og fordømmer bagtalerne. Muhammed var i vildrede med sig selv med hensyn til at ægte sin adoptivsøn Zaids fraskilte hustru. Sure 33 tillader ham at gøre en undtagelse, så han kan gifte sig med hende, skønt en adoptivsøn blandt araberne blev betragtet som det samme som en naturlig søn, og skønt Koranen havde forbudt enhver fraskilt hustru at gifte sig med en anden mand. Ved en anden lejlighed havde en af Muhammeds hustruer fundet ham i hendes værelse sammen med hans koptiske medhustru. Dette forårsagede et sådant raseri blandt hans hustruer, at han frivilligt nægtede sig enhver forbindelse med denne medhustru. Sure 66 forsikrer ham, at han ikke behøver at lade sit forhold til den mørkladne koptiske medhustru påvirke af sine hustruers indvendinger.

Dog forsikrer man os i fuld alvor, at alt dette har eksisteret lige så evigt som Gud selv i hans nærhed, mens det afventede den tid, da nødvendigheden ville tvinge engelen Gabriel til at bringe det ned og overgive det til Muhammed! Kan godtroenhed strække sig ret meget videre?

Hvilken slutning kan vi nu drage? Denne: Uden tvivl har den religion, Muhammed bragte sine landsmænd i Koranen, og som han tvang dem til at antage, stået langt over den, de i forvejen praktiserede, og det er hævet over enhver tvivl, at Muhammed begyndte sit arbejde med en sikker overbevisning om, at han havde et budskab fra Gud (Allah) til mennesker på den tid. Ikke desto mindre kom hans budskab ikke fra Gud. Det har måske ikke engang været af menneskelig oprindelse; hans frygt for, at de stemmer, han hørte, var onde ånders, onde djinners, stemme, har måske været sandheden nærmere, end hans hustrus forsikringer om, at de stammede fra gode ånder.

Dette kommer ikke overraskende for os, for Bibelen fortæller os, at „Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel“ og at „denne verdens gud har slået [de vantros tanker] med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, han, som er Guds billede“. — 2 Kor. 11:14; 4:4.

Synes en sådan iagttagelse at være for streng i sin vurdering? Så spørg: Er det logisk at drage den slutning, at efter at Jehova Gud havde brugt Kristus Jesus til at indføre nye tingenes ordninger, der stod langt over Lovens forordninger under Moses, at han så syv århundreder senere ville bruge Muhammed til at foranstalte et tilbagefald til Moses, ja endnu længere tilbage, ved at indføre ceremonielle renselser, faste, forbud mod visse fødevarer, for slet ikke at tale om tilbedelsen af Ka’abaen? — Jer. 31:31-34; Matt. 5:21-48; Hebr. kap. 9, 10.

I een henseende satte Muhammed imidlertid et godt eksempel til efterfølgelse. I den overbevisning, at hans budskab var sandt, forkyndte han det, skønt dette i det mindste i nogle år gjorde ham meget upopulær, udsatte ham for spot og streng straf, ja bragte hans liv i fare. Og hvad angår Koranens hovedlære, at der kun er een sand Gud, skiftede han ikke mening.

Bibelen siger til os: „Kom . . . lad os ræsonnere sammen.“ (Es. 1:18, KJ) Den påminder os også: „Køb sandhed og sælg den ikke.“ (Ordsp. 23:23) For at komme ind i sandheden, må vi være villige til at ræsonnere over de kendsgerninger, der forelægges os, og vi må være villige til at betale prisen for den, for sandheden er ikke mere populær i dag, end den var i fortiden. Mærk dig de her fremførte argumenter om Koranen, Bibelen og historiens kendsgerninger, og bliv så i dit sind overbevist om, hvilken bog der er den guddommelige åbenbaring. Vær villig til at lade dig belære om, hvor den guddommelige sandhed findes, og hvad Gud kræver af dem, der skal vinde frelse.

„Lad enhver være opmærksom på, hvorledes han bygger“

BIBELEN omtaler Jehova Gud som en bygmester eller konstruktør. „Hvert hus bygges jo af en eller anden, men den, der har bygget alt, er Gud.“ Den omtaler også Kristus Jesus som bygmester. „På den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets [hades’, NW] porte skal ikke få magt over den.“ Kristi efterfølgere siges både at være Guds bygning og hans medarbejdere: „Thi Guds medarbejdere er vi; Guds ager, Guds bygning er I.“ — Matt. 16:18; 1 Kor. 3:9; Hebr. 3:4.

Angående de kristnes byggearbejde fortsætter Paulus: „Efter den Guds nåde [ufortjente godhed, NW], som blev givet mig, har jeg som en kyndig bygmester lagt grundvold, men andre bygger videre på den. [Men lad enhver stadig være opmærksom på, hvorledes han bygger på den, NW]! Thi ingen kan lægge anden grundvold, end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus. Og hvis man på den grundvold bygger med guld, sølv, kostbare sten, træ, hø, strå, så skal det engang åbenbares, hvad slags arbejde enhver har udført; thi dagen skal gøre det klart, for den bryder frem med ild, og ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er. Hvis det arbejde, som en har bygget derpå, består, da skal han få løn; hvis ens arbejde bliver opbrændt, da skal han miste lønnen; men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild.“ — 1 Kor. 3:10-15.

Hvem er disse ord henvendt til? Først og fremmest „til Guds menighed i Korint, til dem, der er helligede i Kristus Jesus, kaldede til at være hellige, sammen med alle, der alle vegne både hos dem og hos os påkalder vor Herres Jesu Kristi navn“. (1 Kor. 1:1, 2) Disse „Guds medarbejdere“ har gjort Kristus Jesus til deres grundvold ved at antage ham som deres frelser, genløser og eksempel. Nu står det til hver enkelt „stadig [at] være opmærksom på, hvorledes han bygger på [ham]“.

De må være opmærksomme på, „hvorledes“ de bygger, eller hvilken slags byggemateriale de anvender; det vil sige, hvilket håb de opbygger for sig selv, hvilke lærdomme de antager og forkynder, og hvilken handlemåde de følger. Det er indlysende, at guldet, sølvet og de kostbare sten fremstillede det rette håb, de rette lærdomme og den rette handlemåde, hvorimod træet, høet og strået var billeder på den urette slags.

Kristus Jesus fortalte mange lignelser, der viser, at han ved sin genkomst ville dømme og belønne sine trofaste efterfølgere. (Mattæus, kapitel 25) Sådanne bibelske profetier, som vi finder i Mattæus, kapitel 24, og Åbenbaringen 11:15-18, viser, at han kom igen i året 1914. Imidlertid viser de fysiske kendsgerninger, at han ikke begyndte at holde dom over sine efterfølgere før 1918; dette svarer således til hans renselse af det forbilledlige tempel i Jerusalem og forkyndelse af dommen over nationen tre og et halvt år efter, at han havde fremstillet sig som Messias. — Matt. 21:12, 13; 23:1-39; 2 Kor. 6:16; 1 Pet. 4:17.

Forud herfor lod Jehova et arbejde udføre, nemlig en forberedelse af Herrens vej på samme måde, som han bemyndigede Johannes Døber til at forberede vejen for Jesu første komme. (Mal. 4:5, 6; Matt. 11:14; Luk. 1:17) Dette forberedelsesarbejde samlede et betydeligt antal kristne, som bekendte sig til at være indviet til Gud og at anerkende Kristus som deres grundvold.

Imidlertid kom de fra de frafaldne religionssystemer, og