Spørgsmål fra læserne
● Hvilken klædedragt bør en kvinde have på når hun bliver døbt? — U.S.A.
Bibelen foreskriver hverken at mænd eller kvinder skal bære en særlig klædedragt når de bliver døbt. En kvinde må derfor selv afgøre hvad hun finder passende. Mange kvinder synes at en tækkelig badedragt tjener formålet udmærket. I nogle dele af verden har kvinderne en kjole eller en kjortel på. Når en kvinde skal afgøre hvad hun vil have på når hun bliver døbt, bør hun naturligvis tænke på den alvor der er forbundet med dåbshandlingen. Det er indlysende at det ikke ville være passende at tage en badedragt på der ville blive regnet for at være yderliggående og direkte afslørende. Det ville heller ikke være passende at være iført en klædning der klæber til kroppen når den er våd. I overensstemmelse med ordene i Første Timoteusbrev 2:9 bør hendes valg afspejle „blufærdighed og ærbarhed“.
● Er det rigtigt af en kristen at lade et kæledyr sterilisere eller aflive? — U.S.A.
Der findes ingen udtalelser i Bibelen som direkte forbyder en kristen at sterilisere et dyr eller at tage dets liv.
Ifølge Moseloven kunne et kastreret dyr ikke bringes som offer. Loven sagde: „Dyr med udklemte, knuste, afrevne eller bortskårne testikler må I ikke bringe [Jehova]; således må I ikke bære eder ad i eders land.“ (3 Mos. 22:24) Selv om denne lov ikke direkte forbød kastration, var den øjensynlig årsag til at israelitterne afholdt sig fra at kastrere deres husdyr.
De kristne bringer imidlertid ikke dyreofre; de er ikke underlagt Moseloven. (Rom. 6:14) Befalingen i Tredje Mosebog 22:24 forbyder derfor ikke den kristne at lade et kæledyr sterilisere. Der er andre faktorer som er bestemmende for hvordan en kristen bør behandle de dyr han ejer.
Bibelen viser at Jehova Gud satte mennesket til at herske over dyrene. (1 Mos. 1:28) Man har derfor lov til at dræbe dyr for at skaffe sig føde og klæder. Man har også lov til at dræbe dyr som direkte udgør en fare for en. (1 Mos. 3:21; 9:3; 2 Mos. 21:28, 29; 1 Sam. 17:34, 35) Menneskets retmæssige interesser og dets sikkerhed kommer altid i første række.
En kristen har derfor ret til at bestemme hvad han vil gøre i forbindelse med sine husdyr, også kæledyr. Han kan selv afgøre om det vil tjene hans eller hans families interesser bedst at lade et kæledyr sterilisere eller aflive. Men han må naturligvis forstå at en kristen ikke mishandler dyr. [Ifølge dansk lov er det strafbart.] I Ordsprogene 12:10 siges der: „Den retfærdige har Omsorg for sit Kvægs Liv; men de ugudeliges Barmhjertighed er Grusomhed.“ (Gd) Den der er brutal over for sine dyr og udsætter dem for unødige lidelser, viser mangel på respekt for Guds skaberværk; det den ugudelige regner for at være ’en barmhjertig behandling’, er i virkeligheden ’grusomhed’. Den kristne har derimod øje for sine dyrs behov og har deres velfærd på sinde. Hvis en kristen har et dyr der er blevet alvorligt sygt eller er kommet slemt til skade, eller et dyr som han ikke kan sørge rigtigt for uden at det vil pålægge ham en uønsket byrde, kan han drage den slutning at det vil være klogest og barmhjertigst at aflive det. Det er en afgørelse han selv må træffe. [Dansk lov siger at „den, der vil aflive et dyr, skal sikre sig, at dyret dræbes så hurtigt og så smertefrit som muligt“.]
● Hvad menes der med udtrykket „retfærdighedens våben til højre og venstre“ som findes i Andet Korinterbrev 6:7 (NW)? — U.S.A.
Andet Korinterbrev 6:7 er en del af apostelen Paulus’ redegørelse for hvordan han og hans medarbejdere anbefalede sig som Guds tjenere. En af de måder de gjorde dette på, var „gennem retfærdighedens våben til højre og venstre“. (NW) Dette hentyder muligvis til at man dengang benyttede højre hånd til at svinge sværdet med og venstre hånd til at holde skjoldet med. I hvert fald var Paulus og hans medarbejdere, skønt de blev angrebet fra alle sider, fuldt udrustede til at føre åndelig krig.
Denne åndelige krig beskrives i Andet Korinterbrev 10:3-5: „Om vi end færdes i verden, fører vi dog ikke strid på verdslig vis. Vore stridsvåben er nemlig ikke verdslige [ordret: kødelige], men mægtige for Gud, så de kan nedbryde fæstningsværker. Med dem nedbryder vi tankebygninger og alt hovmod, der rejser sig imod erkendelsen af Gud.“ Paulus førte denne åndelige krig mod falske lærere og „umådelig store ’apostle’“ for at den kristne menighed i Korint ikke skulle ledes bort fra den oprigtige troskab mod Kristus. — 2 Kor. 10:8-10; 11:12-14; 12:11.
Med hensyn til kødet var Paulus og hans medarbejdere ufuldkomne mennesker med syndige tilbøjeligheder. Men de tyede ikke til det faldne køds våben — træskhed, svig eller underfundighed. (2 Kor. 11:3, 13; 12:16) De satte ikke deres lid til menneskelig kraft, visdom og formåen. Ved at undgå at benytte fremragende veltalenhed og menneskers visdom og dens evne til at overtale, kunne de hjælpe andre til at opbygge tro ved hjælp af Guds ånd og kraft. (1 Kor. 2:2-5) Det vigtigste våben hvormed de nedbrød urette ræsonnementer eller tankebygninger var Guds ord eller budskab. — Hebr. 4:12; Tit. 1:9.
De førte denne åndelige krig af inderlig kærlighed til og omsorg for andre. Deres motiv var på ingen måde kødeligt. De søgte hverken ære, rigdom eller indflydelse. Som Paulus skrev til korinterne: „Når vi hos jer har sået åndelige goder, er det da for meget, om vi hos jer høster timelige? Har andre den ret over jer, skulle vi da ikke snarere have den? Dog har vi ikke gjort brug af denne ret, men vi udholder alt for ikke at lægge hindring i vejen for Kristi evangelium.“ (1 Kor. 9:11, 12) „Ingen har vi gjort uret, ingen har vi skadet, ingen har vi udbyttet.“ — 2 Kor. 7:2.
Vi ser altså at de „våben“ Paulus benyttede sig af, var retfærdige midler til fremme af den sande tilbedelse trods ethvert angreb.
● Ifølge Femte Mosebog 6:8, 9 skulle israelitterne ’binde Guds lov som et tegn om deres hånd’ og have den ’som et erindringsmærke på deres pande’. Skal dette forstås bogstaveligt? — U.S.A.
Mange jødiske kommentatorer har opfattet dette påbud rent bogstaveligt. Dette skriftsted hører med til dem man benytter som begrundelse for at bære bederemme (remme med dertil fastgjorte kapsler med uddrag af De hellige Skrifter). Når vi undersøger sammenhængen og andre skriftsteder kommer vi imidlertid til det resultat at det skal forstås billedligt.
I Femte Mosebog 6:6-9 læser vi: „Disse bud, som jeg [det vil sige Jehova] pålægger dig i dag, skal du tage dig til hjerte; og du skal indprente dine børn dem og tale om dem, både når du sidder i dit hus, og når du vandrer på vejen, både når du lægger dig, og når du står op; du skal binde dem som et tegn om din hånd, de skal være som et erindringsmærke på din pande, og du skal skrive dem på dørstolperne af dit hus og på dine porte.“
Læg mærke til at der ikke siges at budene skulle skrives på et eller andet materiale og derefter bæres på panden eller hånden eller fastgøres til dørstolperne og portene. Det var budene selv der skulle ’bindes som et tegn om hånden’ og ’være som et erindringsmærke på panden’. Tanken er derfor uden tvivl meget lig den der udtrykkes i Ordsprogene 7:2, 3: „Vogt mine bud, så skal du leve, som din øjesten vogte du, hvad jeg har lært dig; bind dem om dine fingre, skriv dem på dit hjertes tavle.“ Det er klart at dette ikke skal forstås bogstaveligt. Det ville være umuligt rent bogstaveligt at skrive budene på hjertet, og det ville ikke tjene noget nyttigt formål at binde skrevne bud om fingrene. Det ville kun hindre en i at arbejde.
Og med hensyn til påsken, som israelitterne skulle fejre for at mindes deres udfrielse fra Ægypten, sagde Jehova: „Det [at fejre påsken] skal være dig som et tegn på din hånd og et erindringsmærke på din pande, for at [Jehovas] lov må være i din mund, thi med stærk hånd førte [Jehova] dig ud af Ægypten.“ (2 Mos. 13:9) Her er det også tydeligt at selve fejringen af påsken ikke bogstaveligt kunne bindes på deres hænder eller tjene som et bogstaveligt erindringsmærke på deres pande. Men israelitterne kunne hele tiden holde sig for øje hvad Gud havde gjort for dem, som om det stod skrevet på en tavle på deres pande eller som om det var et tegn på deres hånd.
På samme måde kunne de altid holde sig Jehovas bud for øje — uanset om de var hjemme eller i nærheden af byporten, hvor folk almindeligvis samledes og hvor byens ældste afgjorde retssager. Israelitterne skulle ikke blot opbevare Guds lov i hjertet og lære deres børn den. De skulle også vise i handling (skildret ved hænderne) at de holdt sig til den. Ja, som om Guds lov stod skrevet på deres pande, hvor alle kunne se det, skulle de offentligt vise at de holdt fast ved denne lov. Dette ville i langt højere grad sikre deres troskab mod Loven end dét at de rent bogstaveligt bar uddrag af Guds lov på sig eller skrev sådanne uddrag på deres dørstolper eller porte.
Selv hyklere kunne jo bære bederemme med kapsler hvori der fandtes uddrag af Guds lov. Jesus Kristus fordømte netop farisæerne fordi de ’gjorde deres bederemme brede’. (Matt. 23:5) Ved at gøre disse remme brede ønskede de øjensynlig at give andre det indtryk at de var nidkære for Loven. Men de ignorerede Lovens virkelige hensigt. Derfor havde deres ydre tilkendegivelser ingen værdi.
Vi der lever i dag bør naturligvis ønske at adlyde Jehova af hjertet som hans tjenere. Det vil sige at vort hjerte bør tilskynde os til at værdsætte og adlyde Guds skrevne ords ledelse. Vort sind og vore tanker bør være optaget af det der er sømmeligt, retskaffent, rent, dydigt og elskeligt og det der er ros værd. (Fil. 4:8) Hvad vi end har for, bør vi gøre det „af hjertet som for Herren og ikke for mennesker“. (Kol. 3:23) Ja, i al vor færd bør vi vise at vi altid har Guds bud for øje.
● Undertiden kan man i forretninger få overrakt en lodseddel som giver én en mulighed for at vinde en gave ved lodtrækning. Kan kristne deltage i en sådan lodtrækning? — U.S.A.
Formålet med sådanne lodtrækninger er som regel at tilskynde folk til at komme ind i forretningen eller at skabe interesse for en bestemt vare. Lodtrækningen i sig selv går for at være en upartisk udvælgelse at kunder som får en præmie. Der er ikke nødvendigvis tale om spil, idet man hverken giver penge eller nogen anden form for vederlag for den lodseddel man får. At man tager imod lodseddelen indebærer heller ikke i sig selv at man sætter sit håb til lykkegudinden eller ’fru Fortuna’. Den der tager imod lodseddelen (eller lader sit navn være med i lodtrækningen), kan ræsonnere som så: ’Forretningen vil give en gave væk som led i et reklamefremstød. Hvis jeg skulle blive udvalgt, er jeg villig til at tage imod den.’
Den kristne må selv, på grundlag af sin samvittighed, afgøre hvorvidt han vil tage imod en sådan lodseddel der udelukkende er et led i et reklamefremstød. Han kan spørge sig selv: Vil det at jeg tager imod den, vække det samme begær i mig som det begær der får andre mennesker til at spille? Kunne det bringe andre til fald? Kunne det forlede mig til at håbe på „lykkeguden“? — Es. 65:11.
Sande kristne forstår at Jehova Gud misbilliger havesyge og afgudsdyrkelse. (1 Kor. 6:9, 10) De har også fået befaling om ’ikke at bringe andre til snublen og fald’. — Fil. 1:10, NW.
Lad os imidlertid antage at en kristen der har taget imod en sådan lodseddel (og blot betragter den som en form for reklame), derefter udvælges som vinder ved „lodtrækningen“ og opdager at „gaven“ er en lodseddel til et statslotteri. Hvad nu? Det der blot forekom at være reklame, er nu pludselig gået over til at være hasardspil. Han er ikke tvunget til at tage imod lodseddelen. Ville han tage imod stjålne diamanter, selv om han fik dem tilbudt som en „gave“?
Hvis en kristen derfor træffer den afgørelse at det vil tjene hans egne og andres interesser bedst at han ikke tager imod en reklamelodseddel, bør ingen drage hans afgørelse i tvivl. Hvis en kristen på den anden side er overbevist om at det ikke vil volde problemer af nogen art at han tager imod en sådan lodseddel, kan han også gøre det. Det er op til ham selv. Guds ord siger: „Altså skal hver af os aflægge regnskab for sig selv over for Gud.“ — Rom. 14:12.