Et blik på mormonismen

JESU Kristi kirke af de sidste dages hellige er langtfra nogen ubetydelig religiøs organisation. Med et medlemstal på mere end en og en halv million i 1960 er den stor nok til at gøre sig bemærket i verden. 6000 heltidsmissionærers og over 7000 deltidsmissionærers nidkære virksomhed har bragt mormonismen i kontakt med mennesker som kun kender lidt eller slet intet til den. Lad os for deres skyld se nærmere på mormonismen.

Eftersom mormonerne hævder at de er en religiøs organisation som er noget helt for sig selv, nægter de på det bestemteste at have nogen som helst tilknytning til katolicismen og protestantismen. Deres grundlægger Joseph Smith var overbevist om at der ikke var nogen sandhed at finde i disse to store trosretninger inden for kristenheden. Mormonerne, der er stolte af at være anderledes end andre religiøse samfund, betragter deres menighed som en genoprettelse af Kristi kirke, som de mener gik til grunde ved apostlenes død. Idet de glemmer at Kristus er hovedet eller grundvolden for sin kirke eller menighed drager de den slutning at den ikke kan eksistere uden ledende apostle som en grundvold. De tror at genoprettelsen af Kristi kirke begyndte da Joseph Smith fik syner af himmelske budbringere.

Det var i 1820 at Joseph Smith fik sit første syn. Han påstod at to lysende skikkelser viste sig for ham mens han var alene i skoven, og at de befalede ham ikke at slutte sig til noget kirkesamfund. Disse skikkelser, hævdes der, var den himmelske Fader og hans søn Jesus Kristus. Tre år senere, påstod han, fik han endnu et syn. Denne gang var det en himmelsk budbringer ved navn Moroni der fortalte ham om en skjult bog skrevet på guldtavler. Ifølge Joseph Smiths egen udtalelse fjernede han, i overensstemmelse med de instruktioner han havde modtaget fra budbringeren, tavlerne fra deres skjulested efter en ventetid på fire år. Det er denne bog der siges at være Mormons bog.

Joseph Smith hævdede at han i 1829 fik endnu et syn; denne gang var det Johannes Døber der viste sig for ham som en himmelsk budbringer og overdrog ham og hans ven, Oliver Cowdery, Arons præstedømme, hvorefter de i hemmelighed døbte hinanden. Dette påstod han til trods for at Bibelen fortæller at det aronitiske præsteskab var blevet ændret da Jesus Kristus bragte Moseloven til ophør. Dette og et efterfølgende syn af tre apostle, hævder man, har givet disse to mænd myndighed til at genoprette Kristi kirke. — Hebr. 7:11, 12, 18.

Syn på Bibelen

Mormonerne hævder at de anerkender Bibelen som Guds inspirerede ord, men de skynder sig dog at tage et forbehold idet de siger: „Vi tror at Bibelen er Guds ord for så vidt som den er rigtigt oversat.“ Ved hjælp af dette smuthul forkaster de enhver bibelsk udtalelse der er i modstrid med Mormons lære. Det er således Mormons lære og skrifter der anvendes som målestok for hvad der er sandhed.

Siden King James-oversættelsen af Bibelen udkom, har man fået en langt bedre forståelse af de bibelske sprog, og der er fundet i tusindvis af meget gamle bibelske manuskripter. Dette har gjort det muligt at foretage nye bibeloversættelser hvis tekst er så nøjagtig at den ligger meget nær op ad de originale skrifter. Bibelen er en pålidelig rettesnor, og hverken den katolske kirkes apokryfiske bøger eller Mormons bog er nødvendige for at fuldstændiggøre den. — 2 Tim. 3:16, 17.

Ligesom den katolske kirke der nægter at anerkende Bibelen som den eneste autoritet i religiøse spørgsmål, holder mormonerne på at der findes andre autoriteter der har samme værdi som Bibelen. Et sådant synspunkt er simpelt hen nødvendigt for en religion hvis læresætninger savner støtte i Bibelen. I bogen Why I Am a Mormon giver Wallace F. Bennett udtryk for mormonernes indstilling idet han siger: „Vi anerkender Bibelens mangler såvel som dens værdi. Vi tillægger ikke nogen af dens udtalelser afgørende autoritet, for vi tror at Gud har genoprettet den myndighed der skal tale i hans navn og har overdraget den til retfærdige mænd.“ I Documentary History of the Church udtaler Joseph Smith, jun., om samme emne: „Jeg fortalte brødrene at Mormons bog var den mest nøjagtige bog på jorden og den grundvold vor religion hviler på, og at et menneske ville komme Gud nærmere ved at holde sig til dens forskrifter fremfor til nogen anden bogs.“ Er det ikke Bibelen der skal være den kristne tros grundvold?

Mormonerne anvender skriftstedet i Ezekiel 37:16, 17 for at bevise deres påstand om at Bibelen og Mormons bog er omtalt profetisk. De hævder at de to stykker træ som profeten Ezekiel taler om, repræsenterer disse to bøger. Men de stykker træ der er omtalt i Ezekiels profeti hentyder ikke til nogen bøger, hvilket fremgår af Ezekiels egne ord. Han viser at det ene stykke træ gælder for Juda, og det andet stykke kalder han „Efraims træ“. Efraims stamme udgik fra Josef og blev anføreren for de ti stammer der rev sig løs på kong Rehabeams tid. På grund af den ledende stilling som Efraim indtog, kom navnet Efraim til at gælde for hele ti-stammeriget. Efter at israelitterne var blevet frigivet fra fangenskabet i Babylon blev de ti stammer genforenet med de to andre stammer og levitterne. Det var denne genforening af det nordlige og det sydlige Israels rige Ezekiel forudsagde da han talte om at de to stykker træ skulle blive ét. Bibelen støtter således ikke påstanden om at andre religiøse bøger har samme autoritet som den.

Opfattelse af Faderen og Sønnen

Jesus Kristus siger om sin Fader i Johannes 4:24: „Gud er ånd.“ Mormonerne hævder at Gud ikke er en ånd men en person af ben og kød. „Det jeg ønsker at I skal forstå,“ sagde Joseph Smith i Logan Journal for 14. marts 1911, „er at Gud er virkelig, en person af kød og ben på samme måde som I og jeg. Det samme gælder Kristus, men den hellige ånd er en åndelig person.“ Disse tre udgør, efter hvad mormonerne tror, en treenighed eller guddom, men ikke på samme måde som katolikkerne opfatter treenigheden. Mormonernes treenighed består af tre forskellige personer der er forenet i hensigt. De taler om disse tre som Gud Faderen, Gud Sønnen og Gud den hellige Ånd.

Mormonerne henviser til Bibelens udtalelse om at mennesket blev skabt i Guds billede som bevis for deres påstand om at Gud har et legeme af kød og ben, men denne opfattelse er ikke i harmoni med Bibelen. At mennesket er skabt i Guds billede betyder ikke at Gud og mennesket er ens hvad substans angår. Legemer af kød var bestemt til at leve på jorden, ikke til at leve i den åndelige verden. Derfor sagde Paulus: „De himmelskes [de himmelske legemers, NW] glans er af én art, de jordiskes [de jordiske legemers, NW] af en anden.“ (1 Kor. 15:40) Mennesket ligner Gud fordi det genspejler Guds egenskaber, og det er det der gør mennesket til en højere skabning end dyrene.

Man vinder intet ved at sige at Guds og Kristi himmelske legemer er kød og ben og ikke kød og blod. Legemer af kød og ben kan ikke eksistere uden blod, for Bibelen siger: „Thi kødets sjæl er i blodet.“ (3 Mos. 17:11) Et legeme der kun bestod af kød og ben ville derfor være livløst. Det er lige så umuligt for et legeme af kød og ben at eksistere i det himmelske rige som for et legeme af kød og blod. Dette gør apostelen Paulus klart idet han fastslår at kød ikke optages til himmelen: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige.“ — 1 Kor. 15:50.

Den opstandne Jesus Kristus havde ikke et kødeligt legeme da han trådte frem for Gud efter sin himmelfart. Peter viser at Kristus blev oprejst med et åndeligt legeme, ikke et legeme af kød og ben uden blod. „Kristus døde een gang for synder, en retfærdig for uretfærdige, for at han kunne føre jer til Gud. Han led døden i kødet, men blev vakt til live i ånden.“ (1 Pet. 3:18) Læg også mærke til Paulus’ vidnesbyrd: „Den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.“ (1 Kor. 15:45) De gange Jesus viste sig på jorden efter sin opstandelse havde han iklædt sig materielle legemer på samme måde som englene utallige gange havde gjort i tiden før det første århundrede. Jesus havde magt til at materialisere sig og iklæde sig et kødeligt legeme.

Mormonernes ubibelske opfattelse at Gud har et legeme af kød og ben har ført til den påstand at Gud engang var et menneske. Joseph Smith, jun., sagde i Times and Seasons for 15. august 1844: „Det er evangeliets første princip at vide besked om Guds væsen og at vide at vi kan samtale med ham som det ene menneske taler med det andet, og at han engang var et menneske som vi; ja, at Gud selv, alles Fader, boede på jorden på samme måde som Jesus Kristus gjorde.“ For at mormonerne kan finde støtte for denne påstand er de tvunget til at vende sig til deres egne skrifter og ikke til Bibelen.

Troen på at der findes en guddom bestående af tre guder, Faderen, Sønnen og den hellige Ånd, finder heller ikke støtte i Bibelen. Den lærer at der kun er én Gud som er og som altid vil være uden lige. „Så er der for os dog kun een Gud, Faderen, fra hvem alt er, og til hvem vi er skabt, og een Herre, Jesus Kristus, ved hvem alt er, og ved hvem vi er skabt.“ (1 Kor. 8:6) I stedet for at være en del af en guddom og til sidst blive lig med Faderen, er Jesus Kristus en skabning der ligesom andre skabninger ser hen til Faderen som sin Gud og for evigt vil være underlagt ham. Det er grunden til at han sagde til Maria: „Jeg farer op til min Fader og jeres Fader, til min Gud og jeres Gud.“ — Joh. 20:17; 1 Kor. 15:28.

Livet og døden

Ligesom hinduerne og buddhisterne tror mormonerne at et menneskes liv rækker tilbage til tiden før det blev født og fortsætter efter døden, at livet er en lang, fremadskridende proces. Denne opfattelse skyldes deres tro på at menneskets ånd er udødelig. Herom sagde Stephen L. Richards, en af mormonernes præsidenter: „Efter deres opfattelse er menneskets ånd ikke alene udødelig, men den gennemlever forskellige stadier i en evig, fremadskridende proces. Alt hvad man har lært eller tilegnet sig i livet fører man med sig i det efterfølgende liv. Fordømmelse eller forkastelse forhaler blot processen. Gode gerninger fremskynder processen — slette gerninger forsinker den. Der findes ingen tænkelig grænse når det gælder udfoldelsen af det gode. Ved hjælp af denne fremadskridende proces er det muligt for mennesker til sidst at blive lige så vise og almægtige som Gud selv.“ En anden af mormonernes fortalere, James E. Talmage, har udtalt: „Der findes i mennesket en udødelig ånd der levede som et intelligent væsen før legemet blev skabt, og som fortsat vil leve som den samme udødelige personlighed efter at legemet er gået i opløsning.“

Bibelen taler meget tydeligt om at Jesus Kristus levede i den himmelske verden før han blev menneske. Dersom det samme var tilfældet med alle mennesker ville Bibelen så ikke have fortalt lige så klart herom? Hvis en sådan lære virkelig var sand, ville den være af så stor betydning at Bibelen afgjort ville omtale den, men den nævner intet om at mennesket har haft en førmenneskelig eksistens.

Alligevel bruger mormonerne et spørgsmål som Jesu disciple stillede angående en blind mand, som bevis for menneskets tidligere eksistens. Det skriftsted de anvender er Johannes 9:1-3, der lyder: „Og da han gik videre, så han en mand, som havde været blind fra fødselen. Hans disciple spurgte ham og sagde: ’Rabbi, hvem har syndet, han selv eller hans forældre, siden han er født blind?’ Jesus svarede: ’Hverken han eller hans forældre har syndet.’“ Jesus sagde ikke at deres opfattelse var rigtig. Han irettesatte dem da han sagde at hverken manden eller hans forældre havde syndet. Det er muligt at disse disciple, ligesom nogle af de lovlærde, troede at et menneske kunne synde i moderens liv før det blev født. Eftersom det var en forkert tankegang tjener deres spørgsmål ikke til støtte for læren om menneskets tidligere eksistens.

Da apostelen Paulus talte om Esau og Jakob støttede han Bibelens lære om at menneskets tilværelse begynder når det fødes og ikke i den åndelige verden før fødselen, idet han sagde: „Før de var født, og før de havde gjort noget godt eller ondt.“ (Rom. 9:12) Dersom de havde haft en førmenneskelig eksistens kunne Paulus ikke have sagt således. Jesus tilkendegav selv at mennesker ikke kommer fra den åndelige verden oventil, hvorfra han selv var kommet. Han sagde til jøderne: „I er nedenfra, jeg er ovenfra; I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden!“ — Joh. 8:23.

På samme måde findes der ikke i Guds ord nogen støtte for mormonernes lære om at menneskets ånd ved døden skilles fra dets legeme og fortsætter sin eksistens på et sted der kaldes „paradiset“, hvor det får lejlighed til at høre evangeliet og omvende sig fra sine synder. Bibelen siger at de døde ikke kan tænke eller træffe afgørelser. Læg mærke til hvad der står skrevet i Salme 146:4: „Hans ånd går bort, han bliver til jord igen, hans råd er bristet samme dag.“ Eftersom et menneskes råd, det vil sige tankevirksomhed, brister eller ophører, kan dets ånd ikke være noget der fortsætter en bevidst tilværelse, men må i stedet være den upersonlige livskraft. Et andet skriftsted siger: „Men de døde ved ingenting.“ (Præd. 9:5) Håbet for de døde består i en opstandelse, en opvågnen fra døden til livet.

Ordene i Peters første brev 4:6 støtter heller ikke mormonernes synspunkt. Peter talte ikke om døde menneskers ånder da han sagde: „Thi derfor blev evangeliet forkyndt også for døde, for at de vel skulle dømmes på legemet, som mennesker dømmes.“ Eftersom de bogstaveligt døde ingenting ved, må de døde der her er nævnt, være de samme døde som Jesus hentydede til da han sagde: „Lad de døde begrave deres døde!“ Og de samme som Paulus hentydede til da han sagde: „Også jer har han levendegjort, da I var døde i jeres overtrædelser og synder.“ Levende mennesker der på grund af synder er døde i Guds øjne er i stand til at høre evangeliet, til at tænke og til at omvende sig. De „ånder, der var i forvaring“, som Jesus prædikede for, var faldne engle og ikke døde menneskers ånder. — Matt. 8:22; Ef. 2:1; 1 Pet. 3:18, 19.

Ægteskab

På grund af den ubibelske opfattelse at et menneskes eksistens fortsætter efter døden, påstår mormonerne at det ægteskabelige bånd også fortsætter efter døden. Wallace Bennett siger: „Mormonerne tror at når vielsesceremonien er udført i templet af en der har den fornødne myndighed, er foreningen evig og vedvarer ud over døden.“ Der er intet i Bibelen der støtter denne tanke.

I modsætning til Mormons lære viser Bibelen at døden opløser det ægteskabelige bånd. I Romerbrevet 7:2 står der skrevet: „En gift kvinde er jo ved loven bundet til sin mand, så længe han lever; men når manden dør, er hun løst fra den lov, der bandt hende til ham.“ Det ægteskabelige bånd binder hende ikke længere til ham. Læg også mærke til hvad Jesus Kristus sagde: „I opstandelsen tager de ikke til ægte, ej heller bortgiftes de, men de er som engle i Himmelen.“ (Matt. 22:30) Eftersom de bliver ligesom engle hvad ægteskab angår, er de ugifte. Brigham Young anerkendte englenes enlige stand idet han sagde: „De er enlige, uden familier eller riger at herske over.“ Sandheden om dette spørgsmål er at døden opløser det ægteskabelige bånd.

Missionsarbejde

Mormonerne udfører et stort missionsarbejde for at udbrede deres tro, men ingen i mormonsamfundet påtager sig missionsarbejdet som et kald eller en varig beskæftigelse på samme måde som Jesus Kristus og apostelen Paulus. Missionærerne er som regel unge mænd først i tyverne der tilbringer to år i engelsktalende lande og to og et halvt år i lande hvor der tales et andet sprog. Efter dette korte ophold vender de atter hjem for at genoptage deres tidligere tilværelse.

Under missionærernes ophold i et land arbejder de sammen parvis og besøger mennesker fra hus til hus. Når nogen inviterer dem indenfor, underviser de på en venlig måde vedkommende i deres kirkes tro med det formål at omvende den besøgte til deres religion. Selv om den besøgte måske glæder sig over deres venlighed og kommer til at se hen til dem efter åndelig belæring og vejledning, er mormonerne ikke så interesserede i den de besøger at de forbliver i landet udover de to eller to og et halvt år der kræves af dem. Når de rejser, overdrages den besøgte til et nyt hold missionærer dersom der kommer et nyt hold.

Der kan ikke være nogen tvivl om at mormonerne er oprigtige i deres tro. Men oprigtighed eller personlig overbevisning gør ikke deres tro til sandhed. Siden apostlenes tid har mange mennesker påstået at de har haft syner og at de var Guds profeter. At de mennesker der troede dem var fast overbeviste, gjorde ikke disse menneskers lære til sandhed. For at finde den støtte for deres lære som Bibelen ikke giver, måtte disse selvbestaltede profeter som oftest erklære deres egne skrifter for at være hellige skrifter. Den bedste beskyttelse imod et sådant bedrag er at sammenligne religiøse læresætninger med Bibelen. Brug den som målestok for sandhed. Følg Johannes’ råd: „I elskede, tro ikke enhver inspireret udtalelse, men prøv de inspirerede udtalelser for at se om de stammer fra Gud, thi mange falske profeter er draget ud i verden.“ — 1 Joh. 4:1, NW.