Anderkend Kristi enestående stilling
„Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ — Matt. 28:18.
1. Hvilke spørgsmål kunne en der hævder at være en Jesu Kristi discipel, stille sig selv? (Joh. 15:8-10)
ER DU en af Herren Jesu Kristi disciple? Anerkender du den enestående stilling Kristus indtager i Guds ordning? Hvis det er tilfældet, fremgår det så af dit daglige liv at du værdsætter Guds søn og det han har gjort for dig?
Den ypperste blandt Guds fornuftbegavede skabninger
2, 3. (a) I hvilken forstand er Jesus Kristus „den usynlige Guds billede“? (Hebr. 1:3) (b) Hvordan brugte Jehova Gud sin førstefødte søn, og hvilken stilling indtager denne derfor blandt alle fornuftbegavede skabninger? (Joh. 1:1-3)
2 Apostelen Paulus hjælper os til at forstå hvor vigtig Jesu Kristi stilling er. I sit brev til kolossenserne skriver han: „Han er den usynlige Guds billede, al skabnings førstefødte, for ved hjælp af ham er alle andre ting blevet skabt i himlene og på jorden, de synlige og de usynlige, hvad enten det er troner eller herredømmer eller regeringer eller myndigheder. Alle andre ting er skabt ved ham og til ham. Og han er før alle andre ting, og ved ham eksisterer alle andre ting.“ — Kol. 1:15-17.
3 Ifølge disse inspirerede ord er den førstefødte søn, han som er begyndelsen af Guds skaberværk, den ypperste blandt alle fornuftbegavede skabninger. Han er sin himmelske Faders billede i den forstand at han er en ånd der til fuldkommenhed genspejler sådanne attråværdige, guddommelige egenskaber som kærlighed, visdom, retfærdighed, barmhjertighed, nåde og langmodighed. (2 Mos. 34:6, 7; Sl. 33:5; Rom. 16:27; 1 Joh. 4:8) Ved ham skabte Jehova Gud millioner af åndesønner eller engle, det vældige univers med dets milliarder af galakser, og jorden med dens rigt varierede plante- og dyreliv. Også „troner“, „herredømmer“, „regeringer“ eller „myndigheder“ blev til ved Sønnen. Hvad menes der med disse udtryk?
4. Hvorfor kan de „troner“, „herredømmer“, „regeringer“ eller „myndigheder“ der blev skabt ved Sønnen, ikke være verdslige regeringer, og hvad må de altså indbefatte?
4 Der kan ikke være hentydet til verdslige regeringer, for disse omtales i Bibelen som skabt af mennesker og ikke af Gud. (1 Pet. 2:13, 14) De nævnte „troner“, „herredømmer“, „regeringer“ eller „myndigheder“ må derfor indbefatte de styreformer der skyldes Jehova Gud ved hans søn — herunder for eksempel Melkizedeks kongedømme og Davids styre i Jerusalem.
5. (a) Hvordan er Jesu Kristi forhold til menigheden, ifølge Kolossenserbrevet 1:18? (b) Hvilken virkning bør dette forhold have på menighedens medlemmer? (Matt. 23:8-10)
5 Med hensyn til Jesu Kristi stilling i forhold til menigheden siger apostelen Paulus: „Han er hovedet for legemet, menigheden.“ (Kol. 1:18) Menigheden ser derfor med rette hen til Jesus Kristus og ikke til noget menneske som den ypperste, hovedet.
6. (a) Hvad kan der ske når kristne begynder at tillægge mennesker for stor betydning? (Mark. 9:33, 34) (b) Hvordan fremgår dette af det der skete i menigheden i Korint?
6 Anerkender man ikke Jesu stilling som menighedens hoved, fører det til splittelse. Det fremgår tydeligt af det der skete i det gamle Korint. Apostelen Paulus måtte skrive til brødrene dér: „Det er nemlig blevet mig fortalt om jer, mine brødre, af dem fra Kloes hus, at der er stridigheder iblandt jer. Hvad jeg mener er dette, at enhver af jer siger: ’Jeg tilhører Paulus,’ ’Og jeg Apollos,’ ’Og jeg Kefas,’ ’Og jeg Kristus.’ Messias er delt.“ (1 Kor. 1:11-13) Fordi man tillagde mennesker for stor betydning var medlemmerne af menigheden i Korint blevet delt op i kliker. De forstod ikke at de mænd der førte an blandt de kristne, blot var Guds og Kristi tjenere, der trællede til gavn for deres brødre. — 1 Kor. 3:5-9.
7. (a) Var Paulus, Apollos og Peter ansvarlige for den forkerte opfattelse der rådede i menigheden i Korint? (b) Hvordan kan ældste være ligesom Paulus, og hvad må de da være på vagt over for?
7 Lykkeligvis var Paulus, Apollos og Kefas (eller Peter) ikke ansvarlige for den situation der havde udviklet sig i menigheden i Korint. De havde hver især sat et godt eksempel med hensyn til at se hen til Jesus Kristus som hovedet. For eksempel kunne apostelen Paulus sige: „Bliv efterlignere af mig, ligesom jeg igen er det af Kristus.“ (1 Kor. 11:1) De der er ældste i dag bør afgjort ønske at være ligesom Paulus. Det forudsætter at de fører enig tale. (1 Kor. 1:10) Hvis de ældste åbenlyst giver udtryk for vidt forskellige personlige opfattelser, vil menighedens medlemmer være tilbøjelige til at se hen til dem hvis synspunkter harmonerer mest med deres egne opfattelser. Situationen bliver særlig alvorlig hvis en ældste nedvurderer sine medældste, idet han måske lader forstå at han selv er mere nidkær, mere trofast, mere forstående og mere medfølende end de, eller at han har større dømmekraft end de. (Jævnfør Anden Samuelsbog 15:2-6.) Dette kan resultere i at han vinder sig tilhængere i menigheden, og underminerer ældsterådets bestræbelser for at varetage hjordens åndelige interesser.
8. Hvordan er det til gavn for menigheden når de ældste sætter et godt eksempel med hensyn til at underordne sig Kristi ledelse? (Ef. 4:11-16)
8 Når de ældste stræber efter at tale og handle som en enhed, idet de helt og fuldt lader sig lede af Bibelen i deres afgørelser, vil der derimod råde enhed i menigheden. Så vil hele menigheden føle sig tilskyndet til at se hen til Jesus Kristus som menighedens hoved, og ikke til enkeltpersoner.
9. Hvilken anden grund end den at Jesus er menighedens hoved, gives der i Kolossenserbrevet 1:18 for at Guds søn er den ypperste af alle skabninger, og hvad betyder dette for os?
9 Idet apostelen Paulus fortsætter sin drøftelse af Jesu Kristi enestående stilling, fremholder han endnu en grund til at Guds søn er den ypperste af alle. Vi læser: „Han er begyndelsen, den førstefødte, af de døde, for at han kunne blive den første i alle ting.“ (Kol. 1:18) Jesus Kristus er den første der er blevet oprejst til udødeligt liv i himmelen. Eftersom han er den første der har erfaret en opstandelse til fuldkomment liv, er han „den førstefødte af de døde“. Han har beredt vejen for sine medarvinger, så de sammen med ham kan få del i en himmelsk arv ved ligesom han at blive oprejst til udødeligt liv. (Hebr. 6:19, 20; Åb. 20:6) For at få del i denne opstandelse må de anerkende Jesus Kristus som menighedens hoved. Ja, det må enhver gøre som ønsker at opnå Guds velsignelse. — Fil. 2:9-11.
’Hele fylden bor i ham’
10. I hvilken forstand har Gud ladet ’hele fylden bo i Sønnen’?
10 At man anerkender Kristus som menighedens hoved indebærer imidlertid ikke blot at man anerkender hans fremtrædende stilling. Læg mærke til hvad apostelen Paulus videre siger: „Gud besluttede at lade hele fylden bo i ham.“ (Kol. 1:19) I overensstemmelse med Guds beslutning indtager Jesus Kristus den mest fremtrædende plads i menigheden, ikke blot med hensyn til forrang og myndighed, men også i den forstand at „fylden“ af alt hvad de kristne har behov for bor i ham. Guds søn er legemliggørelsen af Guds egenskaber, som for eksempel visdom. Det er derfor ham, og ikke noget menneske på jorden, sande kristne må se hen til som deres forbillede og som den der er sat til at lede og undervise dem.
11. Hvad kan man, i betragtning af at hele „fylden“ bor i Kristus, sige om behovet for menneskers opfattelser og traditioner?
11 Jesu Kristi lære og fuldkomne eksempel behøver ikke at suppleres med menneskers opfattelser og traditioner. I sit brev til kolossenserne uddybede apostelen Paulus dette, idet han skrev: „Pas på: måske vil der være nogen som vil føre jer bort som sit bytte ved den filosofi og det tomme bedrag der er i overensstemmelse med menneskers tradition, i overensstemmelse med verdens elementære ting og ikke i overensstemmelse med Kristus; det er jo i ham at Guds væsens hele fylde bor legemligt. Og I er i besiddelse af en fylde i kraft af ham, som er hovedet for al regering og myndighed.“ — Kol. 2:8-10.
12. (a) Hvad er „verdens elementære ting“? (b) Hvorfor kunne Paulus omtale trosnedbrydende ræsonnementer og lærdomme som ’tomt bedrag’?
12 Dér i det første århundrede stod de kristne i fare for at blive ført på afveje af „verdens elementære ting“, det vil sige den gudfremmede verdens grundlæggende eller fundamentale principper. Til disse elementære ting hørte grækernes og andre ikke-jødiske folkeslags ubibelske begreber, såvel som de jødiske lærdomme og traditioner der ikke havde deres rod i Bibelen. Overfladisk set kunne disse filosofiske opfattelser og lærdomme måske tage sig meget tilforladelige ud. De var måske ledsaget af ræsonnementer og argumenter der til en vis grad appellerede til den menneskelige tankegang. Men de var ikke bygget på en fast grundvold, og derfor var de — hvad enten det drejede sig om trosspørgsmål, adfærd eller den måde hvorpå tingene burde gøres i den kristne menighed — i virkeligheden ’tomt bedrag’. Der var altså god grund til at de kristne skulle være på vagt, så de ikke blev et bytte for en eller anden der førte falsk lære, og blev ledt bort fra sandhedens vej. — Jævnfør Første Johannesbrev 2:26, 27.
13. Hvilken falsk lære havde nogle gjort sig til talsmænd for, ifølge Kolossenserbrevet 2:16-19, og hvorfor var denne lære farlig?
13 Paulus omtaler flere forkerte synspunkter der gjorde sig gældende, idet han siger: „Lad derfor ingen dømme jer angående spisen og drikken eller med hensyn til en højtid eller en nymånefest eller en sabbat; for disse ting er en skygge af de kommende ting, men virkeligheden hører Messias til. Lad jer ikke berøve sejrsprisen af nogen som finder behag i falsk ydmyghed og en form for tilbedelse af englene, som ’henholder sig til’ hvad han har set, opblæst uden grund af sit kødelige sind, og som ikke holder fast ved hovedet, ved den fra hvem hele legemet, der forsynes og harmonisk sammenknyttes ved hjælp af sine led og ledbånd, fortsat vokser med den vækst som Gud giver.“ — Kol. 2:16-19.
14. (a) Hvordan kunne en kristen med urette lade sig dømme med hensyn til spisen og drikken eller overholdelse af visse dage? (b) Hvorfor handlede de der dømte andre på denne måde, forkert?
14 De kristne i Kolossæ blev således opfordret til ikke at lade andre opkaste sig til dommere over deres tro og retfærdighed. De der hævdede at man ikke kunne blive frelst medmindre man lod sig omskære og begyndte at følge Moseloven, og som dermed dømte deres brødre, var vendt tilbage til de „elementære ting“, den sande tilbedelses ABC, om man så må sige. De ignorerede den udvikling Gud havde ladet finde sted, og benægtede at „hele fylden“ nu boede i Kristus. De holdt med andre ord ikke fast ved hovedet, Kristus, og de førte andre bort fra den sunde lære som var nødvendig for at de kunne vokse åndeligt.
15. Hvad kunne de kristne i Kolossæ miste hvis de lyttede til falske læreres argumenter?
15 Hvis de kristne i Kolossæ lod sig besnære af en der førte falsk lære, kunne det resultere i at de mistede den ’sejrspris’ der ventede dem. Hvad var denne sejrspris? Det var den herlige belønning i form af udødeligt liv i himmelen. — 1 Kor. 9:24-27; Fil. 3:14; 2 Tim. 4:7, 8; Åb. 2:7.
16. Hvordan kunne en der førte falsk lære tage sig ud, ifølge Paulus’ ord i Kolossenserbrevet 2:18?
16 Som apostelen Paulus viste, kunne en mand der ville berøve en kristen livets dyrebare sejrspris, tage sig ganske uskyldig og harmløs ud. Apostelen beskrev ham som en der „finder behag i falsk ydmyghed“. (Kol. 2:18) Efter det ydre at dømme var han altså en meget ydmyg mand. Denne ydmyghed var imidlertid kun et skalkeskjul.
17. (a) Hvad mente apostelen Paulus da han sagde at den der førte falsk lære ’henholdt sig til hvad han havde set’? (b) Hvordan var en sådan „opblæst uden grund af sit kødelige sind“?
17 Paulus viser hvordan vedkommende virkelig var, idet han omtaler ham som en der „’henholder sig til’ hvad han har set, opblæst uden grund af sit kødelige sind“. (Kol. 2:18) Hvad mente apostelen med denne beskrivelse af en der førte falsk lære? Ordene „henholder sig til“ var et udtryk der i oldtiden blev brugt i forbindelse med de hedenske mysteriereligioners indvielsesceremonier. I stedet for at være tilfreds med den fuldstændige og enkle sandhed der var blevet åbenbaret ved Jesus Kristus, var vedkommende så indbildsk at tro at han havde opnået større visdom og hellighed end hans kristne brødre i almindelighed. Ved sit forsøg på at supplere den kristne sandhed med falske, spekulative ræsonnementer, var han i virkeligheden veget bort fra troen. Ifølge hans opfattelse var Guds søn ikke den eneste der sad inde med kundskab og visdom. Han troede ikke på det inspirerede ord: „Omhyggeligt skjult i ham [Kristus] er alle visdommens og kundskabens værdier.“ (Kol. 2:3) Han holdt på at der foruden Guds søn fandtes andre kilder til kundskab og visdom som menigheden kunne se hen til efter vejledning.
En kristens stilling i dag
18. Hvad må alle kristne, især ældste, være på vagt over for når det gælder deres egne personlige opfattelser?
18 I dag kommer Guds tjenere ikke ud for helt de samme situationer som dem der var almindelige i det første århundrede. Alligevel kan vi lære noget værdifuldt af det Paulus skrev til kolossenserne. For eksempel må alle kristne, især de ældste, passe på at de ikke blander sig i andres privatliv og ikke sidestiller deres egne personlige synspunkter og opfattelser med den sandhed der er blevet åbenbaret ved Jesu Kristi lære og eksempel. — Jævnfør Første Timoteusbrev 1:3, 4; Andet Timoteusbrev 4:1, 2.
19. (a) Hvad må åndelig vejledning altid være grundlagt på, og hvorfor? (b) Hvad ville en kristen lade hånt om hvis han ikke holdt sig til Bibelen men vejledte andre ud fra sine egne personlige opfattelser?
19 Den åndelige vejledning man som kristen giver andre må altid være grundlagt på Jesu Kristi eksempel og lære, og ikke på hvad man selv synes om eller ikke synes om, eller på verdslige principper. Eftersom alt hvad Guds søn fremholdt, fuldt ud var i harmoni med de inspirerede skrifter, kan og bør man med rette bruge hele Bibelen når man yder åndelig hjælp. (2 Tim. 3:16, 17) Hvis man ikke holder sig til Bibelen, lader man faktisk hånt om menighedens hoved. (Jævnfør Mattæus 7:24-27; 15:3-9; Johannes 17:17.) Dermed antyder man også at „hele fylden“ ikke bor i Kristus, og at det Kristus ’mangler’ må opvejes med menneskers personlige meninger og filosofiske opfattelser.
20. Hvorfor er det, som det fremgår af Hebræerbrevet 5:14, farligt at lade sig lede af andres personlige meninger?
20 Hvordan går det hvis en kristen lader sig lede af andres personlige opfattelser og meninger når han skal afgøre om det er rigtigt at følge en bestemt kurs? Han kan let komme til at skade sin egen samvittighed og hindre sin egen åndelige vækst. Hvorfor? Jo, Bibelen viser at ‘opfattelsesevnerne må opøves gennem brugen’. Den der lader sine afgørelser afhænge af hvad andre mener, vil derfor ikke vokse åndeligt, men forblive et spædbarn, ude af stand til at skelne mellem ret og uret. — Hebr. 5:14.
21. Hvordan kunne man blive grebet af en vis skyldfølelse i forbindelse med noget der ikke i sig selv er forkert, hvis man forsøgte at leve op til andres personlige opfattelser?
21 Hvis man prøver på at leve op til noget der blot er en anden kristens personlige opfattelse, kunne man også uden grund komme til at føle sig skyldbetynget når man tager sig tid til personlige anliggender, gode fritidsinteresser, sund adspredelse og andre ting. Lad os for eksempel sige at et respekteret medlem af menigheden åbenlyst gav udtryk for den opfattelse at det her i „de sidste dage“ absolut ikke er tiden til at Guds tjenere bør tænke på at foretage større forbedringer i hjemmet. Selv om mange ville være klar over at vedkommende blot gav udtryk for sin egen personlige opfattelse, og derfor ikke ville føle sig berørt af den, kunne nogle blive grebet af en vis skyldfølelse på grund af de planer de gik med. De der på denne måde lader sig påvirke for meget af andres personlige meninger, kommer måske senere ud for problemer og ulemper som de kunne have undgået hvis de havde fulgt deres egne fornuftige planer. Det samme gør sig gældende på andre af livets områder; hver gang man sætter ufuldkomne menneskers opfattelser i stedet for Guds ord, og lader sig lede af dem, kan det resultere i alvorlige problemer. Men vi går aldrig fejl når vi træffer vore beslutninger på grundlag af Guds fuldkomne søns eksempel og lære.
Lydighed mod Kristus
22. (a) Hvordan bør vores indstilling være til Jesu bud, i betragtning af hans ophøjede stilling? (b) Hvilke spørgsmål kan vi stille os selv i forbindelse med Jesu bud i Mattæus 28:19, 20; Lukas 21:34-36; 22:19, 20 og Johannes 13:34, 35?
22 I betragtning af Jesu Kristi ophøjede stilling bør vi afgjort tage hans bud alvorligt, og helhjertet følge dem. Stræber vi efter at have en fuld andel i arbejdet med at forkynde og gøre disciple? (Matt. 28:19, 20) Holder vi os åndeligt vågne, så vi ikke lader os tynge af det daglige livs bekymringer eller af umådeholden nydelse af mad og drikke? (Luk. 21:34-36) Viser vi, når vi omgås andre, at vi virkelig ønsker at lægge den selvopofrende kærlighed for dagen som kendetegner Jesu Kristi sande disciple? (Joh. 13:34, 35) Når vi i lydighed forsamles med vore trosfæller for at fejre Herrens aftensmåltid, tænker vi så alvorligt over de velsignelser der er blevet os til del ved Jesu offer? (Luk. 22:19, 20; 1 Kor. 11:23-32) Føler vi os tilskyndet til at give nøje agt på vores opførsel, så vi kan bevare den rene stilling vi har opnået ved i tro at tage mod Jesu udgydte blods sonende værdi? — 1 Pet. 1:14-19.
23. Hvordan er vi blevet forligt med Gud, og hvad bør vi derfor fortsat gøre?
23 Vi må aldrig glemme at så længe der ikke var skaffet soning for vore synder, var vi fremmede for Gud. Men ved at Jesus udgød sit blod på marterpælen er vi blevet forligt med den Højeste og har opnået fred med ham. (Kol. 1:20) Selv om vi én gang er blevet renset for synden ved at tage imod det offer Jesus Kristus bragte for vor skyld, må vi fortsat gøre en indsats for at forblive uplettede ind for Jehova Gud. I sit brev til kolossenserne viser apostelen Paulus tydeligt hvilke krav der stilles til en kristens opførsel.
Urette ønsker må beherskes
24. (a) Hvordan har man måske brugt sine lemmer og sin taleevne før man blev en døbt discipel af Jesus Kristus? (b) Hvad bør man gøre nu?
24 „I skal derfor,“ skriver Paulus, „gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse.“ (Kol. 3:5) Før man blev en døbt discipel af Jesus Kristus brugte man måske sine lemmer på en måde der var i modstrid med Guds hensigt. Apostelen siger: „I dem [disse ting] vandrede I også engang, da I plejede at leve i dem. Men nu skal I virkelig aflægge dem alle: vrede, harme, slethed, spot og skammelig tale af jeres mund. Lyv ikke for hinanden.“ (Kol. 3:7-9) Ja, den der ønsker at stå ren ind for Gud kan ikke misbruge sine lemmer og sin taleevne. Han må gøre det af med urette kødelige ønsker, så de ikke får hans lemmer til at synde. Han må efterligne apostelen Paulus, der sagde om sig selv: „Jeg banker løs på mit legeme og behandler det som en træl, for at jeg, efter at have forkyndt for andre, ikke på en eller anden måde selv skal blive forkastet.“ — 1 Kor. 9:27.
25. (a) Hvorfor er havesygen afgudsdyrkelse? (b) Hvordan kan forståelsen af dette hjælpe os til at beherske urette kødelige ønsker?
25 Noget der kan hjælpe os til at beherske urette kødelige ønsker, er at vi erkender hvor alvorlig havesygen er — dette stærke begær efter noget vi ikke har ret til. Som Paulus siger, er havesygen lig med afgudsdyrkelse. Det er den fordi den genstand man uretmæssigt begærer, begynder at indtage en alt for stor plads i ens liv. Den bliver en afgud for en og hindrer derfor en i at vise Jehova Gud udelt hengivenhed. Den hindrer også en i at elske Gud af hele sit hjerte, eftersom det selviske begær kan forlede en til at ignorere Guds lov. Bibelen viser at en af de måder hvorpå vi kan vise vor kærlighed til Jehova, er ved loyalt at adlyde hans bud. (1 Joh. 5:2, 3) Når en kristen bliver klar over at han er ved at udvikle et uret begær, gør han derfor klogt i at huske på hvor dyrebart hans forhold til Gud er, og hvor tåbeligt det ville være at sætte dette over styr ved at gøre sig selv til en afgudsdyrker.
En positiv holdning til vore brødre
26. Er det at bevare sig ren ind for Jehova Gud blot et spørgsmål om at afholde sig fra en uret adfærd, og hvordan fremgår dette at Kolossenserbrevet 3:12, 13?
26 Hvis vi skal bevare os rene ind for Jehova Gud, er det imidlertid ikke nok at vi blot afholder os fra en uret adfærd og nedbrydende tale. Vi må også gøre noget aktivt. Derfor gav apostelen Paulus sine brødre i Kolossæ følgende formaning: „I [skal] derfor iføre jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden. Ligesom Jehova frit har tilgivet jer, sådan skal I også gøre.“ — Kol. 3:12, 13.
27. Hvorfor bør vi behandle vore trosfæller på en broderlig måde og lægge en tilgivende ånd for dagen?
27 Læg mærke til hvad Paulus siger her. Som kristne er vi blevet renset ved Jesu Kristi blod, og vi er åndelige brødre og søstre. Vi bør derfor behandle hinanden på en broderlig måde. Da vi er ufuldkomne, kommer vi alle gang på gang til kort med hensyn til at genspejle vor himmelske Faders og hans søns storslåede egenskaber. Af den grund bør vi heller ikke være alt for strenge over for vore brødre eller behandle dem hårdt. Det ville være forkert af en kristen at opkaste sig til dommer over sine brødre og hovmodigt hævde en påstået ret til at straffe dem for deres fejltrin. Nej, han bør villigt affinde sig med deres fejl og mangler og ikke undlade at vise medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. Det er ganske vist muligt at han har gyldig grund til klage imod en broder. Men han gør klogt i at spørge sig selv: Er den fejl min broder har begået, virkelig så alvorlig at jeg ikke kan tilgive ham? Når den der klager over en anden ser på sine egne fejl og mangler, vil han være langt mere tilbøjelig til at lægge en tilgivende ånd for dagen, ligesom Jehova også har været tilgivende over for ham. — Matt. 18:21-35.
28. (a) Hvad er „Messias’ fred“? (b) Hvordan påvirker det forholdet til vore brødre at denne fred råder i vort hjerte?
28 Men hvad nu hvis vi bliver oprørte på grund af andres fejl? Hvordan kan vi da genvinde roen og freden? Apostelen Paulus giver os dette inspirerede råd: „Lad Messias fred råde i jeres hjerter.“ (Kol. 3:15) Denne „fred“ er den indre ro og sjælefred vi har opnået ved at blive Guds søns disciple. Den skyldes bevidstheden om at vi ejer Jehova Guds og hans søns kærlighed og godkendelse. Når det først og fremmest er denne fred der råder i vort hjerte, vil vi gøre vort yderste for at tale og handle på en sådan måde at vi bevarer denne fred. Vi vil værne om vort dyrebare forhold til Jehova Gud og Jesus Kristus ved at behandle vore trosfæller på en venlig og kærlig måde. Dette vil yderligere fremme freden i menigheden og hindre os i at blive så oprørte at vi synder imod vore brødre. — Ef. 4:26, 27.
29. Hvad bliver resultatet hvis vi følger det inspirerede råd: „Vis jer taknemmelige“?
29 Paulus’ næste råd lyder: „Vis jer taknemmelige.“ (Kol. 3:15) Ja, en taknemmelig ånd bidrager meget til at bevare den fred vi nyder som kristne. De der virkelig påskønner den ufortjente godhed Gud har vist dem og deres brødre, er lykkelige og tilfredse. De værdsætter i høj grad at Jehova Gud og Jesus Kristus har gjort det muligt for dem at blive renset for synden og opnå evigt liv, og derfor tager de ikke let anstød når andre begår en eller anden fejl, men tilgiver dem frit af hjertet. Hvor helt anderledes er det ikke med dem der er utaknemmelige! De beklager sig ofte, er aldrig tilfredse, men meget ulykkelige. Deres selviske, ukærlige indstilling virker nedslående på dem der omgås dem, og er årsag til skænderier og stridigheder. Vi gør altså klogt i at opelske en taknemmelig indstilling.
30. Hvad vil det sige at lade ’Messias’ ord bo rigeligt i os i al visdom’?
30 Efter at Paulus har tilskyndet de kristne til at være taknemmelige, skriver han: „Lad Messias’ ord bo rigeligt i jer i al visdom.“ (Kol. 3:16) Hvad vil det sige? „Messias’ ord“ eller Kristi budskab, alt det der er indbefattet i den kristne lære, skulle blive en del af os. Det skulle være som om hele den lære der er blevet givet os ved Kristus, har taget bolig i os. For at det kan ske, må vi helt og fuldt tilegne os den kristne sandhed og meditere over den. Når Kristi ord virkelig er blevet en del af os i hele sin fylde eller rigdom, vil det tjene som en rettesnor for os og hjælpe os til at leve lykkeligt. Dette ord vil få os til at handle forstandigt. Når vi er fyldt med „Messias’ ord“ vil vi være til opmuntring og opbyggelse for vore brødre.
Det gælder alle livets områder
31. Hvad bør vi, ifølge Kolossenserbrevet 3:17, gøre i alle livets forhold?
31 De ting der kan bidrage til at bevare freden i menigheden, er også nødvendige hvis vi skal finde glæde og tilfredshed på alle andre områder i livet. Vi bør aldrig glemme at vi er Jesu Kristi disciple hver dag, ja hver time af dagen. Apostelen Paulus skrev: „Hvad I end gør i ord eller i gerning, gør alt i Herren Jesu navn, idet I takker Gud, Faderen, gennem ham.“ (Kol. 3:17) I alle livets forhold bør vi derfor tale og handle i Guds søns navn, det vil sige i forståelse af at vi repræsenterer ham, og vi bør være Jehova Gud taknemmelig fordi han har givet os evnen til at tale og at arbejde.
32. (a) Hvilke råd vil hustruer, ægtemænd, fædre og børn følge hvis de har den rette respekt for Jesus Kristus? (b) På hvilken måde bør kristne udføre deres arbejde, og hvorfor? (c) Hvordan bør kristne arbejdsgivere behandle deres ansatte, og hvorfor?
32 Respekten for Jesu Kristi stilling som Herre bør gøre de kristne til gode ægtemænd og fædre, gode hustruer og mødre, lydige sønner og døtre, og eksemplariske arbejdere og arbejdsgivere. At vort familieliv og verdslige arbejde bør være et vidnesbyrd om at vi er kristne, kommer også til udtryk i Paulus’ vejledning: „I hustruer, I må fortsat underordne jer under jeres mænd, som det passer sig i Herren. I mænd, bliv ved med at elske jeres hustruer og vær ikke bitre imod dem. I børn, vær lydige mod jeres forældre i alt, for dette er velbehageligt i Herren. I fædre, I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige. I trælle [i dag: ansatte], vær lydige i alt mod dem som er jeres herrer [i dag: arbejdsgivere] i kødelig forstand, ikke med øjentjeneste, som nogle der vil behage mennesker, men med oprigtigt hjerte, med frygt for Jehova. Hvad I end gør så arbejd på det med hele jeres sjæl som for Jehova, og ikke for mennesker, for I ved at det er fra Jehova I til gengæld vil få arven. I skal trælle for Herren, Kristus. Den der gør uret, vil visselig få igen hvad uret han har gjort, og der er ingen partiskhed. I herrer [i dag: arbejdsgivere], del retfærdigt og ligeligt ud til jeres trælle [i dag: ansatte], idet I ved at I også har en Herre i himmelen.“ — Kol. 3:18 til 4:1.
33. (a) Hvis stilling bør det være tydeligt at kristne anerkender, og hvordan kommer dette til udtryk? (b) Hvilken tillid kan vi have når vi holder Jesu Kristi bud?
33 Hvis vi siger at vi er Kristi disciple må vi også i vort liv vise at vi anerkender den enestående rolle han indtager i Guds ordning. Det betyder at vi må adlyde hans bud og se hen til hans eksempel og lære efter vejledning. Hvis vi gør det, kan vi være forvisset om hans og hans Faders kærlighed. Jesus sagde selv: „Hvis I holder mine bud, vil I forblive i min kærlighed, ligesom jeg har holdt Faderens bud og forbliver i hans kærlighed.“ (Joh. 15:10) Elskede og godkendte af Jehova Gud og Jesus Kristus kan vi have tillid til at vi vil blive belønnet med evigt liv. — 1 Joh. 2:25.