsen. Han har en prægtig familie af lydige sønner i himmelen. De er ikke skabninger af kød og blod, for de blev skabt før jorden, som vi skabninger af kød og blod nu lever på. Disse himmelske „gudssønner“ er derimod åndelige, ligesom Gud selv er ånd, og de er således af en helt anden natur end vi jordiske menneskeskabninger.

12. Hvorfor omfatter de himmelske „gudssønner“ ikke menneskesjæle som nu er blevet overført til den usynlige åndeverden?

¹² Det skarpe skel mellem Gud og mennesker og mellem ånd og kød kommer til udtryk i profetien i Esajas 31:3, der frarådede israelitterne at søge hjælp hos det militariserede Ægypten. „Ægypterne er mennesker, ikke Gud, deres heste er kød, ikke ånd.“ Og Salme 104:1-4 siger direkte at de himmelske „gudssønner“ er af en anden natur end vi mennesker: „Min sjæl, lov [Jehova]! [Jehova] min Gud, du er såre stor! Du er klædt i højhed og herlighed, hyllet i lys som en kappe! Himlen spænder du ud som et telt; . . . vindene gør du til sendebud [han gør sine engle til ånder, NW], ildsluer til dine tjenere!“ Bibelen udelukker ganske tydeligt den religiøse opfattelse at der blandt de himmelske engle skulle være menneskesjæle som er blevet overført fra jorden til de usynlige, åndelige himle. De åndelige „gudssønner“ er alle brødre, idet de alle er sønner af den samme himmelske Fader.

MENNESKETS SKABELSE

13. Hvilken indstilling har en sand fader til de børn han sætter i verden?

¹³ En sand fader har stiftet familie fordi han elsker børn. Han nærer ikke noget ønske om at gøre dem til djævle, og han finder ikke nogen glæde ved at pine og tortere dem. Han vil dem deres bedste. Han ønsker at kunne glæde sig over dem fordi de genspejler hans billede og er til ære for ham og viser ham tilbørlig respekt og lydighed. For mange år siden, under guddommelig inspiration, skrev en konge som selv var fader til mange børn: „Viis søn glæder sin fader.“ „Den retfærdiges fader jubler; har man avlet en vismand, glædes man ved ham.“ — Ordsprogene 10:1; 23:24.

14. Hvordan er Jehova som fader, sammenlignet med en jordisk fader?

¹⁴ Om den himmelske Faders indstilling til sine fornuftbegavede skabninger skrev salmisten David: „Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham. Thi han kender vor skabning, han kommer i hu, vi er støv.“ (Salme 103:13, 14) Hvad Jehova forventer af sine sønner, antyder han selv med disse ord: „En søn ærer sin fader, en træl frygter sin herre. Men er jeg Fader, hvor er da min ære, og er jeg Herre, hvor er da frygten for mig?“ (Malakias 1:6) Jehova, den himmelske Fader, står ikke tilbage for en jordisk fader med hensyn til at vise de rette egenskaber over for sine skabninger, for han siger: „Og jeg vil handle nænsomt med dem, som en fader handler nænsomt med sin søn, der tjener ham.“ — Malakias 3:17.

15. Hvad var Guds motiv til at skabe børn af en lavere natur end de himmelske sønners, og hvad ville således komme til udtryk?

¹⁵ Udelukkende med et kærligt motiv besluttede Jehova Gud sig til at blive fader til børn af en ny natur. Disse børn ville altså ikke få åndelig natur, himmelsk natur. Deres natur ville blive ringere end den åndelige natur, og de ville derfor være underlagt visse begrænsninger som de himmelske „gudssønner“ ikke var underlagt. Dette ville dog ikke volde dem besvær; de ville fuldt ud kunne glæde sig over livet. De ville blive skabt i kød og blod, og altså få menneskelig natur. Grunden til at den himmelske Fader begyndte at skabe børn med denne lavere natur, var ikke at han var blevet utilfreds med sin vældige familie af åndesønner eller fordi han behøvede noget andet og nyt at adsprede sig med. Han gjorde det derimod for i endnu større omfang at give udtryk for sin vidtspændende skabervisdom og for at lade sin kærlighed omfatte endnu flere skabninger.

16. (a) Hvad måtte Gud først frembringe, før han kunne skabe en familie med menneskelig natur? (b) Hvad var hans erklærede hensigt med at skabe jorden?

¹⁶ Men først måtte han tilvejebringe nogle materialer hvoraf han kunne skabe denne familie med menneskelig natur og ligeledes et passende sted hvor denne menneskeslægt kunne leve og være. Med dette for øje skabte han jorden, en planet i et solsystem i den store galakse vi nu kalder Mælkevejen. Her indleder Bibelen sin storslåede beretning med ordene: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Kærligt og omsorgsfuldt indrettede Gud miljøet og forholdene på jordens afkølede, størknede overflade sådan at menneskene kunne bo der. Hans hensigt med jorden udtrykker han med disse ord:

„Så siger [Jehova], himlens skaber, han, som er Gud, som dannede jorden, frembragte, grundfæsted den, ej skabte den øde, men danned den til at bebos.“ — Esajas 45:18.

17. Hvordan sørgede Skaberen for at hans menneskelige families behov kunne dækkes?

¹⁷ Hans menneskelige børn ville være nødt til at trække vejret for at opretholde livet, så derfor dannede han en atmosfære rundt om jorden. De ville behøve vand at drikke, så det tilvejebragte han i rigelige mængder. De måtte have planter at spise, så det gav han dem også. De måtte have sollys for at kunne se og for at bevare deres sundhed, så han fjernede alt hvad der var af kosmisk støv som hindrede solens stråler i at skinne på jorden, og senere rensede han atmosfæren så lyset fra solen, månen og stjernerne kunne trænge ned til jordens overflade. Menneskene måtte regelmæssigt have hvile og søvn, så den store Konstruktør lod jorden rotere, sådan at dag kom til at skifte med nat. Han lod vandet vrimle med fisk og andre havdyr, lod vingede skabninger flyve gennem luften, og frembragte en rig variation af landdyr, alle sammen med deres bestemte plads i det jordiske livs husholdning. Alt dette gjorde den vise og kærlige Skaber i løbet af seks skabelsesperioder som han selv betegner som „dage“. — 1 Mosebog 1:1-25.

18. Hvornår bekendtgjorde Gud at han ville frembringe højdepunktet på sit jordiske skaberværk?

¹⁸ Henimod slutningen af den sjette skabelsesperiode var de jordiske forhold klar til at den himmelske Fader kunne gå videre og skabe menneskeslægten. Han bekendtgjorde nu hvad der skulle danne højdepunkt på hans jordiske skaberværk, som vi læser i Første Mosebog 1:26: „Derpå sagde Gud: ’Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os, til at herske over havets fisk og himmelens fugle, kvæget og alle vildtlevende dyr på jorden og alt kryb, der kryber på jorden!’“

19. Talte Gud til sig selv i Første Mosebog 1:26? Begrund svaret.

¹⁹ I den hebraiske tekst til denne skabelsesberetning er ordet for „Gud“ elohimʹ, hvilket er flertal af eloʹah. Når flertalsformen benyttes her, er det som udtryk for storhed og ophøjethed, og ikke for at betegne at der er to, tre eller flere guder. Af den grund står de tilknyttede udsagnsord i ental. Når vi læser: „Derpå sagde Gud [Elohimʹ]: ’Lad os,’“ betyder det derfor ikke at Gud talte til sig selv. Han er ikke en treenig gud, en gud bestående af tre personer, sådan at den ene person af ham kunne sige til de to andre personer: „Lad os.“ I Første Mosebog 2:4 kaldes denne Skaber „Gud [Jehova]“, og profeten Moses, der levede senere, skrev: „Hør, Israel! [Jehova] vor Gud, [Jehova] er én.“ Der findes ikke to eller tre Jehova’er, kun én! En såkaldt treenig gud er et hedensk påfund. Det er en gudsbespottelig usandhed. — 5 Mosebog 6:4.

20. Hvem var ordene: „Lad os gøre mennesker,“ højst sandsynligt henvendt til? Begrund svaret.

²⁰ Da Gud (Elohimʹ) sagde: „Lad os,“ talte han følgelig til mindst én som ikke var en del af ham selv dér i de usynlige, åndelige himle. Det er dog næppe sandsynligt at han talte til alle de 100.000.000 eller flere engle der tjener ham, og bad dem om at samarbejde med ham da mennesket skulle skabes. Han talte snarere til sin førstefødte himmelske søn, al skabnings førstefødte, Guds skaberværks begyndelse. Som den førstefødte i Guds himmelske familie måtte det være denne søn der ville få den forret og ære at blive opfordret til at samarbejde med sin himmelske Fader ved skabelsen af mennesket på jorden. Det forenkler sagen. Eftersom denne førstefødte himmelske søn bar sin himmelske Faders „billede“ og lignede ham, kunne Gud med rette sige til ham: „Lad os gøre mennesker i vort billede, så de ligner os.“ At en er skabt i Guds billede, så han ligner Gud, vil på ingen måde sige at han er Jehova Guds ligemand. Et billede er ikke selve virkeligheden!

DET FØRSTE MENNESKE I PARADISET

21. Hvor siges det at mennesket blev sat i Paradiset?

²¹ Første Mosebogs andet kapitel går i enkeltheder om menneskets skabelse. Versene syv og otte siger beskrivende: „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [en levende sjæl, NW]. Derpå plantede Gud [Jehova] en have i Eden ude mod øst, og der satte han mennesket, som han havde dannet.“ I den gamle syriske oversættelse af Bibelen benyttes ordet „Paradis“ i stedet for „have“; Douay-oversættelsen benytter også ordet paradis: „Og Herren Gud havde fra begyndelsen plantet et glædens paradis, hvori han satte mennesket som han havde dannet.“ — 1 Mosebog 2:8, Dy.

22. Hvilken udbredt religiøs opfattelse søger nogle at lægge i Første Mosebog 2:7?

²² Lad os igen se på hvad Første Mosebog 2:7 siger om skabelsen af mennesket. Siger dette vers at Jehova Gud indgav mennesket en sjæl som er adskilt fra og forskellig fra dets legeme? Det er hvad mange religiøse mennesker gerne vil lægge i skriftstedet. Den spanske bibeloversættelse af F. Torres Amat-S. L. Copello fra 1942 siger, oversat til dansk: „Da dannede Herren Gud mennesket af jordens dynd og åndede livets ånde eller ånd ind i dets ansigt, og mennesket forblev gjort levende med en fornuftbegavet sjæl.“b Dette er helt anderledes end gengivelsen i den katolske Douay-oversættelse, der lyder: „Og mennesket blev en levende sjæl.“ Den reviderede danske oversættelse af 1871 siger tilsvarende: „Og Mennesket blev til en levende Sjæl.“ For at vore læsere kan se hvad der bogstaveligt står ord for ord i den hebraiske tekst (fra højre til venstre), gengiver vi her denne del af Første Mosebog 2:7 fra The Interlinear Literal Translation of the Hebrew Old Testament af G. R. Berry, copyright 1896-1897:

the LORD God formed man of the dust of the ground, and breathed into his nostrils the breath of life; and man became a living soul. 8 And the LORD God planted a garden

  יְהוָֹה אֱלֹהִים אֶת־הָאָדָם עָפָר מִן־הָאֲדָמָה

,ground the from dust [of out] man (the) God Jehovah

וַיִּפַּח בְּאַפָּיו נִשְׁמַת חַיִּים וַיְהִי הָאָדָם

man (the) became and life of breath nostrils his in breathed and

8 לְנֶפֶשׁ חַיָּה וַיִּטַּע יְהוָֹה אֱלֹהִים גַּן בְּעֵדֶן

Eden in garden a God Jehovah planted And living soul a (for)

23. Hvad sker der med sjælen når menneskelegemet dør?

²³ Eftersom Guds inspirerede ord klart og tydeligt siger: „Mennesket blev en levende sjæl,“ er mennesket en sjæl. Bibelen fortæller sandheden! Den er autoriteten på dette felt. Det var oldtidens hedenske filosoffer, som ikke havde Guds skrevne ord, der fandt på at mennesket er i besiddelse af en usynlig, åndelig sjæl der drager til åndeverdenen ved menneskelegemets død. Ordet for „sjæl“ i den hebraiske tekst er neʹfesh; i den græske Septuaginta-oversættelse af De hebraiske Skrifter er det psykheʹ. Følgelig går det sjælen på samme måde som det går legemet. Det er ikke kun legemet der dør, men, som Jehova Gud siger i Ezekiel 18:4: „Se, alle sjæle er mine; . . . den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Også vers 20)

24. Hvorfor er et „sjæleligt“ legeme forskelligt fra et „åndeligt“?

²⁴ Mennesket er ikke af ånd, åndeligt. Mennesket er af jord, jordisk, som der siges: „Da dannede Gud [Jehova] mennesket af agerjordens muld.“ (1 Mosebog 2:7) Det legeme Gud skabte til mennesket bestod af grundstoffer fra jorden og atmosfæren. Det var ikke et åndeligt legeme, og det kan heller ikke gøres åndeligt så det bliver usynligt og kan tage bolig i åndeverdenen. Det var et sjæleligt eller fysisk legeme, forskelligt fra et åndeligt legeme som det de himmelske „gudssønner“ er i besiddelse af. Det forholder sig som en bibelkommentator fra det første århundrede skrev: „Når der er et sjæleligt legeme, er der også et åndeligt.“ De to slags legemer må ikke forveksles med hinanden; og det gør Bibelen heller ikke. — 1 Korinter 15:44.

25. Hvad blæste Gud ind i menneskets næsebor for at gøre det til en „levende sjæl“, i modsætning til den hedenske græske opfattelse?

²⁵ Det nøgne menneskelegeme som Gud dannede af agerjordens muld i Glædens paradis, var fuldkomment. Ingen af dets nødvendige dele manglede. „Fuldkomment [er] hans værk, thi alle hans veje er retfærd!“ (5 Mosebog 32:4) „Se, det fandt jeg,“ sagde den vise kong Salomon, „at Gud har skabt menneskene, som de bør være.“ (Prædikeren 7:29) Da Gud gjorde dette første menneskelegeme levende så det kunne fungere som det skulle, tog han ikke fra himmelen en ulegemlig „sjæl“ (psykheʹ) der, ifølge hedensk græsk opfattelse, flagrede rundt som en sommerfugl, og åndede den ind i det livløse legeme.c Gud åndede heller ikke blot en luftstrøm ind i legemet for at sætte dets lunger i gang. Han benyttede ikke noget i retning af mund-til-mund-metoden, som man bruger for at genoplive en der har været ved at drukne. Det Gud åndede ind i legemets næsebor kaldes „livsånde“, og det fyldte ikke alene lungerne med luft men indgav også legemet den livskraft der vedligeholdes ved åndedrættet. På denne måde ’blev mennesket en levende sjæl’.

26. Hvorfor fik det første menneske navnet Adam, og hvordan gav Gud Adams liv en hensigt?

²⁶ Jehova Gud blev fader eller livgiver til denne første menneskesjæl. Materialerne til menneskets legeme blev taget fra jorden, der på hebraisk kaldes adamahʹ, og derfor blev denne levende sjæl meget betegnende kaldt Adam. (1 Mosebog 5:1, 2) Den himmelske Fader havde en hensigt med at sætte sin jordiske søn i Edens paradis, og han gav også Adams liv en hensigt. Herom læser vi i Første Mosebog 2:15: „Derpå tog Gud [Jehova] Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den.“ Gud gav Adam til opgave at være gartner, at passe Paradiset. For at vi kan få en idé om hvad der voksede i dette jordiske paradis, siges der: „Derpå plantede Gud [Jehova] en have i Eden ude mod øst, . . . og Gud [Jehova] lod af agerjorden [adamahʹ] fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven, og træet til kundskab om godt og ondt.“ (1 Mosebog 2:8, 9) Eftersom der i haven var „alle slags træer, en fryd at skue“, må dette paradis have været et smukt og dejligt sted. Blandt de træer der var „gode til føde“, var figentræet.

27. Hvordan sørgede Gud for at Adam ikke var alene i Paradiset og at han blev bekendt med de skabninger som ellers var der?

²⁷ Kun en kærlig Gud kunne have givet sin jordiske søn dette Glædens paradis til hjem, det allerbedste jorden kunne frembyde. Eftersom Adam var fuldkommen, kunne han til fulde værdsætte denne have og dens skønhed. Han var ikke alene der. Der var forskellige slags fisk i den flod der udsprang i haven og forgrenede sig til områderne uden for havens grænser. (1 Mosebog 2:10-14) Der var også et varieret fugleliv, foruden landdyr, både husdyr og vildtlevende dyr. Gud sørgede for at Adam blev bekendt med disse laverestående jordiske skabninger.

„Og Gud [Jehova] dannede af agerjorden alle markens dyr og himmelens fugle og førte dem hen til Adam for at se, hvad han ville kalde dem; thi hvad Adam kaldte de forskellige levende væsener [ordret: hver levende sjæl (neʹfesh)], det skulle være deres navn. Adam gav da alt kvæget, alle himmelens fugle og alle markens dyr navne — men til sig selv fandt Adam ingen medhjælp, der passede til ham.“ — 1 Mosebog 2:19, 20.

28. Hvorfor følte Adam ikke noget slægtskab med aben?

²⁸ Da de vilde dyr blev præsenteret for Adam, viste der sig også en langarmet, håret skabning. Adam kaldte den qof, hvilket vi i dag gengiver med „abe“. (1 Kongebog 10:22; 2 Krønikebog 9:21) Da Adam så denne abe, følte han sig ikke på nogen måde beslægtet med den. Han troede ikke at han var en efterkommer af den. Han udbrød ikke glædestrålende: „Denne gang er det ben af mine ben og kød af mit kød.“ Adam vidste fra Gud at qof (aben) var blevet skabt tidligere på den sjette skabelses„dag“, og at han selv var blevet skabt særskilt af Gud, uden kødelig forbindelse med aben eller nogen anden af de laverestående jordiske skabninger. Adam vidste at der er fire slags kød. Som der blev sagt for nitten hundrede år siden, i fuld overensstemmelse med de nyeste videnskabelige opdagelser: „Ikke alt kød er det samme kød, men ét er menneskenes, og et andet er kvægets kød, og et andet fuglenes kød, og et andet fiskenes.“ (1 Korinter 15:39) Nej, selv om Guds ord omtalte qof (aben) som en „levende sjæl“, viste den sig ikke at være en passende medhjælp og livsledsager for Adam. — 1 Mosebog 2:20.

29. Hvorfor talte Adam ikke med slangen eller tilbad nogen af dyrene?

²⁹ Mens Adam betragtede alle markens vilde dyr, så han nede på jorden eller oppe i et træ en lang skællet skabning som bevægede sig af sted uden ben. Adam kaldte den nachashʹ, hvilket for os betyder „slange“. Den gav sig ikke til at tale med Adam, og han begyndte heller ikke at tale med den. Den havde ikke talens gave, men udstødte blot en hvislende lyd. Adam var ikke bange for den eller for de andre vilde dyr. Han tilbad ikke nogen af dem som hellige, heller ikke koen. Hans Gud havde sat ham til at herske over dem, for han var Guds jordiske søn, skabt i Guds billede så han lignede Gud. Derfor tilbad han kun sin himmelske Fader, den sande Gud, Jehova.

MULIGHEDEN FOR EVIGT LIV PÅ JORDEN

30, 31. (a) Hvor længe var det meningen at Adam skulle leve, og hvor? (b) Hvilken lydighedsprøve pålagde Gud med fuld ret Adam?

³⁰ Hvor længe skulle Adam leve, og hvor? Det var ikke Guds mening at Adam en dag skulle dø og ikke længere være i stand til at passe Edens paradis. Jorden skulle ikke være ubeboet af mennesker. Gud stillede Adam i udsigt at han kunne leve evigt på jorden i Edens paradis. Men det afhang af om han til evig tid ville være lydig mod sin Gud og Skaber. Gud havde ikke givet Adam nogen ulydige tendenser eller syndige tilbøjeligheder. Han havde derimod skænket sin jordiske søn de guddommelige egenskaber retfærdighed, visdom, magt og kærlighed, sammen med en fuldkommen moralsans. Men i betragtning af at Han selv sad inde med det suveræne herredømme over hele universet, kunne han med rette, og uden at nære nogen mistanke til Adam, sætte sin jordiske søn på en prøve. Den prøve han pålagde Adam var en meget lille begrænsning af hans frihed. Vi læser:

³¹ „Men Gud [Jehova] bød Adam: ’Af alle træer i haven har du lov at spise, kun af træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise; den dag, du spiser deraf, skal du visselig dø!’“ — 1 Mosebog 2:16, 17.

32. Var det nødvendigt for Adam at spise af træet til kundskab om godt og ondt for at leve evigt?

³² Her opstillede den store Livgiver to muligheder for sin søn Adam: evigt liv eller evig død. Var han ulydig mod sin guddommelige himmelske Fader, ville det betyde den visse død for ham til evig tid. Var han lydig som en kærlig søn mod sin fader, ville det føre til evigt liv. Som belønning for vedvarende lydighed ville Adam ikke komme i himmelen, for han var ikke blevet skabt til at leve i himmelen sammen med englene, men til at leve evigt på jorden i Glædens paradis. „Himlen er [Jehovas] himmel, men jorden gav han til menneskens børn.“ (Salme 115:16) Det var ikke uomgængelig nødvendigt for Adam at spise af træet til kundskab om godt og ondt for at leve evigt, hvorimod han var nødt til at spise af „livets træ, der stod midt i haven“. — 1 Mosebog 3:22.

33. Hvad mente Gud tydeligvis med udtrykket „den dag, du spiser deraf“? Begrund svaret.

³³ Men hvordan skulle Adam forstå udtrykket „den dag, du spiser deraf“? Han havde ikke noget grundlag for at tænke på en dag på tusind år, sådan som profeten Moses langt senere sagde til Jehova Gud: „Tusind år er i dine øjne som dagen i går.“ (Salme 90:1, 4) Han tænkte ikke: ’Hvis jeg nu er ulydig og må dø, har jeg alligevel en stor del eller størstedelen af den tusindårige dag tilbage at leve i, og det er da ikke så dårligt.’ Adam havde ingen baggrund for at ræsonnere sådan. Da Gud brugte ordet „dag“, må Adam derfor have opfattet det som en dag på fireogtyve timer. Eftersom Gud uden tvivl talte på en sådan måde at hans jordiske søn kunne forstå hvad han mente, må han altså have ment en fireogtyvetimers dag. Han mente ikke: ’Den tusindårige dag du spiser af træet til kundskab om godt og ondt, skal du dø.’ En sådan betydning ville svække styrken i Guds advarsel.

34. Hvordan fik Adam denne befaling vedrørende det forbudte træ, og hvor længe kunne han have nydt fællesskabet med Gud?

³⁴ Adam fik denne stærke advarsel direkte fra Gud, også selv om Gud måske talte til ham gennem en usynlig engel. Det var Guds ord, Guds budskab. Gud talte til Adam fra det usynlige. Han brugte ikke en af de laverestående dyreskabninger, for eksempel en slange, til at overbringe sin befaling til sin jordiske søn Adam. I så fald kunne denne dyreskabning for eftertiden være blevet brugt som et symbol på Gud og blive æret som hellig. Den sande Gud ønsker ikke at blive tilbedt gennem en dyreskabning. Adam i Glædens paradis tilbad Gud direkte. Hvis han i kærlighed fortsatte med at gøre dette til evig tid, ville dette nære samfund med Gud uden tvivl også fortsætte evigt. Hvilket privilegium at være i det jordiske paradis med Gud for evigt!

[Fodnoter]