Opstandelsen — opstår det dødelige legeme eller den døde sjæl?

„Der . . . skal ske en opstandelse.“ — Ap. G. 24:15.

 1-4. (a) Hvilken tanke kan forekomme læsere af Vagttårnet ny eller usædvanlig? (b) Hvad erfarede Paulus da han stod foran dommerne i Athen? (c) Hvordan håber vi læserne vil reagere?

SKAL alle de mennesker som nu hviler i graven atter leve engang afhænger det af om de opstår fra de døde. Tanken om en opstandelse fra de døde kan forekomme læseren ny eller usædvanlig. Sådan forekom det dommerne ved den højeste domstol i oldtidens Grækenland, domstolen på Areopagus eller Marshøjen. Foran dommerne stod en mand der var anklaget for at udbrede en vildledende religiøs lære. Manden var apostelen Paulus, en kristen. Han talte med dem om en Gud som de bragte ofre skønt de ikke kendte ham. De kendte nemlig ikke denne Guds magt og hensigter, for de havde kun kendskab til den hedenske græske filosofi. Dommerne blev derfor ikke så lidt overrasket da Paulus viste dem at denne ukendte Gud også var dommer. Han sagde til dem:

² „Vel har Gud båret over med uvidenhedens tider, men nu sender han mennesker det budskab, at de alle og alle vegne skal omvende sig. Thi han har fastsat en dag, da han vil dømme jorderig med retfærdighed ved en mand, som han har bestemt dertil, og det har han gjort troværdigt for alle ved at lade ham opstå fra de døde.“ — Se Apostlenes Gerninger 17:30, 31 i Bibelen.

³ Beretningen i Apostlenes Gerninger 17:32-34 fortæller os hvordan de verdsligvise dommere i Athen reagerede: „Men da de hørte om opstandelse fra de døde, spottede nogle; men andre sagde: ’Det vil vi høre dig tale om en anden gang.’ Dermed gik Paulus bort fra dem. Men nogle mænd sluttede sig til ham og kom til troen; blandt dem var Dionysius, der var medlem af domstolen på Areopagus, og desuden en kvinde ved navn Damaris og nogle andre tillige med dem.“

⁴ Det vil ikke være helt uventet om nogle læsere reagerer på samme måde over for denne drøftelse af Guds opstandelsesmirakel. Dog er det vort håb at nogle af læserne vil møde den med samme indstilling som dommeren Dionysius, samt Damaris og de andre der kom til troen. For hvis mennesker ikke viser sig værdige til en opstandelse, hvilket håb levnes der dem da efter døden?

 5. Gives der eksempler på at mennesker oprejstes fra døden før vor tidsregnings begyndelse?

⁵ Allerede i tiden før Gud oprejste den ved hvem han vil dømme den beboede bord, fandt opstandelse af døde sted. Det kan vi læse om i Bibelens otteoghalvtredsindstyvende bog, nemlig i Hebræerbrevet 11:35, som fortæller om mennesker der troede på den almægtige Gud og hans magt til at oprejse de døde: „Kvinder fik ved opstandelse deres døde igen. Andre blev lagt på pinebænk og tog ikke imod befrielse, for således at opnå en bedre opstandelse.“ En af de nævnte kvinder var en fønikisk enke i byen Zarepta, hvis søn Guds profet Elias bragte tilbage til livet. En anden kvinde boede i den israelitiske by Sjunem, hvor Guds profet Elisa oprejste hendes dreng fra døden. Senere hen, vi ved ikke hvor lang tid efter, døde disse kvinders sønner igen, og nu venter de sammen med de øvrige døde på en opstandelse til liv i en ny verden hvor Gud vil give dem lejlighed til at fortsætte livet for evigt på en paradisisk jord under Guds rige. — 1 Kong. 17:8-24; 2 Kong. 4:8-37; Luk. 4:25, 26.

 6, 7. (a) Hvorfor kan vi sige at Paulus vidste hvad han talte om dengang han stod over for dommerne på Areopagus? (b) Hvorledes understregede han også denne sandhed over for andre?

⁶ Den opstandelse som Paulus omtalte over for dommerne på Areopagus i Athen, foregik for nitten hundrede år siden og er en garanti for at Gud har fastsat en dag på hvilken han vil dømme jordens beboere med retfærdighed. Paulus vidste hvad han talte om, for han havde selv mødt den opstandne, der havde tilkendegivet at han var Jesus Kristus, Guds søn. — Ap. G. 9:1-19.

⁷ Resultatet af dette møde blev at Paulus ikke længer efterstræbte Jesu disciple men selv blev en Jesu efterfølger. Mennesket Jesus Kristus havde lidt en uskyldig død for sine religiøse fjenders hånd. Derfor oprejste Gud den Almægtige ham fra de døde og godtgjorde således at der engang skal komme en dommens dag hvor de døde skal opstå. Apostelen Paulus understregede denne vigtige sandhed, ikke alene over for dommerne på Areopagus, men også i et brev: „Nu er Kristus opstået fra de døde som en førstegrøde af de hensovede [i døden]. Thi fordi døden er kommet ved et menneske, er også de dødes opstandelse kommet ved et menneske. Thi ligesom alle dør i Adam, således skal også alle levendegøres i Kristus.“ — 1 Kor. 15:20-22.

 8. Hvorfor er opstandelsen ikke uden for mulighedernes rækkevidde? Hvilket spørgsmål vedrørende nødvendigheden af en opstandelse kan det være nogle læsere vil rejse?

⁸ Selv om en opstandelse i døende menneskers øjne synes umulig, er den det ikke for Gud, den Almægtige. Han ville aldrig erklære at ville udføre noget som han ikke evner. En engel som Gud sendte til Maria, Jesu moder, forklarede: „For Gud er ingenting umuligt.“ Og som Jesus selv udtrykte det: „Hvad der er umuligt for mennesker, det er muligt for Gud.“ (Luk. 1:37; 18:27) Da vi imidlertid ikke altid er i stand til at fatte en ting første gang vi hører om den, kan Bibelens lære om de dødes opstandelse rejse nogle spørgsmål. Hos nogle læsere vil der måske melde sig et spørgsmål som: „Hvorledes skulle en opstandelse kunne finde sted? Menneskets sjæl er udødelig, og eftersom den ikke dør findes der ingen døde. Hvorfor skulle der så finde en opstandelse sted? Er der i det hele taget noget som kan opstå?“

 9. Hvilket svar er det tænkeligt at et medlem af et trossamfund i kristenheden vil give?

⁹ En anden læser vil måske synes at han eller hun har et svar og vil sige: „Som De siger er sjælen udødelig og den behøver ikke at oprejses; den fortsætter sin eksistens når legemet er dødt. Det er altså legemet som må oprejses, og de opstandne tager dette legeme med sig enten til himmelen, hvor de skal leve hos Gud i en evig salighed, eller også til et brændende helvede, hvor de skal pines evigt i ild og svovl. I vor kirke fremsiger vi Den apostolske Trosbekendelse, hvori det blandt andet hedder: ’Jeg tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. Og på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, . . . Jeg tror på . . . syndernes forladelse, kødets opstandelse og et evigt liv. Amen.’a Det er bevis nok.“

10. Hvorfor vil et sådant svar ikke være tilstrækkeligt, og hvilket spørgsmål ser vi os derfor stillet overfor, og hvor kan vi hente svaret?

¹⁰ Hertil må vi imidlertid sige: Nej, det kan nu ikke være bevis nok, for Den apostolske Trosbekendelse blev ikke affattet af Jesu Kristi tolv apostle. Den blev tidligst til tre hundrede år efter at de levede.b Ingen kan af det som de inspirerede apostle og disciple skrev i Bibelens syvogtyve sidste bøger bevise at der skal ske en opstandelse af det samme legeme som et menneske har når det dør. Alle må vedgå at det er rimeligt hvis nogle mennesker spørger: „Hvordan kan der være døde som skal oprejses, og hvordan kan der blive brug for en opstandelse hvis menneskesjælen ikke dør men lever videre i det usynlige?“ Vi ser os derfor stillet over for dette spørgsmål: Er det legemet eller sjælen der opstår? Skal vi have et fuldt tilfredsstillende svar må vi gå til den inspirerede hellige Skrift.

Hvad er det vi kalder „sjælen“?

11. Hvilke opfattelser af begrebet „sjæl“ må tages op til drøftelse?

¹¹ De hebræere eller jøder som under inspiration nedskrev Bibelens bøger forstod hvad der mentes med begrebet „sjæl“. Det gjorde Jesus også. Hedningerne, ikke-jøder, havde deres egen opfattelse af det de kaldte „sjæl“. Harmonerede disse to synspunkter? Gejstlige i kristenheden vil, generelt set, sige ja hertil fordi de har antaget den hedenske sjæleopfattelse og mener at denne understøttes af det som hebræere og kristne hebræere skrev i Bibelen. Men er der overensstemmelse mellem de to opfattelser?

12, 13. (a) Hvad har formanden for en oversættelseskomité der nylig udsendte en oversættelse af de fem Mosebøger udtalt om ordet „sjæl“? (b) Hvad siges der i harmoni hermed i et leksikon der er udarbejdet af Brown, Driver og Briggs?

¹² I januar i år udsendte Jewish Publication Society of America en ny oversættelse af Bibelens fem første bøger, på hebraisk kendt som Torah og på græsk som Pentateuch, altså de fem bøger som blev skrevet af Guds profet Moses.c Inden denne nye oversættelse fra hebraisk udkom, interviewede en reporter fra New York Times oversættelseskomiteens formand, dr. Harry M. Orlinsky, professor i Bibelen ved Hebrew Union College i New York. Her skal vi gengive et uddrag af interviewet, som bragtes i Times for den 12. oktober 1962:

Ordet „sjæl“ er så godt som strøget i oversættelsen, udtalte dr. Orlinsky, fordi „det pågældende hebraiske ord her er ’nefesh’“.

„Andre oversættere har tillagt det betydningen ’sjæl’, hvilket,“ forklarede han, „er meget unøjagtigt. Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Nefesh’ er selve personen, hans behov for føde, selve blodet i hans årer, hans eksistens.“

¹³ Imidlertid vil vi ikke lade disse ord være de sidste og afgørende i denne sag. Lad os se hvad nogle hebraiske ordbøger siger. Slår man op i A Hebrew and English Lexicon of the Old Testament, der er baseret på det af William Gesenius udarbejdede leksikon og som er redigeret af tre teologer, doktorerne Brown, Driver og Briggs, indrømmes det ærligt på side 659, spalte 2, i den nyredigerede udgave fra 1952 under det hebraiske ord Néfesh: „2. Néfesh bliver et levende væsen: når Gud blæser neshamáth hhayím ind i basárs næsebor; om mennesket i 1 Mosebog 2:7; underforstået om dyrene også i 1 Mosebog 2:19; således Salme 104:29, 30; sammenlign med 66:9; mennesket er néfesh hhayáh, et levende, åndende væsen 1 Mosebog 2:7; andre steder altid néfesh hhayáh om dyr 1 Mosebog 1:20, 24, 30; 9:12, 15, 16, Ezekiel 47:9; . . . 3. Néfesh . . . er nøjagtigt udtrykt: a. et levende væsen hvis liv rummes i blodet . . . (derfor brugen af blod ved ofringer og forbudet mod anden anvendelse; . . .) . . . c. Néfesh benyttes for selve livet 171 gange, om dyr Ordsprogene 12:10, og om mennesket 1 Mosebog 49:3c . . .“d

14. Hvad står der i Köhler og Baumgartners leksikon om ordet „néfesh“, især i forhold til „den græske opfattelse“?

¹⁴ For at få et vidneudsagn mere kan vi læse hvad der står i 1953-udgaven af Lexicon for the Old Testament Books, udarbejdet af L. Köhler og W. Baumgartner, der giver definitionerne både på engelsk og tysk. På side 627 i bind 2 hedder det under Néfesh: „den åndende materie, det der gør mennesker og dyr til levende væsener 1 Mosebog 1:20, sjælen (ganske forskellig fra den græske opfattelse af sjæl) der rummes i blodet 1 Mosebog 9:4f; 3 Mosebog 17:11; 5 Mosebog 12:23 (249 gange): 3. néfesh hhayáh levende væsen: 1 Mosebog 1:20, 24 (= dyr) 2:19 . . . 2:7, 9, 10, 16. . . . 4. sjæl = levende væsen, individ, person . . . som dræber en person 4 Mosebog 31:19, . . . tilintetgør liv, mennesker Ezekiel 22:27; . . . 7. Néfesh ånde = liv (282 gange) . . .“ Og på side 628, spalte 1: „Néfesh, en død (kommer af en person) 3 Mosebog 21:1; 4 Mosebog 6:11; 9:10; 3 Mosebog 22:4; Haggaj 2:13; 4 Mosebog 5:2; 9:6f; 19:11, 13; . . .“

15. Hvilken forståelse anerkendte Jesus og hans apostle, og hvordan viser Paulus det i 1 Korinter 15:45?

¹⁵ Det ville ikke være rigtigt af os blot at affeje de definitioner som ovenfor citerede autoriteter giver, blot fordi vi ønsker at holde fast ved en lære der har en fremtrædende plads i kristenhedens sekter. Ovenfor er fremsat den forståelse af néfesh eller sjæl som Jesus Kristus og hans udvalgte apostle havde. Vi som lever i dag bør anerkende deres forståelse såfremt vi ønsker at vise at vi er Jesu disciple og ønsker at kende sandheden der frigør. (Joh. 8:31, 32) I sit første brev til korinterne (15:45) kommer apostelen Paulus for eksempel ind på emnet opstandelse og citerer fra det andet kapitel i Bibelen, nemlig 1 Mosebog 2:7, hvoraf det fremgår hvad en menneskesjæl er: „Da dannede Gud Herren mennesket af agerjordens muld og blæste livsånde i hans næsebor, så at mennesket blev et levende væsen [néfesh].“ Dette første menneske hed Adam og han var en „sjæl“.

16. Hvad prøver Paulus ikke at bortforklare, således som det forsøges i en oversættelse til spansk af 1 Korinter 15:45.

¹⁶ Læg mærke til at når Paulus i sin drøftelse af emnet opstandelse citerer 1 Mosebog 2:7 søger han ikke at bortforklare at det første menneske Adam var en sjæl. Paulus giver ikke udtryk for at Gud indblæste en sjæl i Adams næsebor. Han ændrer ikke ordlyden for at den kan passe med den græske opfattelse af hvad en sjæl eller psykhé er. En sådan ændring er foretaget i en bibeloversættelse til spansk, Torres Amat Version, som er forsynet med en fortale af kardinal Copello i Argentina. I denne oversættelse lyder 1 Korinter 15:45: „Det første menneske Adam blev dannet med en levende sjæl, den sidste Adam, Jesus Kristus, er blevet fyldt med en livsfornyende ånd.“e

17. Hvorledes er der derfor enighed imellem Paulus’ og oversættelseskomiteens formands syn på ordet „néfesh“?

¹⁷ Apostelen Paulus skrev på fællesgræsk. Selv om han derfor anvendte det græske ord psykhé og ikke det hebraiske ord néfesh udtrykte han sig således: „Således står der også skrevet: ’Det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl;’ den sidste Adam blev til en levendegørende ånd.“ (1 Kor. 15:45) Overensstemmende med apostelen Paulus siger doktor Orlinsky i vor tid: „Bibelen siger ikke at vi har en sjæl. ’Néfesh’ [sjælen] er selve personen.“ Paulus fastslog ligeledes at menneskesjælen ikke er en ånd men at den er forskellig fra en ånd. — Hebr. 4:12.

Dør menneskesjælen?

18. Kan dyresjæle dø, og hvilket spørgsmål opstår da med hensyn til menneskesjælen?

¹⁸ Bibelens inspirerede skribenter kalder fuglene, dyrene, fiskene og insekterne for „levende sjæle“, og disse skabninger dør. I deres tilfælde dør sjælen, néfesh eller psykhé, altså. „Jo, men mennesket står langt over dyrene og er forskelligt og adskilt fra dyrene. Og menneskets sjæl dør ikke, vel?“ Hos hvem skal vi hente et inspireret og endeligt svar? Hos de græske filosoffer Pythagoras og Platon, der levede før den kristne tidsalder, eller hos Guds profet Moses og andre inspirerede bibelskribenter? Vi ønsker naturligvis Guds autoritative svar, som den inspirerede Bibel kan give.

19, 20. Hvad fremgår af den måde hvorpå ordet „néfesh“ er oversat adskillige steder i Bibelen, og hvordan understreges dette meget tydeligt i Ezekiel 18:4, 20?

¹⁹ Det netop anførte leksikon henviste til en række skriftsteder hvor der tales om en død néfesh eller sjæl. Slår De op i Deres egen bibel og læser de pågældende skriftsteder (3 Mos. 21:1; 22:4; 4 Mos. 5:2; 6:11; 9:6, 7, 10; 19:11, 13; Hag. 2:13) vil De finde at ordet néfesh her er oversat med „lig“, altså et dødt menneske, en død sjæl. I 4 Mosebog 6:6 er ordet „lig“ en gengivelse af to hebraiske ord, heraf det ene néfesh, og de to ord kan bogstaveligt oversættes „død sjæl“.

²⁰ Herforuden henviser nævnte leksikon til 4 Mosebog 31:19, hvor der tales om at en sjæl eller néfesh dræbes, og Ezekiel 22:27 handler om tilintetgørelsen af néfesh, en sjæl eller et menneskeliv. Disse vers beviser i sig selv at Guds ord lærer at menneskesjælen er dødelig og dør. Næppe noget vers i Bibelen udtaler sig imidlertid så klart om denne sandhed som Ezekiel 18:4: „Se, alle sjæle er mine; både faderens sjæl og sønnens sjæl er mine; den sjæl, der synder, den skal dø.“ Vers 20 gentager: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ Se ligeledes Ezekiel 13:19.

21, 22. Lærer „Det nye Testamente“ noget andet om menneskesjælen, og hvad viser Jesu, Paulus’ og Filips ord herom?

²¹ Muligvis vil nogle af vore læsere udbryde: „Det kristne nye Testamente ser anderledes på sagen, for der fremtræder det som en kristen sandhed at menneskesjælen ikke dør men er udødelig.“

²² Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Var det ikke den kristne apostel Paulus som sagde at „det første menneske, Adam, blev til en levende sjæl“? Da derfor Adam døde i en alder af 930 år og vendte tilbage til støvet hvorfra han oprindelig var taget, døde menneskesjælen. (1 Mos. 3:19; 5:5) Og hvad var det Jesus tilføjede dengang han forklarede sine tolv apostle at de ikke skulle frygte mennesker? „Frygt ikke for dem, som dræber legemet, men ikke kan dræbe sjælen; frygt snarere for ham, som kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede.“ (Matt. 10:28) Hvad var det Jesus sagde til sine apostle i Getsemane have den sidste aften han levede? „Min sjæl er dybt bedrøvet til døden.“ (Matt. 26:38; Mark. 14:34) Af de vers i Esajas 53 som evangelisten Filip anvender på Jesus fremgår det at også vers 12 i samme kapitel gælder ham: „Han udtømte sin sjæl til døden.“ — Ap. G. 8:30-35.

23. Hvorledes er udtalelserne hos Jakob og i Åbenbaringens bog på linje hermed?

²³ Disciplen Jakob slutter sit brev med ordene: „Mine brødre! hvis nogen iblandt jer er faret vild fra sandheden, og der er en, der omvender ham, så skal I vide, at den, der omvender en synder fra den vildfarelse, han er kommen ud i, frelser hans sjæl fra døden.“ (Jak. 5:19, 20) I Bibelens sidste bog (Åbenbaringen 16:3, ifølge T. Skat Rørdam) hedder det: „Og den anden [engel] udgød sin Skaal i Havet, og det blev til Blod som af en død, og hver levende Sjæl, som var i Havet, døde.“

24. Finder man i Bibelen både udtalelser der støtter og modsiger den tanke at sjælen dør, og hvilket ord i Bibelen er ikke knyttet til ordet „sjæl“?

²⁴ Vi erindrer den foredragsholder som for nogle år siden rejste ud og holdt bibelske foredrag og som udfordrede sine tilhørere ved at fortælle at han ville give dem en femdollarseddel for hvert skriftsted de kunne anføre som bevis for at menneskesjælen er udødelig. Det er næsten unødvendigt at sige at han aldrig blev nødt til at betale. Intetsteds i Bibelen finder vi udtalelser der modsiger at menneskesjælen dør som følge af synd. De få gange ordene „uforkrænkelig“, „uforkrænkelighed“ og „udødelighed“ forekommer på Bibelens mange hundrede sider er de aldrig knyttet til ordet „sjæl“.f

25. Hvordan bør mennesker føle når de får kendskab til disse sandheder, og hvorfor det?

²⁵ Hvorfor skulle religiøse mennesker blive vrede og nægte at læse videre blot fordi vi ud fra Guds sandhedsord påpeger disse kendsgerninger vedrørende sjælen? Hvert eneste menneske burde være lykkeligt for at høre det. Hvorfor? Fordi sjælen dør når mennesket dør og fordi der ikke eksisterer en udødelig, bevidst sjæl som kommer ned i et helvede eller i en skærsild for at blive pint i ild og svovl i al evighed, ja end ikke en kort stund. Bevidstheden herom og forståelsen af at der skal ske en opstandelse af de døde bør få glæden til at vælde op i alle som elsker Gud og deres medmennesker. Det hjælper os til at se meget klarere hvorfor en opstandelse må finde sted dersom de døde skal leve sammen med os i en ny verden hvor glæden aldrig skal få ende.

[Fodnoter]

I stedet for „død sjæl“ eller „sjæl“ anvender oversættelsen i 4 Mosebog 6:6, 11; 19:13 ordene „dødt menneske“, „lig“, „legemet“ og „person“: „I hele den tid han har viet HERREN må han ikke komme ind hvor der er et dødt menneske. Præsten skal . . . skaffe ham soning for hans skyld som han pådrog sig ved liget. . . . Den der rører et lig, legemet af en som er død, og ikke renser sig, forurener HERRENS Tabernakel; den person skal afskæres fra Israel.“ (Ordene fremhævet af os.)