Skærsilden

Definition: „Ifølge Kirkens [den romersk-katolske] lære er det tilstanden, stedet eller forholdene i den næste verden . . . hvor sjælene af dem der dør i nådens stand, men som endnu ikke er fri for al ufuldkommenhed, soner ikke-forladte tilgivelige synder, eller udstår midlertidig straf for tilgivelige synder eller dødssynder der allerede er blevet forladt, hvorved sjælene bliver renset før de kommer i himmelen.“ (New Catholic Encyclopedia, 1967, bd. XI, s. 1034) Ikke en bibelsk lære.

Hvad hviler læren om skærsilden på?

Efter at have behandlet hvad katolske forfattere har sagt om sådanne skriftsteder som Anden Makkabæerbog 12:39-45, Mattæus 12:32 og Første Korintherbrev 3:10-15, vedgår New Catholic Encyclopedia (1967, bd. XI, s. 1034): „Alt taget i betragtning hviler det katolske dogme om skærsilden på traditionen og ikke på Den hellige Skrift.“

„Kirken har forladt sig på traditionen som støtte for et mellemsted mellem himmel og helvede.“ — U.S. Catholic, marts 1981, s. 7.

Hvad siger katolske talsmænd om skærsilden?

„Mange mener at lidelserne i skærsilden består i bevidstheden om den midlertidige udskydelse af det lyksaliggørende syn [af Gud i himmelen], men den mere almindelige opfattelse er at der desuden finder en form for virkelig afstraffelse sted . . . I den romersk-katolske kirke har man almindeligvis hævdet at denne smerte forårsages af virkelig ild. Men dette er ikke af afgørende betydning for troen på skærsilden. Det er ikke engang noget der kan siges med sikkerhed. . . . Selv om man, ligesom østens teologer, vælger at forkaste tanken om pine ved ild, må man vogte sig for at afskrive al bogstavelig pine i skærsilden. Der er trods alt virkelig bedrøvelse, sorg, græmmelse, samvittighedsnag og andre af åndens smerter dér, som er i stand til at forvolde sand sjælekval. . . . Man bør under alle omstændigheder huske på at disse sjæle midt i deres lidelser også i høj grad glæder sig over frelsens vished.“ — New Catholic Encyclopedia (1967), bd. XI, s. 1036, 1037.

„Ingen kan sige hvad der foregår i skærsilden.“ — U.S. Catholic, marts 1981, s. 9.

Lever sjælen videre efter legemets død?

Ez. 18:4, DA: „Den sjæl [hebraisk: næʹfæsj], der synder, den skal dø.“

Jak. 5:20, R-L: „Den, der faar en Synder til at omvende sig fra sin Vildfarelse, frelser hans Sjæl fra Døden og tildækker hans mange Synder.“ (Kursiveret af os) (Læg mærke til at der her tales om sjælens død.)

Angående yderligere enkeltheder henvises til emnerne „Døden“ og „Sjæl“.

Pålægges man yderligere straf for sine synder efter døden?

Rom. 6:7, R-L: „Den, som er død, er frigjort fra Synden.“ (Fodn. i DA: „d.e. synden har ikke flere krav på ham.“)

Er de døde i stand til at ’glæde sig over frelsens vished’?

Præd. 9:5, DA: „De levende ved dog, at de skal dø, men de døde ved ingenting.“

Es. 38:18, DA: „Dødsriget takker dig ikke, dig lover ej døden, på din miskundhed håber ej de, der synker i graven.“ (Hvordan kan de da ’glæde sig over frelsens vished’?)

Hvad er det ifølge Bibelen der renser fra synd?

1 Joh. 1:7, 9, R-L: „Hvis vi vandrer i Lyset, saadan som ogsaa han [Gud] er i Lyset, saa staar vi i gensidigt Samfund med hinanden, og Jesu Kristi, hans Søns, Blod renser os fra al Synd.“

Åb. 1:5, R-L: „Jesus Kristus . . . har elsket os og i sit Blod vasket os rene for vore Synder.“