inspiration at finde i disse inspirerede skrifter selv.

Henvisninger

1 M’Clintock & Strongs Cyclopædia, bind 1, side 638.

2 The Encyclopedia Britannica (1961-udgaven), bind 17, side 238A.

3 Samme, bind 18, side 180.

4 A Literary History of Early Christianity, Crutwell, siderne 102-108.

5 History of the Christian Church, Schaff, bind 2, side 696.

6 History of the Christian Religion and Church, Neander, side 650.

7 The New Schaff-Herzog Religious Encyclopedia, bind 8, siderne 336-339.

8 The Ante-Nicene Fathers, Coxe, bind 1, siderne 151-155.

9 Samme, side 1.

Spørgsmål fra læserne

● Vil det, i tilfælde af en ulykke hvori kristne er indblandet, være rigtigt at anlægge sag mod en medkristen i den hensigt at få udbetalt en skadeserstatning hos hans forsikringsselskab? — E. G., De forenede Stater.

Hvis det er den eneste måde hvorpå den skadelidte kan få erstatningsbeløbet hos forsikringsselskabet, vil det ikke være forkert; han kan selv afgøre om han vil føre sagen til retten. Dette er ikke en situation af den art apostelen Paulus berører i 1 Korinter 6:1-8, hvor han skriver om retssager. Han taler om sådanne tilfælde hvor to der hævder at være kristne brødre er uenige. Den ene mener sig bedraget af den anden. Men forstandigt påpeger apostelen at kristne burde kunne afgøre deres mellemværender selv, om ikke mand og mand imellem så dog med hjælp fra andre modne mænd i menigheden.

Består der imidlertid ikke et sådant fjendskab mellem de to parter, og er retssagen blot en fremgangsmåde der er nødvendig for at få erstatningssummen udbetalt hos forsikringsselskabet, er forholdet et helt andet. Den enkelte kan selv afgøre hvordan han vil gribe sagen an.

● Hvorfor stod der følgende i Vagttårnet for den 1. juni 1963, på side 254: „Kun de mennesker der på grundlag af nøjagtig kundskab har indviet sig til at gøre Guds vilje har den forret at kunne bede til Gud“? — A. G., Iran.

Blandt navnkristne finder man ofte en forkert opfattelse af hvem der kan henvende sig til Gud i bøn. De fleste tror at enhver kan bede om hvad som helst og forvente at blive hørt. Men det er ikke rigtigt. (Ordsp. 15:29; Jak. 4:3) Bønnen er ikke en forret uden begrænsninger, nej den er i høj grad begrænset, den er noget ophøjet. Som vi læser i Hebræerne 11:6: „Den som nærmer sig Gud må tro at han er til, og at han bliver deres belønner som oprigtigt søger ham.“ (NW) For at blive hørt af Gud må man altså ikke alene tro at han er til men også oprigtigt søge ham. Det var derfor Jehova Gud fortalte de troløse israelitter at han ikke ville høre deres bønner. Og Jesus gjorde opmærksom på at bønner der blev bedt for et syns skyld eller som blev bedt af selvretfærdige mennesker, ikke ville blive hørt. — Es. 1:15; Matt. 6:5-8; Luk 18:11-14.

Det må i sandhed siges at der knytter sig begrænsninger til bønnen! Som det tidligere er blevet påpeget i Vagttårnsselskabets litteratur („Forvis Jer Om Alt“, s. 55-61), må bønner for at blive hørt og besvaret af Gud være henvendt til den rette, nemlig Jehova Gud, Skaberen, Bibelens Gud. Dernæst må bønnen bedes på den rette måde: „Ingen kommer til Faderen uden ved mig,“ sagde Jesus. (Joh. 14:6) At bede på den rette måde vil desuden sige at bede i oprigtighed, i tro og i udholdenhed. For det tredje må man bede om det rette, det der er i harmoni med Guds vilje, hvis man skal gøre sig håb om at blive hørt. Derfor lærte Jesus sine efterfølgere at bede således: „Ske din vilje.“ Selv kong Salomon erkendte at bøn var et privilegium med begrænsninger, for dengang han bad for de fremmede, bad han kun for dem der efter at have hørt om den sande Gud, Jehova, ville komme og bede vendt mod Jehovas tempel i Jerusalem. — Matt. 6:10; 1 Kong. 8:41-43.

Kornelius var en sådan fremmed der nærede ønske om at gøre Guds vilje, for selv om han var en uomskåren hedning og ikke hørte til Israels indviede folk, omtales han som „en from mand, som frygtede Gud tillige med hele sit hus og gav folket mange almisser og stadig bad til Gud“. Man kan derfor sige at Kornelius var på vej til indvielse, og efter at have fået nøjagtig kundskab indviede han sig, og fra nu af handlede Gud med ham som med en søn, hvilket Han beviste ved at give ham den hellige ånd. — Ap. G. 10:1-44.

Enhver der kommer til den sande Gud Jehova i bøn på den rette måde og med anmodning om de rette ting, kan siges at være af en sådan sindsbeskaffenhed at han er på vej til indvielse, hvis han ikke allerede har indviet sig i sit hjerte om end han endnu ikke har symboliseret sin indvielse ved vanddåben. Alle sådanne retsindige mennesker kan opmuntres til at bede. Følgelig