hadets og ødelæggelsens kurs,“ og tilføjer: „Så vidt jeg kan se [har han] haft ynkelig fiasko med hensyn til at skabe overbevisende udsendinge for sit program!“

Her tager dr. Moody alvorligt fejl på to punkter. For det første ville Satan ikke nødvendigvis søge at sprede had og ødelæggelse ved hjælp af disse oplevelser. Hvordan kan vi sige det? Fordi der i Bibelen står: „Satan selv giver sig til stadighed ud for at være en lysets engel. Det er derfor intet stort om hans tjenere også til stadighed giver sig ud for at være retfærdigheds tjenere.“ (2 Korinter 11:14, 15) Den grundlæggende løgn som han altid har holdt fast ved — „I skal ingenlunde dø“ — kan han udbrede ved hjælp af de tilsyneladende mest uskyldige og oplyste midler. — 1 Mosebog 3:4, 5.

For det andet har han ikke haft ynkelig fiasko med hensyn til at skabe overbevisende udsendinge for sine løgne om den udødelige sjæl. Tværtimod har han nu læger, psykologer og videnskabsmænd der til fulde støtter den løgn som han i tidens løb har udbredt ved hjælp af præster og filosoffer. Paulus gav en god beskrivelse af situationen da han skrev: „Hvis nu den gode nyhed som vi forkynder, virkelig er tildækket, er den tildækket blandt dem som går til grunde, blandt hvem denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“ — 2 Korinter 4:3, 4.

Ikke desto mindre er der, som vi har set, nogle psykologer som mener at der venter mennesket en bevidst eksistens efter døden. Denne personlige fortolkning af nær-død-oplevelsernes betydning får os til at rejse de følgende relevante spørgsmål på vegne af alle der tror på Bibelen: Er der overhovedet noget bibelsk grundlag for at hævde at mennesket har en udødelig sjæl der forlader legemet som en sommerfugl forlader en kokon? Hvordan kan vi forklare de skriftsteder i Bibelen hvori vi finder ordene „sjæl“ og „udødelighed“?

Sjælen — noget vi har, eller noget vi er?

TROR du at mennesket har en udødelig sjæl der lever videre når legemet er dødt? De fleste der har en religiøs baggrund — det være sig kristne, muslimer, jøder, shintoister, buddhister eller hinduer — er enige om denne grundlæggende forestilling. Men hvorfor har de denne tro? Fordi de kan føre beviser for den? Eller fordi de fleste religioner altid har været fortalere for den, og den i øvrigt er almindeligt udbredt? Hvordan er troen på den udødelige sjæl i det hele taget kommet ind i den „kristne“ lære?

I sin bog Death Shall Have No Dominion (Døden skal ikke råde) skriver Douglas T. Holden: „Den kristne teologi er blevet så sammenblandet med græsk filosofi at den har fostret personer som er en