Pas på! — røb ikke andres fejl
GUDS ord, BIBELEN, opmuntrer os til at være gavmilde, åbenhjertige og meddelsomme, for det skaber en glad og lykkelig atmosfære rundt omkring os. Men der er én form for meddelsomhed den ikke opmuntrer til. Hvilken mon? Den at røbe sin broders, sin næstes eller sin nære vens fejl. — Sl. 50:20; Ap. G. 20:35.
Du er måske meget forsigtig med ikke at sprede falske rygter, og tanken om at optræde som meneder og aflægge falsk vidnesbyrd vækker afsky hos dig, og det er kun godt. Men ved du at Gud kræver mere endnu som bevis for at vi med vor tunge viser sand næstekærlighed? — 2 Mos. 20:16.
Herom læser vi i Salme 15:1-3: „[Jehova], hvo kan gæste dit telt, hvo kan bo på dit hellige bjerg? Den, som . . . ikke bagtaler med sin tunge, ikke volder sin næste ondt og ej bringer skam over ven.“ Ja, hvis du vil eje Guds venskab må du ikke bringe skam, hvad enten det er berettiget eller uberettiget, over din ven.
Hvor alvorligt Gud ser på den nedsættende omtale af andre kommer til udtryk i en anden salme: „Men til den gudløse siger Gud: Hvi regner du op mine bud og fører min pagt i munden, når du dog hader tugt og kaster mine ord bag din ryg? Du sidder og skænder din broder, bagtaler din moders søn.“ — Sl. 50:16, 17, 20.
Når den gudløse røber en fejl sker det i ondsindethed. Men tit er det ikke fjender der røber en eller anden fejl, men sådanne som hævder at elske hverandre. Ægtemand og hustru kan ofte udlevere hinanden så udenforstående får indblik i ting der burde være forblevet skjult. Forældre kan også omtale deres børns fejl og mangler til andre, til tider når barnet selv er til stede, til skade for barnet. Fænomenet er heller ikke ukendt blandt medlemmer af de kristne menigheder.
Det er ikke uden grund at Gud fordømmer en sådan udlevering af andres fejl, for det indebærer et tillidsbrud, i særdeleshed når man røber en broders fejl eller bringer skam over en nær ven. Det nære samkvem inden for familiekredsen, på arbejdspladsen eller blandt trosfæller bevirker at man lærer hinandens skrøbeligheder at kende, men loyalitetsfølelse afholder de enkelte fra at udlevere hinanden. Den første mand, Adam, gjorde sig skyldig i groft loyalitetsbrud over for sin hustru da han skyndte sig at fortælle at hun var den første til at begå overtrædelsen, og han gjorde det ikke ud fra nogen primær loyalitetsfølelse over for Gud. — 1 Mos. 3:3, 12.
At røbe en andens fejl eller udlevere ham til skam er ukærligt. Det går lige stik mod den bibelske formaning: „Fremfor alt hav inderlig kærlighed til hverandre; thi ’kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder’.“ Ganske almindelig retfærdighedssans vil hindre en i at røbe andres fejl, for skulle vi ikke handle mod andre som vi ønsker at de skulle handle imod os? Hvem ønsker at få sine fejl udbasuneret til højre og venstre? — 1 Pet. 4:8; Matt. 7:12.
Man kan også på anden vis gøre skade ved at røbe andres fejl, for man kan komme til, at skille venner. „Den, der dølger en synd, søger venskab, men den, der ripper op i en sag, skiller venner.“ Hvorfor svække eller opløse venskaber med nedsættende tale? Eller hvorfor forringe eller ødelægge den gode indflydelse en anden kan have, ved at røbe hans fejl og svagheder? Ville det ikke være bedre at fremhæve hans gode sider fremfor hans dårlige? — Ordsp. 17:9.
Nu kunne man godt spørge: Hvorfor forledes mennesker til at røbe eller udlevere andres fejl? Er det fordi de mangler samtalestof og ikke tænker på følgerne af deres udtalelser? Eller er det fordi de ikke forstår at sætte sig i andres sted? Dette kan gælde sladder i al almindelighed, for selv om den kan være ganske uskadelig ville genstanden for sladderen sikkert gerne have at det sagte var forblevet usagt.
Det kan også skyldes stolthed, et ubevidst ønske om at ophøje sig selv, at man røber en andens fejl. Eller måske føler man sig forurettet og ser sig om efter sympati hos andre, i stedet for at følge den bibelske regel om at gå til den som har begået en fejl imod en og få sagen ud af verden. (Matt. 18:15-17) Et andet motiv kan være selvretfærdiggørelse. Adam viste således ikke alene manglende loyalitetsfølelse men ønskede at retfærdiggøre sin egen overtrædelse ved at henlede opmærksomheden på Evas. I spørgsmålet om at røbe andres fejl er det let at bedrage sig selv hvad ens motiver angår. (Jer. 17:9) Kun Jehova Gud kender hjertet til bunds, men hans ord kan hjælpe os til at kende vort eget hjerte bedre for det er „dommer over hjertets tanker og meninger“. — Hebr. 4:12.
Der gives undtagelser med hensyn til at røbe andres fejl, som hvis man for eksempel skal give oplysninger i en retssag. Loyalitet mod Gud, mod et bestemt princip, mod ens kære, kan kræve at man må røbe en fejl. Det var denne gyldige grund der fik Jesus til at udlevere den fremherskende fejl hos datidens religionsledere, deres hykleri. I dag kan det også blive nødvendigt at røbe en broders eller nær vens fejl til beskyttelse for andre og især til beskyttelse af den kristne menigheds interesser. — 1 Kor. 1:11; 5:1.
På disse undtagelser nær er der ingen berettiget grund til at røbe en broders eller god vens fejl. Som det er blevet sagt gang på gang gør man klogt i når man fristes til at sige noget af personlig karakter at spørge sig selv: Er det sandt? Er det kærligt? Er det påkrævet? I tråd med dette har vi apostelen Paulus’ gode råd: „Lad os altså stræbe efter det, der fører til fred og indbyrdes opbyggelse. Nedbryd ikke Guds værk.“ — Rom. 14:19, 20.