Hvad er udstødelse?
EN FADER som elsker sine børn, er stærkt interesseret i at de har en god opførsel. Han hjælper dem fremad på den rette vej, og afstraffer dem når det er nødvendigt.
Jehova nærer stor kærlighed til sine børn, de mennesker der tjener ham. Han leder dem ad den vej han har behag i og som fører til det største mål af lykke for dem. Som den kærlige Fader sørger Jehova også for at hans tjenere bliver tugtet når de begår fejl. Han gør det ikke fordi han hader dem, men tværtimod fordi han elsker dem og ønsker at de skal blive på den vej som fører til evigt liv. „Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; thi Herren tugter den, han elsker.“ — Hebr. 12:5, 6.
Jehova irettesætter overtræderen gennem sin synlige organisation. (Es. 32:1; Matt. 24:45-47) De disciplinære forholdsreglers omfang afhænger af syndens art og overtræderens indstilling.
Hvis imidlertid en enkeltperson kun gør sig skyldig i en mindre forseelse, for eksempel ved at fornærme en anden, kan problemet ofte løses ved at de to parter ignorerer hinandens fejl. Apostelen Peter skrev jo: „Kærlighed skjuler en mangfoldighed af synder.“ (1 Pet. 4:8) På grund af den menneskelige ufuldkommenhed er det påkrævet at tilgive sin næste gang på gang, hvilket Jesus understregede dengang han besvarede Peters spørgsmål om hvor mange gange han skulle tilgive sin broder: „Ikke syv gange, men halvfjerdsindstyve gange syv gange.“ — Matt. 18:22.
Hvis man føler at man ikke kan ignorere det problem som en andens forseelse har ført med sig, kan man løse det ved venligt at bringe det på bane over for den som man mener har forsyndet sig. Det er det første skridt man må tage, ifølge Jesu ord: „Hvis din broder forsynder sig, så gå hen og sæt ham i rette under fire øjne. Hører han dig, så har du vundet din broder.“ (Matt. 18:15) Hvis problemet ikke kan løses på denne måde kan man tage andre af Guds tjenere, modne kristne, med på råd. Jesus nævnte det som det andet skridt: „Tag endnu én eller to med dig, for at enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn.“ (Matt. 18:16) Hvis sagen heller ikke kan bringes ud af verden på denne måde, eller hvis overtrædelsen er af en meget alvorlig art, „da sig det til menigheden,“ som Jesus tilrådede. Det vil sige at man forelægger sagen for dem der sidder inde med myndigheden i den pågældende menighed. — Matt. 18:17.
Hvis overtræderen af hjertet angrer det han har gjort, udstrækker Jehova sin barmhjertighed til ham, selv i det tilfælde at han har forsyndet sig imod Guds retfærdige principper i en sådan grad at menigheden er blevet gjort opmærksom på det. Man bliver ikke en forhærdet synder fordi man begår et fejltrin i et øjebliks ubetænksomhed, selv om det naturligvis er forkasteligt. Dem som begår alvorlige fejltrin men lægger sand anger for dagen og af egen fri vilje bekender deres synder, kan Jehovas organisation vise ufortjent godhed og yde kærlig hjælp. Dette stemmer overens med det Peter sagde til en skare israelitiske mænd: „Fat derfor et andet sind og vend om, så jeres synder må blive udslettede, for at husvalelsestiderne må komme fra Herrens åsyn.“ (Ap. G. 3:19, 20) Sådan er det også i dag. Hvis overtræderne ikke har fremturet i synd men viser at de er dybt bedrøvede og lover ikke at fortsætte på en uret vej, viser Jehova dem stor barmhjertighed, og så er det ikke nødvendigt at de udelukkes af menigheden. Hvis synden ikke har været årsag til offentlig skandale og ikke har bragt menigheden i fare, kan den skyldige sættes på prøve. Prøvens betingelser formuleres klart, og den som er på prøve og som derfor holdes under opsyn, henvender sig til tilsynsmanden en gang om måneden i hele den fastsatte periode, hvilket er en kærlig foranstaltning der kan hjælpe overtræderen til at komme på fode igen.
Udstødelse
Men i nogle tilfælde kan forsyndelser begået mod Gud og mennesker ikke ignoreres og ikke bringes ud af verden ved indhentelse af gode råd eller ved at overtræderen sættes på prøve. Der er de forseelser som kræver mere drastiske forholdsregler fra Guds synlige organisations side.
I det gamle Israel foregik tugtelsen efter de retningslinjer Guds love havde fastlagt. Den overtræder som forsyndede sig mod Lovens sonende bestemmelser skulle afskæres fra Israels menighed. Hvordan? Ved at han blev henrettet. Senere hen, i den kristne menighed, blev de som til stadighed forsyndede sig mod Jehovas barmhjertige bestemmelser og som ikke viste tegn på sand anger, ligeledes udelukket af menigheden, selv om de ikke blev henrettet. De blev udstødt af den kristne menighed, ekskommuniceret. Kravet om at holde fast ved retfærdigheden gjaldt både for det gamle Israel, og for den kristne menighed i det første århundrede. Befalingen til Israel lød: „Således skal du udrydde det onde af din midte.“ (5 Mos. 17:7) Dette princip blev atter stadfæstet over for den kristne menighed: „Udstød det onde menneske af jeres kreds.“ — 1 Kor. 5:13.
Det er altså dem der hårdnakket fortsætter med at gøre det onde der bliver udstødt. Det er en forholdsregel som menigheden træffer når en alvorlig overtrædelse af Jehovas retfærdige krav er blevet praksis for overtræderen. Bibelen siger jo: „Enhver der praktiserer synd praktiserer dermed også lovløshed.“ (1 Joh. 3:4) Indviede kristne som praktiserer, fremturer i, lovløshed i den kristne menighed i dag, bliver derfor udstødt.
Hvilke overtrædelser må regnes for udstødelsesgrunde? Der kan nævnes fremturen i overtrædelser på det seksuelle område og fremturen i overtrædelser som for eksempel tyveri, løgnagtighed, uærlighed i forretningssager, oprør mod Jehovas organisation, sladder, alkoholisme, frafald og forkyndelse af falsk lære. Derfor advarer Paulus: „Far ikke vild! hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller de, der lader sig bruge til unaturlig utugt, eller de, der øver den, eller tyve eller havesyge, ingen drankere, ingen æreskændere, ingen røvere skal arve Guds rige.“ — 1 Kor. 6:9, 10.
Formålet
Hvad er formålet med at udstøde nogen af Guds menighed? Det vigtigste formål er at bevare tilbedelsen af Jehova ren. Der må ikke være noget som kan fordærve menigheden indefra. Den som fremturer i sin overtrædelse må udstødes for at menigheden kan beskyttes og holdes ren, for „en smule surdej gennemsyrer hele dejen“. (Gal. 5:9) Hvis „surdejen“ ikke fjernes, kan den hindre Jehovas ånds frie indvirken på hele menigheden. Jehova velsigner ikke det der er urent, som det fremgår af tilfældet med Akan. (Jos. 7:1-26) Sådanne lovovertrædelser kan sammenlignes med en kræftsygdom. Hvis et af legemets lemmer er angrebet af kræft, er hele legemet i fare. Om nødvendigt må det syge lem amputeres for at den øvrige del af legemet kan reddes.
En anden fordel ved udstødelsen er at de andre i menigheden bliver styrket i deres tillid til Guds synlige organisation når de ser dens stærke fastholden ved retfærdighedens principper. Det tjener også som et kraftigt advarende eksempel for dem der er tilsluttet menigheden, for de kan nu se hvilke alvorlige følger det får at overtræde Jehovas love. Paulus skrev: „Irettesæt i alles nærværelse dem, der forsynder sig, så også de andre må frygte.“ — 1 Tim. 5:20.
I den kristne menighed er der imidlertid endnu en fordel ved udstødelsen, nemlig den at udstødelsen også kan være til gavn for den udstødte. Under den kristne menighedsordning bliver overtræderen jo ikke henrettet. Ved menighedens drastiske indgriben bliver han måske dybt rystet og chokeret og begynder at skamme sig over det han har gjort. Det kan igen få ham til oprigtigt at angre og tage skridt til at ændre sin urette handlemåde og begynde at vandre på den vej Jehova anerkender. „Thi bedrøvelse efter Guds sind virker omvendelse til frelse.“ (2 Kor. 7:10) Den udstødte har derfor håb om en dag at blive forligt med Gud og hans synlige organisation og få tilgivelse. Dette stemmer overens med Paulus’ vejledning: „Vedkommende har nok i den straf, han har fået af de fleste, så I nu tværtimod snarere skal tilgive og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af sin overvældende bedrøvelse.“ — 2 Kor. 2:6, 7.
Dette er i sandhed et klart udtryk for Guds ufattelige, ufortjente godhed som den findes under den kristne menighedsordning. „I er jo ikke under lov, men under nåde,“ skrev Paulus. — Rom. 6:14.
Følgerne for de udstødte
Det er en stor tragedie at blive udstødt. Det betyder nemlig ikke blot at man bliver afskåret fra Guds synlige organisation, men også at man bliver afskåret fra Jehovas gunst. Menighedens udstødelse af overtræderen er kun en bekræftelse af det som allerede har fundet sted i himmelen. Guds menneskelige repræsentanter anerkender blot det som Jehova allerede har gjort i himmelen. Som Jesus sagde: „Hvad I end måtte binde på jorden vil være noget som er bundet i himmelen.“ — Matt. 18:18, NW.
Den udstødte udelukkes af menigheden, og menigheden har ikke mere noget med ham at gøre. De der er tilsluttet menigheden rækker ham ingen vennehånd, de ikke så meget som siger goddag til ham. Han er ikke velkommen i deres hjem, heller ikke i de privathjem der bruges som tjenestecentre for mindre grupper af Jehovas vidner. Dette harmonerer med Bibelens principper. I Johannes’ andet brev, vers 9 og 10, læser vi: „Enhver, der ’går videre’ og ikke bliver i Kristi lære, har ikke Gud; den, der bliver i Kristi lære, har både Faderen og Sønnen. Hvis nogen kommer til jer og ikke fører denne lære, ham skal I aldrig modtage i jeres hjem eller udtale en hilsen til.“ (Vers 10 efter NW) I Romerne 16:17 findes det samme råd: „Men jeg formaner jer, brødre! til at holde øje med dem, som volder splittelserne og fører mennesker til fald ved at afvige fra den lære, I modtog; hold jer borte fra dem!“
Den udstødte mister også andre dyrebare forrettigheder. Enhver særlig tjenesteforrettighed i menigheden tages fra ham. Ganske vist har han lov til at overvære alle de møder i rigssalen som offentligheden har adgang til; men han får ikke tilladelse til at tale med nogen af de tilstedeværende brødre, holde foredrag for menigheden eller tage del i nogen drøftelser ved at give kommentarer fra sin plads. Så længe hans optræden er korrekt kan han komme til møderne og overvære dem fra sin plads, men hvis hans adfærd bliver støjende, bliver han bedt om at gå. Desuden kan han ikke mere repræsentere Jehovas organisation i tjenesten på arbejdsmarken. Hans tjeneste anerkendes ikke af menigheden, og hvis han afleverer en rapport over sin tjeneste godkendes den ikke og opføres ikke nogen steder.
Den udstødte kan købe litteratur ligesom offentligheden kan, men han får ikke Rigets Tjeneste eftersom han ikke længere er en forkynder af den gode nyhed om Riget. Han må ikke tro at han kan blive sanktionerne kvit blot fordi han flytter til en anden menighed. Den anden menighed vil da blive underrettet, og hans udstødelse vil blive bekendtgjort for hele menigheden til dens beskyttelse.
Den udstødte kan dog med tiden blive forligt med Jehova og hans organisation og atter blive anerkendt som en broder, forudsat at han angrer, ændrer sin adfærd, viser en ydmyg indstilling og over en vis tidsperiode beviser at han oprigtigt ønsker at indrette sin livsførelse efter Guds ord. Men selv om han bliver genoptaget i menigheden vil hans stilling aldrig blive helt den samme igen. Han har svigtet et meget betroet hverv og kan ikke få tilsynet med en menighed. Han har uigenkaldeligt mistet det privilegium at kunne få en tjenerstilling på jorden.
Princippet heri er det samme som det der gjorde sig gældende i tilfældet med Jakobs førstefødte, Ruben. Ruben gjorde sig skyldig i blodskam med sin faders medhustru og mistede derfor førstefødselsretten. Han blev ikke opført i slægtebogen som den førstefødte, og ingen af Rubens stamme fik nogen privilegerede stillinger i Israels folk, hverken som regenter eller præster. (1 Mos. 49:3, 4; 1 Krøn. 5:1) Sådan er det også i dag: tjenere som Jehovas synlige organisation har ekskommuniceret, er for altid udelukket fra igen at få en tjenerstilling blandt Jehovas folk. Hvis en tidligere udstødt men genoptaget person har holdt bibelstudier med en isoleret gruppe og denne gruppe organiseres til en menighed, bliver en anden indviet broder udnævnt til tjener. Indtil menigheden er dannet og der bliver brug for tjenere, kan den genoptagne fortsat lede de studiemøder gruppen samles til, da han jo kan tage del i tjenesten på arbejdsmarken og forkynde den gode nyhed om Riget.
Indstillingen hos de enkelte i menigheden
Dengang Jehovas lov til det gamle Israel gjaldt, var det menighedens medlemmer der eksekverede dødsdommen over de skyldige. Vi læser i Femte Mosebog 17:6, 7: „På to eller tre vidners udsagn skal dødsdommen udføres; den må ikke udføres på et enkelt vidnes udsagn. Vidnernes hånd skal først løfte sig imod ham for at slå ham ihjel, siden alle de andres hånd. Således skal du udrydde det onde af din midte.“
I den kristne menighed finder vi et lignende princip, som kræver den enkeltes medvirken. Her er der som bekendt ikke tale om henrettelse af den der har forset sig, og dog medvirker hele menigheden til hans ekskommunikation idet den kender og overholder de bestemmelser som er knyttet til udstødelsen. Dette er en bibelsk fremgangsmåde som beskrives i Første Korinterbrev 5:11: „Men nu skriver jeg til jer, at I ikke skal have samkvem med nogen, som bærer brodernavn, og som dog er utugtig eller havesyg eller afgudsdyrker eller æreskænder eller dranker eller røver, ja, end ikke spise sammen med en sådan.“
Det er grunden til at menighedens medlemmer ikke kommer sammen med den udstødte, hverken i rigssalen eller noget andet sted. De taler ikke med ham og viser ham ikke anerkendelse på nogen måde. Hvis den udstødte forsøger at tale til nogen i menigheden, bør den pågældende gå bort fra ham. På denne måde vil den udstødte komme til at føle de fulde konsekvenser af sin synd. Hvis ikke menigheden medvirkede men alle frit samtalede med overtræderen, kunne han blive fristet til at tro at hans forseelse ikke var så slem endda. Hvis det sker at en som besøger menigheden eller kommer til et stævne ikke er klar over at en af de tilstedeværende er udstødt og prøver at tale med ham, kan andre brødre taktfuldt oplyse ham om det. Hvis den udstødte er opsat på at gøre det rette vil han oplyse enhver der uafvidende henvender sig til ham, om at han er udstødt og at man derfor ikke må tale med ham.
Der er en anden grund til at menighedens tilsluttede nødvendigvis må samarbejde med det udvalg som har ansvaret for udstødelsen. Denne grund fremgår klart af Johannes’ andet brev, vers 11: „For den som udtaler en hilsen til ham er delagtig i hans onde gerninger.“ Ja, den indstilling man har til den der er udstødt af menigheden, viser hvilken indstilling man har til Jehovas retfærdige principper. Hvis man ignorerer udstødelsen og fortsat kommer sammen med den udstødte, viser man en forkert indstilling til Jehovas love. Man viser i virkeligheden at man støtter den udstødte og tænker at Jehovas retfærdige love er uden betydning. Hvor alvorlig en sag det er ikke at følge udstødelsesproceduren nøje, ses af Bibelens ord om at man derved gør sig „delagtig“ i den udstødtes onde gerninger. Den som med vidende og vilje ikke overholder menighedens beslutning udsætter sig for selv at blive udstødt. Eftersom han sættes i klasse med den udstødte, er „delagtig“ i hans synd, er det kun rimeligt at de samme forholdsregler træffes over for ham. Også han kan blive udelukket fra Jehovas gunst og fællesskabet med Guds synlige organisation.
Hvad nu hvis en udstødt og et medlem af menigheden har verdsligt arbejde samme sted? Kan de stadig arbejde sammen dér hvis det kræver at de taler med hinanden? Også i dette tilfælde må man gøre sig klart at overtræderens stilling er ændret efter hans udstødelse. Det er tilladt at tale med den udstødte i det omfang det er nødvendigt for at arbejdet kan udføres, men det er ikke korrekt at komme sammen med den udstødte i den forstand at man taler med ham om løst og fast uden at tage hans ændrede stilling i betragtning. Man kan kun drøfte de nødvendige forretninger, aldrig åndelige spørgsmål eller nogen andre spørgsmål som ikke hører med til de nødvendige forretningssager der har med det verdslige arbejde at gøre. Hvis arbejdet kræver at man står i hyppig og nær kontakt med den udstødte, kunne man overveje at skifte arbejde for ikke at volde sin samvittighed skade.
Men hvilken stilling skal de som er forbundet med den udstødte med blodets bånd indtage? Hvilke principper gælder i forbindelse med faderens stilling som overhoved og opdragelsen af de hjemmeværende børn? Hvilke regler gælder for genoptagelse? Endvidere, når udstødelsen medfører så alvorlige konsekvenser, kunne man så ikke fristes til ikke at bekende sin synd i det tilfælde at ingen har været vidne til den? Endelig kunne man spørge: Hvordan kan man undgå at komme ind på en vej som fører til udstødelse? Disse vigtige spørgsmål vil blive behandlet i de næste numre af Vagttårnet.