livet i en ufuldkommen og syndig verden nu byder på, hvor selv vore bedste bestræbelser ofte er frugtesløse fordi noget kommer i vejen eller fordi livet er for kort, eller på grund af vor svage, syndige natur.

Udsigten til at skulle leve evigt vil i sig selv være en udfordring til dem der lever i Guds nye ordning. Det vil være en udfordring til at lære mere og mere, til at samle oplysninger om den skønne jord de lever på og den store variation af skabninger Gud har dannet på den. Det vil være en udfordring til hvert eneste menneskes flid, initiativ, opfindsomhed, foretagsomhed, snilde og originalitet. Når der bygges huse, anlægges haver, sys tøj, udføres håndværk og skabes kunst, vil det den enkelte frembringer vidne om vedkommendes personlige smag og hensigt, mens det alt sammen naturligvis vil være i harmoni med Guds vilje. Det betyder at der vil være en uendelig variation over hele jorden, og ikke ensformighed.

Vi må derfor klart forstå at vi nu bør lære alt hvad vi kan af Kilden til den kundskab som virkelig betyder noget. Vi må anerkende at „Guds Vej er fuldkommen; Herrens Tale er lutret“. Vi må stole på hans ord, lade det øve indflydelse på vort liv nu, og ved at nære tillid til hans fremtidsløfter gøre ham til vor tilflugt og kilde til styrke. Så kan vi sige med salmisten: „Gud . . . omgjorder mig med Kraft og gør min Vej fuldkommen.“ — Sl. 18:31-33, oversættelsen af 1871.

Spørgsmål fra læserne

● Hvad vil det sige at blive ’fornyet i sit sinds drivkraft’, sådan som der står i Efeserne 4:23, ifølge New World Translation? — U.S.A.

Efter at have omtalt behovet for at ’aflægge den gamle personlighed som svarer til ens tidligere adfærd’, skrev apostelen Paulus til de kristne i Efesus: „I skal fornys i jeres sinds drivkraft.“ (Ef. 4:20-23, NW) Det er derfor indlysende at den ’nye drivkraft’ der må øve indflydelse på ens sind som kristen, står i modsætning til de sindets tilbøjeligheder der hører til „den gamle personlighed“. Denne drivkraft må være en tilbøjelighed, en lyst eller en stærk indre tilskyndelse til at gøre det der er i harmoni med Guds vilje.

Bibelen viser at vi som ufuldkomne skabninger har onde tilbøjeligheder både i hjertet og i sindet lige fra fødselen. Hvad kan dette føre til? Om hedningerne sagde apostelen Paulus at „[de vandrer] i deres sinds tomhed, formørkede som de er i deres tankegang og fremmede for livet i Gud på grund af den uvidenhed, der er i dem som følge af deres hjertes forhærdelse; thi åndeligt afstumpede som de er, har de givet sig tøjlesløsheden i vold, så de i deres havesyge begår alle slags urene handlinger“. (Ef. 4:17-19) Og han mindede de kristne i Kolossæ om den forandring der var sket med dem, idet han sagde: „Ja, jer, som engang var fremmede og fjender fordi jeres sind var vendt mod de gerninger der var onde, har han nu atter forligt ved hjælp af hans [Jesu] kødelige legeme, ved hans død.“ — Kol. 1:21, 22, NW.

Den der følger de urette tilbøjeligheder betegnes i Bibelen som et „fysisk“ (NW, ordret: „sjæleligt“) menneske, til forskel fra et ’åndeligt’ menneske. Det ’fysiske’ menneske lader sit sind kredse om det materielle, om at få tilfredsstillet kødets begæringer og lidenskaber. (1 Kor. 2:14, 15) Den kraft der driver et sådant menneskes sind er blevet til, dels som følge af nedarvede tilbøjeligheder, dels som følge af det vedkommende har lært og erfaret. Når han skal træffe en beslutning, måske i et moralsk spørgsmål, driver denne kraft hans sind i en materialistisk eller kødelig retning. Hvad nu hvis vi finder at dette gælder os?

Ved at studere Guds ord og ved at lade Guds ånd virke på os kan vi ændre denne drivkraft eller stærke indre tilskyndelse således at den går i den rigtige retning. Her spiller hjertet ind, for hjertet tilskynder sindet til at bestræbe sig for at skaffe de rette oplysninger og derefter til at anvende dem. Vi kan således opnå at få „Kristi sind“. Jesus Kristus lod sig altid lede af den rette drivkraft; hans sinds tilbøjeligheder, hans indre tilskyndelser, var altid åndelige. (1 Kor. 2:16) Uanset hvilket spørgsmål vi da kommer ud for, vil vort sind eller vore tanker altid blive ledet i den åndelige retning af en ’ny drivkraft’, en ny tilbøjelighed, en ny indre tilskyndelse.

Hvis vi som kristne skal kunne modstå det pres som søger at få os til at foretage urette handlinger, må vi hele tiden arbejde på at opelske en stærk indre tilskyndelse eller trang til at gøre det der behager Gud. Det betyder at vi stadig må studere Guds ord, komme sammen med andre som har den samme dyrebare tro, være udholdende i bønnen og leve efter det vi lærer. Det vil for den enkelte medføre at der bliver fuld enighed mellem vedkommendes