Vi skal især vogte os for at rose os af vore gode sider eller vor moralske styrke. „Derfor skal den, der mener at stå, tage sig i agt, at han ikke falder!“ Apostelen Peter roste sig af at han aldrig ville fornægte Jesus selv om alle de andre gjorde det. Han gentog oven i købet sine selvrosende ord efter at Jesus havde advaret ham om at han samme nat ville fornægte sin Herre tre gange. Peter mente at han stod så fast, men inden natten var omme havde han fornægtet Jesus tre gange, og dermed bevist sandheden i hans ord. — 1 Kor. 10:12; Matt. 26:31-35, 69-75.

Bibelen viser ligeledes at det er uklogt at vi roser os af vore fremtidsplaner. „Ros dig ikke af dagen i morgen, du ved jo ikke, hvad dag kan bringe.“ Hvor usikkert livet er fremgår af de uheld og ulykker som aviserne daglig kan berette om. Derfor: „Den, der spænder bæltet, skal ikke rose sig som den, der løser det!“ — han ved jo ikke om han vender hjem i live — eftersom „hurtigløberen ikke er herre over løbet eller heltene over kampen“. Hvorfor ikke? „Alle er de bundne af tid og tilfælde.“ — Ordsp. 27:1; 1 Kong. 20:11; Præd. 9:11.

Disciplen Jakob taler i stærke vendinger til mennesker som kan lide at rose sig: „I kender jo ikke dagen i morgen. . . . I skulle hellere sige: ’Hvis Herren vil, så skal vi leve og gøre det eller det.’ Men nu bruger I store ord i jeres pral; alle den slags store ord er onde.“ — Jak. 4:13-16.

En af de almindeligste — og uforstandigste — former for menneskeros er heltedyrkelse, at rose mennesker som står højt inden for religion, politik, kultur, finansverdenen og lignende, eller mennesker som har udført store bedrifter. Sådan ros vil ikke alene bringe skuffelse men vil også ægge Jehova Gud til vrede. Hvorfor? Fordi man ved således at ophøje og tilbede mennesker stjæler hvad der rettelig tilkommer Gud alene. Således også ved at fremstille De forenede Nationer som menneskets eneste håb, for man ignorerer den institution som Gud har tilvejebragt, Guds rige. „Derfor skal ingen rose sig af mennesker“ eller af deres bedrifter. Denne formaning blev i sin tid givet fordi nogle roste sig af mænd som apostlene Peter og Paulus. Hvis der ikke var grund til at rose sig af dem, er der sandelig heller ingen grund til at rose sig af nogen mennesker i dag! — 1 Kor. 3:21.

Og endelig, lad det være sagt at intet menneske nogen sinde vil have grund til at rose sig fordi det er blevet frelst. Frelsen skyldes udelukkende Jehovas ufortjente godhed, hvilket Bibelen tydeligt siger: „Af nåden [ufortjent godhed] er I frelst ved tro; det skyldes ikke jer selv, Guds er gaven; det skyldes ikke gerninger, så nogen kan rose sig.“ — Ef. 2:8, 9.

Der findes én, og kun én, som vi kan rose os af, og jo mere vi lærer ham at kende, desto mere vil vi ønske at rose os af ham. Det er Jehova Gud, den Højeste, evighedernes Konge, livets Kilde, himmellysenes Fader, al god og fuldkommen gaves Giver, han som er fuldkommen i magt, visdom, retfærdighed og kærlighed. Ja, „den, der roser sig, skal rose sig i Herren“. — 1 Kor. 1:31; 2 Kor. 10:17.

Udholdenhed

● „Den kristnes sjælsstyrke,“ skrev den engelske digter og forfatter John Dryden engang, „består i udholdenhed, ikke i de bedrifter som digterne kalder heltemodige og som almindeligvis udspringer af interesse, stolthed og menneskers ære.“