Den første opstandelses dag, den „yderste dag“ som vi lever på nu
1. Hvilken opfattelse havde man engang med hensyn til hvornår resten at de salvede skulle herliggøres, og blev det der forudsiges i Første Tessalonikerbrev 4:16, 17 opfyldt fra det tidspunkt?
AT de „døde i Kristus“ er opstået i vor tid, på denne „yderste dag“, kan vi mennesker kun erkende hvis vi vandrer efter det vi tror og ikke efter det vi ser, idet de opstår i åndelige legemer der er usynlige for det menneskelige øje. Går vi nogle tiår tilbage var der ret mange som troede at alle der tilhørte den kristne menighed skulle herliggøres ved udløbet af hedningernes tider omkring 1. oktober 1914. (Luk. 21:24) På det tidspunkt skete der imidlertid intet som lignede det der beskrives i Første Tessalonikerbrev 4:16, 17. I stedet udbrød der krig i himmelen, og den tabende part, Satan og hans dæmoner, blev kastet ned i jordens nærhed. (Åb. 12:7-13) En hel del af de åndsavlede kristne som levede og virkede på jorden i 1914, er stadig hos os i kødet. Tilsyneladende var der noget forkert ved tidsfæstelsen af „den yderste dag“ for den åndsavlede menigheds herliggørelse.
2, 3. I hvilken periode skulle herliggørelsen ske, og hvilket spørgsmål rejser sig derfor angående Første Korinterbrev 15:50-57?
2 Ikke desto mindre begyndte den herliggjorte Jesu Kristi usynlige nærværelse eller parousia da hedningernes tider endte i 1914. Fra da af har vi altså den tidsperiode hvori det der forudsiges i Første Tessalonikerbrev 4:16, 17 skulle ske med de åndsavlede kristne, hvis perioden skulle svare til „den yderste dag“. — Joh. 6:54.
3 Fornuftigvis spørger vi da nu: Hvornår begynder opfyldelsen af Første Korinterbrev 15:50-57? Dér står: „Kød og blod kan ikke arve Guds rige, og forgængeligheden arver heller ikke uforgængeligheden. Se! Jeg siger jer en hellig hemmelighed: Vi skal ikke alle sove ind i døden [når det forgængelige menneskelegeme dør], men vi skal alle forvandles, i et nu, i et øjeblik, under den sidste trompet. For trompeten skal lyde, og de døde vil blive oprejst uforgængelige, og vi [kristne i lighed med Paulus] skal forvandles. For dette forgængelige må nødvendigvis iføre sig uforgængelighed, og dette dødelige må nødvendigvis iføre sig udødelighed. Men når dette forgængelige ifører sig uforgængelighed og dette dødelige ifører sig udødelighed, så vil den udtalelse som står skrevet gå i opfyldelse: ’Døden er opslugt for evigt.’ ’Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?’ Dødens brod er synden, og syndens kraft er Loven [Moseloven]. Men tak til Gud, for han giver os sejren gennem vor Herre Jesus Kristus!“
4. Hvornår døde Jesus, og hvordan havde Daniel 9:24-27 vist det på forhånd?
4 For at få en bibelsk tidsregning kan vi sammenligne begivenheder der løber parallelt eller som er modstykker til hinanden. Vi spørger derfor: Hvornår blev Jesus Kristus selv oprejst som „førstegrøden Kristus“? Det blev han søndag den 16. nisan i år 33. To dage tidligere, den jødiske påskedag den 14. nisan, var han blevet henrettet på en pæl. Denne Kristi offerdag var markeret i den liste over begivenheder Jehova Gud havde udfærdiget og ladet nedskrive i Daniels bog 9:24-27. Dagen markerede midten af den sidste uge i en række på „halvfjerdsindstyve uger“, det vil sige uger af år, ikke af dage. I Daniels profeti blev det forudsagt at Messias skulle bortryddes i denne sidste uge, den 70. åruge. Men på hvilket tidspunkt i denne sidste åruge, der begyndte i efteråret år 29 e.v.t.? Daniel 9:27 svarer: „I midten af ugen skal han få slagtoffer og afgrødeoffer til at ophøre.“ (NW) Altså var dyreofre værdiløse efter Jesu død.
5. Hvordan regner man sig frem til begyndelsen af den 70. åruge, hvordan blev denne begyndelse markeret, og hvilken periode indledte den for Jerusalem og for den jødiske ordning?
5 Eftersom Jesus ofrede sit fuldkomne menneskeliv „i midten af ugen“, eller den 14. nisan år 33, må denne „uge“ være begyndt tre og et halvt måneår tidligere, nemlig den 15. tisjri år 29. Men hvilken begivenhed markerede så begyndelsen til denne 70. åruge? Jesus viste sig at være Messias, hvilket betyder „den salvede“, da han blev døbt af Johannes Døber og straks efter blev salvet med den hellige ånd til messiansk konge over Jehovas folk. Jesus var på det tidspunkt 30 år. (Luk. 3:21-23; 4:1-21) Hans dåb og salvelse markerede begyndelsen til „endens tid“ for Jerusalem og for den jødiske offerordning. Mindre end 41 år senere, i sommeren år 70, blev Jerusalem og dets tempel ødelagt. Som Daniel 9:26 havde forudsagt: „Byen og det hellige sted skal en kommende fyrstes [general Titus’] folk ødelægge [i år 70]. Og enden derpå skal komme med oversvømmelsen [i form af romerske legionærer]. Og indtil enden skal der være krig.“ (NW)
6, 7. Hvad fulgte lige efter udløbet at hedningernes tider i 1914? Hvad blev bekendtgjort i himmelen, og hvad skulle der ske på jorden, og hvad blev der sagt om de døde?
6 Som en parallel hertil begyndte „endens tid“ for den nuværende tingenes ordning da hedningernes tider udløb i efteråret 1914. (Dan. 12:4) Umiddelbart efter disse hedningetiders udløb blev den salvede Jesus, den evige arving efter fortidens kong David i Jerusalem, indsat som konge i himmelen. Da skete det som blev bekendtgjort efter at der var blevet blæst i den syvende trompet. Som vi læser i Åbenbaringen 11:15-18:
7 „Og den syvende engel blæste i sin trompet. Og høje røster lød i himmelen idet de sagde: ’Verdensherredømmet er nu blevet vor Herres [den suveræne Herre Jehovas] og hans Messias’, og han [den suveræne Herre Jehova] skal herske som konge i evighedernes evigheder.’ . . . ’Vi takker dig, Jehova Gud, du Almægtige, du som er og som var, fordi du har taget din store magt og er begyndt at herske som konge. Men nationerne blev vrede, og din egen vrede kom, og den fastsatte tid til at de døde skal dømmes, og til at give lønnen til dine trælle profeterne og til de hellige og til dem som frygter dit navn, de små og de store, og til at ødelægge dem der ødelægger jorden.’“
8. (a) Hvem blev nationerne vrede på, og hvorfor? Hvor vidt kom det med deres vrede? (b) Hvordan svarer dette i nogen grad til det der overgik den salvede Jesus „i midten af ugen“?
8 At „nationerne blev vrede“ sås under den første verdenskrig 1914-1918, og de udøste deres vrede over den suveræne Herre Jehovas indviede tjenere. Hvorfor? Fordi disse forkyndte at hedningernes tider endte i 1914 og at Kristi rige var fuldt oprettet i himmelen. Nationernes vrede nåede et højdepunkt i foråret 1918 og sås påfaldende tydeligt i De forenede Stater. Dér fik forkynderne af Kristi rige det som forfølgerne mente var „dødsstødet“. Det var tre og et halvt år efter at hedningernes tider var endt og den salvede Jesus var blevet indsat som konge i himmelen. Det der overgik Rigets forkyndere på jorden i 1918 svarer i nogen grad til det der overgik Jesus i Jerusalem „i midten af ugen“. I Jesu tilfælde blev det nødvendigt med en opstandelse fra de døde. Tilsvarende måtte forkyndelsen af Riget genoplives, den måtte have en opstandelse.
9. (a) Hvorfor kunne de forfulgte forkynderes genoplivning eller billedlige opstandelse til fornyet virksomhed ikke være en fuldstændig parallel til Jesu opstandelse den 16. nisan år 33? (b) Hvem måtte have en åndelig opstandelse før Rigets forkyndere på jorden blev ’rykket bort for at møde Herren’?
9 Jesu opstandelse den 16. nisan år 33 var af åndelig art; han blev oprejst til det himmelske plan men fra en grav på jorden. Rigets forkyndere, som endnu befandt sig i kødet, blev genoplivet til virksomhed på jorden; de skulle atter i gang med at forkynde „denne gode nyhed om riget“ på hele den beboede jord „til et vidnesbyrd for alle nationerne“. (Matt. 24:14) Disse åndsavlede kristne skulle endnu ikke herliggøres i himmelen, endnu ikke „rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften“. Efter den rækkefølge der var bestemt for opstandelsen, skulle de nemlig ikke „komme forud for“ de kristne ’som ved Jesus var sovet ind i døden’ før 1918. Nej, ’de som var døde i samhørighed med Kristus skulle opstå først’, ifølge Første Tessalonikerbrev 4:14-17. Når disse skulle opstå først, var det meget passende om det skete før Rigets forkyndere blev genoplivet til det arbejde de endnu havde at gøre på jorden i „endens tid“. Denne genoplivning fandt sted i foråret 1919.
10. Hvis opstandelse må opfattes som en nøje parallel til Jesu opstandelse den 16. nisan år 33, og hvornår må den i så fald være sket?
10 Går vi ud fra at „de døde i Kristus“ opstod til åndeligt liv i foråret 1918 — tre og et halvt år efter at Kristus ved udløbet af hedningernes tider i efteråret 1914 blev indsat som konge — ville det være en nøje parallel til Jesu egen opstandelse den 16. nisan år 33, „i midten af ugen“. (Dan. 9:27, NW) Det ville betyde at de opstod først, at de erfarede opstandelsen forud for dem der ’levede og blev tilbage’ til Kristi nærværelse eller parousia, og til det tidspunkt da forkyndelsen af Riget blev dræbt.
11. Hvilken tilsvarende tidsperiode gør sig gældende i forbindelse med Guds profetvidner i Åbenbaringen, kapitel 11, og skildrer dét at „de steg op til himmelen“ en opfyldelse af Første Tessalonikerbrev 4:17?
11 En lignende tidsperiode gør sig gældende i forbindelse med Guds profetvidner som skildres i Åbenbaringen, kapitel 11. Ifølge Åbenbaringen 11:3-7 blev de dræbt efter at have profeteret i 1260 dage, eller 31/2 år. Men de fik en opstandelse: „Efter de tre og en halv dag kom der livsånd fra Gud ind i dem, og de rejste sig og stod på deres fødder, og stor frygt faldt på dem der så dem. Og de hørte en høj røst fra himmelen sige til dem: ’Stig herop.’ Og de steg op til himmelen i skyen, og deres fjender så dem.“ (Åb. 11:11, 12) Dette skildrede profetisk at resten af de åndsavlede kristne blev genoplivet i tjenesten for Riget i foråret 1919. At de „steg op“ og kunne ses overalt i verden, var ikke en opfyldelse af Første Tessalonikerbrev 4:17. Her husker vi at Jesu Kristi 120 disciple ikke blev genoplivet til offentlig virksomhed i Jerusalem før 51 dage efter at deres Herre Jesus Kristus var blevet pælfæstet og begravet.
12. Hvordan blev en sådan genoplivning at den åndelige rest også forudsagt i det syn der beskrives i Ezekiel 37:1-14?
12 En sådan genoplivning af resten blev også forudsagt i Ezekiel 37:1-14. Dér gav Jehova profeten Ezekiel et syn af en dal fuld af tørre israelitiske ben. Benene blev derpå gjort til levende israelitter som var rede til at forlade det hedenske Babylon, hvor de havde levet i udlændighed. Jehova fortæller hvordan synet skulle opfyldes. Han siger: „Se, jeg åbner eders grave og fører eder ud af dem, mit folk [der var forvist til Babylon], og bringer eder til Israels land; og I skal kende, at jeg er [Jehova], når jeg åbner eders grave og fører eder ud af dem, mit folk.“ — Ez. 37:12, 13.
13. Hvordan er synet af dalen med de tørre ben blevet opfyldt i nutiden, og hvordan svarer dette til hvad der skete for Jesu disciple efter begivenhederne „i midten af ugen“?
13 I en nutidig opfyldelse af dette syn blev resten af åndelige israelitter genoplivet i foråret 1919 og udfriet fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium, og fra uværdig underkastelse under denne ’skøges’ politiske, juridiske og militære elskere der gik hendes ærinde under den første verdenskrig. Rækkefølgen af begivenheder i nutiden er rimeligvis blevet profetisk bestemt af at Jesu disciple ikke blev genoplivet og udfriet fra den undertrykkende jødiske ordning før efter at Jesus var død, begravet og opstået fra de døde på den tredje dag, den 16. nisan år 33. Disciplenes genoplivning og udfrielse skete kort tid efter „midten af ugen“ hvor Jesus blev ofret til genløsning for hele menneskeheden.
14. Hvilken at de nævnte grupper i Første Tessalonikerbrev 4:15-17 hører disse genoplivede vidner i nutiden til, og hvorfor er det som Jesus kaldte „den yderste dag“ en lykkelig tid for dem?
14 Nutidens genoplivede rest af åndelige israelitter som genoptog forkyndelsen i foråret 1919, er identisk med dem apostelen Paulus omtalte med udtrykket „vi levende som bliver tilbage til Herrens nærværelse“. (1 Tess. 4:15) De forventer at de, efter at have afsluttet den verdensomfattende forkyndelse af Riget, dør „i samhørighed med Herren“ under hans nærværelse. Deres død indtræffer på den „yderste dag“ på hvilken Jesus, efter hvad han selv har sagt, vil oprejse de disciple der nyder den forret at spise hans kød og drikke hans blod. Det vil sige at de „rykkes bort“ for at møde deres Herre „i luften“. Deres øjeblikkelige opstandelse til himmelsk liv foregår usynligt for de mennesker de forlader på jorden; den foregår som skjult bag skyer. De er naturligvis lykkelige fordi de „dør i samhørighed med Herren fra nu af“ under „Herrens nærværelse“, uden at måtte sove i døden i forventning om hans andet komme. — Åb. 14:13; Joh. 6:53, 54; 1 Kor. 15:52, 53.
15. Hvilke medarbejdere vil være tilbage på jorden når de sidste af restens medlemmer drager bort før „den yderste dag“ er forbi, og hvordan kan afskeden vise sig at blive?
15 De efterlader sig en stor skare af kristne medarbejdere. Her i endens tid og under Herrens nærværelse har disse sluttet sig til de åndelige israelitters rest, og de er med til at aflægge det sidste vidnesbyrd om Riget for alle nationerne. De der hører til den store skare forventer at overleve „den store trængsel“, i hvilken den nuværende verdslige tingenes ordning forsvinder. (Åb. 7:9, 14) De vil således være der når de sidste af de åndelige israelitters rest „rykkes bort i skyer for at møde Herren i luften“. (1 Tess. 4:17) Det bliver betagende for den store skare som lever på denne „yderste dag“, at tage afsked med restens medlemmer efterhånden som disse afslutter deres jordiske livsløb før „den yderste dag“ er forbi! (Joh. 6:53, 54) Det bliver måske ikke nogen let afsked, men den kunne give dem der drager bort og dem der bliver tilbage på den paradisiske jord en god lejlighed til at udtrykke deres inderlige hengivenhed for hinanden. Den store skare vil aldrig mere få de åndelige israelitter at se.
16. Hvem mister den store skare altså det personlige samvær med, men hvem får dens medlemmer til gengæld den glæde at byde velkommen på den paradisiske jord?
16 De der hører til den store skare mister ganske vist det personlige samvær med den herliggjorte rest, men de vil til gengæld glæde sig over de talløse nye borgere der kommer til på den paradisiske jord. Hvem er det, og hvor kommer de fra? Det er andre løskøbte af menneskeheden der opstår fra ’den sidste fjendes’ land, ja slipper fri af den adamitiske død. (1 Kor. 15:26) Det bliver en glæde for den store skare til den tid at træffe Job, Abraham, Isak, Jakob, Johannes Døber, ja selv de små børn fra Betlehem, som af deres fjende Herodes den Store blev sendt til de dødes rige. Og det bliver ligeledes en glæde at træffe gamle venner, den rigtige hyrdes „andre får“ som er døde før „den store trængsel“ og ikke er kommet direkte ind i tusindårsriget. (Åb. 20:4, 6; Joh. 10:16) Vil de medlemmer af den salvede rest der overlever „den store trængsel“, leve så langt ind i den nye orden at de bliver vidne til at de der skal leve på jorden begynder at opstå på det der er „den yderste dag“ for dem? (Joh. 11:24) Det viser Bibelen ikke med nogen sikkerhed.
17. (a) Hvad bliver de der oprejses til liv på jorden, i sammenligning med Kristus? (b) Hvad har den store skare brug for i lighed med dem der opstår, og hvilken lykkelig dag oprinder ved slutningen af tusindårsriget?
17 Sådanne opstandne mennesker vil blive „høstet“ som en eftergrøde, i forhold til den opstandne Jesus, der blev „førstegrøden Kristus“. (1 Kor. 15:20, 22, 23) Selv om den overlevende store skare ikke behøver en opstandelse fra graven, vil den, ligesom de der oprejses fra de døde, stadig have brug for at drage nytte af Jesu Kristi forsoningsoffer. Alle den nedarvede døds virkninger må fjernes. Det bliver en velsignet dag ved slutningen af Kristi tusindårsrige, når ’døden som den sidste fjende gøres til intet’ for alle genløste og lydige mennesker, deriblandt den store skare som har overlevet trængselen. Da vil Jehova Gud, som ret er, „være alt for alle“. — 1 Kor. 15:26, 28; Åb. 1:18; 20:11-14.
[Illustration på side 20]
De der opstår bydes velkommen i Paradiset