gave og ikke som en karrig gave.“ (2 Kor. 9:5) De første kristne anså det for rigtigt forud at tage stilling til hvad de kunne give, så der kunne lægges planer for arbejdet. Det er med det samme i tanke at mange enkeltpersoner blandt Jehovas vidner hvert år skriver til Selskabet og oplyser hvor meget de i årets løb håber at kunne bidrage direkte til Selskabet til fremme af den verdensomspændende forkyndelse af Riget. Det skal ikke opfattes som et løfte, men snarere som et overslag over hvad de gerne vil give og hvad de håber at kunne give, om Jehova vil. Selskabet påskønner dette, og ingen får en påmindelse selv om han ikke skulle være i stand til at give det han havde håbet. Alt sker frivilligt. Selskabet ringeagter aldrig et beskedent bidrag. Nogle vidner i visse lande evner kun at yde et lille beløb, ligesom den enke Jesus omtalte. Og de må måske endog både spare og planlægge for at kunne gøre det; men beløbets størrelse er ikke det afgørende. De erfarer velsignelsen ved at give med glæde.

Hvordan anvender Vagttårnets selskab de indkomne bidrag til velsignelse for alle? Sidste år, for eksempel, kunne Selskabet i hele verden anvende et beløb svarende til kr. 18.200.000 til at sende missionærer og specialpionerer ud at forkynde Guds rige. Med et beløb svarende til kr. 3.290.000 dækkede Selskabet udgifterne i forbindelse med udsendelse af zonetjenere og sektionstjenere til de forskellige menigheder, hvor de opmuntrede vidnerne til at holde ud i deres tjeneste. Hertil kom at 104 forkyndere fra alverdens lande blev inviteret til et gratis specialkursus på Vagttårnets bibelskole Gilead i New York. Desuden opretholder Selskabet syvogfirs afdelingskontorer, hvortil der i mange tilfælde er knyttet et trykkeri, for at Selskabets litteratur, som for eksempel dette blad, kan udbredes overalt i verden til en ganske ringe pris.

Den frivillige økonomiske støtte som Jehovas vidner sender direkte til Selskabet eller yder i deres rigssale er ikke det eneste de giver. De ofrer også deres tid og energi på at hjælpe andre til kundskab om Guds rige. I de første to århundreder, bemærker en historiker, „var hele kirken hovedsagelig et missionerende samfund.“⁶ Alle var glade givere. Ved at følge det eksempel de første kristne satte, og ikke det man ser i kristenheden, erfarer den nye verdens samfund af Jehovas vidner i dag glæden ved at give, og den velsignelse der følger med.

Henvisninger

1 History of Christianity, af Edward Gibbon, s. 177.

2 The History of the Christian Religion and Church, During the Three First Centuries, af August Neander, oversat fra tysk til engelsk af H. J. Rose, s. 156.

3 Early Church History, Edward Backhouse og Charles Tylor, s. 263.

4 History of the Christian Church, af John F. Hurst, b. I, s. 360.

5 Apology, oversat til engelsk af T. R. Glover, s. 175.

6 Martyrs and Apologists, De Pressensé, s. 20.

„Vokser hurtigst“

● Windsor Star bragte for nylig nogle oplysninger fra den sidste folketælling i Canada. I en kort notits med overskriften „Jehovas vidner vokser hurtigst“ stod der: „De nyeste rapporter om sekterne viser at Jehovas vidner udgør den hurtigst voksende sekt i Canada. I det sidste tiår har de fordoblet deres medlemstal fra 34.596 til 68.018.“ Disse tal må imidlertid indbefatte børn af Jehovas vidner samt en del af de mennesker Jehovas vidner studerer med og som opgiver Jehovas vidner som det religionssamfund de er tilsluttet. Eftersom det er på denne måde de fleste religiøse organisationer tæller deres medlemmer, benytter folketællingsmyndighederne den samme ved optælling af Jehovas vidner. Vidnerne selv tæller dog kun de medlemmer der er aktive forkyndere, men selv af disse var der 40.121 i Canada i 1962.