bevis på at Gud lægger mærke til sine tjeneres integritet og har omsorg for dem. — 1 Pet. 5:7.

De der er med til at forfølge de kristne, anbringer derimod sig selv i en meget farlig stilling i Guds øjne. Dermed være ikke sagt at Jehovas vidner betragter dem som „bukkene“ i Jesu lignelse. Gud er deres dommer. Nogle af dem kan være oprigtige nok. I så fald vil de måske en dag komme til fornuft, ligesom Saulus, der i al oprigtighed forfulgte de kristne men senere blev apostelen Paulus. (1 Tim. 1:12-16) Sådanne forfølgere skal dog ikke mene at de, fordi Gud ikke straks griber ind, blot kan fortsætte uden at blive straffet derfor. Hvis de tror det, forfejler de hensigten med den tålmodighed Gud har vist dem ved at give dem lejlighed til at ændre standpunkt. — 2 Pet. 3:9.

De der ser hvad der foregår og som undlader at hjælpe dem der forfølges for deres lydighed mod Kristus, må også tage stilling til en række spørgsmål: ’Vil jeg forfølge sagesløse kristne, eller vil jeg forholde mig tavs når jeg ser kristne blive pryglet, når man brækker armene på dem og brænder deres huse? Vil jeg af frygt eller selviskhed holde mig tilbage og undlade at hjælpe disse mennesker? Hvordan mon Gud så ser på mig?’ Både i Malawi, Mozambique og Zambia sker der en ransagning af indbyggernes hjerter.

Selv om Jehovas vidner fra Malawi er blevet udsat for forfølgelse, bærer de ikke nag til deres forfølgere. De erkender at Gud tillader det for at der kan finde en adskillelse sted. De beder til at deres modstandere må få øjnene op for hvordan deres virkelige stilling er i den almægtige Guds øjne, og ændrer adfærd således at de får plads ved Kristi „højre side“ som hans „får“, med mulighed for evigt liv på en paradisisk jord. — Matt. 5:44.

Spørgsmål fra læserne

● Hvordan ser Jehovas vidner på at medvirke i en retssag som nævninge eller domsmænd? — U.S.A.

Jehovas vidner anerkender at folk må afgøre med deres egen samvittighed om de vil medvirke som nævninge eller domsmænd ved behandlingen af en retssag.

For deres eget vedkommende føler Jehovas vidner dog i almindelighed at de ikke bør være med til at dømme andre. Da deres forbillede, Herren Jesus Kristus, engang blev bedt om at afgøre en retslig uoverensstemmelse, afslog han det med ordene: „Hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?“ (Luk. 12:14) Apostelen Paulus stillede et lignende spørgsmål i et af sine breve til korinterne: „Er det min sag at dømme dem, der er udenfor? Er det ikke dem indenfor [i den kristne menighed], I skal dømme? Dem udenfor skal Gud dømme.“ — 1 Kor. 5:12, 13.

Dertil kommer at mange nævninge og domsmænd ikke er indstillet på at lade sig lede af Guds ord når de skal afgive en kendelse. Nogle har rådført sig med horoskoper, givet efter for personlige fordomme eller bøjet sig for pres fra andre når de har skullet træffe en afgørelse. Der er således en fare for at man som nævning kan blive meddelagtig i domfældelse af en uskyldig. Er der tale om dødsstraf, kan det betyde at man pådrager sig blodskyld. Vi ser altså at det kan medføre alvorlige samvittighedskvaler at være nævning eller domsmand.

Reglerne for udtagelse af nævninge og mulighederne for fritagelse varierer fra sted til sted. I U.S.A. kan forholdene være vidt forskellige i de enkelte stater. Undertiden kan man få sit navn slettet af nævningelisten ved at forklare sit standpunkt over for protokolsekretæren eller dommeren. I staterne West Virginia, Minnesota og Washington har domstole forsvaret retten til af religiøse grunde at nægte at medvirke som nævning. Og i staten Colorado bliver de der kan dokumentere at de er Jehovas vidner, fritaget for at være nævninge.

Det er imidlertid ikke alle steder man kan blive fritaget. [I Danmark gælder særlige regler for hvem der kan fritages.] Hvis en kristen ikke kan blive fritaget for at medvirke som nævning, selv efter at han har forklaret dommeren sit standpunkt, kan han dog give udtryk for sine samvittighedsmæssige betænkeligheder når han bliver udspurgt af sagførerne før sagens behandling indledes. Hvis hans betænkeligheder ikke medfører at han bliver kasseret som nævning, føler han måske at han direkte må nægte at medvirke i retssagen for ikke at skade sin samvittighed. I et sådant tilfælde må han være forberedt på at tage de eventuelle følger af sin beslutning.