Intellektuel frihed eller fangenskab under Kristus?

OVER hele verden kræver man i dag stadig mere og mere frihed: frihed til at tænke, tale og handle. I skoler og på universiteter har de menneskelige filosofier som man har undervist i gennem de sidste halvtreds år, resulteret i en sværm af ateistiske tænkere. Resultatet af at man således har betonet den enkeltes selvbestemmelsesret ses i de stærke krav om uafhængighed som lyder fra sociale og politiske grupper der har skilt sig ud. Disciplin og respekt for autoriteter bliver mindre og mindre. Utilfredshed florerer. Freden er blevet taget bort fra jorden.

Som følge af at regeringsmyndighederne har tilladt at ungdommen indpodes den idé at menneskets tankegang ikke bør være underlagt en Gud der står over alt, ser de sig nu stillet over for en oprørsk generation der protesterer mod sociale og moralske principper og som insisterer på selv at afgøre hvad der er rigtigt og forkert. Unge mænd og kvinder der som regel ikke har mere end et overfladisk kendskab til hvad sagen drejer sig om, deltager i strejker og protestmarcher som om de grundigt havde undersøgt alle kendsgerningerne i sagen og truffet deres beslutning efter moden overvejelse. Åbent oprør mod de voksnes styre er i sandhed en kendsgerning i vor tid.

Hvor er alt dette dog forskelligt fra Bibelens lære og Jesu Kristi ord! Jo, Jesus erklærede ganske vist: „I skal forstå sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ (Joh. 8:32) Men fra hvad og til hvad skulle man frigøres? Det er tydeligt at Jesus ikke opfordrede folk til at følge deres egen lov. Han ville udfri dem fra de falske religiøse lederes dogmer og overtro, men samtidig sagde han: „Tag mit åg på jer og lær af mig.“ (Matt. 11:29) De der kom til ham måtte lade sig lede af ham, måtte lytte og adlyde. Hvis nogen ikke ville underkaste sig den som Gud havde sendt, ville de derved have fremlagt afgørende beviser for at deres tankegang stadig var i fangenskab under den dårlige indflydelse som apostelen Paulus henviste til: „Denne verdens gud har slået [de vantros tanker] med blindhed, så de ikke skuer ind i det lys, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed.“ — 2 Kor. 4:4.

Tag ikke fejl. De der kæmper for at opnå uhæmmet åndelig frihed vil før eller senere komme i et modsætningsforhold til Gud og hans ord, Bibelen. De beundrer menneskets intelligens i stedet for Skaberen, og da de ’ærer og dyrker skabningen fremfor Skaberen’, ’giver Gud dem hen til et uværdigt sind, så de gør, hvad der er usømmeligt’. (Rom. 1:25, 28) Stolthed gør dem blinde for den kendsgerning at ufuldkomne mennesker i dag må vælge mellem to herrer. De bliver enten trælle for retfærdigheden eller for synden. — Romerbrevet, kapitel 6.

Apostelen Paulus har forudsagt vore dages stærkt voksende vidnesbyrd om at folk træller for synden. Han skrev: „I de sidste dage skal der komme strenge tider. Thi menneskene vil blive egenkærlige, pengekære, . . . spottelystne, ulydige mod forældre, . . . uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af det gode, forrædere, fremfusende, opblæste, lystens venner snarere end Guds venner.“ (2 Tim. 3:1-5) Utallige har således ladet „deres fulde fornuft“ fare og er blevet fanget i „Djævelens snare“, og de tjener hans onde hensigter. — 2 Tim. 2:26, NW.

Sande kristne er derimod blevet frigjort gennem nøjagtig bibelkundskab, og da de ikke er tilfredse med blot selv at være blevet befriet for en sådan fejlagtig tænkning, deltager de i en åndelig krigsførelse for at befri andre hvis sind holdes i fangenskab og for at bekæmpe tanker der har rejst sig mod kundskaben om Gud. Apostelen Paulus beskriver denne krigsførelse med ordene: „Om vi end færdes i verden, fører vi dog ikke strid på verdslig vis. Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige, men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud, og tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus.“ — 2 Kor. 10:3-5.

Det ser ud til at nogle af dem der kom sammen med den første kristne menighed ignorerede Paulus’ myndighed og vurderede ham efter hvad han syntes at være i kødet. De undlod at tage hensyn til at Kristus havde overdraget ham et særligt hverv. I dag er der også nogle der gerne vil tænke uafhængigt og som tvivler på at Kristus her på jorden kan have et særligt udnævnt styrende råd af ufuldkomne mennesker som han handler igennem og som han har betroet alle Rigets interesser, „alt, hvad han ejer“, på jorden. (Matt. 24:45-47) Når disse mennesker der gerne vil tænke uafhængigt, modtager råd og vejledning der er baseret på Bibelen, er de tilbøjelige til at tænke: ’Det kommer kun fra mennesker, så jeg kan selv bestemme om jeg vil tage imod det eller ej.’

For nylig talte E. A. Dunlap, der er forstander for Vagttårnets bibelskole Gilead, til en klasse missionærelever om netop dette emne. Han spurgte: „Tænker I sådan?“ Derpå fortsatte han: „Hvis I gør det, er I ved at blive besmittet af den uafhængighedens ånd som Satan besmitter hele verden med. For at komme denne tankegang til livs må vi spørge os selv om vi, som Paulus sagde, ’tager enhver mennesketanke til fange ind under lydighed mod Kristus’.“

Den kristne som retter sig efter dette vil ikke give næring til tanker der ikke harmonerer med den sandhed han har lært af Kristus. Han vil værdsætte følgende påmindelse af apostelen Paulus som gjaldt den ham selv: ’I tilhører ikke jer selv. I er jo købt og prisen betalt; ær derfor Gud i jeres legeme!’ (1 Kor. 6:19, 20) Han vil også have apostelen Peters alvorlige formaning i tanke: „Vær som frie folk, dog uden at betragte jeres frihed som et dække for moralsk slethed, men som Guds trælle.“ (1 Pet. 2:16, NW) Hvis man selvisk insisterer på at få intellektuel frihed bliver man syndens træl. At være Kristi fange vil sige at have fred med Gud, tryghed, og gode retningslinjer for sit liv.