Hold fast ved livets ord
„HAN holdt fast som en bulldog“, er et almindeligt udtryk. For at beskrive et usædvanlig fast greb må man have et usædvanligt udtryk. Man kunne derfor også sige: „Han holdt fast som en myre.“ Et inspireret ordsprog lyder: „Gå hen til myren, du lade, se dens færd og bliv viis.“ (Ordsp. 6:6) Man kunne også med sandhed sige: „Gå hen til myren, du, der har et svagt greb, se dens færd og bliv viis.“
En iagttager så en myre slæbe af sted med en græshoppe, der vejede tres gange så meget som den selv. Det svarer til, at en mand bar fire en halv ton. En anden myre, der hang frit i luften og holdt sig fast i en tråd med sine bagfødder, bar i kindbakkerne et par handsker, der vejede elleve hundrede gange så meget som den selv. For at kunne måle sig med den, måtte en mand hænge i sine tæer og i tænderne bære over firs tons. Kæmpende myrer giver aldrig op. Selv når deres hoveder bliver klippet af, vedbliver deres kæber at være fast lukket om deres modstanders krop. Det berettes, at i Indien og Algier bliver myrehoveder undertiden brugt som sårklemmer. Såret presses sammen, myrens vidt åbne kindbakker holdes tæt hen til det, og nu presser myren sårets kanter sammen og holder dem sammen. Den indfødte „kirurg“ klipper myrernes krappe af, mens hovederne holder fast, og der bliver de siddende, til såret er lægt. — Nature’s Ways (Naturens veje), siderne 148, 149.
Herodes „sendte bud og lod Johannes halshugge i fængselet“. Mange af Guds og Kristi vidner blev „halshugget for Jesu vidnesbyrds og for Guds ords skyld“. Til dem, der vil blive endelig godkendt, sagde Jesus: „Vær tro indtil døden, så vil jeg give dig livets sejrskrans.“ (Matt. 14:10; Åb. 2:10; 20:4) Uden hensyn til, hvad der sker, må Guds tjenere rette sig efter Paulus’ ord: „Alt skal I gøre uden knurren og betænkeligheder, for at I må blive ulastelige og uden svig, Guds dadelfrie børn midt i en vanartet og forvildet slægt, hvor I skinner som himmellys i verden, mens I holder fast ved livets ord.“ (Fil. 2:14-16) Den kristne må holde usædvanlig godt fast ved Guds ord. Fastere end bulldog’en eller myren.
Måder, hvorpå vort greb om Guds ord han slappes
Bogstavelig halshugning er ofte blevet brugt over for kristne for at få dem til at bryde deres retskaffenhed, og det så sent som under Hitlers nazistyre, da nogle af Jehovas vidner blev halshugget. I dag bruger Satan og hans usynlige og synlige repræsentanter imidlertid i regelen ikke så håndgribelige metoder. De bruger mere snedige midler for at få den kristne til at slappe sit greb om livets ord, midler, der er mere underfundige, fordi den sande hensigt med dem er skjult.
I vor tid bliver videnskaben brugt til at skille folk fra deres tro på Bibelen. Og videnskaben har fremgang. Den har ikke alene fremgang blandt de ortodokse kirkegængere, men også blandt deres præster. I den katolske pjece The Holy Bible, the Heritage of Catholic Family Life (Bibelen, det katolske familielivs arv), der blev udgivet i 1952 med imprimatur af ærkebiskop O’Boyle i Washington, D.C., siges der: „Kan de seks dage, som Moses taler om, være de lange perioder, geologerne beskriver? Afgjort ikke. Moses havde intet kendskab til moderne videnskab; hans verdensbillede er ganske naivt, i virkeligheden ikke mere fremskredent end det, der var almindeligt iblandt dem, han levede sammen med for tre tusinde år siden.“ Dette betyder eet af to. Enten siger katolikkerne, at Bibelen ikke er Guds inspirerede ord, eller også påstår de, at Gud, Skaberen, gør sig tanker om jordens form, der er naive og ligger på samme plan som primitive folkeslags overtro og på ingen måde nær så sunde som nutidens ubetydelige videnskabsmænds spekulationer. Og ironisk nok blev disse katolske bespottelser af Bibelen udgivet i anledning af en katolsk bibeluge! Lignende angreb på Bibelen rettes også hyppigt af protestantiske præster. Millioner af mennesker slækker deres greb om Guds ord og griber i stedet efter videnskabelig filosofi. — Kol. 2:8.
Populære ugeblade får mange til at give slip på livets ord. Look for 26. februar 1952 prøvede at skabe sensation ved tilsyneladende pludselig at opdage, at Bibelen er fuld af fejl. Bladet gjorde opmærksom på et halvt dusin uægte passager, som for eksempel Markus 16:9-20; Johannes 8:1-11 og 1 Johannes 5:7. Efter at have citeret disse få større fejl siger Look uden videre, at bibellærde er enige om, at der er mellem 20.000 og 50.000 fejl i Bibelen. Får man ikke heraf det indtryk, at disse mange tusinde fejl er lige så alvorlige som dem, der blev citeret, og at Bibelen derfor er fuldstændig upålidelig? I virkeligheden er de alvorlige fejl overordentlig få, og for år tilbage blev de sanket fra og fjernet fra moderne oversættelser. De lærde anerkender, at Bibelen er blevet bevaret bemærkelsesværdig nøjagtig. I et lavt forsøg på at skabe sensation bringer Look Bibelen i miskredit ved at mistænkeliggøre den på en underfundig måde. Den verdslige presse i almindelighed griber enhver lejlighed til at underminere tilliden til Bibelen.
Hedenske læresætninger har fundet vej til kristenhedens doktriner og har skilt folket fra Guds ord. Lærdomme som treenighed, evig pine, bønner for de døde, skærsilden og mange andre kan spores tilbage til hedenske religioner og finder overhovedet ingen støtte i Bibelen. Både oplyste katolikker og protestanter vil indrømme, at mange af deres læresætninger og skikke er af hedensk oprindelse, men i stedet for at sørge over det, er de stolte af det. For eksempel erklærede pastor Donald Harrington, New York, efter at have vist, at mange af kristenhedens skikke er af hedensk oprindelse: „Det er denne fuldstændiggørelse af hedenske ritualer og ceremonier, der står som et eksempel på Guds universalitet og får en til at erkende, at julen ikke blot er en kristen fest, men hele menneskehedens helligdag.“ (New York Times, 24. december 1951) Hvor forskellig er ikke en sådan udtalelse fra Paulus’ inspirerede ord! „Træk ikke i ulige åg med de vantro, thi hvad har retfærdighed og lovløshed med hinanden at skaffe? eller hvad fællesskab er der mellem lys og mørke? Hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? hvordan kan Guds tempel og afguder have med hinanden at gøre?“ — 2 Kor. 6:14-16.
Vi får til stadighed at vide, at vi skal være praktiske, og at Bibelen er yderst upraktisk for vor moderne tid. En New Yorker-præst ved navn Gall fra den unitariske kirke ydede Bibelen den sædvanlige læbetjeneste, men ødelagde virkningen på spørgsmålet om upraktiskhed. I sin forkyndelse af høje idealer stillede han Kristi bjergprædiken blot for angreb. Han roste den som „det kristne ideal, der indeholder mange grundlæggende moralske principper“, men han advarede imod at tage den for alvorligt. „Når man river denne store prædiken ud af dens sammenhæng,“ erklærede han, „og anvender den på vort sted, i vor tid og under vore forhold, vil den være forfærdelig upraktisk. De, der forkynder den, praktiserer den ikke, og de venter heller ikke, at det ville føre til noget at prøve på at praktisere den, for hvis de praktiserede den, ville de uden videre blive taget i forvaring på en sindssygeanstalt.“ — New York Times, 30. juni 1952.
Jesus forkyndte den og praktiserede den, og derfor blev han dræbt. Hans sande efterfølgere i dag forkynder den også og praktiserer den så godt, de i deres udfuldkommenhed formår, og på grund af dette bliver de kaldt upraktiske og gale af mange og bliver ofte sat i fængsel og dræbt. Men i stedet for at følge i Jesu fodspor søger kristenhedens præster sammen med hoben, der følger i verdslige politikeres, filosoffers og videnskabsmænds kølvand. Et eneste blik på denne verden med dens smuds og fordærv, dens intriger og løgne, dens vold og blodsudgydelser skulle være nok til at vise, at dens veje og midler ikke er praktiske. Lydighed mod Bibelens principper er det eneste virkelig praktiske lægemiddel, men selv præsteskabet søger at løsne grebet om livets ord.
Der kunne trækkes meget mere frem, der viser, at præsteskabets tro på Bibelen svækkes i stedet for at blive stærkere. Fundamentalisterne lærer hedenske lærdomme med bibelsk etikette, og modernisterne svælger i højere bibelkritik for at underminere Bibelen. Ateisterne er mere ærlige og gør Bibelen langt mindre skade. Præsterne er ulve i fåreklæder; ateisterne er ulve i ulveklæder, og alle kender deres standpunkt. (Matt. 7:15) Hvad enten de ved det eller ej, er præsterne i almindelighed Satans femte kolonne. „Den slags mennesker er falske apostle, svigagtige arbejdere, der giver sig skin af at være Kristi apostle. Og det er intet under; Satan selv giver sig jo skin af at være en lysets engel. Derfor er der ikke noget mærkeligt i, at også hans tjenere giver sig skin af at være retfærdighedens tjenere; men deres endeligt vil komme til at svare til deres gerninger.“ — 2 Kor. 11:13-15.
Sindets faste greb om Guds ord
Men det er ikke alene videnskab, propaganda, falske filosofier om at være „praktisk“ og mange andre dårskaber, der svækker blinde vejlederes og blinde efterfølgeres greb, som kristne bør undgå. Vort eget kød søger at få os til at give slip på livets ord. Kærlighed til selvet eller til andre skabninger eller til materiel vinding — enhver sådan kærlighed, der tilfredsstiller det faldne køds trang, er måske den kraft, der virker stærkest i retning af langsomt at få os til at slippe vort greb om Bibelens sandhed. At disse kræfter virker langsomt og løsner grebet lidt efter lidt, gør dem blot endnu farligere. Den måde, hvorpå man kan dæmme op for disse kræfters overvældende strøm, er at holde sindet fæstet på Guds ords principper. På den måde holder sindet fast ved livets ord.
Det er ikke det, at man bogstaveligt holder fast på en bog, der betyder noget. Hyklere og andre kan holde Bibelen i hånden, men ikke holde fast ved den i deres sind. Præster og prædikanter og medlemmer af religiøse ordener kan gå omkring med Bibelen i hånden, ses læsende den på offentlige steder og på anden vis stille deres foregivne interesse for den til skue. Domstolen gør fordring på at holde fast ved Bibelen, idet den bruger den til at sværge ved under sine retsforhandlinger. Offentlige embedsmænd aflægger embedsed med hånden på Bibelen. Men ved blot således at lægge hånden på Bibelen efterkommer man ikke Paulus’ formaning om at holde fast ved livets ord.
For at få det sindets faste greb, der kan beskytte os imod angreb både indefra og udefra, må vi studere og rette os efter det, vi lærer. Således vil I ophøre „med at lade jer forme efter denne tingenes ordning, men forvandle jer gennem en fornyelse af jeres sind, for at I kan forvisse jer om, hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. (Rom. 12:2, NW) Når man i oprigtighed og ydmyghed holder sindet fæstet på Guds ord, vil det hjælpe en til at give agt på Paulus’ råd: „Så overgiv da til døden de lemmer, der hører jorden til: Utugt, urenhed, begær, ond lyst, også havesygen, som jo er afgudsdyrkelse. Lyv ikke for hverandre, da I jo har afført jer det gamle menneske med dets gerninger og iført jer det nye, som fornyes til sand erkendelse efter hans billede, der skabte det.“ — Kol. 3:5, 9, 10.
Kristus Jesus holdt i sit sind uløselig fast ved Guds principper, og han citerede dem for at slå Satans angreb tilbage. (Matt. 4:1-11) Det er ham og ikke videnskabsmændene og politikerne og filosofferne og de „praktiske“ religionsdyrkere, der er et forbillede for os. (1 Pet. 2:21) Jehova forkaster dem, der forkaster hans ord; og forvirring og ikke sand visdom bliver de verdsligvises lod, som gør dette: „De vise skal blive til skamme, ræddes og fanges. Se, Jehovas ord har de vraget, hvad visdom har de?“ (1 Sam. 15:26; Jer. 8:9) Ved en lejlighed sagde Jesus: „Jeg priser dig, Fader, himmelens og jordens herre! fordi du har skjult dette for de vise og kloge og åbenbaret det for de umyndige.“ — Matt. 11:25.
Nogle er ærlige nok til at erkende, at verden er bragt ud i forvirring, fordi man har givet slip på Guds ord til fordel for intellektuelle filosofier. Biskop Austin Pardue fra det protestantiske bispedømme i Pittsburgh sagde den 7. august 1950: „Vi kristne af i dag er sørgeligt uværdige. Men lige et ord til de selvretfærdige udenforstående, der peger på vort hykleri; vi har altid plads til flere hyklere, og vi indbyder dem hjerteligt til at slutte sig til os. Vort hykleri er ikke forsætligt, men bekvemt. Vore ortodokse amerikanske kirkeretningers lastefulde sygdom stammer fra vantroens ætsende syre, som har udvandet vor overbevisning så meget, at en stor del af vor religion blot er blevet skikke og traditioner. På den anden side har den ødelæggende højere kritik af Bibelen bredt sig så meget, at mange af vi moderne præster næppe ved, hvad vi tror. Desuden er vi blevet sådanne dyrkere af intellektuelle kulter og klicheer, at vi ikke længer tør tro på bønnens og sakramenternes overnaturlige magt.“
Vi skulle ikke lade os påvirke eller beherske af de verdslige lærde, der er ved at drukne i forvirring. Det er Jehova og Kristus ikke: „Thi tænk på, hvordan det var ved jeres kaldelse, brødre, at I ikke var mange verdsligt vise, ikke mange mægtige, ikke mange fornemme; men det, der var dårskab for verden, udvalgte Gud for at gøre de vise til skamme, og det, der var svagt for verden, udvalgte Gud for at gøre det stærke til skamme; og det for verden ringe og det foragtede, det, der ikke var noget, udvalgte Gud for at gøre det, der var noget, til intet, for at intet menneske skal rose sig for Gud.“ „Den, der roser sig, skal rose sig i Herren.“ — 1 Kor. 1:26-29, 31.
Stå derfor imod, når videnskabsmændenes, filosoffernes, politikernes, bibelkritikernes, de hedenske fundamentalisters og andres propagandabølger vælder frem imod dig, husk, at de prøver at få dig til at give slip på Bibelen! Bliv ved med at holde fast ved livets ord!