Grundvolden for den rette slags forkyndere
„Derfor: enhver, der hører de ord, jeg her har sagt, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund.“ — Matt. 7:24.
1. Hvad illustrerer ’klippegrunden’ i Jesu lignelse i Mattæus 7:24-27? Hvad bygges der på den?
HVAD foretrækker du: et hus bygget på klippegrund eller et hus bygget på sand? Jesus brugte denne levende kontrast til at illustrere forskellen mellem at ’høre Jesu ord og handle efter dem’, og at høre dem men ikke handle efter dem. (Matt. 7:24-27) Men vent et øjeblik — lagde du helt mærke til at ’klippegrunden’ i hans lignelse ikke illustrerer blot det at antage og tro på Kristus Jesus og hans lære? Nej, ’klippegrunden’ illustrerer lydighed mod hans lære. Det er den eneste solide grundvold hvorpå vi kan bygge vore forhåbninger og fremtidsudsigter, i særdeleshed hvis vort håb er som Guds tjenere at opnå liv i hans kommende nye tingenes orden. — Jak. 2:26.
2. Hvad skildrer uvejret i denne lignelse? På hvilken måde alene vil vort byggearbejde blive stående?
2 Det er helt sikkert at der vil komme storme som vil true vort byggearbejde. Ikke blot Harmagedons stormvejr, som hænger truende på verdens horisont, men, nærmere end dette, de personlige vanskeligheders og prøvelsers storme som vi hver især vil komme ud for i livet. Disse storme vil udsætte vor grundvold, vor lydighed, for en kritisk prøve. Vil vore forhåbninger og fremtidsudsigter kunne ride disse personlige storme af, også Harmagedons stormvejr til sidst? Eller vil de blive slået i stumper og stykker og måske medføre såvel åndelig som bogstavelig ruin? Det afhænger alt sammen af hvor dybt de sandheder som er blevet formidlet ved Guds søn, er trængt ind i vort hjerte, og om vort hjerte har tilskyndet os til at lade disse sandheder bære frugt i vort liv. — Se også Mattæus 13:18-23.
3. Hvad er der billedligt talt sket med millioner af ’huse’ i kristenheden, og hvad er årsagen?
3 Omkring os i dag kan vi se utallige ’huse’ ligge i ruiner åndeligt talt. I hele den såkaldt kristne verden, hvor Jesu ord har lydt mest, har storme som er fremkaldt af vore dages tiltagende pres, propagandaens og besværlighedernes vandstrømme, og forandringernes skiftende vinde, ødelagt millioner af såkaldte kristnes forhåbninger. De kan med rette sige ligesom de frafaldne judæere: „Man håber på fred; men det bliver ej godt, på lægedoms tid, men se, der er rædsel.“ For dem er fremtiden i denne sidste halvdel af det tyvende århundrede fyldt med „trængsel og mørke, knugende mulm“. (Jer. 8:15; Es. 8:22) Og hvad er årsagen? De har bygget på sand.
4. (a) Hvordan viser tilstandene i dag at de har bygget på sand? (b) Hvem bærer hovedskylden herfor?
4 Materialisme, uærlighed, lovløshed og umoralitet, også homoseksualitet, er alt sammen et voksende vidnesbyrd om at mange som kalder sig kristne, er holdt op med endog at give det udseende af at de følger Kristi lære. Fanatisk nationalisme, racestrid og lovløshed er et yderligere tegn på at millioner har undladt at bygge på lydighedens sikre grundvold, skønt de står som medlemmer af en af kristenhedens kirker. Kirkerne må selv bære en stor del af skylden for dette almindelige sammenbrud. De har ikke fulgt Jesu lære som den virkelig skal forstås, og har tilmed undergravet folks tillid til Bibelen som Guds ord og til Jesus som Guds søn og udsendte talsmand. De har i stedet antaget menneskers usikre og skiftende ideer og overleveringer. (Ef. 4:14; Hebr. 13:9) Dog kan de enkelte kirkemedlemmer ikke kaste al skylden på deres ledere. De bærer selv hovedansvaret. De har i hvert fald hørt nogle af Jesu ord prædiket i deres kirker eller læst dem i deres hjem. De har blot ikke handlet efter dem.
5. Hvilken modsætning til kristenhedens åndelige ruin ser vi når vi betragter fortiden, og ser vi også i dag?
5 Det er langtfra som det var i den første kristne menigheds dage. Dengang var menighedens medlemmer villige til at gå i fængsel og endog lide døden fremfor at gå på kompromis om de kristne principper. (Ap. G. 4:18-21; 5:27-32, 40-42; 21:11-14) Det er også langtfra som det er inden for en bestemt kristen menighed i dag, en menighed der har medlemmer på hele jorden, i 200 lande og områder. Disse kristne, der er kendt som Jehovas vidner, oplever de samme stormfulde tider som andre; deres kristne ’huse’ er alle blevet ramt af de samme ødelæggende kræfter. De har oven i købet mange steder været udsat for yderligere storme i form af hård forfølgelse og modstand. (1 Pet. 2:21) Dog har de kunnet ride stormen af. Hvordan har de gjort det? Ved tillidsfuldt at forblive lydige mod Kristi lære og følge hans eksempel. De bygger deres liv og fremtidshåb op omkring tjenesten for Gud, sådan som Jesus gjorde. (Joh. 4:32-34) Det vil ikke sige at hver eneste iblandt dem har bevaret sit fodfæste, ligesom heller ikke alle Jesu disciple stod fast. Men det helhedsbillede de frembyder, er forbavsende sundt i modsætning til den svage og skrøbelige tilstand der hersker inden for kristenhedens kirker. Hvad er den egentlige årsag til denne forskel?
Nødvendigheden af virkelig undervisning og helhjertethed for sagen
6. Hvordan beskrev apostelen Paulus de kristne i Kolossæ, og hvad kræves der i sammenligning hermed af de fleste kirkemedlemmer i dag?
6 Hvad kræves der i dag for at blive medlem af en af kristenhedens kirker? Er det ikke sådan at der i de fleste tilfælde ikke skal meget mere til end der skal til for at blive medlem af en eller anden klub eller forening? Der kræves kun i ringe grad eller slet ikke at man gør noget for sagen. Det forventes ikke at man giver særligt udtryk for sin kundskab, tro, overbevisning, kærlighed eller værdsættelse. Men da apostelen Paulus skrev til medlemmer af den kristne menighed i Kolossæ kunne han sige til dem: „Da I nu har modtaget Kristus Jesus som Herren, så lev jeres liv i ham, idet I er rodfæstede i ham og i ham opbygges og befæstes i troen, således som I har lært [er blevet undervist, NW], og bliver rige på taksigelse.“ — Kol. 2:6, 7.
7. Nævn en af de vigtigste årsager til at sande kristne altid har bygget på en solid grundvold.
7 Det var ikke efter deres dåb men før dåben disse kristne begyndte at ’lære’ eller at ’blive undervist’. Bibelen viser også at dåben, især fra år 36, var et symbol på et menneskes fuldstændige indvielse til at gøre Jehovas vilje, og gøre den sådan som Kristus Jesus havde vist gennem sin lære og ved sit eksempel. (Luk. 9:23, 24) Ja, det var ved først at ’lære dem at holde alt det, som Kristus havde befalet’ at folk af alle nationer blev gjort til disciple. Og først da skulle de døbes og anerkendes som medlemmer af den kristne menighed. (Matt. 28:19, 20) Undervisningen fortsatte naturligvis efter dåben og indtog en vigtig plads i menighedens liv. (Ef. 4:11-13) Denne grundige undervisning i at følge Kristi befalinger er med til at danne den solide grundvold som sande kristne byggede på dengang og som de bygger på i dag.
8. Hvad er den bibelske betydning af ordet „katekisere“?
8 Apostelen Paulus lagde stor vægt på undervisningen. I sine skrifter brugte han ikke alene det almindelige græske ord for at undervise (didaʹskō, det ord der er brugt i Jesu befaling i Mattæus 28:20), men han anvendte desuden et særligt udtryk, katēcheʹō, hvorfra vi har ordet „katekisere“ og de dertil hørende navneord „kateket“ og „katekismus“, med flere. Dette specielle græske ord betegnes i nogle bøger som „et fagligt udtryk for kristen undervisning“. Det betyder bogstaveligt „at [lade] lyde ned“, det vil sige at undervise mundtligt. Således skrev Paulus i Galaterbrevet 6:6 (efter NW): „Enhver der undervises mundtligt [græsk: katēchouʹmĕnŏs, hvorfra vi har ordet „katekumen“, en der forberedes til dåben] i ordet skal endvidere dele alle gode ting med den der giver denne mundtlige undervisning [katēchouriʹti].“ Med denne mundtlige undervisning ’lød’ Guds ords sandheder og hans søn Jesu Kristi lære altså ’ned’ i elevens sind og hjerte og satte vedkommende i stand til at undervise andre igen. — Ap. G. 18:25.
9, 10. (a) Bruger den mest fremtrædende kirke i kristenheden stadig den sande kristne form for katekese? (b) Hvordan forholder det sig med de protestantiske kirker?
9 Dette var sand „kateketisk“ undervisning. Den forberedte eleven til at bygge på den sikre grundvold, lydighed mod Guds søn. Historien viser imidlertid at efter apostlenes død fortsatte denne omhyggelige undervisning af eleverne ikke. Frafaldet satte ind. Således læser vi at da Kirken [det vil sige den katolske kirke] efter flere hundrede års forløb var etableret „og den opnåede sin vækst mere ved at der fødtes børn og disse blev døbt end ved at hedninger omvendte sig, gik den kateketiske undervisning fra at være en forberedelse til dåb over til at blive oplæring og opdragelse af døbte børn. . . . Under middelalderens hedningemission blev det almindeligt at døbe de omvendte straks, og det tidligere katekumenat gik af brug. Indtil reformationen blev der i romerkirken heller ikke lagt særlig vægt på at katekisere døbte børn. Skriftemålet indtog katekesens plads“.
10 Under den protestantiske reformation lærte Luther, som i nogle religiøse værker kaldes „den moderne kateketiks fader“, at denne undervisning af eleverne „ikke blot burde indbefatte en overhøring af hvad de havde lært udenad fra en bog, men også en forklaring, så det kunne tale til elevens hjerte“. Men som tiden gik degenererede den kateketiske undervisning i Tyskland, England og andre steder „til en blot og bar rutinemæssig forberedelse til konfirmationen“ [ikke til dåben, der allerede havde fundet sted]. I de protestantiske kirkesystemer var katekesens formål ikke at fremdrage elevens tanker men blot at meddele eleven de forskellige lærepunkter. Eleven skulle „lære katekismens ord udenad“. Det blev således et ritual som bestod i en indprentning af ord og en gentagelse af dem på remse. Eleven fik ikke megen lejlighed til at udtrykke de tanker og følelser der gemte sig i hans hjerte og sind. Ydermere var det hovedsagelig børn der undervistes. — M’Clintock og Strongs Cyclopædia of Biblical, Theological, and Ecclesiastical Literature, bd. II, s. 148-154.
11. Hvilken metode benytter Jehovas vidner til sammenligning med de allerede nævnte?
11 Betragt som modsætning hertil den metode som Jehovas vidner benytter. Den er grundlagt på Bibelens beretning om Jesu og hans apostles tjenestegerning og på Bibelens principper. Nyinteresserede, som regel voksne, findes ved en aktiv forkyndelse fra hus til hus. (Ap. G. 20:20, NW) De får et gratis hjemmebibelstudium, hvori hele familien undertiden deltager. Ved dette ugentlige bibelstudium, der varer en time, gennemgås Bibelens grundlærdomme, og drøftelsen foregår på grundlag af spørgsmål der stilles fra en lærebog. Eleven opmuntres til at svare ud fra sin forståelse og tro og får lejlighed til at stille yderligere spørgsmål. (Rom. 10:10) Under studiet sørger den forkynder der leder studiet for at henlede opmærksomheden på Jehova Gud som livets kilde og at lægge Kristus som grundvold ved at lære sandheden om ham. (Joh. 17:3; 1 Kor. 3:11) Han bestræber sig for at hjælpe eleven til at gøre troen på denne sandhed til en del af sit eget liv, ja at bygge sit liv op om dette faste mønster.
12. På hvilken måde udfører både den der underviser og den der modtager undervisning et byggearbejde?
12 Der udføres et fælles byggearbejde. Studielederen ønsker som et af Jehovas vidner at opbygge eleven med varige, ’ildbestandige’ materialer: sand visdom fra Guds ord, tro, overbevisning, hengivenhed mod Bibelens principper, kærlighed til Gud og kærlighed til næsten, og et stærkt ønske om at støtte og forsvare det der er sandt og retfærdigt, især Guds rige. Han arbejder med disse materialer i sit åndelige byggearbejde, så den han studerer med kan blive en sand kristen, som kan holde stand under de ildprøver der måtte komme, deriblandt nedbrydende tvivl. (1 Kor. 3:10-15; Jud. 22, 23) Men eleven udfører også et byggearbejde. Kundskab alene er ikke den sikre grundvold hvorpå han kan bygge sine forhåbninger. Kun ved at handle, kun ved at bruge kundskaben, bygger han på en solid grundvold, lydighed mod Kristus. Der findes ingen anden måde. — Fil. 1:27-30; 2:12, 13.
13. Hvordan hjælpes de interesserede til at iføre sig en ny personlighed?
13 Fremfor blot at bibringe eleven kundskab om Bibelens grundlærdomme erkender Jehovas vidner altså at eleven har brug for at ’fornys i sit sinds drivkraft’ og at ’iføre sig den nye personlighed der blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet’. (Ef. 4:23, 24, NW) Efterhånden som studiet skrider fremad, prøver de at hjælpe eleven til at tænke på Bibelens principper og følge dem i det daglige liv. Det gælder ikke blot om at få eleven til at gentage nogle punkter fra en bestemt lærebog. Det gælder om at få eleven til at forstå den bibelske begrundelse for lærepunkterne og få ham til at antage principperne i Guds ord som den eneste sikre rettesnor i livet. Da, og først da, kan eleven virkelig sige at Guds ord er „en lygte for min fod, et lys på min sti“. — Sl. 119:105; Ordsp. 3:5, 6.
14. Hvorfor er det vigtigt at opbygge værdsættelse af Jehova Gud i elevens hjerte? Hvordan gør man det?
14 Man kan ikke elske nogen medmindre man kender vedkommende godt, kender hans egenskaber, hans måde at være på, véd hvad han har gjort og hvad han har til hensigt at gøre. Derfor prøver studielederen i løbet af studiet at opbygge værdsættelse af Guds storhed og godhed i eleven. Det er hans håb at eleven en dag, ligesom den trofaste israelit fra fortiden, vil kunne sige med jubel: „Se, her er vor Gud, som vi biede på, og som frelste os; her er [Jehova], som vi biede på. Lad os juble og glæde os over hans frelse.“ (Es. 25:9) Det vil sige at han ikke blot må have sin opmærksomhed henvendt på elevens sind, men også på elevens hjerte, sædet for motiverne. (Ordsp. 4:23) Hvordan kan studielederen opbygge denne værdsættelse? Ved at standse op på passende steder for at henlede elevens opmærksomhed på betydningen af hvad Gud har gjort og hvordan det pågældende lærepunkt eller det anførte skriftsted understreger Guds kærlighed, visdom, retfærdighed og magt. Hvis eleven har det rette hjertelag vil han også med tiden føle dyb loyalitet mod Jehova og nære et stærkt ønske om at være blandt dem der lovpriser hans navn blandt folkene. — Es. 12:3, 4.
15, 16. Hvorfor er det af største betydning at vi udfører godt arbejde når vi skal lægge grundvolden til den rette slags forkyndere i dag?
15 Hvor nøje følges disse retningslinjer? Hvilke vanskeligheder støder man på? Eftersom verdensforholdene stadig forværres og åndeligheden bliver mindre og mindre, bliver dette undervisningsarbejde stadig mere betydningsfuldt. I år 70 e.v.t. gjorde den skæbnesvangre ødelæggelse af Jerusalem et vældigt indhug i den jødiske befolkning og knuste de forhåbninger og forventninger til fremtiden som millioner havde bygget deres liv op omkring. Hvorfor gik det sådan? Fordi de ikke havde bygget på den klippe som består i lydighed mod Kristi lære. En lille rest af folket undslap imidlertid ødelæggelsen ved at flygte i rette tid, det tidspunkt som Jesus havde angivet. (Luk. 21:20-22) Det samme vil ske i vor tid, blot i langt større målestok. De ødelæggende kræfter der slippes løs i Harmagedon vil bringe undergang over alle der har bygget på sand, nemlig ved at de har ladet sig lede af deres egne eller andre ufuldkomne menneskers ønsker og ræsonnementer. De vil se deres forhåbninger og fremtidsudsigter styrte sammen fordi de ikke har været „lydige mod vor Herres Jesu evangelium“. (2 Tess. 1:7-10) Men en „stor skare“ vil komme praktisk talt uskadt gennem dette stormvejr. Som Guds trofaste tjenere vil de komme til at leve i en ny tingenes ordning som Gud skaber. De vil af hjertet kunne glæde sig over at se deres forhåbninger til fremtiden opfyldt og vil til evig tid kunne føle tilfredshed og glæde herover. — Ordsp. 1:24-33; Åb. 7:9, 10, 14.
16 De, der har en andel i at lade Guds ords sandheder ’lyde ned’ i andres ører, sind og hjerte, gør nu klogt i omhyggeligt at gennemgå den undervisningsmetode de benytter.