„Dit ord er sandhed“

„Lykkelige er de som sørger“

AT VÆRE lykkelig og samtidig sørge — er det ikke selvmodsigende? Ikke nødvendigvis. Denne tilsyneladende selvmodsigelse findes i Jesu bjergprædiken; men Jesus mente åbenbart ikke lykkelig i dette ords almindelige betydning. Det var ikke blot sorgløs munterhed han havde i tanke. — Matt. 5:4, New World Translation.

Det græske ord der her oversættes med ’lykkelig’ (eller ’salig’, som den danske bibel siger), er makaʹrios, det ord grækerne brugte når de skulle beskrive den højeste lyksalighed, den lyksalighed som guderne mentes at eje. Ifølge den måde ordet bruges på i Jesu bjergprædiken, og overalt i De kristne græske Skrifter, hentyder det i bredere forstand til ’en lykke som følge af at eje Guds gunst’.

Hvem er da de der ejer Guds gunst fordi de sørger? Hentyder det til alle som er kede af det? Nej, for det græske ord for „sørge“, pentheʹo, betyder dyb sorg, følelsen af at være fuldstændig sønderknust. Apostelen Paulus brugte dette ord da han dadlede menigheden i Korint fordi de kristne dér ikke var sønderknuste på grund af det tilfælde af grov umoralitet der var forekommet iblandt dem: „Og er I opblæste, og sørgede ikke snarere?“ (1 Kor. 5:2, NW) Disciplen Jakob brugte ordet på lignende måde da han dadlede nogle af sine samtidige: „Tvæt hænderne, I syndere! og rens hjerterne, I tvesindede! Klag jeres nød og sørg og græd.“ — Jak. 4:8-10.

Lukas’ parallelle beretning viser at Jesus tænkte på dyb sorg: „Lykkelige er I som græder nu, for I skal le.“ (Luk. 6:21, NW) Ordet ’græde’ er her oversat fra det græske ord klaiʹo, som „bruges om ethvert højlydt udtryk for sorg, især sorg over de døde“. (An Expository Dictionary of New Testament Words, W. E. Vine) Der kan ikke herske nogen tvivl; det var en dyb sorg, en heftig gråd, Jesus havde i tanke i Bjergprædikenens anden saligprisning.

Vil det sige at alle som af en eller anden grund sørger dybt er „lykkelige“ eller har Guds gunst? Tilsyneladende ikke, for Jesus sagde at de sørgende som han omtalte, ville blive trøstet. Men ikke alle der er sønderknuste af sorg bliver trøstet. Hjertets motiver må tages i betragtning. Lad os som eksempel tage Esau der var broder til Jakob; han værdsatte ikke hellige ting og solgte sin førstefødselsret for et måltid mad. Bagefter fortrød han handelen og sørgede dybt over det tab han havde lidt. Men da var det forgæves. — Hebr. 12:15-17.

Den utro apostel Judas fortrød at han havde forrådt Jesus, men alligevel endte det med selvmord for hans vedkommende. Der vil heller ikke være nogen trøst for de rige som sørger over Babylon den Stores, den falske religions verdensimperiums, endeligt. Også de vil blive tilintetgjort. — Matt. 27:3-5; Joh. 12:6; Åb. 18:7, 8, 11, 15, 19; 19:19-21.

Hvem er det da Jesu ord gælder? De gælder først og fremmest dem af hans disciple der vil arve Guds himmelske rige. „Himmeriget“ er deres, de skal kaldes „Guds børn“, og de skal „se Gud“. — Matt. 5:3, 9, 8.

Jesu disciple sørgede dybt da deres Herre blev henrettet på en marterpæl. Men de blev trøstet da han senere viste sig for dem efter at være opstået fra de døde. (Lukas, kapitel 24) Apostelen Peter sørgede dybt da han havde fornægtet sin Herre tre gange. (Matt. 26:75) Han blev dog trøstet fordi hans sorg var efter Guds sind. Senere fik han en trefoldig bemyndigelse til at vogte Jesu får og lam, og han fik den forret at gå foran i forkyndelsen af Riget for både jøder og hedninger. — Joh. 21:15-17; Ap. G. 2:14-41; 10:34-48.

Man kan i særdeleshed bruge Jesu ord „lykkelige er de som sørger“ og „I som græder“, på de salvede kristne i vor tid som har sørget over den øde tilstand deres fjendes angreb engang forvoldte. Profeten Esajas forudsagde at Jehovas Salvede, først og fremmest Jesus Kristus, skulle „trøste alle, som sørger, give dem, som sørger i Zion, højtidspragt for sørgedragt, for sørgeklædning glædens olie, lovsang for modløst sind“. Om dem siges der også: „Da [Jehova] hjemførte Zions fanger, . . . da fyldtes vor mund med latter.“ Ja, trøst og latter skulle blive dem til del. — Es. 61:1-3; Sl. 126:1, 2.

Ordene „lykkelige er de som sørger“ og „lykkelige er I som græder“ indeholder imidlertid et princip der også kan anvendes på andre. Profeten Ezekiel så i et syn nogle som sukkede og jamrede over alle de vederstyggeligheder der øvedes i Jerusalems midte. De opnåede guddommelig beskyttelse da Guds skarprettere gik gennem byen og slog alle ned som ikke var blandt de sørgende. — Ez. 9:1-7.

Disse mennesker som sukkede og jamrede har et sidestykke i vor tid. I lighed med Jerusalem hævder kristenheden at den er Guds „by“. Men ligesom denne by i oldtiden er kristenheden i dag fyldt med vederstyggeligheder — falsk religion, vold og kønslig umoralitet såvel som andre former for umoralitet. De der har en ret hjerteindstilling er ikke ligegyldige over for disse forhold; de sørger dybt over dem. Det er dem der i vor tid modtager Guds gunst og bliver trøstet.

Hvordan bliver de det? Ved at den gode nyhed om Jehova Guds rige bliver forkyndt for dem. Jehovas kristne vidner bringer dette budskab ud til sådanne sørgende, og derved lærer disse at Gud har til hensigt at fjerne alle som fremturer i ondskab. (Ordsp. 2:21, 22) De lærer at de kristnes bøn snart vil blive opfyldt: „Komme dit rige; ske din vilje på jorden, som den sker i Himmelen.“ Dette er i sandhed til stor trøst for dem. Og hvad mere er, den gode nyhed lærer dem også at alle de der er i mindegravene vil opstå. Ja, de der er blevet adskilt af døden vil blive genforenet. — Matt. 6:9, 10; Joh. 5:28, 29.

Endnu en ting som er til stor trøst for disse sørgende, er den gode nyhed om at der under Guds rige ikke vil blive forvoldt skade og ødelæggelse, fordi kundskaben om Jehova vil dække hele jorden som vandene dækker havets bund. (Es. 11:9) Idet goderne af Jesu genløsningsoffer anvendes til gavn for menneskeheden vil Gud endvidere „tørre hver tåre af deres øjne, og der skal ingen død være mere, ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere“. — Åb. 21:4.

Når man får en dybere forståelse af hvad det var Jesus sagde, ser man at der ikke er tale om nogen selvmodsigelse. De som sørger, de som er bedrøvede og i hjertet har en ret indstilling til Jehova Gud, er sandelig lykkelige i dette ords dybere betydning; de ejer Guds gunst og bliver trøstet.