Kristen modenhed — et uopnåeligt mål?
HVAD er „kristen modenhed“? Hvordan vil du definere denne egenskab? Ejer du kristen modenhed? Eller stræber du stadig efter at opnå den?
Det er af stor værdi at vi har den rette forståelse af hvad kristen modenhed er. En forkert forståelse kan gøre os modløse. Den kan få kristen modenhed til at se ud som et blændværk, en luftspejling, der hele tiden fjerner sig lige når man tror at man er ved at nå den. Kristen modenhed er ikke et sådant uopnåeligt mål.
En forkert forståelse kan også føre til at vi bedømmer andre efter en fejlagtig målestok. Det kan bevirke at vi ikke ser og værdsætter deres gode egenskaber. En forkert opfattelse af kristen modenhed kunne gøre os tilbøjelige til at se ned på andre og ophøje os selv i vore egne tanker, eller på uret vis at favorisere nogle.
Påkrævet at vokse fra barnestadiet i åndelig forstand
Ved et „modent“ menneske forstår man sædvanligvis en der har lagt barndommen bag sig og er blevet voksen. Den fysiske vækst når et vist punkt og hører så op. Følelsesmæssig modenhed udvikler sig omtrent på samme måde men tager ofte længere tid end den fysiske vækst.
Kristne må også i åndelig forstand vokse fra barnestadiet og nå frem til det voksne stade, kristen modenhed. Hvordan kan man vide om man er blevet voksen i åndelig forstand?
De der stadig er „spæde børn i Kristus“ har kun brug for at få den kristne sandheds „mælk“. Sådanne ’spædbørn’ er ikke sikre på hvad der er sandhed, og derfor er de ofte vaklende og lader sig let vildlede af folk der på en listig og underfundig måde fører falsk tale. På dette barnestade kan de kun bidrage lidt til at „opbygge Kristi legeme“, den kristne menighed, så den „opbygges i kærlighed“. (Ef 4:12-16) De er stadig „kødeligsindede“, har måske tendens til at være misundelige, splidagtige og partiske, og må aflægge denne verdslige indstilling for at blive åndelige voksne og ikke spædbørn. — 1 Kor. 3:1-4.
Er nogle af os sådan? Er vi usikre, mangler vi overbevisning om hvad der er den kristne sandhed, er vi stadig tilbøjelige til at følge mennesker, er vi ikke nået frem til enheden med dem der er vore åndelige brødre, og har vi således ikke udviklet den kærlighed som opbygger og styrker den kristne menighed? Så har vi i sandhed behov for at stræbe efter at opnå kristen modenhed. Vi bør også erkende at det at vokse fra det åndelige barnestadium og frem til det åndeligt voksne stade, ikke er noget der sker automatisk, sådan som den fysiske vækst. Det kræver at vi gør en oprigtig indsats og samarbejder med Gud og hans søn og at vi benytter de hjælpemidler de tilvejebringer for at vi kan opnå åndelig modenhed eller fuldstændighed.
Nødvendigt at tage imod hele den kristne sandhed
Noget som spiller en væsentlig rolle for ens åndelige vækst til det kristne voksne stade, er derfor at man gør fremskridt med hensyn til at tage imod hele den kristne sandhed. Nogle af de hebraiske kristne i det første århundrede undlod at gøre fremskridt og komme videre fra „de elementære ting i Guds hellige udtalelser“; derfor var de ligesom nogle der stadig var på ’mælkekost’ og kunne ikke indtage den faste åndelige føde, der er for „modne mennesker, sådanne som gennem brugen har fået deres opfattelsesevner opøvet til at skelne både ret og uret“. Af den grund skrev Paulus til dem og formanede dem til at „skride frem til modenhed“. Hvordan kunne de gøre det? Hvordan kan vi gøre det hvis vi ikke allerede har gjort det?
Apostelen viste dem at de ikke skulle være ligesom bygningsmænd der aldrig kommer længere end til at lægge bygningens grundvold, idet ’grundvolden’ i dette tilfælde var den grundlæggende lære om Kristus. De skulle gå videre til den ’overbygning’ som hviler på grundvolden, nemlig den dybere lære om Guds hensigter som er åbenbaret gennem hans søn, lærepunkter som er vanskeligere at forklare end de elementære lærdomme.
Der var et presserende behov for at gøre fremskridt på denne måde, ja det var absolut nødvendigt at gøre det. Hvorfor? Fordi de ikke kunne blive ved med at stå stille; efterhånden måtte de enten gøre fremskridt eller gå tilbage. Hvad ville det betyde hvis de gik tilbage? Det ville betyde frafald, at de faldt fra den sande tro, og det ville føre til deres tilintetgørelse. — Hebr. 5:11-6:8, NW.
Deres fremskridt med hensyn til at forstå disse vanskeligere lærepunkter måtte naturligvis være ledsaget af en tilsvarende vækst i deres åndelige udsyn og kristne personlighed. Forstandsmæssig kundskab alene var ikke nok. De dybere sandheder burde indvirke på deres liv, ligesom de „elementære“ lærepunkter allerede havde gjort.
I dag har vi hele Guds inspirerede ord. Anerkender vi alt hvad det lærer, og stræber vi oprigtigt efter at leve i overensstemmelse med det? Eller tager vi lidt her og lidt dér, sådan som så mange der blot er kristne af navn, gør i dag? Sådanne mennesker retter sig kun efter det de ønsker at rette sig efter, men de er ikke villige til at tage skridtet fuldt ud for at blive Guds søns disciple, og derfor er de opdelt i kristenhedens mange sekter. Forholder det sig sådan med os? Vort svar på disse spørgsmål vil hjælpe os til at afgøre om vi har opnået kristen modenhed.
Kristen modenhed ikke enden på fremskridt
Men er det ikke sandt at vi, efterhånden som tiden går, forstår Guds ord bedre og bedre, at vi får større kendskab til visse sandheder, deriblandt mange ’dybe ting’? Jo. Men når vi da nogen sinde til virkelig modenhed? Eller ligger modenheden altid dér foran os, sådan at vi befinder os i en slags trædemølle og aldrig virkelig vil kunne nå frem til dette mål? Nej, sådan forholder det sig ikke. Lad os se hvorfor.
Tænk på det eksempel Bibelen bruger med barndommen og det voksne stade (’det at være en fuldvoksen’ [Ef. 4:13, NW], der er oversat fra det samme græske ord [teleioʹtes] som „modenhed“). Når et barn vokser op og bliver voksen, betyder det så at vedkommende nu har al den kundskab, erfaring og skelneevne han eller hun nogen sinde vil få? Naturligvis ikke. Man bliver ved med at gøre fremskridt som voksen.
En moden kristen bør også stadig gøre fremskridt i kundskab, kærlighed, tro, visdom og alle de andre egenskaber som er frugter af Guds ånd. Kan vi sige at han derved bliver ’mere moden’?
Nej, lige så lidt som vi vil sige at en voksen bliver ’mere voksen’ på grund af den yderligere erfaring og kundskab han tilegner sig efter at han er blevet voksen. Er en mand på halvtreds år ’mere voksen’ end en på fyrre? Eller omtaler vi en tresårig mand som ’meget voksen’ og en halvfjerdsårig som ’overordentlig voksen’? Nej, for sådan bruges ordet ikke. Sådan bruges ordet „modenhed“ heller ikke.
I det første århundrede blev modne kristne mænd der lagde visdom for dagen og som var dygtige til at undervise, tilskynde og irettesætte, udnævnt til at være „ældste“ i menighederne. (1 Tim. 3:1-7; Tit. 1:5-9, NW) Betød det at de var de eneste modne og at andre der ikke var udnævnt til „ældste“ var ’umodne’? Nej, for de egenskaber der kendetegnede disse mænd og som gjorde dem kvalificerede til at tjene på denne måde, var egenskaber de havde foruden at de allerede var modne kristne. Det er for eksempel ikke ualmindeligt at en søn der vokser op, gifter sig og får sin egen familie, stadig ser hen til sin fader eller andre ældre mænd for at få råd og vejledning i visse spørgsmål, idet han erkender at de har større erfaring og visdom. På samme måde kan kristne, skønt de selv er åndeligt modne, også høste gavn af den hjælp som de åndeligt ældste i menigheden yder. — Ap. G. 20:17, 28; Ef. 4:11, 12.
Ligesom et barn bør føle at dets mål i livet ikke blot er at blive voksen, sådan bør vi betragte dét at opnå kristen modenhed som noget attråværdigt, men ikke som vort endelige mål. Det er efter at vi er blevet modne kristne at vi kan gøre større fremskridt og tilegne os den visdom og udholdenhed der vil sætte os i stand til at yde vore brødre virkelig hjælp og som vil føre os til vort endelige mål, at opnå Guds endelige godkendelse til evigt liv.
Vi læser derfor at apostelen Paulus tilskynder sine kristne brødre til at ile fremad mod målet, den himmelske sejrspris, idet han siger: „Lad da så mange af os som er modne, have denne indstilling; . . . Lad os i hvert fald, så vidt vi har gjort fremskridt, fortsat vandre sømmeligt i samme gænge.“ — Fil. 3:12, 14-16, NW.
Set på rette måde kan modenhed derfor betragtes som et nyttigt stade hvorfra vi kan arbejde videre — ikke som en stige vi bliver modløse af at klatre op ad fordi trinnene bliver ved at fortsætte i det uendelige.
Tilbageskridt til umodenhed?
Men lad os antage at en kristen bruger dårlig dømmekraft i et eller andet åndeligt spørgsmål eller foretager sig noget der ikke er i overensstemmelse med de kristne principper. Hans handlemåde er måske ikke så alvorlig at han må udstødes af menigheden, men den afslører alligevel en brist med hensyn til fuldt ud at anvende en bestemt bibelsk vejledning. Stempler det ham som ’umoden’?
Ikke nødvendigvis. Han kan være umoden, for han er måske ung af år eller han kan være „nyomvendt“ (1 Tim. 3:6) og derfor ikke virkelig rodfæstet i sandheden. Men det kan også være at han er en moden kristen med lang tids kristen tjeneste bag sig. Det er ikke selve overtrædelsen, om den er stor eller lille, der afgør hvad vedkommende er — om han er moden eller umoden. Dårlig dømmekraft og svaghed er ganske vist noget der kendetegner børn. Men selv voksne kan nu og da udvise disse egenskaber. Har du, som voksen, nogen sinde været flov over at have handlet eller talt på en ’barnagtig’ måde? Alligevel blev du ikke bogstaveligt barn igen; du forblev voksen.
Hvis en moden kristen følger en uret adfærd kan grunden være at han er blevet ’åndeligt syg’, måske fordi han har tilsidesat studiet af Guds ord, eller fordi han har tilladt urette ønsker at vinde indpas i sit hjerte og svække sin hengivenhed for Gud og Kristus. En voksen der bliver syg kan blive ’så svag som et spædbarn’, men han er alligevel stadig voksen. Det kan være nødvendigt at han, på grund af sin sygdom, en tid får mad der passer sig for spædbørn, for eksempel mælk eller anden flydende kost. På samme måde kan den åndeligt syge kristne, endskønt han er moden, for en tid trænge til at andre hjælper ham og tager sig af ham, ja endog giver ham åndelig næring for at genrejse ham til åndelig sundhed og styrke. — Se Hebræerbrevet 12:5, 6, 12, 13; Jakob 5:13-16.
Det kan naturligvis også ske at den modne kristne, i stedet for at blive åndeligt syg, bliver fordærvet, går imod Guds ord eller falder fra. Men han bliver ikke umoden igen. En moden frugt som bliver fordærvet bliver ikke grøn (umoden) igen. Den bliver rådden. — Hebr. 6:1-8; 12:15.
Modne kristne er forskellige
Vi gør derfor klogt i at undgå at bruge ordet „modenhed“ som et udtryk der er så bredt og vagt at det indbefatter alt. Vi bør heller ikke ønske at udtrykket blot skal stå for vor personlige opfattelse af hvordan en kristen bør være. Ikke alle modne kristne er nøjagtig ens i deres personlighed eller i den måde hvorpå deres åndelige evner kommer til udtryk. To frugthaver der hver især indeholder forskellige slags frugttræer kan begge være „modne“, det vil sige have fuldt udviklede, frugtbærende træer. Alligevel kan den ene frugthave have flere æbletræer end pæretræer, mens den anden måske har flere pæretræer end æbletræer.
På samme måde kan modne kristne være stærkere på ét område end på et andet med hensyn til at bære Guds ånds frugter. (Gal. 5:22, 23) Én har måske ualmindelig god kundskab, en anden udmærker sig måske ved sin venlighed eller tålmodighed; én har måske en sjælden god dømmekraft eller skelneevne når det gælder problemer, en anden kan være usædvanlig gavmild eller gæstfri, en anden igen kan have glimrende lederegenskaber. (Se Første Korinterbrev 7:7; 12:4-11, 27-31.) Men denne variation er ikke et tegn på umodenhed. Den betyder ikke at de ikke alle er ’voksne’ kristne. De behøver ikke alle at være lige stærke eller lige dygtige på alle områder for at være „modne“. De er heller ikke kopier af hinanden. Hver bidrager på sin måde som en moden kristen med noget til at „opbygge Kristi legeme“. — Ef. 4:12, 15, 16.
Når det gælder kristen modenhed må vi også undgå at lade os lede af en verdslig målestok, så vi ikke betegner nogle som ’umodne’ fordi det er tydeligt at de mangler verdslig uddannelse eller erfaring i verdslige måder at gøre tingene på. Hvis det første århundredes apostle pludselig blev anbragt i et af vor tids moderne, industrialiserede, kontorstyrede samfund, ville der bestemt være mange ting som ville være fremmede og ukendte for dem og som i det mindste for en tid ville virke forvirrende på dem. Ville dette gøre dem til umodne kristne? Selvfølgelig ikke. For det er ikke kundskab, erfaring eller dygtighed i forbindelse med moderne forretningsmetoder eller livet i en storby der afgør om man ejer kristen modenhed. Det afhænger af om man har de åndelige kvalifikationer der fremholdes i Guds ord. Disse kvalifikationer gælder på samme måde overalt, de gælder alle mennesker og til alle tider. Det afgørende er altså ikke hvor man bor, hvad man er af profession eller hvilken stilling man har i samfundet.
I det første århundrede blev nogle fiskere modne disciple af Guds søn, mens de fleste højtuddannede skriftkloge og religiøse ledere ikke blev det. Det den modne kristne arbejder med er bibelske principper, og disse kan anvendes såvel på landet som i byen, såvel i et „tilbagestående“ primitivt land som i et „fremskredent“ industriland. Ingen kristen behøver således at føle sig mismodig og tro at han ikke kan opnå kristen modenhed fordi han ikke er særlig dygtig, set efter en verdslig målestok. — Se Første Korinterbrev 1:26-31; 2:3-6; Andet Korinterbrev 1:12.
Hvis vi ikke har opnået kristen modenhed, så lad os „skride frem“ til den. Er vi modne kristne? Så lad os bruge vor modenhed på en gavnlig måde, ved at ’være mandige og stærke’, idet vi hjælper de umodne og fortsætter ad den samme gode vej som førte os til modenhed og som vil lede os til vort endelige mål, Guds godkendelse til liv. — 1 Kor. 16:13, 14; Gal. 6:1, 2; Fil. 3:15, 16.
● „Sandheden tro skal vi i kærlighed i ét og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus selv. Ham skyldes det, at hele legemet vokser sin vækst, så det opbygges i kærlighed, idet alle de enkelte led hjælper til at knytte og holde det hele sammen, efter den kraft, der er tilmålt hver enkelt del.“ — Ef. 4:15, 16.