„Trøst de modfaldne sjæle“

„I BEGYNDELSEN følte jeg mig langt nede, og det fortsatte. Jeg havde ikke lyst til at gå nogen steder eller til at lave noget, og jeg kunne ikke koncentrere mig. Jeg blev fortvivlet, forvirret, og begyndte at tro at hele mit liv og alt hvad jeg havde udrettet i tjenesten for Gud, var fuldstændig uden betydning. Jeg blev bange og grebet af panik.“ Sådan beskriver en 48-årig kvindelig forkynder der har været mange år i missionærtjenesten, sine følelser. „Jeg havde altid været sund og rask, både fysisk og åndeligt, men nu følte jeg pludselig at jeg aldrig ville få det godt igen.“

En moden broder fortæller: „Jeg blev meget deprimeret på grund af mit arbejde. Jeg kunne komme hjem fra arbejde så nedtrykt at jeg ikke kunne spise. Jeg rejste mig fra bordet og gik ind for mig selv og græd — jeg kunne simpelt hen ikke holde tårerne tilbage. Der skulle ingenting til at gøre mig vred. Jeg blev ved med at tænke: ’Hvad er det alt sammen for noget? Hvorfor er jeg sådan? Hvad ender det med?’ Det fortsatte i et halvt år.“

Disse kristne led af alvorlige depressioner. Ifølge statistikkerne er der flere og flere der bliver deprimerede. Og selv om de kristne, de der har et gudsforhold, ofte berøres mindre af de forhold der fremkalder depression, er de på ingen måde immune over for denne lidelse. Man hører til stadighed om „modfaldne sjæle“ blandt Guds folk. (1 Tessaloniker 5:14) Men hvorfor rammer dette trofaste Guds tjenere?

„Jeg er knuget og nedtrykt“

Den loyale kong David af Israel blev engang deprimeret på grund af nogle synder eller tåbeligheder han havde begået. Han skrev: „Jeg er knuget og nedtrykt, og hele dagen går jeg sørgende omkring.“ (Salme 38:7, oversættelsen af 1977) Skemaet på modsatte side viser hvordan nogle af Guds trofaste tjenere følte nu og da, og hvorfor. Alle de nævnte personer overvandt imidlertid deres modløshed. Ifølge beretningen fortsatte de alle med at tjene Gud trofast.

Der er mange grunde til at folk bliver deprimerede, og nogle af dem har de ikke selv stor indflydelse på. Nyere medicinsk forskning tyder på at visse former for svær depression forårsages af en kemisk forstyrrelse i hjernen som kan skyldes flere fysiske årsager.a Men også tanker alene kan forårsage depression eller nedtrykthed. Det kan belyses med et bibelsk eksempel.

Under sit fængselsophold i Rom havde apostelen Paulus en nidkær hjælper ved navn Epafroditus. Paulus sendte denne tjener tilbage til hans tidligere menighed i Filippi og lod ham muligvis overbringe menigheden det brev der kaldes Filipperbrevet. I brevet stod der blandt andet: „Epafroditus . . . er nedtrykt fordi I har hørt han var blevet syg.“ Ja, Epafroditus havde været syg, men nu var han rask igen — og dog nedtrykt. Han vidste at menigheden ’havde hørt han var blevet syg’. Men hvorfor skulle dette gøre ham nedtrykt? — Filipperne 2:25-30.

Denne hengivne tjener bekymrede sig åbenbart meget om andres følelser. Han tog sig det meget nær at de brødre og søstre han kendte og holdt af i Filippermenigheden, var blevet urolige over at høre om hans sygdom. Årsagen til hans mismod var øjensynlig at han nærede et stærkt ønske om at berolige dem — og samtidig indså at det var umuligt så længe han var adskilt fra dem. Det samme kunne ske i dag, selv for nogle der, ligesom Epafroditus, ofrer sig helhjertet i Herrens gerning. Alvorlig bekymring for andres følelser, eller måske en følelse af at man svigter andre, kan medføre nedtrykthed eller depression.

Men hvordan kan andre hjælpe dem der er deprimerede?

Sig noget trøstende

En deprimeret kristen kvinde sagde grædende til sin mand: „Hvad skal jeg dog gøre? Jeg kan ikke fortsætte på den måde!“ Manden, der ikke var troende, svarede blot: „Du må bare prøve at holde det ud!“ Hun var så knust at hun dagen efter næsten begik selvmord! Hvor er det vigtigt at alle følger den bibelske opfordring: „Trøst de modfaldne sjæle.“ Hvis man ikke gør det, kan det undertiden volde ubodelig skade. Men ofte, når man gerne vil opmuntre en modløs sjæl, ved man ikke rigtig hvad man skal sige. — 1 Tessaloniker 5:14.

I sit andet brev til de kristne i Korint gav Paulus udtryk for at han var ’nedslået’ på grund af „frygt indadtil“. En god rapport trøstede ham imidlertid. Titus bragte bud om den forbedrede åndelige tilstand i menigheden og om korinternes „nidkærhed“ eller omsorg for Paulus, deres „længsel“ efter ham. Paulus blev opmuntret over at høre om deres kærlighed til ham. (2 Korinter 7:5-7) Det samme gælder i dag. En kristen kvinde der har haft alvorlige depressioner, siger: „Det man mest af alt har brug for, er at vide at andre bekymrer sig om en. Man har brug for at høre nogen sige: ’Jeg forstår dig; du får det snart bedre. Jeg er glad for at tale med dig og høre hvordan du har det.’“

’Jeg lærte at vise medfølelse’

„Jeg lærte noget jeg aldrig glemmer,“ fortæller en kristen moder der har været deprimeret. „Det var at vise medfølelse. Før i tiden mente jeg altid at det eneste man behøvede, var at stramme sig an og komme i gang, så jeg følte aldrig særlig meget med dem der var syge. Men nu ved jeg hvordan det er. Når nogle af vennerne sagde til mig at jeg skulle ’se at komme i bedre humør’, var der ikke noget jeg hellere ville, men jeg kunne simpelt hen ikke. Deres bemærkninger gjorde virkelig ondt.“ Den deprimerede har brug for andres medfølelse. — 1 Peter 3:8.

Hvordan kan familie og venner hjælpe? En 40-årig moder der har været deprimeret, fortæller: „Man har det skrækkeligt, både fysisk og følelsesmæssigt, og samtidig føler man sig skyldig fordi man ikke gør så meget for sin familie som man normalt gør.“ Hun giver derfor dette råd: „Man bør lade den deprimerede forstå at man er klar over at han gør sit bedste. Tilskynd ham til ikke at give op.“

Opbyggende ord er nødvendige og vil blive påskønnet. Men de der ønsker at hjælpe, er måske i stand til at gøre mere.

Støt de svage

Paulus tilskyndede ikke kun de kristne i Tessalonika til at ’trøste de modfaldne sjæle’, men også til at ’støtte de svage og være langmodige over for alle’. Ordet ’støtte’ indebærer gerninger, for det oprindelige græske ordb betyder i første række at holde sig nær til en anden for at støtte ham. — 1 Tessaloniker 5:14.

I en rapport om en undersøgelse der har omfattet over 500 mennesker, drages der denne slutning: „Fremfor mandsmod, viljestyrke og et glad gemyt har folk nok snarere brug for nære venner og familiemedlemmer som støtter dem, hvis de skal undgå at bukke under for depression.“ En velkendt psykiater, dr. L. Cammer, siger samstemmende: „Det er vigtigt at den deprimerede har nogle venner der vil være forstående og tålmodige og ikke begynde at holde moralprædikener.“ Et positivt forsøg på at hjælpe, for eksempel ved en telefonopringning eller et kort besøg, vil uden tvivl blive påskønnet meget.

Da en kristen kvinde blev spurgt hvilken behandling der havde hjulpet hende mest, svarede hun: „Det bedste var at jeg havde åndelige brødre og søstre. Hvis ikke, var jeg aldrig kommet over det. I menigheden mødte jeg kærlighed, omsorg og forståelse. Det var som en beskyttende mur omkring mig.“

Til tider kan det naturligvis være nødvendigt at optræde med kærlig fasthed over for den deprimerede, fordi han ikke selv kan se hvad der tjener hans eget bedste. Han har måske brug for at man venligt men indtrængende opfordrer ham til at gå en tur sammen med en, til at få lidt motion på anden måde, til at tage sin medicin, eller til at fortsætte med en form for åndelig virksomhed.

Hvis man er fysisk syg har man i nogle tilfælde bedre af flere små måltider end af nogle få store. Det samme kan gælde i åndelig henseende for den der er deprimeret. Det kan være nødvendigt at ægtefællen eller en omsorgsfuld ven tålmodigt opbygger ham åndeligt ved at drøfte nogle få tanker med ham ad gangen, fremfor at forsøge at gennemføre en længere bibelsk drøftelse, der måske vil være for meget for ham. Selv om den syge måske ikke reagerer positivt på en sådan undervisning, vil den kærlighed man viser, uden tvivl gøre sin virkning.

Så længe sygdommen varer, er der fortsat brug for at vise tålmodighed og forståelse. Der kan være tilfælde hvor depressionen ikke går over af sig selv og hvor ingen form for lægebehandling synes at virke. I så fald er der behov for langmodighed og selvopofrende kærlighed lige indtil den dag Jehova helbreder alle sygdomme — fysiske såvel som psykiske — i den kommende nye orden. — Åbenbaringen 21:3, 4.

Menighedens ældste har et særligt ansvar. En artikel om dette vil blive bragt i et kommende nummer af bladet.

[Fodnoter]

[Ramme på side 21]

Hvordan de følte

JOB: ’Gud har forladt mig. ’Jeg er led ved mit liv.’ — Job 29:2, 4, 5; 10:1.

Hvorfor: Sygdom og personlige ulykker. Det var som om Gud havde svigtet ham

JAKOB: ’Ville ikke lade sig trøste.’ Græd og ønskede at gå i graven. — 1 Mosebog 37:35.

Hvorfor: Sorg over at en søn tilsyneladende var død

HANNA: ’Græd og ville ikke spise.’ ’Var i vånde og græd heftigt.’ — 1 Samuel 1:7, 10.

Hvorfor: Bitter skuffelse over at hun ikke havde nogen søn

JONAS: ’Var mismodig.’ „Jeg vil hellere dø end leve.“ — Jonas 4:6, 8.

Hvorfor: Indestængt vrede

DAVID: „Sorgfuld vandrer jeg dagen lang.“ ’Jeg er fuldkommen knust.’ „Min kraft har svigtet.“ — Salme 38:7, 9, 11.

Hvorfor: Følte sig skyldig over en alvorlig synd

NEHEMIAS: „Græd og sørgede i flere dage.“ ’Havde en hjertesorg.’ — Nehemias 1:4; 2:2.

Hvorfor: Foruroliget over Guds folks tilstand

PAULUS: Nærede „frygt indadtil“ og var ’nedslået’. — 2 Korinter 7:5, 6.

Hvorfor: Modstand og mangel på hvile